Bartholomæus – apostlen, der trådte frem fra stilheden

Fra skeptiker til apostel og martyr – Bartholomæus lod mødet med Kristus forandre sit liv.

Bartholomæus hører til blandt de tolv apostle, men han træder sjældent frem i evangeliernes fortællinger. Han nævnes i apostellisterne, mens hans ord og handlinger ikke beskrives direkte. Fra Kirkens tidligste århundreder er han dog blevet identificeret med Nathanael, som Jesus møder i Johannesevangeliet. Hvis denne gamle tradition er rigtig, giver evangeliet os et levende portræt af en mand, der begyndte med skepsis, men endte med en klar bekendelse af Kristus.

En apostel med et gådefuldt navn

Navnet Bartholomæus betyder sandsynligvis »Tolmais søn« eller »Talmais søn«. Det er dermed snarere et slægtsnavn end et egentligt fornavn. I Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet samt i Apostlenes Gerninger nævnes Bartholomæus blandt Jesu tolv apostle. Han optræder som regel sammen med Filip, og denne forbindelse har haft betydning for den gamle kirkelige tradition, der identificerer ham med Nathanael.

I Johannesevangeliet nævnes Bartholomæus ikke ved navn, men her møder vi Nathanael, som netop føres til Jesus af Filip. Senere er Nathanael også blandt de disciple, der møder den opstandne Kristus ved Tiberias Sø. Allerede tidligt mente mange kristne derfor, at Nathanael og Bartholomæus var den samme person: Nathanael var hans personlige navn, mens Bartholomæus fortalte, hvem hans far var.

Kirken har aldrig gjort denne identifikation til en trosartikel. Vi kan ikke fastslå den med fuldstændig historisk sikkerhed. Alligevel er forbindelsen gammel og sandsynlig, og den har præget Kirkens forståelse af apostlen gennem århundreder. Når vi fejrer Bartholomæus, læses derfor beretningen om Jesu møde med Nathanael.

Kan noget godt komme fra Nazaret?

Filip finder Nathanael og fortæller ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« Nathanaels første reaktion er alt andet end begejstret: »Kan noget godt komme fra Nazaret?«

Det er en bemærkelsesværdig begyndelse på en apostels historie. Nathanael fremstilles ikke som en mand, der uden videre lader sig overbevise. Han kender de religiøse forventninger og kan ikke umiddelbart få Filips ord til at passe med dem. Nazaret var en ubetydelig by i Galilæa og havde ingen fremtrædende plads i Israels historie. Hvordan skulle Messias kunne komme derfra?

Filip forsøger ikke at vinde diskussionen. Han svarer blot: »Kom og se!« Det er en af evangeliets enkleste og stærkeste invitationer. Den kristne tro begynder ikke alene med forklaringer, men med mødet med en person. Nathanael bliver ikke bedt om at lægge sin fornuft til side. Han bliver bedt om at komme nærmere og selv se.

Denne bevægelse kendetegner al sand søgen efter Gud. Troen kræver ikke, at mennesket undertrykker sine indvendinger eller foregiver at være overbevist. Kristus tåler, at vi kommer med vores tvivl, forbehold og fordomme. Det afgørende er, om vi vil følge invitationen og træde frem for ham.

Et menneske uden svig

Da Jesus ser Nathanael komme, siger han: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael bliver overrasket og spørger: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarer: »Før Filip kaldte på dig, så jeg dig, mens du var under figentræet.«

Vi får ikke at vide, hvad der var sket under figentræet. Det må have været noget, som kun Nathanael selv kendte betydningen af. Måske havde han bedt, læst i Skriften eller kæmpet med sine tanker. Evangeliet lader øjeblikket stå skjult. Det vigtige er Jesu ord: Jeg så dig.

Nathanael opdager, at han står over for en, der allerede kender ham. Før han selv har forstået, hvem Jesus er, har Jesus set ham. Før han har taget sit første skridt mod Kristus, har Kristus allerede haft sit blik rettet mod ham.

Sådan begynder det kristne kald. Det udspringer ikke først af menneskets beslutning om at søge Gud, men af Guds blik på mennesket. Vi kan opleve vores tro som en langsom vej gennem tvivl, erfaringer og valg. Bag denne vej står Kristus, som kendte os, før vi kendte ham, og som så os i de øjeblikke, ingen andre så.

Jesu ord om en israelit »uden svig« betyder ikke, at Nathanael var fejlfri. Det peger på hans oprigtighed. Han skjuler ikke sin skepsis og bruger ikke religiøse ord for at gøre et godt indtryk. Han siger, hvad han tænker. Netop et sådant menneske kan føres videre, fordi sandheden allerede betyder mere for ham end hans eget omdømme.

Du er Guds søn

Nathanaels svar kommer straks: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Den skeptiske mand aflægger en af evangeliets klare bekendelser til Jesus. Han er gået fra spørgsmålet om, hvorvidt noget godt kan komme fra Nazaret, til bekendelsen af, at manden fra Nazaret er Guds søn og Israels konge.

Jesus lader ham dog forstå, at dette kun er begyndelsen: »Du skal få større ting at se end det.« Derefter taler han om himlen, der skal åbne sig, og om Guds engle, der stiger op og stiger ned over Menneskesønnen.

Ordene leder tanken tilbage til patriarken Jakobs drøm om stigen mellem himmel og jord. Jesus åbenbarer, at han selv er forbindelsen mellem Gud og mennesket. I ham åbnes himlen. Den apostel, som først studsede over Jesu jordiske hjemsted, får lovning på at se hans himmelske herlighed.

