Ændrede Ratzinger sig – eller gjorde de andre?

Ratzinger, Rahner og kampen om koncilets arv

Joseph Ratzinger og Karl Rahner stod sammen om fornyelsen ved Andet Vatikankoncil, men gik siden i hver sin retning. I en artikel undersøger teologen Oliver Putz, hvem af de to der egentlig ændrede sig mest.

Kort fortalt: Oliver Putz gør op med fortællingen om, at Joseph Ratzinger efter Andet Vatikankoncil skiftede fra reformator til konservativ. Ratzinger fastholdt ifølge Putz i store træk sit teologiske udgangspunkt, men forsvarede det mere bestemt. Karl Rahner bevægede sig længere og gjorde åbenhed, pluralisme og forandring til følger af koncilet.

Oliver Putz undersøger i artiklen »I Did Not Change; They Did!« – Joseph Ratzinger, Karl Rahner and the Second Vatican Council det ofte gentagne synspunkt, at Joseph Ratzinger ændrede sig afgørende efter Andet Vatikankoncil: fra ung, reformvenlig teolog til konservativ kirkeleder og senere præfekt for Troslærekongregationen. Denne fortælling bliver prøvet ved at sammenligne Ratzingers udvikling med Karl Rahners før, under og efter koncilet. De to tyske teologer samarbejdede tæt i koncilårene, men kom siden til at repræsentere meget forskellige forståelser af Kirkens forhold til den moderne verden.

Putz’ hovedpåstand er, at Ratzinger ikke foretog det fuldstændige teologiske kursskifte, som han ofte tillægges. Hans senere holdninger lå i forlængelse af en augustinsk og patristisk orientering, som var synlig længe før koncilet. Efter koncilet blev denne grundholdning tydeligere og mere konsekvent, fordi Ratzinger mente, at koncilets beslutninger blev fortolket på en måde, der truede Kirkens kristne identitet. Rahner bevægede sig derimod længere væk fra sit udgangspunkt og kom til at betragte forandring, teologisk pluralisme, inkulturation og større åbenhed mod verden som nødvendige følger af koncilet. Artiklen vender dermed delvis den almindelige fortælling om: Hvis én af de to gennemgik den største forandring, var det ifølge Putz snarere Rahner end Ratzinger.

Forestillingen om to faste lejre

Putz begynder med at problematisere den udbredte fremstilling af Andet Vatikankoncil som en enkel strid mellem en konservativ, kurial blok og en enig gruppe progressive reformatorer. Mange biskopper afviste ganske vist tidligt de forberedte tekstudkast og krævede en anden retning, men reformfløjen var ikke ensartet. Bag den brede enighed om behovet for fornyelse fandtes betydelige forskelle i teologi, kirkesyn og synet på den moderne verden. De endelige dokumenter bærer ifølge Putz præg af dette og rummer formuleringer, der siden er blevet brugt til at begrunde næsten modsatrettede fortolkninger. Store flertal ved afstemningerne betyder derfor ikke, at alle koncilsfædrene og deres rådgivere var enige om dokumenternes rækkevidde eller gennemførelse.

Denne baggrund er nødvendig for at forstå Ratzinger og Rahner. Begge regnes for betydningsfulde reformteologer, og deres samarbejde kan let give indtryk af dyb enighed. Men den fælles modstand mod snæver nyskolastik og ønsket om kirkelig fornyelse dækkede over forskellige teologiske udgangspunkter, som først blev fuldt synlige efter koncilet.

De første reaktioner på et nyt koncil

Da pave Johannes XXIII i 1959 bekendtgjorde, at han ville indkalde et økumenisk koncil, blev beslutningen mødt med både håb og usikkerhed. Hverken Rahner eller Ratzinger reagerede med ubetinget begejstring. Ratzinger frygtede, at koncilet blot ville stadfæste allerede trufne beslutninger og dermed skuffe de forventninger, der var opstået. Rahner var skeptisk over for, om et møde med omkring 2.000 biskopper overhovedet kunne fungere praktisk, og han var usikker på både indholdet og den økumeniske betydning.

