Sankt Vilhelms Kirke i Hillerød fylder 40

Læs biskop Czesław Kozons prædiken fra jubilæumsmessen

Sankt Vilhelms Kirke i Hillerød fejrede søndag 40-års jubilæum for kirkebygningen i Møllestræde. I sin prædiken mindede biskop Czesław Kozon menigheden om, at selv de smukkeste kirker kun opfylder deres formål, når de fyldes af levende troende, der vidner om Kristus i hverdagen.

Kære medbrødre i præstedømmet, kære menighed.

Vi er samlet for at fejre et bygningsjubilæum for denne kirke og for at takke Gud for dens indvielse og historie. Når vi hører de bibeltekster, der er valgt til en sådan anledning, kan vi måske umiddelbart blive lidt forvirrede. Vi er nemlig meget knyttet til vores kirkebygninger. De er noget konkret, noget vi kan se og røre ved. Det er dér, vi samles, og de danner rammen om vores liv med Gud og Hans Kirke. Samtidig får vi i dagens læsninger at vide, at bygningerne i sig selv er utilstrækkelige. Vi bygger dem til Guds ære, men vi hører også, at ingen jordisk bygning kan rumme Gud eller lukke Ham inde. Det gjaldt allerede templet i Jerusalem. Templet havde en helt særlig betydning og manifesterede Guds nærvær på en måde, som adskiller sig fra vores kirkebygninger. Der var noget enestående over templet. Det var det eneste sted, hvor man kunne frembære de foreskrevne ofre til Gud. Alligevel vidste man allerede i den gamle pagt, at Gud kunne påkaldes overalt. Og selv om det var en stor ambition først for kong David og siden for kong Salomon at bygge templet, og selv om det var en hjertesag for det udvalgte folk, erkendte Salomon, da templet stod færdigt, at selv den mest prægtige bygning ikke kunne rumme Gud.

I anden læsning møder vi det himmelske Jerusalem. Her på jorden bygger vi kirker, som både skal give menigheden et værdigt sted at fejre sakramenterne og gennem deres arkitektur og indretning være med til at illustrere det, vi tror på. Men Kirken fuldendes først endeligt i den kommende verden, i evigheden. Derfor skal kirkebygningen allerede her på jorden være et billede på det himmelske Jerusalem. Til den tid vil bygninger af sten ikke længere have betydning. Da vil de levende sten være samlet i den ene store helligdom i evigheden. Johannes beskriver i Johannes’ Åbenbaring dette himmelske Jerusalem med billeder, som vi kender fra vores jordiske virkelighed: mure, porte og fundamenter. Der tales om de tolv apostle, som Kirken er bygget på, samtidig med at Kristus selv er dens egentlige grundvold. Ikke mindst de gotiske domkirker forsøgte på en særlig måde at illustrere dette himmelske Jerusalem. De stræber opad mod himlen, elegante og samtidig solide. Apostelfigurerne på søjlerne skulle minde de troende om det himmelske fællesskab, som Kirken er kaldet til.

Evangeliet fortæller os om de apostle, som Kristus på en særlig måde ville bygge sin Kirke på. Vi glæder os over vores kirkebygninger. Vi savner dem, hvis vi ikke har dem, og vi mærker det som en belastning, hvis afstanden til dem bliver for stor. Men alligevel er det ikke bygningen i sig selv, der er det afgørende. Den skal ikke blot fyldes af Guds hellige nærvær. Den skal også fyldes af mennesker. Af levende sten. Kirken er ikke en død ting. Den er ikke blot en smuk bygning eller en imponerende ramme. Den består af et fællesskab af levende mennesker, som gennem deres tro og deres liv gør Kirken levende. Det er dette fællesskab, der gør Kirken i stand til at udføre sin mission. Derfor skal vi ikke blive så optaget af bygningen, at vi glemmer dens egentlige formål. Vi skal naturligvis samles i kirken, når menigheden fejrer gudstjeneste. Men vi skal også være så forankrede i troen, at vi kan bede til Gud og leve med Ham uden for kirkens mure. Kirken skal ikke kun være synlig ved sit tårn eller sin placering i bybilledet. Den skal være synlig gennem de mennesker, hvis liv den former. Gennem mennesker, der er villige til at vidne om Kristus, bekende deres tro, forklare den og forsvare den, og som gennem deres liv viser, hvordan Kristus ønsker, at menneskelivet og samfundet skal formes.