Bartholomæus’ vej begynder således med at blive set og kaldet. Derefter må han, som de øvrige apostle, følge Jesus gennem Galilæa og Judæa. Han hører lignelserne, oplever helbredelserne og ser menneskemængderne samle sig omkring Herren. Han bliver også vidne til modstanden, lidelsen og korsfæstelsen. Efter opstandelsen står han blandt dem, der sendes ud for at gøre alle folkeslag til Jesu disciple.

Apostlen, der forsvinder ud af evangelierne

Efter pinsedagen forsvinder Bartholomæus næsten helt ud af de bibelske skrifter. Det betyder ikke, at hans apostolske liv sluttede. Tværtimod begynder her den del af hans tjeneste, som blev udfoldet langt fra evangelisternes fortællinger.

Gamle kristne traditioner forbinder hans missionsvirksomhed med flere egne øst og syd for Romerriget. Indien, Arabien, Mesopotamien, Persien og Armenien nævnes i forskellige kilder. Når oldtidens forfattere taler om Indien, er det ikke altid muligt at afgøre, præcis hvilket geografisk område de mener. Traditionerne kan derfor ikke uden videre samles til én sikker rejsebeskrivelse.

Den stærkeste tradition knytter Bartholomæus til Armenien, hvor han sammen med apostlen Judas Thaddæus æres som en af landets første evangelieforkyndere. Den armenske apostolske kirke betragter dem begge som sine grundlæggere. Bartholomæus skal have forkyndt Kristus, omvendt mennesker og vakt de lokale magthaveres vrede.

Beretningerne om hans død varierer. Den mest kendte fortæller, at han blev flået levende og derefter halshugget. Andre gamle overleveringer taler om korsfæstelse eller halshugning. Vi kan ikke historisk efterprøve alle enkeltheder, men traditionerne er fælles om det centrale: Bartholomæus gav sit liv som martyr for den Kristus, han havde bekendt.

Huden og martyrens vidnesbyrd

Den voldsomme tradition om Bartholomæus’ død har sat sig tydelige spor i den kristne kunst. Han afbildes ofte med en kniv, redskabet for sit martyrium, eller med sin egen hud over armen.

Det mest berømte eksempel findes i Michelangelos fremstilling af dommedag i Det Sixtinske Kapel. Her sidder Bartholomæus nær Kristus og holder sin afhudede hud i hånden. Ansigtet i huden regnes ofte for Michelangelos eget selvportræt. Midt i værkets mægtige skildring af dom, opstandelse og evighed har kunstneren muligvis lagt sit eget trætte og plagede ansigt i apostlens tomme hud.

Billedet er barskt, men rummer en kristen pointe. Martyrens legeme kan mishandles, men mennesket tilhører Gud. Bødlerne kan tage huden, blodet og det jordiske liv, men de kan ikke udslette den identitet, Kristus har givet. Martyren vidner med hele sin tilværelse om, at livet ikke ender ved døden.

Bartholomæus’ attribut bør ikke føre til en dyrkelse af det grusomme. Kirken fejrer ikke lidelsen for dens egen skyld. Den ærer kærligheden og trofastheden, som ikke lod sig overvinde af volden. Martyrens sejr ligger ikke i hans smerte, men i at han holdt fast ved Kristus.

Troens stille tjeneste

Bartholomæus hører ikke til blandt de apostle, der fylder mest i Det Nye Testamente. Peter taler og handler. Johannes står nær korset og efterlader os et evangelium. Paulus rejser gennem den kendte verden og skriver breve til menighederne. Bartholomæus står langt mere stille i kilderne.

Denne stilhed gør ham ikke mindre betydningsfuld. Kirken blev ikke alene bygget af dem, hvis ord blev bevaret, og hvis rejser kunne kortlægges. Den blev også bygget af mænd og kvinder, der gik ud, forkyndte, døbte, grundlagde menigheder og døde uden at efterlade deres egen fortælling.

Sådan er det fortsat. Det meste af Kirkens liv bæres af mennesker, hvis navne aldrig bliver kendt uden for deres familie, sogn eller fællesskab. De underviser børn, besøger syge, tager ansvar for gudstjenesten, beder for andre og holder fast ved troen gennem lange og vanskelige år. De skriver sig ikke nødvendigvis ind i historiebøgerne, men deres troskab er en del af Kirkens fundament.

Bartholomæus minder os om, at et menneskes betydning ikke måles i antallet af bevarede ord. Et helt liv kan rummes i et enkelt svar til Kristus og i den trofasthed, der følger efter.

Kom og se

På Bartholomæus’ festdag står Filips ord stadig åbne: »Kom og se!« De var rettet til en skeptisk mand, der ikke ønskede at lade sig narre. Han kom, han blev set af Kristus, og hans liv fik en ny retning.

Kirken sender den samme invitation videre. Den beder ikke mennesker om at tro på afstand. Den kalder dem ind i mødet med Kristus: i evangeliet, i bønnen, i Kirkens fællesskab og i sakramenterne. Troen vokser, når mennesket vover at træde nærmere.

Bartholomæus begyndte med en indvending og endte med en bekendelse. Han kom for at undersøge Jesus fra Nazaret og opdagede, at Jesus allerede kendte ham. Fra dette møde voksede et apostelliv, som ifølge traditionen førte ham langt bort fra hans hjem og til sidst kostede ham livet.

Den 24. august fejrer Kirken ikke først og fremmest en fjern og gådefuld skikkelse. Den fejrer et menneske, der lod sig kalde, og som bar sin bekendelse til verdens yderste grænser: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge.«

-karn