Rahner så dog en mulighed for, at Kirken kunne foretage en form for selvevaluering og tydeliggøre sit forhold til andre kirker. Samtidig søgte han at dæmpe de mest vidtgående forventninger. Et koncil var efter hans daværende syn først og fremmest et ledelsesorgan i en hierarkisk kirke, ikke en demokratisk forsamling eller det særlige sted, hvor alle Kirkens karismer kom til udtryk.

Både Rahner og Ratzinger fremhævede bispekollegialiteten. Rahner afviste, at Kirkens øverste myndighed kunne forstås som paven isoleret fra bispekollegiet. Den måtte ligge hos hele bispekollegiet sammen med og under paven, også uden for et igangværende koncil. Ratzinger argumenterede tilsvarende for, at ufejlbarligheden ikke tilhørte paven som isoleret person, men Kirken som helhed. Paven kunne kun tale ufejlbarligt, når han udtrykte den tro, hele Kirken modtog som sand. Også lægfolket havde derfor del i Kirkens tros ufejlbarlighed.

De to var enige om, at koncilet sammen med paven udgjorde Kirkens øverste besluttende instans, når situationen krævede, at biskopperne samledes. Men de tillagde ikke selve koncilet hele Kirkens åndelige liv. Ratzinger skelnede mellem koncilet som en rådgivende og besluttende forsamling og Kirken som et større, levende fællesskab, der også rummer karismerne. Denne forholdsvis nøgterne forståelse er vigtig for Putz, fordi den viser, at hverken Ratzinger eller Rahner før koncilet betragtede det som en næsten karismatisk ny begyndelse, sådan som det undertiden senere er blevet fremstillet.

Fælles kritik – forskellige begrundelser

Begge teologer blev bedt om at gennemgå de forberedende tekstudkast. Kardinal Joseph Frings benyttede Ratzinger som rådgiver, mens kardinal Franz König bad Rahner om en kritisk vurdering. Begge mente, at teksterne måtte ændres, men deres begrundelser var forskellige.

Ratzinger fandt teksterne stive, snævre og for akademiske. De var efter hans mening ikke tilstrækkeligt præget af de foregående årtiers bibelske og patristiske fornyelse. Samtidig betragtede han udkastene som grundige og solide; kritikken rettede sig især mod deres mangel på åndelig og pastoral kraft. Rahner var langt skarpere. Han mente, at forfatterne ikke havde forstået det moderne menneske, som gerne ville tro, men oplevede, at det ikke kunne. Teksterne var efter hans opfattelse skrevet af fromme og velmenende professorer, som forvekslede deres egen sikkerhed med troens fasthed og ikke formåede at møde menneskers konkrete situation.

Her finder Putz den grundlæggende forskel, der senere skulle føre de to i hver sin retning. Rahner tog udgangspunkt i menneskets historiske og konkrete erfaring. Hans transcendentale teologi forbandt erfaringen af den endelige verden med menneskets åbenhed mod Guds uendelige mysterium. Det at være menneske kunne ikke skilles fra det at leve i historien og verden.

Ratzingers teologi var derimod stærkt præget af Augustin, nyplatonisk tænkning og kirkefædrene. Han søgte ikke først en tilpasning til den moderne verdens erkendelsesformer, men en åndelig fornyelse gennem genopdagelsen af kristendommens kilder. Han var mistænksom over for en teologi, der ville forklare og forsvare troen gennem omfattende akademiske systemer. Sandheden behøvede efter hans opfattelse ikke at gemme sig bag apologetik; den skulle have frihed til at virke som sandhed.

Samarbejdet ved Andet Vatikankoncil

Rahner og Ratzinger deltog i koncilet som teologiske rådgivere, såkaldte periti. Deres præcise indflydelse er vanskelig at måle, fordi meget foregik gennem samtaler, foredrag, notater og uformel rådgivning, men begge fik tydeligvis betydelig indflydelse.

