Fanget i sit eget liv

En 70 år gammel film, der nægter at give svar

Federico Fellinis Il bidone begynder med et svindelnummer, men bliver en fortælling om en mand, der ikke længere synes at kunne træde ud af den rolle, han har skabt sig. Filmens næsten barnligt enkle form gør dens ubesvarede slutning desto mere foruroligende.

Mændene i præstekjoler

En bil kører gennem landskabet uden for Rom. Ud stiger mænd klædt som gejstlige. De fortæller en fattig bondefamilie, at der er fundet en skat under dens jord og liget af en mand, som døde i synd. Familien kan få del i skatten, hvis den først betaler for messer for den døde. Pengene bliver fundet frem. Kort efter kører mændene bort med dem. Præstekjolerne er kostumer, og skatten er en del af forestillingen.

Sådan begynder Fellinis Il bidone fra 1955. Svindlerne kender den tillid, præstekjolen vækker, og bruger den mod mennesker, der næsten intet har. Det er let at fordømme dem. Vanskeligere bliver det, da filmen lader os følge den ældste af dem, Augusto, spillet af Broderick Crawford.

Augusto lever ikke frit af sine forbrydelser. Pengene forsvinder på restauranter og fester, og snart må et nyt nummer planlægges. Han tager kostumet på, siger de indøvede ord og fortsætter. Bedraget er blevet hans levevis. Han ligner en mand, der er fanget i noget, han selv har været med til at bygge op, uden at filmen fortæller os, om han ønsker at slippe fri.

Den far, datteren møder

Da Augusto møder sin voksne datter Patrizia, ser vi ham uden præstekjole og med et menneske, hvis tillid betyder noget andet end penge. Han tilbyder at hjælpe hende med hendes uddannelse. Samtidig kan han ikke fortælle hende, hvordan han lever. Mødet afslører afstanden mellem den far, hun møder, og det liv, han vender tilbage til.

Filmen gør ikke dette til begyndelsen på en sikker omvendelse. Augusto fortsætter. Vi kan se hans handlinger og den uro, der synes at følge ham, men vi kan ikke kende hans hensigter. Han er hverken en forbryder, vi kan forklare væk, eller et menneske, vi har fuld adgang til.

Det er også her, Il bidone rækker ind i samtiden. Mange kender til at blive hængende i et mønster, som er begyndt at styre deres liv: en rolle, man opretholder, en sandhed, man skjuler, en handling, man gentager, selv om den skader andre. Det gør ikke Augustos bedrag mindre alvorligt. Det gør hans fangenskab genkendeligt.

Fortællingens enkelhed

Set i dag kan filmen virke næsten naiv. Svindelnumrene er teatralske, personerne tydeligt tegnede, og vi får ingen lang forklaring på, hvorfor Augusto er blevet den, han er. Den enkelhed kan provokere. Vi er vant til fortællinger, der giver os årsager, baggrund og en nøgle til personernes indre.

Fellini viser os i stedet mennesker, der er skrøbelige på hver deres måde. Familien ved døren har brug for hjælp og stoler på den, der kommer. Augusto kan udnytte deres tillid, men kan ikke uden videre lægge sin egen rolle fra sig. Fortællingen er enkel nok til, at vi husker møderne, og åben nok til, at vi bliver ved med at tænke over dem.

Ved et senere bedrag møder Augusto en ung kvinde med et handicap. Hun tror, han er præst, og taler fortroligt med ham. Hun kender ikke manden bag præstekjolen. Han ved, at han spiller en rolle over for hende. Hvad mødet sætter i gang hos ham, får vi ikke et sikkert svar på.

Ingen dom over det sidste øjeblik

Til sidst skjuler Augusto penge for sine medskyldige og siger, at han har givet dem tilbage. De finder pengene, tager dem fra ham og efterlader ham mishandlet på en øde bjergside. Næste morgen hører han mennesker gå forbi. Han forsøger at kalde på dem, men hans stemme er svag.

Gav han pengene tilbage i tankerne, før han blev afsløret, eller forsøgte han endnu en gang at bedrage? Angrede han, da han lå alene? Filmen viser os ikke hans sidste tanker. Den katolske tro skelner mellem skyldfølelse og anger, der vender sig fra det onde og så vidt muligt søger at gøre skaden god igen. Den giver os ikke ret til at fælde den endelige dom over et andet menneskes sjæl.

Det er Fellinis genistreg. Efter en næsten barnligt enkel fortælling nægter han os et facit. Vi kender familiernes tab og Augustos handlinger. Vi hører hans råb, men ved ikke, hvad der rører sig i ham. Filmen slutter og efterlader os rastløse.

-karn