Et land mangler mennesker

AfD vil begrænse indvandringen i en delstat, der mangler mennesker.

Ved gårsdagens landdagsvalg i Tysland blev Alternative für Deutschland (AfD) suverænt størst med knap 44 procent af stemmerne. Partiets løfter skal nu måles mod en demografisk virkelighed, der også kendes i Danmark: Der fødes for få børn, befolkningen bliver ældre, og manglen på arbejdskraft vokser.

LAVE FØDSELSTAL findes i store dele af den vestlige verden. I Danmark fik kvinder i 2024 i gennemsnit 1,47 barn, selv om der kræves omkring 2,1 for at opretholde befolkningen uden indvandring. Danmark bliver også ældre og mere afhængigt af arbejdskraft udefra.

Abort hører med i samtalen. Omkring 106.000 graviditeter blev afbrudt i Tyskland i 2025. Ud fra den katolske tro skal det ufødte barn beskyttes på grund af sin menneskelige værdighed. Det forpligter samtidig samfundet til at hjælpe kvinden og familien, når en graviditet skaber frygt og usikkerhed.

Alternative für Deutschland, forkortet AfD og på dansk Alternativ for Tyskland, blev grundlagt i 2013 som et protestparti mod euroen og den økonomiske støtte til gældsplagede EU-lande. Siden har det udviklet sig til et nationalkonservativt og stærkt indvandringskritisk parti på den yderste højrefløj. AfD ønsker en markant strammere asylpolitik, flere hjemsendelser, større national selvbestemmelse og en samfundsorden, hvor tysk identitet og den traditionelle familie tillægges større betydning. Partiet står særlig stærkt i det østlige Tyskland, hvor mange vælgere oplever, at deres del af landet er blevet økonomisk, politisk og kulturelt overset siden genforeningen. I Sachsen-Anhalt har delstatens efterretningstjeneste siden 2023 klassificeret AfD’s delstatsorganisation som højreekstremistisk, en klassificering partiet bestrider.

Ved landdagsvalget den 6. september blev AfD den klare vinder med knap 44 procent af stemmerne. Partiet fik 39 af landdagens 83 mandater og dermed ikke flertal alene. De øvrige partier har afvist at danne regering med AfD, så valgsejren giver ikke automatisk partiet regeringsmagten. Resultatet har alligevel gjort AfD til Sachsen-Anhalts dominerende politiske kraft og konfronteret partiet med en virkelighed, der bliver vanskelig at forene med dets indvandringspolitik: Delstaten mangler mennesker.

Et tab gennem flere generationer

Sachsen-Anhalt har omkring 2,1 millioner indbyggere, godt 750.000 færre end ved den tyske genforening i 1990. Befolkningen er med en gennemsnitsalder på over 48 år den ældste i nogen tysk delstat. Ifølge delstatens statistiske kontor kan antallet af mennesker i den arbejdsdygtige alder falde med omkring 272.000 frem mod 2040. Hvis beskæftigelsesgraden forbliver på det nuværende niveau, vil antallet af beskæftigede falde fra knap én million til omkring 797.000. Det svarer til omtrent hver femte beskæftigede. Statistisches Landesamt Sachsen-Anhalt

Udviklingen hænger tæt sammen med de store efterkrigsårgange. Babyboomerne har i årtier udgjort rygraden på arbejdsmarkedet. Nu går de på pension i stort tal, mens de årgange, der skal overtage deres arbejde, er betydeligt mindre. Fødsler, som udeblev for 20, 30 og 40 år siden, viser sig nu som ubesatte stillinger på hospitaler, værksteder, skoler og plejehjem. Samtidig vokser behovet for behandling, omsorg og pensioner, fordi en større del af befolkningen er blevet gammel.

Sachsen-Anhalt bærer desuden på følgerne af den tyske genforening. Da store dele af den østtyske industri brød sammen, rejste hundredtusinder mod vest for at finde arbejde. En ny bølge af fraflytning fulgte i slutningen af 1990’erne. Blandt de fraflyttede var mange unge og veluddannede kvinder. Delstaten mistede dermed både deres arbejdskraft og mange af de familier og børn, som senere kunne være blevet en del af området.