Rahner blev medlem af den teologiske kommission og bidrog til arbejdet med blandt andet Lumen gentium, Dei verbum, Gaudium et spes og Perfectae caritatis. Han holdt foredrag, førte samtaler med biskopper og udarbejdede teologiske argumenter, som kardinal König kunne fremlægge i koncilssalen. Reformorienterede biskopper havde behov for alternative tekster til de kuriale udkast, og teologer som Rahner og Ratzinger leverede materiale, der kunne bruges i dette arbejde.

Rahners vigtigste arbejdsområde var ekklesiologien, læren om Kirken. Han arbejdede for en stærkere forståelse af kollegialiteten, de lokale kirker og det permanente diakonat. Han støttede også, at mariologien blev indarbejdet i koncilets samlede lære om Kirken frem for at stå i et isoleret dokument. I arbejdet med Gaudium et spes søgte han samtidig at dæmpe, hvad han opfattede som en for optimistisk forståelse af mennesket, ved at fastholde korsets betydning. Hans teologi forblev dog grundlæggende åben over for verden og optaget af, hvordan kristendommen kunne blive forståelig for moderne mennesker.

Ratzinger var ligeledes en offentlig og indflydelsesrig skikkelse. Han holdt foredrag, orienterede biskopper og offentliggjorde kommentarer til koncilets arbejde. Sammen med Rahner arbejdede han på en alternativ tekst om åbenbaringen, som fik betydning for Dei verbum. Hans pastorale bekymring var reel, men den havde en anden retning end Rahners. Hvor Rahner spurgte, hvordan Kirken kunne nærme sig det moderne menneske, spurgte Ratzinger snarere, hvordan mennesket og verden kunne føres ind i det kristne budskab. Han var især optaget af åbenbaringen, Skriften, Traditionen og troens sandhed.

Samarbejdet var ægte og frugtbart. Rahner noterede under koncilet, at han arbejdede godt sammen med Ratzinger. De var fælles om bestemte reformmål og kritikken af et stivnet kirkeligt sprog, men ikke om alle teologiske spørgsmål. Deres forskellige syn på verden og sandheden var allerede til stede.

Efter koncilet: Forskellene træder frem

Efter koncilet blev det vanskeligt at skelne mellem dets tekster og alle de håb, fortolkninger og initiativer, der blev knyttet til dem. Både Rahner og Ratzinger blev påvirket af koncilet, men de reagerede forskelligt på udviklingen i Kirken og samfundet. Putz placerer denne udvikling i den vesttyske sammenhæng i slutningen af 1960’erne. Studenteroprøret var ikke kun inspireret af internationale konflikter, men også et opgør med, at personer med en belastet fortid fra nazitiden igen sad i magtfulde stillinger. Protesterne blev mere intense efter drabet på studenten Benno Ohnesorg i 1967, og også det teologiske fakultet i Tübingen blev berørt af demonstrationer, boykotter og besættelser.

Ratzinger var mere tilbageholdende end flere af sine kolleger og undgik den direkte konfrontation med studenterne. Hans Küng og andre gik ind i diskussionerne, mens Ratzinger trak sig tilbage og koncentrerede sig om sit skriftlige arbejde. Studenteroprøret kan ifølge Putz have virket som en katalysator, men det skabte ikke hans grundlæggende holdning. Allerede før 1968 havde han advaret mod en efterkonciliær udvikling, hvor liturgien enten blev fastlåst i arkaiske former eller ukritisk overgivet til modernisering.

Ratzingers svar: Troens sandhed må bevares

Ratzingers bog Einführung in das Christentum fra 1968 bliver et centralt vidnesbyrd i Putz’ argumentation. Ratzinger beskriver her en kristen tro omgivet af en usikkerhed, der efter hans mening var uden fortilfælde. Han sammenligner tidens begejstring for stadige forandringer med eventyret om Hans i lykken, som bytter sit guld bort for ting af stadig mindre værdi og til sidst står tomhændet, men tror sig befriet. På samme måde frygtede Ratzinger, at kristendommens egentlige indhold blev givet væk gennem stadig nye fortolkninger.

