Jesu vilje med Kirken

Kristus efterlod ikke blot en lære, men et folk. Da han kaldte de tolv apostle og gav dem del i sin egen sendelse, grundlagde han det fællesskab, som blev Kirken. Samtidig gav han Maria til disciplene som deres moder. Derfor er Kirken i katolsk forståelse både apostolsk og marial – bygget på apostlenes fundament og formet efter Marias tro.

Mange mennesker siger i dag, at de tror på Jesus, men ikke på Kirken. Det lyder umiddelbart enkelt, men udsagnet bygger på en forestilling om Kristus, som evangelierne ikke bekræfter. Jesus kom ikke blot for at give verden en ny moral eller inspirerende ord. Han kom for at samle et nyt Guds folk, der skulle bære evangeliet videre gennem historien. Derfor hører Kristus og Kirken uløseligt sammen.

Guds folk bliver samlet

Jesus begyndte ikke sit virke i et historisk tomrum. Han trådte ind i den frelseshistorie, som begyndte med Abraham, blev stadfæstet gennem Moses og blev båret videre af Israels profeter. Hele Det Gamle Testamente er præget af Guds pagt med sit folk og af løftet om en kommende Messias, der skulle samle det, som synden og historien havde splittet.

Det er i dette lys, Jesu forkyndelse skal forstås. Hans kald til omvendelse var aldrig blot en invitation til den enkeltes indre tro. Han kom for at samle et folk. Guds rige handler ganske vist om menneskets personlige forhold til Gud, men det bliver altid virkeliggjort i et fællesskab. Frelsen er personlig, men den er aldrig privat.

Netop derfor bliver udvælgelsen af de tolv apostle en af de mest betydningsfulde handlinger i Jesu offentlige liv.

De tolv som fundament

Evangelierne fortæller, at Jesus gik op på bjerget og kaldte dem, han selv ville. At det netop blev tolv mænd, var ikke tilfældigt. Tallet peger direkte tilbage på Israels tolv stammer. På Jesu tid var de for længst ophørt med at eksistere som samlet folk, men håbet om, at Gud en dag ville genoprette Israel, levede stadig.

Ved at udvælge de tolv viser Jesus, at denne genoprettelse nu begynder. Apostlene bliver ikke blot elever eller medarbejdere. De bliver fundamentet for det nye Guds folk. Før de sendes ud, lever de sammen med Kristus, lytter til hans ord og formes af hans liv. Kirken begynder derfor ikke med en idé, men med et fællesskab omkring den levende Herre.

Senere sender Jesus dem ud for at forkynde evangeliet, helbrede de syge og kalde mennesker til omvendelse. Efter opstandelsen betror han dem Helligånden, giver dem myndighed til at tilgive synder og sender dem ud til alle folkeslag. Ved den sidste nadver indstifter han eukaristien og befaler dem at fortsætte denne fejring til hans ihukommelse.

Kirken opstår derfor ikke først efter Jesu død som en menneskelig organisation. Den vokser ud af Kristi egen vilje og af den sendelse, han giver apostlene.

Kirken er Kristi legeme

Denne sammenhæng har afgørende betydning for forståelsen af Kirken. Den er ikke først og fremmest en institution med love, embeder og administration, selv om alt dette er nødvendigt. Kirkens inderste væsen er, at den er Kristi legeme. Den er det sted, hvor Kristus fortsætter sin gerning gennem Ordets forkyndelse, sakramenterne og det fællesskab, han selv har grundlagt.

Det betyder ikke, at Kirken består af fuldkomne mennesker. Tværtimod. Allerede blandt de tolv fandtes svigt, fornægtelse og forræderi. Judas forrådte Jesus, Peter fornægtede ham, og de øvrige flygtede under lidelsen. Alligevel opløste Kristus ikke apostelflokken. Han genoprettede den og sendte den ud.

Kirkens troværdighed hviler derfor ikke på menneskelig fejlfrihed, men på Kristi løfte om at være hos sit folk alle dage indtil verdens ende.

Det er også baggrunden for den apostolske succession. Biskopperne står ikke blot i en historisk række efter apostlene. De viderefører den tjeneste, som Kristus selv indstiftede. Derfor er den katolske Kirke ikke blot knyttet til apostlenes lære, men også til deres embede.

Maria – Kirkens moder

Hvis apostlene viser Kirkens synlige struktur, viser Maria dens inderste væsen.

Gud kunne have valgt mange veje til menneskets frelse, men han valgte at lade sin søn fødes af en kvinde, som frit svarede ja til hans kald. Marias tro og lydighed blev begyndelsen på den nye pagt. Før Kirken prædikede Kristus for verden, havde Maria allerede modtaget ham i tro og båret ham i sit skød.

Derfor har Kirken fra de første århundreder set Maria som sit eget forbillede. Hun er den første discipel, den første troende og det første menneske, som uden forbehold tog imod Guds ord.

Ved korset får denne sammenhæng en endnu dybere betydning. Da Jesus siger til Johannes: »Se, dér er din mor«, ser den katolske tradition ikke blot en søns omsorg for sin mor. Johannes står som repræsentant for alle Kristi disciple. Ved at give Maria til Johannes giver Kristus hende til hele Kirken.

Derfor kaldes hun Kirkens moder.

Det betyder ikke, at Maria står ved siden af Kristus som en anden frelser. Kristus alene er verdens frelser og Kirkens hoved. Maria har ingen selvstændig frelsende myndighed. Hendes moderlige opgave består altid i at føre mennesker til sin søn. Derfor er hendes egne ord ved brylluppet i Kana også blevet et program for hele hendes liv: »Gør, hvad han siger til jer.«

Kirken bliver på den måde både apostolsk og marial. Den apostolske dimension sikrer, at evangeliet forkyndes trofast, og sakramenterne forvaltes med den myndighed, Kristus har givet. Den mariale dimension minder Kirken om, at den først og fremmest skal være modtagende, troende og lydig over for Guds ord. Apostlene viser Kirkens ydre struktur; Maria viser dens indre hjerte.

Kristus kan ikke adskilles fra Kirken

Derfor bliver udsagnet: »Jesus ja – Kirken nej« i sidste ende umuligt at forene med evangeliernes vidnesbyrd. Den Jesus, Det Nye Testamente forkynder, kalder apostle, grundlægger et synligt fællesskab, indstifter sakramenterne og giver sin mor til disciplene. Han efterlader ikke blot en samling ideer, men et folk, der skal leve af hans nærvær og føre hans frelsesværk videre.

Kirken er derfor ikke et senere menneskeligt tillæg til kristendommen. Den hører til Kristi egen frelsesplan. Hun står på apostlenes grundvold, næres af eukaristien, bæres af Helligånden og spejler sig i Marias tro. Gennem hende fortsætter Kristus med at kalde mennesker ind i det fællesskab, hvor Gud samler sine børn fra alle folkeslag.

Jesu vilje var ikke blot, at mennesker skulle tro på ham hver for sig. Hans vilje var, at de skulle blive ét folk i ham. Det folk kalder vi Kirken.

-karn