Da korset blev et tegn på sejr

Kirken fejrer kærlighedens sejr over døden

Mandag den 14. september fejrer Den Katolske Kirke Det Hellige Kors’ Ophøjelse. Festen fører os til kristendommens centrum: Kristus gav sit liv på korset og åbnede vejen gen

Kort fortalt

Korset var Romerrigets redskab til tortur, ydmygelse og død. Efter Jesu opstandelse blev det tegnet på, at synden og døden havde mistet deres sidste ord. Festen for Det Hellige Kors’ Ophøjelse fejrer den kærlighed, som gik helt ind i menneskets mørke og overvandt det. Den minder os også om, at Kristus er nær, når livet bliver tungt.

Det tegn alle frygtede

Vi har set korset så mange gange, at blikket let glider forbi det. Det hænger i kirken, står på alteret, bæres om halsen og tegnes over kroppen under bønnen. For mennesker i Romerriget var synet voldsomt. Korsfæstelse var en langsom og offentlig henrettelse, som især blev anvendt mod slaver, oprørere og mennesker uden anseelse. Den dømte skulle miste sin værdighed sammen med sit liv. Korset skulle skræmme de levende og udslette mindet om den døde.

På dette sted lod Gud sig møde. Jesus blev ført uden for byen, afklædt, hånet og hængt mellem to forbrydere. Evangelierne skjuler hverken smerten eller ydmygelsen. Gud gik ind dér, hvor mennesket synes længst borte fra ham. Ensomheden, skammen, frygten, skylden og døden blev båret af Kristus. Han frelste verden ved selv at træde ind under dens vægt.

Den kristne står således foran et mærkeligt tegn. Korset viser, hvad mennesker kan gøre mod hinanden, og hvad Gud er villig til at gøre for mennesket. Det afslører både syndens alvor og kærlighedens dybde. Kristus beholdt intet for sig selv. Han gav sit liv, også for dem, der hånede ham, slog ham og drev naglerne gennem hans hænder.

Hvad ophøjer Kirken?

Festdagens navn kan undre. Hvordan kan Kirken ophøje et kors? Svaret findes i den korsfæstede. Kirken hylder den kærlighed, som holdt ud gennem lidelsen og døden. Jesus frelste ikke verden på afstand. Han blev menneske, delte menneskets liv og gik til sidst ind i døden. Fra korset bad han for sine bødler, tog imod røveren ved sin side og overgav sin mor og sin discipel til hinanden. Selv dér, omgivet af vold, skabte han tilgivelse og fællesskab.

I Johannesevangeliet siger Jesus til Nikodemus, at Menneskesønnen skal ophøjes, ligesom Moses ophøjede kobberslangen i ørkenen. Israelitterne var blevet bidt af giftslanger, og den, der rettede blikket mod kobberslangen, beholdt livet. Nu rettes menneskets blik mod Kristus: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3,16).

Hos Johannes betyder ophøjelsen både, at Jesus løftes op på korset, og at hans herlighed bliver synlig. Det, der ligner et endeligt nederlag, bliver begyndelsen på sejren. Opstandelsen påskemorgen åbenbarer korsets fulde betydning. Kristus gik ind i døden og kom ud på den anden side. Døden findes stadig, og mennesker sørger stadig ved grave. Dens magt er dog brudt. Den er blevet en passage frem for en lukket mur.

Korset blev løftet frem i Jerusalem

Festens historiske rødder fører til Jerusalem i det fjerde århundrede. Ifølge den gamle kirkelige tradition fandt kejser Konstantins mor, den hellige Helena, Kristi kors under en pilgrimsrejse til Det Hellige Land. Den 13. september 335 blev Gravkirken – også kaldet Opstandelseskirken – indviet på det sted, hvor traditionen placerer Jesu korsfæstelse, gravlæggelse og opstandelse. Dagen efter blev korsrelikviet båret frem, så de troende kunne se og ære det.

Relikviet blev ført bort, da den persiske konge Khosrau II erobrede Jerusalem i 614. Efter den byzantinske kejser Herakleios’ sejr blev det bragt tilbage. Minderne om fundet, tabet og tilbageførelsen kom til at præge festdagen. Dens betydning rækker dog videre end historien om et bestemt stykke træ. Kirken løfter korset frem, fordi hele den kristne tro samles her: Guds søn giver sit liv, synden afsløres, tilgivelsen skænkes, og døden mister sit herredømme.

Det kors, vi selv bærer

Et kors af træ, sten eller guld kan betragtes på afstand. Livets egne kors kommer tættere på. Det kan være sygdom, tab, alderdom, ensomhed, skyld, et sammenbrudt forhold eller omsorgen for et menneske, som har brug for os hver eneste dag. Nogle kors skyldes andre menneskers ondskab. Andre vokser ud af vore egne valg. Atter andre følger ganske enkelt med det at være menneske og kan hverken forklares eller forhandles væk.

Jesus opfordrer aldrig mennesker til at opsøge lidelsen. Han helbreder de syge, trøster de sørgende og befrier dem, der holdes fanget. Samtidig siger han til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.« At tage sit kors op betyder at forblive tro mod Gud og næsten, også når troskaben koster noget. Det betyder at bære det uundgåelige uden at lade bitterheden overtage hjertet. Det betyder også at søge hjælp, sige sandheden og bekæmpe det onde, så hverken vi selv eller andre bliver knust af det.

Før vi kunne tage vores kors op, bar Kristus sit. Han kender vægten, faldet, udmattelsen og frygten. Han kender følelsen af at være forladt af mennesker og af Gud. Krucifikset står ved sygesengen, over graven og midt i kirken, fordi det fortæller, at ingen lidelse er ukendt for Kristus. Det giver ingen let forklaring på, hvorfor et menneske rammes. Det giver os en ledsager gennem mørket.

Korsets tegn over hele livet

Når en katolik fører hånden fra panden til brystet og fra den ene skulder til den anden, tegnes hele livet ind under Treenighedens navn og Kristi kors. Bevægelsen kan udføres på få sekunder, men rummer en hel trosbekendelse. Mit sind, mit hjerte og min krop tilhører Gud. Mit arbejde, min glæde, min skyld, min frygt og min død lægges i hans hænder.

For kartuserne begynder der på denne festdag en lang faste, som varer helt til påske. Det kan virke som en modsætning: Kirken fejrer korsets sejr, mens munkene går ind i måneder med afkald. Men fasten retter deres liv mod den opstandelse, som giver festen dens mening. Kartusernes valgsprog siger det enkelt: Korset står fast, mens verden drejer rundt.

Mandag den 14. september løfter Kirken korset højt. Vi ser et menneske, der har strakt armene ud og bliver ved med at holde dem åbne. Vi ser Gud, som følger mennesket helt ind i døden. Bag korset bryder påskemorgen allerede frem. Langfredag får ikke det sidste ord. Graven får det heller ikke. Korset står tilbage som tegnet på, at kærligheden kan såres, hånes og afvises – og stadig sejre.

-karn