Den nuværende forældregeneration er så lille, at selv en mærkbar stigning i antallet af børn ikke hurtigt kan vende udviklingen. I 2025 blev der født knap 12.000 børn i Sachsen-Anhalt, det laveste antal siden genforeningen. De små årgange vil præge delstaten langt ind i fremtiden. Deutschlandfunk

Fra Sachsen-Anhalt til Danmark

Sachsen-Anhalt er et særlig voldsomt eksempel på en udvikling, der rammer store dele af den vestlige verden. I OECD-landene er det gennemsnitlige antal børn pr. kvinde faldet fra 3,3 i 1960 til 1,5 i 2022. Der kræves omkring 2,1 barn pr. kvinde, hvis en befolkning over tid skal opretholde sin størrelse uden indvandring. Tyskland lå i 2024 på 1,35 barn pr. kvinde, mens lande som Italien og Spanien gennem længere tid har haft endnu lavere fødselstal. OECD

Danmark er heller ikke gået fri. Den danske fertilitet var i 2024 faldet til 1,47 barn pr. kvinde, langt under det niveau, der på længere sigt kan opretholde befolkningen uden indvandring. I 2025 blev der født 59.443 børn, og danske kvinder var i gennemsnit 30,4 år, da de fik deres første barn. Danmarks Statistik om fertilitet og fødsler

Danmark står ikke foran samme hurtige befolkningstilbagegang som Sachsen-Anhalt. Indvandring og stigende levealder er med til at holde det samlede danske indbyggertal oppe, men befolkningens sammensætning ændrer sig. Andelen af mennesker over 70 år ventes at stige fra 16 procent i 2026 til 19 procent i 2040, mens andelen under 30 år falder fra 34 til 32 procent. Danmarks Statistik

Udviklingen vil også i Danmark lægge et voksende pres på sundhedsvæsenet, ældreplejen og arbejdsmarkedet. Den bliver særlig mærkbar i kommuner, hvor unge rejser mod de større byer, mens de ældre bliver boende. Forskellen mellem Danmark og Sachsen-Anhalt ligger først og fremmest i tempoet og omfanget. Den grundlæggende bevægelse er den samme: Små årgange skal efterfølge store, og en mindre del af befolkningen skal tage sig af en voksende gruppe ældre.

Danmark har allerede hentet en betydelig del af sin arbejdskraft fra andre lande. Uden udenlandske læger, sygeplejersker, landbrugsmedarbejdere, chauffører, håndværkere og ansatte i servicefagene ville manglen på arbejdskraft være langt mere synlig. Den danske erfaring viser dermed også det dilemma, som AfD står over for i Sachsen-Anhalt. Et land kan ønske en stram indvandringspolitik og samtidig være økonomisk afhængigt af mennesker, der er kommet udefra.

Hvorfor kommer der så få børn?

Der findes ingen enkelt forklaring på de lave fødselstal. Unge uddanner sig længere og stifter familie senere. En stor del af de mest frugtbare år bruges på at skabe en nogenlunde sikker tilværelse med uddannelse, arbejde og bolig. Når økonomien og parforholdet endelig er på plads, kan tiden til at få to eller tre børn være blevet kort. Nogle finder sent en partner, mens andre aldrig finder en, de ønsker at stifte familie med.

Boligpriser, usikre ansættelser og vanskeligheden ved at forene arbejdsliv og familieliv spiller også ind. Forældreskabet påvirker arbejdstid, karriere, indkomst og muligheder for at flytte. Belastningen falder fortsat ofte tungest på kvinderne, selv om kvinder i dag har samme forventning om uddannelse og arbejdsliv som mænd. Opleves familien som en trussel mod økonomisk sikkerhed og personlig selvstændighed, bliver barnet let udskudt, og nogle af de ønskede børn bliver aldrig født.

