Man bliver aldrig færdig med at være katolik

Troen skal tilegnes gennem hele livet

Man kan være katolik fra dåben og samtidig bruge hele livet på at blive det. Troen modtages gennem Kirken, men må efterhånden finde vej ind i det enkelte menneskes liv, tanker og handlinger.

Kort fortalt: Den katolske tro er mere end læresætninger, man skal kende, og religiøse handlinger, man skal udføre. Den leves gennem sakramenterne, Bibelen, bønnen og Kirkens fællesskab, men må også blive personlig. Troen er givet videre gennem generationer, og hvert menneske må selv lære at forstå og leve den.

Troen kommer før forståelsen

De fleste katolikker møder ikke troen gennem en teologisk lærebog. De møder den som børn, når de bliver døbt, lærer at slå korsets tegn, hører deres forældre bede og deltager i messen. De hører Bibelens ord læst i kirken og lærer Fadervor, længe før de kan forklare, hvad ordene betyder. Senere kommer den første kommunion, skriftemålet og firmelsen. Nogle bliver gift i Kirken, andre bliver præster eller træder ind i et ordensfællesskab, og ved livets afslutning er Kirken igen til stede med bøn, salvelse og begravelse. Troen følger mennesket gennem livet, ikke først og fremmest som en teori, men som noget, der bedes, fejres og leves.

Troen kommer på den måde ofte før den fulde forståelse. Barnet lærer at bede, før det ved, hvad bøn egentlig er, og modtager kommunionen, før det kan udtrykke hele Kirkens tro på eukaristien. Det er ikke en fejl ved den katolske opdragelse. Meget af det vigtigste i livet læres netop sådan. Vi lærer at tale, før vi kender sprogets grammatik, og vi lærer at elske, før vi kan forklare kærligheden. Forståelsen vokser frem af det liv, vi allerede deltager i.

Det gælder også mennesker, som bliver katolikker som voksne. Undervisningen før optagelsen i Kirken kan give et grundigt kendskab til troen, men ingen kan lære den katolske tro færdig på et kursus. Dåben, firmelsen eller optagelsen i Kirken er ikke afslutningen på en uddannelse. Det er begyndelsen på et liv, hvor meget først langsomt bliver forståeligt.

Katolik på forskellige måder

Ikke alle katolikker følger den samme vej. Nogle er blevet døbt som spæde og er vokset op med søndagsmessen som en naturlig del af familien. Andre er blevet døbt, men har kun haft en løs forbindelse til Kirken. Nogle forlader troen i ungdommen og vender tilbage mange år senere. Andre møder den katolske tro som voksne og opdager i den noget, de længe har søgt uden at kunne sætte ord på det.

Man kan derfor være katolik på papiret uden at lade troen få nogen større betydning i sit liv. Man kan også være trofast kirkegænger og alligevel opdage, at man kun har forstået en lille del af det, man har hørt gennem mange år. En bøn, en bibeltekst eller en formulering fra messen kan pludselig få en ny betydning, fordi livet har forandret sig. Ord om lidelse høres anderledes af den, der selv har mistet. Ordene om tilgivelse får en anden vægt, når man har såret et andet menneske eller selv er blevet såret. Håbet om opstandelsen er ikke længere kun en sætning i trosbekendelsen, når døden kommer tæt på.

At være katolik er derfor både noget, man er, og noget, man hele tiden må lære at være. Dåben giver et virkeligt tilhørsforhold til Kristus og Kirken, men troen skal have lov til at slå rødder i et menneskeliv. Det sker ikke én gang for alle.

Troen søger forståelse

Teologien beskrives ofte med den latinske formulering fides quaerens intellectum – tro, der søger forståelse. Ordene forbindes med den hellige Anselm af Canterbury og fortæller noget grundlæggende om den katolske tro. Troen kræver ikke, at mennesket holder op med at tænke. Den kalder tværtimod på eftertanke, fordi det, vi tror på, har betydning for hele vores syn på Gud, mennesket og verden.

Spørgsmål er ikke nødvendigvis tegn på, at troen er ved at forsvinde. De kan opstå, fordi troen betyder så meget, at man ønsker at forstå den bedre. Hvem er Gud? Hvorfor skabte han verden? Hvad betyder det, at Jesus Kristus både er sand Gud og sandt menneske? Hvad sker der i eukaristien? Hvor er Gud, når et menneske lider? Hvordan skal næstekærligheden leves, når det andet menneske er vanskeligt at holde af? Sådanne spørgsmål hører ikke kun hjemme på et universitet eller et præsteseminarium. De opstår hos almindelige mennesker midt i livet.

Ethvert menneske, der tænker alvorligt over sin tro, beskæftiger sig i en vis forstand med teologi. Det betyder ikke, at alle bliver fagteologer, eller at alle svar er lige gode. Det betyder blot, at den katolske tro ikke kun skal gentages. Den må også undersøges, overvejes og forstås så langt, det er menneskeligt muligt. Troen begynder ikke med vores forståelse, men den ønsker vores forstand med.

