Frans af Assisi

Midt i en tid præget af handelens rigdom, social uro og kirkelig forfald oplever en ung, festglad købmandssøn fra Assisi et indre kald. Historien om Frans er fortællingen om radikal omvendelse, fattigdom og kærlighed – og om et liv, der kom til at forandre Kirken.

Sammendrag

Teksten skildrer den historiske baggrund for Frans’ liv og hans åndelige udvikling.

Efter korstogene blomstrede handelen i Italien. Rigdommen voksede, byerne fik større magt, og købmændene blev velhavende – men samtidig opstod der store sociale forskelle, uro og strid mellem byer, adel og borgere. I denne verden blev Frans født i Assisi i 1182 som søn af en rig klædehandler.

Som ung levede han et festligt og ambitiøst liv. Han drømte om ridderære og deltog i krig, men blev taget til fange og senere alvorligt syg. Under sygdommen begyndte han at tvivle på sit hidtidige livs mening. En indre stemme kaldte ham til at følge Kristus. I et lille forfaldent kapel hørte han ordene: »Byg min Kirke op.« Han tog ordene bogstaveligt og begyndte at reparere kapellet – hvilket førte til konflikt med hans far.

Efterhånden forstod Frans, at kaldet var større end at genopbygge bygninger. Han samlede brødre omkring sig og grundlagde en orden, der skulle leve i radikal fattigdom, ydmyghed og kærlighed. De skulle forkynde Kristus ikke blot med ord, men med deres liv. Senere opstod også klarisserne (søsterordenen) og den tredje orden for lægfolk.

Frans adskilte sig fra andre reformbevægelser ved sin lydighed mod Kirken. Han søgte pavens godkendelse og viste respekt for præsternes embede – selv når de levede ufuldkomment.

Han er også kendt for at have indført den første julekrybbe for konkret at levendegøre Jesu fødsel. Hans kærlighed til naturen var dyb; han så hele skaberværket som en lovsang til Gud.

På Alvernerbjerget modtog han ifølge traditionen Kristi sårmærker (stigmata). Kort efter blev han syg og døde i 1226, kun 44 år gammel, men hans åndelige indflydelse blev enorm og rækker langt ud over hans egen tid.

---

Købmændenes storhedstid

Korstogene fik stor betydning for Italien. Når korsridderne vendte hjem fra deres togter i Østen, fortalte de begejstret om den pragt og rigdom, de havde set – noget, man tidligere kun havde drømt om i Europa. De berettede om kunstværker, statuer og imponerende bygninger. De bragte silkestoffer, krydderier, parfumer og andre luksusvarer med hjem, som man ikke tidligere havde kendt.

Europæerne fik lyst til disse herligheder. Da tiderne igen blev fredeligere, begyndte købmændene at åbne forretninger og sende skibe af sted efter kostbare varer. Arabiske handelsmænd bragte varer fra Kina, Indien og Persien til havnebyer i Syrien og Grækenland. Her blev de hentet af italienske skibe og ført videre til Europa.

Købmændene tog høje priser for de sjældne varer og blev ofte meget rige. Mange af dem overgik snart adelen i både rigdom og magt og lå til tider i strid med de misundelige adelsslægter. Byerne voksede og fik større betydning end før. Det blomstrende handelsliv og håndværk tiltrak folk fra landet i store skarer. Men samtidig blev det vanskeligere at få arbejde, og mange levede i dyb nød, mens andre sad i overflod.

Købmændene, som kun havde deres egen dygtighed at takke for deres rigdom, var ofte hårdhjertede og grådige. De fattige og syge måtte klare sig ved at tigge, hvis de ikke foretrak at leve som tyve og røvere. Hele Europa var præget af uro. Byer førte krig mod hinanden om magt og indflydelse. Adelige kæmpede mod borgere, og mægtige familier lå ofte i indbyrdes fejde.

Frans af Assisi

I en sådan verden blev Frans født i 1182. Hans far var en velhavende klædehandler i Assisi og havde arbejdet sig op til at blive en rig mand. Sønnen Frans blev anset for den rigeste unge mand i hele egnen. Han begyndte tidligt at hjælpe til i faderens forretning. Han var dygtig til at tjene penge – men endnu dygtigere til at bruge dem.

Som mange rige borgersønner på den tid fandt Frans ære i at kappes med adelsmændene. Han holdt af fine klæder og våben og elskede at holde muntre fester for sine venner. Han var altid vittig, ubekymret og glad og blev snart fører for Assisis unge borgersønner og adelsmænd.

Men trods sin lyst til fornøjelser havde Frans mange gode egenskaber. Han elskede naturen. Han bevarede en ren og uskyldig tone i sin munterhed og talte aldrig groft, hvor han var til stede. Og han viste godhed mod de fattige.

Frans var romantisk anlagt. Hans store drøm var at drage på korstog og blive slået til ridder for sin tapperhed. Han deltog i krig mod nabobyen Perugia, men blev taget til fange og sad i et mørkt fangekammer, indtil hans far kunne købe ham fri.

Kort tid efter blev han syg. I sygdommen fik han lejlighed til at tænke over sit liv. Det, som før havde forekommet ham spændende og lystigt, virkede nu tomt og meningsløst. Da han blev rask og forsøgte at genoptage sit tidligere muntre liv, fandt han ingen rigtig glæde ved det.

