Kristne ejer ikke det gode

Samvittigheden findes også uden for troen

Vi behøver ikke være kristne for at vide, at det er forkert at svigte et barn eller udnytte et menneske i nød. Hvad kan troen fortælle os, hvis vi allerede kender noget til det gode?

Kort fortalt: Samvittigheden er ikke forbeholdt troende. Mennesker kan erkende det gode og handle efter det uden at kende Kristus. Den kristne tro tager den erfaring alvorligt, men taler også om det, der sker, når vi ved, hvad vi burde gøre, og alligevel svigter.

Et barn falder og slår sig. En fremmed standser og hjælper det op. Vi behøver ikke kende den fremmedes tro for at forstå handlingen. Vi ved, at det var godt, at nogen standsede. Vi ved også, at det ville have været forkert at lade barnet ligge, hvis man kunne hjælpe. Den viden findes hos kristne og hos mennesker, der aldrig har troet på Gud. Den findes på tværs af lande, selv om vi langt fra altid er enige om, hvad den kræver af os.

Det kan være fristende for en kristen at forklare andres godhed med, at de »egentlig« følger kristne værdier uden at vide det. Men så risikerer vi at tage deres handling fra dem. En ikke-troende plejer trofast sin syge ægtefælle. Den kærlighed bliver ikke mindre virkelig, fordi vedkommende ikke kalder den en tjeneste for Gud. Vi må kunne se den omsorg, der faktisk bliver vist.

Det, vi ved om hinanden

Noget lærer vi af at være børn. Vi mærker forskellen på omsorg og ligegyldighed, længe før vi kan forklare den. Senere lærer vi at sætte os i andres sted og forstå, at et løfte også gælder, når det er besværligt at holde. Opdragelse, love og fælles skikke hjælper os med at leve efter den forståelse. Men de kan også svigte. Der har været samfund, hvor det var lovligt at behandle nogle mennesker som mindre værd. At noget er almindeligt accepteret, gør det ikke godt.

Paulus skriver om mennesker, som ikke har fået Guds lov, men alligevel viser, at dens krav er skrevet i deres hjerter. Deres samvittighed vidner med (Rom 2,14–15). Det er ikke en påstand om, at alle mennesker tænker ens eller altid vælger rigtigt. Det er en anerkendelse af, at mennesket kan erkende noget sandt om sine handlinger uden først at tilhøre Kirken. I den katolske tradition kaldes det naturloven. Vi kan med vores fornuft forstå, at andre menneskers liv og tillid stiller krav til os.

Samvittigheden er dog ikke en stemme, vi altid lytter klart til. Vi kan tale os uden om det, vi godt ved. Vi kan bilde os ind, at den, vi har gjort uret, selv var skyld i det, eller at et løfte ikke gjaldt helt så alvorligt denne gang. Vi er også dygtige til at se andres fejl tydeligere end vores egne. Det gælder ikke-troende, og det gælder kristne.

Hvad fortæller troen os?

Hvis vi kan kende det gode uden troen, hvad fortæller Kristus os så? Han kommer ikke til mennesker uden samvittighed og giver dem deres første anelse om, at de bør elske hinanden. Han møder mennesker, som allerede kender til kærlighed og skyld, men som også ved, hvor svært det kan være at leve sandt. Den, der spørger Jesus, hvem hans næste er, kender buddet om næstekærlighed. Han ønsker blot at vide, hvor grænsen går. Jesus svarer med fortællingen om den barmhjertige samaritaner – et menneske uden for den spørgendes egen religiøse kreds, som standser og hjælper.

Det er svært at høre den fortælling som kristen og samtidig mene, at godheden tilhører os. Samaritaneren gør det, de andre burde have gjort. Jesus lader os se, at spørgsmålet ikke blot er, om vi kan kende det gode. Det er, om vi vil lade den andens nød komme os ved, også når det forstyrrer vores planer og udfordrer vores forestillinger om, hvem vi skylder noget.

Troen siger desuden noget, som samvittigheden alene ikke kan love os: at vores svigt ikke behøver få det sidste ord. Vi kan vide, at vi bør bede om tilgivelse, og stadig ikke få det gjort. Vi kan angre og stadig ikke kunne gøre skaden ugjort. Evangeliet taler ind i netop den afmagt. Kristus kalder os til at tage ansvar for det, vi har gjort, og møder os med en tilgivelse, vi ikke selv kan give os.

Den fremmede, som hjælper barnet op, behøver ingen forklaring fra os for at have gjort det gode. Som kristne kan vi glæde os over handlingen og takke Gud for den. Men vi må også lade os spørge, om vi selv ville være standset. Samvittigheden kender vi alle noget til. Det afgørende er, hvad vi gør, når den kalder på os.

-karn