Den kulturelle forandring har sin egen betydning. Tidligere var ægteskab og børn den forventede vej gennem voksenlivet. I dag betragtes familien som én mulighed blandt mange. Det enkelte menneske forventes at udvikle sig selv, være mobilt, gøre karriere og bevare retten til at begynde forfra. Et barn skaber en varig binding til andre mennesker og ofte til et bestemt sted. Den binding kan virke tung i en kultur, hvor friheden forbindes med at holde mulighederne åbne.

Der findes også mennesker, som bevidst vælger børn fra, fordi de ikke ønsker, at familielivet skal begrænse deres frihed eller forbrug. Andre frygter krig, klimaforandringer eller økonomisk tilbagegang og tvivler på, om det er forsvarligt at sætte børn i verden. Faldende frugtbarhed hos både mænd og kvinder kan samtidig gøre det vanskeligere at få børn, når ønsket endelig opstår.

Ingen regering kan beordre mennesker til at stifte familie, og økonomiske tilskud skaber ikke i sig selv den tryghed, hvor børn bliver født. Politikerne kan til gengæld fjerne nogle af de hindringer, der får unge til at udskyde eller opgive de børn, de egentlig ønsker sig.

Det ufødte liv

Abort er den mest følsomme del af den demografiske samtale og bliver ofte holdt helt udenfor. I 2025 blev der registreret omkring 106.000 aborter i Tyskland. Det var lidt færre end året før, men fortsat flere end i årene 2014 til 2020. Statistikken fortæller ikke, hvorfor den enkelte kvinde valgte abort, og det ville være forkert blot at lægge tallet til antallet af fødsler. Over en længere årrække får så mange afbrudte graviditeter alligevel betydning for befolkningens størrelse. Destatis

Ud fra den katolske tro begynder sagen med det enkelte menneske. Det ufødte barn har ikke først værdi, når samfundet mangler elever, medarbejdere eller skatteydere. Dets ret til livet afhænger heller ikke af helbred, forældrenes økonomi eller den nytte, det senere kan få for fællesskabet. Menneskelivet skal værnes fra undfangelsen, fordi menneskets værdighed er givet af Gud. De demografiske følger af abort er virkelige, men de udgør ikke begrundelsen for at beskytte barnet.

Alligevel blotlægger befolkningskrisen en modsætning. Samfundet bekymrer sig over tomme skoler, manglende arbejdskraft og for få unge til at forsørge de ældre, mens abort ofte behandles som en sag uden forbindelse til den fælles fremtid. Politikerne efterlyser flere børn i statistikkerne, men det enkelte ufødte barn forsvinder let ud af deres synsfelt.

Ansvaret kan ikke lægges på den gravide kvinde alene. En uventet graviditet kan ledsages af frygt, økonomisk usikkerhed, svigt fra barnets far, pres fra familien, sygdom eller udsigten til at stå alene. Hvis samfundet ønsker, at flere kvinder skal vælge barnet, må det gøre dette valg muligt. Rådgivning, økonomisk støtte, en bolig og mulighed for at gennemføre en uddannelse skal være tilgængelige både før og efter fødslen. Barnets far skal holdes fast på sit ansvar, og familier, der venter et barn med handicap, skal vide, at samfundet også har plads til deres barn.

Et land kan ikke nøjes med at efterlyse flere fødsler og derefter forlade kvinden, når graviditeten bliver vanskelig. Beskyttelsen af livet må kunne mærkes i hendes hverdag.