På den tid var kejseren og pave Innocens III i krig. En af Frans’ venner udrustede en lille hær for at kæmpe for paven. Det var en sag, der tiltalte Frans. Nu kunne han kæmpe for en hellig sag og måske blive slået til ridder. Han anskaffede sig en kostbar udrustning og drog mod Rom. Men her blev han igen syg og måtte blive i sengen i nogen tid.

Omvendelsen

Mens Frans lå syg i Rom, hørte han en stemme, der bad ham vende tilbage til Assisi og afvente yderligere besked. Næste dag drog han hjem. Men da han igen stod midt i sit gamle liv, forekom det ham fremmed. Han oplevede det, som om han ikke længere kunne beslutte sig for at leve, som han før havde gjort. Skulle han følge sin trang til et muntert og flot liv – eller den indre stemme, der kaldte ham til helt at følge Kristus?

Den indre stemme blev stærkere. Frans begyndte at bede oftere og trak sig fra sine venners selskab. De lod ham snart være i fred.

En dag knælede han i et lille, forfaldent kapel. Her hørte han en stemme fra korset:
»Frans, byg min Kirke op, for den er ved at forfalde.«

Uden at overveje, om ordene havde en dybere betydning, begyndte Frans at reparere det lille kapel. Da pengene slap op, solgte han nogle af klæderullerne fra faderens forretning for at skaffe sten og kalk. Men det blev hans far for meget. At Frans brugte penge på fine klæder og fest med adelsmændene, havde han ikke haft noget imod – men dette kunne han ikke acceptere.

Den hellige Frans’ ånd

Den hellige Frans pålagde sine brødre at forkynde Kristi budskab i enkle ord, som alle kunne forstå. Men først og fremmest skulle de prædike gennem deres liv. Alt, hvad der kunne drage mennesker bort fra Gud – jagten på rigdom, forfængelig lærdom, hovmod og ærgerrighed – skulle de omhyggeligt undgå. De skulle være menneskenes små brødre, de ringeste af alle. Kærligheden til Gud og kærligheden til alle mennesker skulle være deres eneste mål.

Frans kom til at øve en umådelig indflydelse på mennesker – også efter sin død. Han stiftede en orden for brødre, som senere blev delt i tre grene, og en orden for søstre, klarisserne, opkaldt efter deres første priorinde, den hellige Klara.

Mange lægfolk blev grebet af Frans’ forkyndelse og ønskede at følge ham, selv om de var bundet af ægteskab eller andre forpligtelser. Derfor oprettede Frans den såkaldte tredje orden – tertiarerne.

Lydighed over for Kirken

Der var også andre end Frans, som talte imod de kristnes begær efter rigdom, magt og ære. Men ofte manglede de hans ydmyghed. De blev fanatiske og selvretfærdige og endte med at gøre oprør mod Kirken og forkaste dens lære.

Den hellige Frans viste derimod stor ærbødighed for Kirkens myndighed. For ham stod biskopper og præster i Guds sted, og han søgte altid pavens og biskoppernes godkendelse for det, han foretog sig. Når nogen kritiserede præsterne for deres dårlige eksempel, svarede Frans:
»Selv om de forfulgte mig, ville jeg ikke tale imod dem – for deres embedes skyld.«

Den første julekrybbe

En gang ønskede Frans virkelig at opleve julen, som den nat da Jesus blev født i Betlehem. Brødrene førte en okse og et æsel ud til en klippehule i skoven og opstillede en krybbe fyldt med hø, så man kunne forestille sig den fattige stald.

Juleaften samledes de med tændte lys og stillede sig omkring krybben, som de brugte som alter. En præst læste messen. Da han nåede til forvandlingen, kom Jesus til stede i brødets og vinens skikkelse, lige så lyslevende som da han blev født julenat.

Nogle mente endda, at de så Jesusbarnet ligge i krybben og smile til Frans. Herfra stammer skikken med at opstille julekrybber i kirker og hjem.

Kristi sårmærker

Frans elskede naturen, fordi den var Guds skabning. Alt mindede ham om Gud. Han jublede og takkede Gud for solen, vandet, træerne, blomsterne og dyrene. Hvis mennesker ikke ville lytte, gik han ud og talte til dyrene. Hele naturen tav, mens han talte – og når han var færdig, begyndte fuglene igen at lovsynge Skaberen.

Frans blev ikke gammel. Han sled sig op i Guds tjeneste. Han længtes mere og mere efter at være alene med Gud og blev meget glad, da en beundrer overlod ham Alvernerbjerget som lån. Her indrettede han og nogle få udvalgte brødre deres tilhold i små klippehuler, hvor de kunne leve i bøn og eftertanke.

En nat, mens Frans knælede i bøn, så han et strålende væsen med seks vinger svæve hen imod sig. Mellem vingerne så han den korsfæstede Frelser. I samme øjeblik følte han stærke smerter i hænder, fødder og side. Synet forsvandt, men fra den tid bar Frans Kristi sårmærker på sin krop.

Han følte sig ikke værdig til en så stor nåde og forsøgte at skjule sårene. Nogen tid efter blev han alvorligt syg og lod sig føre til det lille kloster uden for Assisi. Herfra velsignede han sin fødeby og døde i 1226, kun 44 år gammel.