Ratzinger kritiserede en moderne tænkning, hvor kun det historisk forklarlige eller teknisk mulige blev regnet for sand erkendelse. Han mente, at teologien først havde forsøgt at gøre troen troværdig gennem historisk rekonstruktion og siden risikerede at reducere den til politisk handling. Historie, videnskab og handling var ikke uforenelige med kristendommen, men kunne ikke erstatte trosbekendelsens »jeg tror«. Forståelsen af troen udspringer ikke af naturvidenskabelig eller teknologisk viden. Troen må tale rationelt og forståeligt om Gud, men dens sandhed er ikke afhængig af skiftende kulturer. Den tidlige kristendoms møde med græsk tænkning blev derfor afgørende for forbindelsen mellem tro, fornuft og sandhed.

Putz ser her både styrken og begrænsningen i Ratzingers position. Den fastholder, at sandhed ikke blot kan forhandles kulturelt, men gør det samtidig vanskeligt at give plads til den inkulturation, som koncilets åbning mod forskellige folkeslag og kulturer kunne føre til. Ratzinger anså ikke først og fremmest verden som den målestok, Kirken skulle tilpasse sig. Han så det som sin opgave at værne Kirken mod, at dens budskab blev opløst i modernitetens forestillinger.

Rahners svar: Kirken som verdensomspændende fællesskab

Rahner reagerede anderledes på den samme tid. Han engagerede sig i en fortsat fornyelse af Kirken og søgte dialog med mennesker uden for den. Han arbejdede tværfagligt og forsøgte at formulere de kristne læresætninger, så de kunne forstås i lyset af samtidens erfaringer og videnskaber. Hans åbenhed betød dog ikke, at alle fortolkninger var lige gyldige. Han fastholdt eksempelvis, at Kirken måtte gribe ind, hvis Kristi menneskelighed blev fremhævet på bekostning af hans guddommelighed.

Sammen med Johann Baptist Metz beskrev Rahner tre centrale spørgsmål for Kirken efter koncilet: spørgsmålet om Gud i en sekulariseret tid, balancen i kristologien mellem forståelsen af Kristus »nedefra« og »oppefra« samt det enkelte menneskes spørgsmål om, hvorvidt Guds nåde virkelig gælder det i dets konkrete liv. Rahner så teologisk pluralisme som nødvendig. Sandheden måtte fortsat søges og drøftes, selv om Kirken havde pligt til at afvise egentlige vildfarelser. Denne villighed til fortsat samtale adskilte sig fra Ratzingers stærkere betoning af en sandhed, der består uafhængigt af kulturelle forandringer.

Rahner kaldte Andet Vatikankoncil det første koncil for en egentlig verdenskirke. Konsekvensen måtte være mere end oversættelse af en europæisk kristendom til andre sprog. Troen og liturgien måtte få lokale udtryksformer, og lokale teologier måtte udvikles i mødet mellem evangeliet og forskellige kulturer. Kirken kunne ikke længere optræde som en europæisk institution, der eksporterede færdige svar til resten af verden.

Efter Rahners opfattelse havde Kirken ved koncilet frivilligt og uigenkaldeligt begrænset en forestilling om absolut central magt og åbnet for en pluralisme, som svarede til Kirkens egentlige væsen. Han advarede mod, at biskopper, præster eller lægfolk gjorde deres egen forståelse af den uforanderlige sandhed til et middel til at begrænse andres frihed. Han var kritisk over for en troslæremyndighed, der hovedsageligt reagerede på forandringer ved at advare og forbyde, men mente ikke, at denne arbejdsform behøvede at være permanent.

Rahner forventede, at teologien ville udvikle sig til en virkelig verdensteologi, blandt andet gennem lokale teologier som befrielsesteologien. Han mente samtidig, at Europas særlige opgave var at tale til de mennesker, som havde mistet troen eller var blevet fremmede for kristendommen. Kirkens udfordringer var ikke de samme overalt, og en verdensomspændende kirke måtte acceptere denne forskellighed. Hans frelsesforståelse var tilsvarende vid: Guds nåde tilbydes alle frie mennesker, også selv om de kan afvise den. Frelsen, ikke fortabelsen, havde forrang i hans perspektiv.

Hvem ændrede sig mest?