AfD’s vanskelige regnestykke

AfD skriver i sit regeringsprogram, at indvandring er uegnet som middel mod den faldende indfødte befolkning. Partiet ønsker en ”fødselsvending” og foreslår blandt andet økonomisk støtte til børnefamilier, fordelagtige boliglån, bedre hjælp til ufrivilligt barnløse og støtte til kvinder med uønskede graviditeter. AfD vil også bevare abort i den tyske straffelov og styrke beskyttelsen af det ufødte liv. AfD Sachsen-Anhalts regeringsprogram

Ønsket om stærkere familier og beskyttelse af det ufødte liv fortjener at blive taget alvorligt. En troværdig kultur for livet skal dog rumme hele virkeligheden: den enlige mor, familien med den lave indkomst, barnet med handicap og de forældre, hvis liv ikke udviklede sig efter planen. Familiepolitikken kan ikke begrænses til ønsket om flere tyske fødsler. Den må bygge på, at hvert menneske har den samme værdighed.

En fødselsvending løser heller ikke den aktuelle mangel på arbejdskraft. Et barn, der fødes i 2027, vil først være klar til arbejdsmarkedet omkring 2045 eller senere. De store årgange forlader deres job nu. Flere børn og en stærkere beskyttelse af det ufødte liv kan få stor betydning efter midten af århundredet, mens hospitaler, plejehjem og virksomheder mangler medarbejdere længe inden da.

Udenlandske medarbejdere er allerede blevet en vigtig del af Sachsen-Anhalts økonomi. Fra juni 2024 til juni 2025 steg antallet af udenlandske lønmodtagere med socialforsikring med 5.560, mens antallet af tyske lønmodtagere faldt med 10.530. Næsten hver fjerde virksomhed i delstaten beskæftiger nu mindst én udenlandsk medarbejder. Bundesagentur für Arbeit

Indvandring kan ikke stå alene. Et land kan ikke ubegrænset hente læger, sygeplejersker og håndværkere fra samfund, der selv har brug for dem. Dårligt styret indvandring kan belaste boliger, skoler og lokale fællesskaber. Grænser, krav og fælles spilleregler er nødvendige. En målrettet tiltrækning af mennesker, som vil arbejde, lære sproget og blive en del af samfundet, vil alligevel være nødvendig, hvis den grundlæggende velfærd og økonomi skal opretholdes.

Gør det muligt at få børn

En familiepolitik, der ønsker flere børn, må begynde med de vilkår, familierne lever under. Det handler om boliger, som almindelige lønmodtagere har råd til, stabile ansættelser, adgang til daginstitutioner og en arbejdsmarkedskultur, hvor børn ikke ødelægger karrieren. Forældrene skal have tid til barnet, og familier med flere børn må ikke mødes som et økonomisk eller praktisk problem.

Det gælder både i Sachsen-Anhalt og Danmark. Danmark har allerede omfattende daginstitutioner, barselsordninger og økonomiske ydelser til børnefamilier, men fødselstallet er fortsat lavt. Det viser, at familiepolitik ikke kan reduceres til offentlige tilbud. Boligforhold, arbejdsliv, parforhold og synet på familiens betydning spiller også ind. Et samfund må kunne fortælle de unge, at familielivet rummer andet og mere end udgifter, afbrudt søvn og begrænset frihed.

En stærkere familiepolitik garanterer ingen bestemt fødselsrate. Den kan give flere mulighed for at få de børn, de allerede ønsker, og gøre det mindre risikabelt at tage imod et barn, som ikke var planlagt.

En grund til at blive

Sachsen-Anhalt må samtidig standse tabet af sine egne unge. Det kræver mere end kampagner om hjemstavn og tradition. Unge bliver, hvor der findes uddannelser, ordentlige arbejdspladser, boliger, offentlig transport, kulturliv og udsigt til et godt familieliv. Et lokalsamfund uden læge, skole, togforbindelse og dagligvarebutik kan appellere nok så stærkt til kærligheden til hjemegnen. Fraflytningen vil stadig være det fornuftige valg for mange.

Uddannelsessteder og lokale virksomheder bør knyttes tættere sammen, så unge kan se en fremtid i delstaten efter deres uddannelse. Løn- og karrieremuligheder skal kunne måle sig med andre dele af Tyskland. Bedre togforbindelser og stabil digital infrastruktur kan gøre mindre byer attraktive for mennesker, der arbejder i Leipzig, Berlin eller hjemmefra. De mange, der allerede er rejst, bør mødes med konkrete tilbud om job og bolig, hvis de overvejer at vende hjem med uddannelse, erfaring og familie.

