Mængden og mennesket

To fortællinger fra Augustins Bekendelser – og hvad de siger om os i dag

I Confessions fortæller Augustine of Hippo flere små episoder fra livet med sin nære ven Alypius of Thagaste. De fylder kun få sider i værket, men rummer tilsammen en bemærkelsesværdig iagttagelse af noget vedvarende i menneskets natur.

Den ene episode udspiller sig i en romersk gladiatorarena, den anden på et torv i Rom, hvor en tyv forsøger at slippe væk gennem en ophidset menneskemængde. Ved første blik har de to fortællinger ikke meget med hinanden at gøre. Men hos Augustin viser de sig at være variationer over det samme tema. I begge tilfælde er det nemlig ikke selve begivenheden, der er det afgørende, men mængden omkring den.

Arenaen

Alypius havde en dyb modvilje mod gladiatorkampe. Han betragtede dem som brutale og uværdige for et menneske, der ønskede at leve med værdighed og mådehold. Alligevel blev han en dag i Rom næsten mod sin vilje ført ind i amfiteatret af nogle venner, som mente, at han burde se kampene.

For at undgå at deltage i det, han anså for barbarisk underholdning, satte han sig ned og lukkede øjnene. På den måde kunne han være til stede uden virkelig at se. Men da publikum pludselig brød ud i et voldsomt råb, åbnede han øjnene et øjeblik – måske blot for at forstå, hvad der skete.

Det ene blik blev vendepunktet. Synet af blodet og den ophidsede menneskemængde greb ham med en kraft, han ikke havde forestillet sig. Den mand, der var gået ind i arenaen som modstander af volden, begyndte selv at råbe og juble sammen med de andre.

Hos Augustin bliver episoden en refleksion over menneskets indre splittelse. Men den peger samtidig på noget bredere: hvor stærkt mængdens stemning kan påvirke det enkelte menneske.

Torvet i Rom

En anden dag i Rom oplevede Alypius noget helt andet.

Mens han gik gennem en offentlig plads, blev en tyv pludselig opdaget og forsøgte at flygte gennem menneskemængden. Folk begyndte straks at råbe og jagte ham. I forvirringen greb nogle mennesker Alypius og antog, at det var ham, der havde begået tyveriet. Han blev slæbt med som den skyldige, indtil den virkelige tyv til sidst blev fundet, og misforståelsen blev opklaret.

Fortællingen er kort, men den siger noget væsentligt om menneskelig adfærd. Når en mængde først er sat i bevægelse, reagerer den hurtigt. Mistanken spreder sig, og den nærmeste kan let blive den skyldige. Ingen ved egentlig, hvad der er sket, men alle handler, som om de gør.

Mængdens dynamik

De to episoder viser to forskellige sider af den samme virkelighed. I arenaen bliver Alypius grebet af mængdens begejstring; på torvet bliver han næsten offer for dens mistanke. I det ene tilfælde smitter fascinationen, i det andet smitter anklagen. Men mekanismen er den samme.

Når mange mennesker reagerer samtidigt, kan der opstå en fælles stemning, der næsten får sit eget liv. Individet bliver en del af strømmen – nogle gange uden selv at lægge mærke til det.

En gammel indsigt

Langt senere begyndte sociologer og psykologer at beskrive sådanne fænomener mere systematisk. De talte om følelsesmæssig smitte i grupper og om den måde, hvorpå mængder kan påvirke individets dømmekraft.

Men Augustins lille fortælling om Alypius viser, at erfaringen er langt ældre. Allerede i antikkens Rom kunne mennesker opleve, hvordan fælles stemninger kunne løfte eller fordreje menneskers reaktioner. Måske er det netop derfor, disse gamle historier stadig virker så moderne.

Fra arenaer til digitale mængder

I dag opstår lignende dynamikker ofte andre steder end i arenaer eller på torve. De opstår i den digitale offentlighed.

Sociale medier kan på kort tid skabe bølger af begejstring, vrede eller indignation. Historier spredes hurtigt, og fælles stemninger kan opstå næsten øjeblikkeligt. Det, der i Rom skete i en fysisk menneskemængde, kan i dag ske i digitale fællesskaber.

Mennesker kan stadig blive grebet af strømmen – enten af begejstring eller af anklage.

Samvittighedens modvægt

Den kristne tradition har længe været opmærksom på denne spænding mellem fællesskabets kraft og den personlige samvittighed. Troen er i sin natur fællesskabsorienteret, men den insisterer samtidig på, at hvert menneske i sidste ende står alene overfor Gud.

Derfor kan samvittigheden fungere som en indre modvægt mod massens bevægelser. Den minder mennesket om, at sandhed ikke afgøres af antallet af stemmer eller af styrken i en fælles begejstring.

En gammel fortælling – et moderne spejl

På den måde bliver Augustins små fortællinger om Alypius mere end historiske anekdoter. De peger på noget vedvarende i menneskets natur. Mængden kan løfte mennesket, men den kan også føre det bort fra dets egen dømmekraft.

Spændingen mellem mængdens kraft og samvittighedens stille stemme hører derfor ikke kun til i antikkens Rom. Den følger mennesket gennem historien – og gennem hvert enkelt menneskeliv.

-karn