Putz konkluderer, at både Rahner og Ratzinger udviklede sig, men ikke på samme måde. Ratzingers senere strenge holdninger var ikke et brud med hans tidligere teologi. Hans mistillid til en ukritisk tilpasning til verden, hans augustinske orientering, hans vægt på kirkefædrene og hans forståelse af sandheden fandtes allerede før koncilet. Efter koncilet blev disse træk skærpet, fordi han mente, at Kirken var i fare for at miste sit egentlige åndelige indhold.

Studenteroprøret og uroen omkring 1968 kan have forstærket denne reaktion, men de forklarer den ikke i sig selv. Putz afviser også, at Ratzingers udvikling blot kan reduceres til magtbegær. Hans bekymring for Kirken var efter forfatterens vurdering oprigtig. Han handlede hårdt, fordi han mente, at han måtte beskytte Kirkens identitet og føre den tilbage til koncilets sande hensigt, ikke fordi han ønskede at ophæve koncilet.

Rahner bevægede sig længere. Før koncilet betragtede han Kirken som klart hierarkisk og havde vanskeligt ved overhovedet at forestille sig demokratiske elementer i dens liv. Efter koncilet blev han mere villig til at drøfte sådanne muligheder og til at gå længere, end han selv havde anset for muligt i 1962. For ham var forandring ikke et brud med traditionen, men en nødvendig del af en levende traditions fortsættelse.

Putz formulerer derfor sin konklusion skarpt: Hvis én af de to oplevede en egentlig omvendelse gennem Andet Vatikankoncil, var det Rahner. Koncilet blev hans »vej til Damaskus«. Ratzinger ændrede ikke sit teologiske grundlag, men lagde efter koncilet stadig større vægt på at beskytte det.

Forfatterens samlede vurdering

Artiklen fremstiller ikke Ratzinger som en simpel modstander af Andet Vatikankoncil. Han var en vigtig deltager i dets fornyelsesarbejde og delte flere af Rahners kritikpunkter. Men de to forstod fornyelsen forskelligt. Rahner så koncilet som begyndelsen på en fortsat overgang til noget nyt, hvor Kirken måtte træde ind i verden, lytte til forskellige kulturer og acceptere en uundgåelig pluralisme. Ratzinger så fornyelsen som en tilbagevenden til kristendommens sande kilder, så Kirken kunne møde verden uden at miste sig selv.

Putz har tydelig sympati for Rahners tillid til udvikling og åbenhed. Han beskriver frygt som en stærk drivkraft i Ratzingers teologi og mener, at denne frygt fik ham til at vælge hårde midler for at bevare Kirkens bestående orden. Samtidig anerkender han Ratzinger som en teolog med stor dybde og intelligens og understreger, at hans bekymringer var ægte.

Artiklens væsentligste bidrag er ikke blot påstanden om, at Ratzinger »ikke ændrede sig«. Den viser, at fælles deltagelse i koncilets reformarbejde ikke betød fælles forståelse af reformens mål. Ratzinger og Rahner kunne stå sammen om at afvise stivnet nyskolastik, styrke bispekollegialiteten og forny koncilets tekster, men de gav forskellige svar på det afgørende spørgsmål: Skal Kirken først og fremmest åbne sig mere mod verden, eller skal den beskytte sin særlige identitet mod verdens krav? Titlens udsagn – »Jeg ændrede mig ikke; det gjorde de« – er ikke hele sandheden, men rummer ifølge artiklen en betydelig historisk og teologisk pointe.

---

Kilde og originalartikel

Oliver Putz, »I Did Not Change; They Did! – Joseph Ratzinger, Karl Rahner and the Second Vatican Council«, i New Wineskins, s. 11-30. Referatet er udarbejdet på grundlag af den vedhæftede PDF.

Hele den engelske originalartikel kan downloades fra Academia.edu.

Om referatet

Dette er et udvidet referat af Oliver Putz’ argumentation. Formuleringer som »Putz mener«, »forfatteren hævder« og tilsvarende markerer artikelens vurderinger. Referatet tager ikke selvstændigt stilling til, om Putz’ fortolkning af Ratzinger, Rahner eller Andet Vatikankoncil er teologisk eller historisk overbevisende.

-karn