Den samme udfordring kendes fra danske landkommuner og mindre byer. Når uddannelser, arbejdspladser og offentlige tjenester samles i de største byer, følger de unge efter. Dermed bliver de tilbageværende lokalsamfund ældre, skattegrundlaget svagere og afstanden til læge, skole og indkøb større. Befolkningspolitik handler derfor også om, hvor et land placerer sine uddannelser, investeringer og offentlige institutioner.

Flere veje til den nødvendige arbejdskraft

En del af manglen kan afhjælpes ved at bruge den eksisterende arbejdskraft bedre. Unge uden erhvervsuddannelse kan hjælpes ind i fag, hvor der mangler hænder. Mennesker med handicap eller nedsat arbejdsevne kan få adgang til arbejdsmarkedet på vilkår, der passer til deres muligheder. Deltidsansatte kan arbejde mere, hvis børnepasning, transport og arbejdsforhold gør det muligt. Ældre, som har helbred og lyst, kan fortsætte nogle år efter pensionsalderen, uden at det bliver et skjult krav til alle.

Mulighederne har en grænse. Der kan ikke skaffes hundredtusinder af medarbejdere ved at bede de nuværende ansatte om at arbejde hurtigere eller længere. Automatisering og ny teknologi kan frigøre arbejdskraft, men en maskine kan ikke overtage hele arbejdet fra en lærer, en hjemmesygeplejerske eller en læge.

Nogle områder må også indrette sig på, at befolkningen bliver mindre. Skoler, sygehuse, transport og kommunale tjenester skal organiseres, så et tyndere befolket område fortsat kan fungere. Det er mindre tillokkende at planlægge en ordnet tilbagegang end at love ny vækst. Det er til gengæld mere ansvarligt end at opretholde institutioner, der mangler både personale og brugere.

Mennesket før regnestykket

Befolkningskrisen frister politikerne til at omtale mennesker som hænder, skatteydere og bidrag til bruttonationalproduktet. Et barn bør dog ikke fødes for at finansiere pensionssystemet, og en indvandrer bør ikke modtages som en økonomisk reservedel. Det ufødte barn, den enlige mor, den udenlandske sygeplejerske og den gamle mand på plejehjemmet har den samme menneskelige værdighed.

Et samfund har ret til at stille krav til dem, der ønsker at blive en del af det. Det har samtidig pligt til at behandle dem som kommende medborgere og give dem en reel mulighed for at høre til. Integration kræver sprog, arbejde, lovlydighed og respekt for landets grundlæggende normer. Den kræver også lokale fællesskaber, som er villige til at tage imod mennesker, der ønsker at bygge deres fremtid sammen med dem.

Sachsen-Anhalt viser i forstørret form, hvad der kan ske, når lave fødselstal, fraflytning og en aldrende befolkning får lov til at virke sammen gennem flere årtier. Danmark befinder sig et andet sted, men bevæger sig i den samme retning. De lave fødselstal er ikke længere et fjernt problem, som alene angår Tyskland, Italien eller Spanien. De vil få betydning for vores egne familier, lokalsamfund, arbejdspladser og velfærd.

Valgresultatet gør det umuligt at overse AfD. Det forpligter samtidig partiet til at vise, om dets løsninger kan stå mål med virkeligheden. En ansvarlig befolkningspolitik må forene stærkere familier, beskyttelse af det ufødte liv, fastholdelse af unge, målrettet indvandring og bedre integration. Ingen af delene kan bære opgaven alene.

Et lands fremtid afhænger ikke kun af, hvem der får lov til at komme ind. Den afhænger også af, om mennesker får lyst til at blive, stifte familie og knytte deres liv til stedet – og om et barn bliver budt velkommen, også når dets ankomst ikke var planlagt.

-karn