På den måde har Kirken præget samfundet gennem historien. Vi ved også, at Kirken undertiden har været viklet ind i samfundets konflikter på måder, der ikke altid har tjent dens egen mission. Men trods alle historiens omskiftelser kan vi glæde os over, at Kirken gennem næsten to tusind år har udrettet store ting. Først og fremmest gennem sine medlemmer. Gennem de hellige mænd og kvinder, som på en særlig måde har vist, hvad det vil sige at følge Kristus. De har sat spor i historien, som stadig virker i dag. Samtidig er de rollemodeller og inspiration for os. Også når vi synes, at vi er langt fra deres hellighed, må vi lade os udfordre af deres eksempel.

I første læsning siger Salomon, at templet ikke kan rumme Gud. Gud skal netop ikke lukkes inde. Ikke fordi Han er fraværende, men fordi Han er allestedsnærværende. Men vi må heller ikke lukke Gud ude. Vi må ikke gøre Ham tavs i det offentlige rum. Vi må ikke undlade at tale om Ham eller lade Ham få plads i samfundet omkring os. Når vi vidner om Gud, handler det ikke om at påtvinge andre vores tro. Det handler om at vidne om noget, vi anser for sandt, godt og livgivende. Noget, vi mener er til menneskehedens bedste. Det kristne budskab er ikke blot vigtigt for de troende. Det er et budskab, som Kirken mener er givet til hele menneskeheden. Vi ved naturligvis, at der findes korn af sandhed, stor god vilje og autentiske vidnesbyrd også uden for den katolske kirke og uden for kristendommen. Men Kirkens ønske er, at alle mennesker må samles i én stor familie, med legitim mangfoldighed, men i enhed omkring Kristus.

Når vi derfor samles i kirken for at ære Gud, må vi huske, at der også findes en hverdag uden for søndagen. Der skal vi som kristne vidne om vores tro. Og vi skal styrke fællesskabet både i Kirkens store fællesskab og i det lokale menighedsfællesskab. Hvis der er noget, verden mangler i dag, så er det ægte enhed. Der findes mange forsøg på at skabe enhed mellem mennesker. Men nogle af disse forsøg samler mennesker om forkerte mål og forkerte idealer. Dagens læsninger minder os om Babelstårnet. Der var også tale om et stort fælles projekt, hvor mennesker stod sammen om noget, de var begejstrede for. Men motivationen var forkert. Mennesket ville ophøje sig selv og gøre sig uafhængigt af Gud. Noget lignende ser vi også i dag. Mennesker kan samles om ideologier og projekter, som virker tillokkende, men som i virkeligheden skaber splittelse og udelukkelse. Selv når der umiddelbart synes at være enighed, kan resultatet blive konflikt og modsætninger. Derfor skal vi som kristne forsøge at afspejle det himmelske Jerusalem. Vi skal afspejle den sandhed og den virkelighed, som Gud står for.

Samtidig må vi huske, at det himmelske Jerusalem endnu ikke er fuldendt. Ligesom enhver bygning kræver vedligeholdelse, kræver også Kirken stadig fornyelse og styrkelse. Ikke fordi dens fundament er svagt – det står på Kristus og apostlenes grundvold – men fordi de enkelte dele af bygningen til tider har behov for restaurering. Også vi kan have brug for at blive styrket, rettet op og fornyet, så helheden igen træder tydeligt frem. Vi er samlet i en kirke, som udadtil ikke nødvendigvis ligner en stor og imponerende kirke. Den kan forekomme beskeden og uanselig. Men det vigtigste er ikke bygningens ydre. Det afgørende er, at den danner rammen om et levende fællesskab. Om mennesker, der ønsker at følge Kristus, og som ønsker at være Kirke. For det siger vi tak i dag. Vi beder om, at dette fællesskab må fortsætte, så menigheden fortsat har et sted at samles, men også et sted at gå ud fra for i hverdagen at vidne om Kristus.

Amen.

Prædiken er en transscript af en lydfil

1 læsning: 2 Mos 19,2-6a | 2. læsning: Rom 5,6-11 | Evangelium: Matt 9, 36-10,8