Pave Leo godkender note med citat fra den omstridte Regensburg-tale

Benedikt XVI’s tale får ny betydning

En ny vatikan-note vender tilbage til den tale, som i 2006 udløste en krise mellem Vatikanet og dele af den muslimske verden. Nu fremhæves dens centrale budskab: Tro kan ikke udbredes med vold.

Kort fortalt: Pave Leo XIV har godkendt en ny note i anledning af 60-året for Andet Vatikankoncils erklæring Nostra aetate. Noten citerer Benedikt XVI’s omstridte tale i Regensburg og understreger, at vold er uforenelig med Gud, troen og menneskets sjæl.

En ny vatikan-note om forholdet mellem religionerne retter igen opmærksomheden mod en af de mest omdiskuterede begivenheder under Benedikt XVI’s pontifikat. Teksten citerer hans tale ved universitetet i Regensburg i 2006 – talen, der vakte voldsomme reaktioner i store dele af den muslimske verden, men som behandlede et spørgsmål med betydning langt ud over den efterfølgende strid: forholdet mellem tro, fornuft og vold.

Noten er udgivet i anledning af 60-året for Nostra aetate, Andet Vatikankoncils erklæring om Kirkens forhold til de ikke-kristne religioner. Den er udarbejdet af kardinalerne Víctor Manuel Fernández, Kurt Koch og George Jacob Koovakad, som leder henholdsvis Dikasteriet for Troslæren, Dikasteriet til Fremme af de Kristnes Enhed og Dikasteriet for Interreligiøs Dialog. Pave Leo XIV har ikke selv skrevet dokumentet, men han godkendte det den 22. juni 2026. Det blev offentliggjort den 16. september.

En tale udløste en international krise

Benedikt XVI holdt sin akademiske tale i Regensburg den 12. september 2006 under et besøg i sit hjemland Tyskland. Med udgangspunkt i en middelalderlig samtale mellem den byzantinske kejser Manuel II Palaiologos og en lærd perser undersøgte paven forholdet mellem religion og fornuft. Kejserens skarpe ord om islam og profeten Muhammed blev citeret som led i argumentationen, men netop dette citat kom hurtigt til at overskygge resten af talen.

Reaktionerne blev omfattende. Muslimske ledere og organisationer fordømte ordene, demonstrationer fandt sted i flere lande, og kristne kirker blev angrebet. Benedikt forklarede få dage senere, at den middelalderlige tekst ikke udtrykte hans egen personlige opfattelse. Han beklagede de reaktioner, som passagen havde fremkaldt, og understregede, at talen som helhed var en opfordring til en åben og oprigtig dialog i gensidig respekt.

Striden kom til at følge hans pontifikat, selv om Regensburg-talen rummede en langt bredere tanke. En central pointe hos Benedikt var, at tro og fornuft ikke kan skilles fra hinanden, og at voldelig mission derfor er en modsætning i sig selv. Troen henvender sig til menneskets frie samvittighed. Den kan ikke gennemtvinges med sværdet.

Regensburg-citatet får en ny sammenhæng

Den nye note citerer netop denne del af talen. Den fastslår, at en vedholdende interreligiøs dialog skal vise, at fundamentalisme er en forvrængning af religionens dybeste kald. Derefter gengives Benedikt XVI’s ord om, at det er ufornuftigt at udbrede troen med vold, fordi vold er uforenelig med Guds væsen og med sjælens væsen.

Det er bemærkelsesværdigt, at Vatikanet vælger netop Regensburg-talen i et dokument om Nostra aetate. I 20 år er talen ofte blevet omtalt gennem den krise, den udløste. Nu sættes dens centrale tanke ind i Kirkens fortsatte arbejde for religionsdialog. Respekt mellem troende betyder ikke, at teologiske forskelle skal skjules, men dialogen må føres uden tvang, vold og foragt.

Noten forsøger ikke at fjerne den historiske strid eller at lade, som om Benedikts valg af citat var uden følger. Den viser, at hans grundlæggende argument stadig har betydning. Den religiøse tro modsiger sit eget væsen, hvis den gøres til et redskab for vold. Samtidig bliver dialogen tom, hvis den ikke må rumme vanskelige spørgsmål om tro, fornuft, frihed og menneskesyn.

Nostra aetate ændrede Kirkens forhold til andre religioner

Nostra aetate blev vedtaget af Andet Vatikankoncil den 28. oktober 1965. Det korte dokument blev et afgørende vendepunkt i den katolske kirkes forhold til jødedommen og til andre religioner. Erklæringen afviser antisemitisme, understreger menneskehedens fælles oprindelse og opfordrer katolikker til dialog og samarbejde med mennesker af anden tro.

Om muslimer siger erklæringen, at Kirken ser med agtelse på dem, som tilbeder den ene Gud. Den opfordrer kristne og muslimer til at lægge tidligere tiders stridigheder bag sig og sammen arbejde for retfærdighed, fred og frihed. Det betyder ikke, at forskellene mellem kristendom og islam ophæves. Det betyder, at uenighed ikke må fratage det andet menneske dets værdighed eller gøre vold til et religiøst middel.

Den nye note placerer Benedikt XVI i denne linje. Før omtalen af Regensburg henviser dokumentet til hans ord ved 20-året for Johannes Paul II’s store fredsmøde i Assisi. Her understregede Benedikt, at troen på Gud må føre til et broderligt forhold mellem mennesker, fordi ethvert menneske er skabt i Guds billede.

Leo XIV og arven fra koncilet

Offentliggørelsen falder sammen med, at pave Leo XIV i sine generalaudienser behandler Andet Vatikankoncil og dets betydning for Kirken i dag. Den nye note kan derfor læses som en del af ønsket om at fastholde koncilets tekster som levende vejledning for Kirken og ikke blot som historiske dokumenter.

At Regensburg-talen nu citeres positivt i denne sammenhæng, viser samtidig en forbindelse mellem Benedikt XVI og Leo XIV. Dialog er ikke det samme som at undgå vanskelige emner, og fred skabes ikke ved at gøre alle religioner ens. Kirken kan møde mennesker af anden tro med respekt og samtidig fastholde, at sand tro må være forbundet med fornuft, frihed og afvisning af vold.

Tyve år efter talen i Regensburg står ordene i en anden sammenhæng end i 2006. Dengang blev de centrum for en international konflikt. I den nye note bruges de som en påmindelse om det, der stod centralt i Benedikts argument: Gud kan ikke forsvares med handlinger, der modsiger Guds eget væsen.

-karn

Kilde: Vatikanets note i anledning af 60-året for Nostra aetate