Personlig tro er ikke privat tro

Troen må blive personlig. Den kan ikke i længden bæres af forældrene, præsten, menigheden eller den katolske opdragelse alene. Det enkelte menneske må selv forholde sig til Kristus og til det spørgsmål, han stillede sine disciple: »Hvem siger I, at jeg er?« Et menneske kan arve en religiøs kultur og lære Kirkens skikke, men ingen kan tro på et andet menneskes vegne.

Personlig tro er dog ikke det samme som en privat tro, hvor den enkelte selv bestemmer, hvad kristendommens ord skal betyde. Ord som Gud, nåde, synd, frelse, opstandelse og sakramente har ikke deres betydning fra os. Vi har modtaget dem gennem Bibelen, gudstjenesten, trosbekendelserne og Kirkens lange erfaring. De tilhører et fælles sprog, som har været båret af kristne gennem århundreder, og som forbinder den troende med mennesker på tværs af tid, lande og kulturer.

Hvis hvert menneske selv kunne bestemme ordenes betydning, ville den fælles tro til sidst forsvinde. Vi kunne fortsat bruge de samme ord, men mene vidt forskellige ting med dem. Derfor kan katolsk teologi ikke være en samling private tanker om Gud. Den må tage udgangspunkt i den tro, som Kirken har modtaget og givet videre.

Det betyder ikke, at den troende kun skal gentage faste formuleringer uden at tænke over dem. Traditionen er ikke et museum, hvor alt står urørt bag glas. Den bæres af levende mennesker, der beder, læser, spørger og forsøger at forstå. Men samtalen begynder ikke med os. Vi træder ind i den og modtager et sprog, en historie og en tro, som allerede findes.

Den hellige Johannes af Korsets lille tegning af den korsfæstede Kristus viser forskellen mellem det personlige og det private. Perspektivet er overraskende og udspringer af hans egen åndelige erfaring, men motivet er ikke hans private opfindelse. Det er Kirkens Kristus, set og udtrykt gennem et bestemt menneskes blik. Den tro, han havde modtaget, blev personlig uden at ophøre med at være Kirkens tro.

Katolsk betyder ikke ensartet

Ordet katolsk kommer fra det græske kata holos og betyder noget i retning af »ifølge helheden« eller »omfattende det hele«. Kirken er katolsk, fordi evangeliet ikke er givet til ét folk, én kultur eller én verdensdel. Hun er sendt til alle mennesker og taler gennem skiftende tider og på mange sprog.

Denne universalitet betyder ikke, at alle katolikker skal tænke, bede og udtrykke deres tro på nøjagtig samme måde. Kirken rummer både østlige og vestlige liturgier, klostrenes stilhed og sognets travle hverdag, den folkelige fromhed og den grundige teologiske forskning. Nogle nærmer sig troen gennem Bibelens fortællinger, andre gennem Kirkens historie, filosofien, liturgien eller erfaringen af kærlighed, sorg og håb. Teologien kan derfor arbejde bibelsk, historisk, dogmatisk, moralsk, liturgisk eller pastoralt. Ingen enkelt fremgangsmåde kan alene rumme hele den katolske tro.

Den katolske enhed kræver ikke, at alle forskelle udslettes. Den består i, at forskellene holdes sammen af den samme tro på Kristus og det samme tilhørsforhold til Kirken. Grænsen nås først, når man ikke længere vil modtage noget fra Kirken, men gør sin egen opfattelse til målestok for, hvad den katolske tro skal være.

Et helt liv med den samme tro

Et menneskes forståelse af troen ændrer sig gennem livet. Det, der blev lært som barn, må ofte genfindes som voksen. En trosbekendelse, man har sagt utallige gange, kan pludselig åbne sig på en ny måde. En bibeltekst, der før virkede fjern, kan begynde at tale direkte ind i ens liv. Omvendt kan der komme perioder, hvor troen synes tør, bønnen vanskelig og Kirken fremmed.

Sådanne perioder ophæver ikke nødvendigvis troen. De kan være en del af den lange vej, hvor det overtagne skal blive personligt, og hvor en barnlig forståelse må give plads til en mere moden tro. Mennesket møder de samme bønner, den samme messe og de samme bibelske tekster, men er ikke selv det samme menneske som tidligere. Livet har sat sine spor, og ordene høres med andre erfaringer.

Man bliver derfor aldrig færdig med at være katolik. Troen modtages, men den skal også tilegnes. Den læres, men den rækker altid længere end det, vi allerede har forstået. Den er personlig, men bæres ikke alene. Den forbinder det enkelte menneske med Kristus og med det store fællesskab af levende og døde, som gennem århundreder har bedt de samme bønner og bekendt den samme tro.

Den katolske tro tilegnes ikke på et øjeblik. Den leves gennem et helt liv.

-karn