Europa er ved at miste sine rødder

Højrebølgens fremgang handler om mere end indvandring

Den voksende opbakning til højreorienterede og nationalkonservative partier i Europa forklares ofte med indvandring. Den forklaring rækker imidlertid ikke hele vejen. Den politiske udvikling afspejler også en dybere kulturel og åndelig krise, hvor stadig flere europæere oplever, at kontinentet fjerner sig fra den kristne tro og det menneskesyn, som gennem århundreder formede Europas civilisation. Det rejser et afgørende spørgsmål: Kan Europa bevare sine værdier, hvis det samtidig vender ryggen til de rødder, de voksede ud af?

Indvandringen fylder meget i den europæiske debat. Den er en væsentlig del af forklaringen på den politiske udvikling, men den er ikke hele forklaringen. Europas dybeste udfordring er, at kontinentet i stigende grad vender ryggen til den kristne arv, som skabte den civilisation, vi kender i dag.

I den offentlige debat bliver højrefløjens fremgang næsten altid forklaret med migration. Der er ingen tvivl om, at den omfattende indvandring gennem de seneste årtier har sat Europas samfund under pres. Mange mennesker oplever, at deres lokalsamfund forandres hurtigere, end de kan følge med, og at politiske ledere længe har været mere optaget af at afvise bekymringer end af at lytte til dem.

Den forklaring rækker imidlertid ikke hele vejen. Hvis migration bliver den eneste forklaring på den politiske udvikling, overser vi den langt dybere krise, som præger Europa. Den handler om identitet, kultur og tro – og om et kontinent, der i stigende grad synes usikkert på sit eget fundament.

Den kristne civilisation

Europa er langt mere end et geografisk område eller et økonomisk fællesskab. Gennem næsten to årtusinder voksede der en civilisation frem, hvor den græske filosofi, den romerske retsorden og den kristne tro blev vævet sammen. Klostrene bevarede den klassiske dannelse, mens store dele af antikkens litteratur og filosofi blev kopieret og overleveret til kommende generationer. De første universiteter voksede frem under Kirkens beskyttelse. Hospitaler, fattighuse og skoler blev grundlagt af munke, nonner og kristne fællesskaber.

Forestillingen om, at ethvert menneske har en ukrænkelig værdighed, fordi det er skabt i Guds billede, blev gradvist en grundsten i europæisk tænkning. Mange af de værdier, vi i dag betragter som universelle – menneskeværd, barmhjertighed, omsorg for de svage, retfærdighed og ansvar – voksede ikke frem af sig selv. De voksede frem i en kultur gennemsyret af kristendommen.

Fra selvkritik til selvfornægtelse

Det betyder naturligvis ikke, at Europas historie har været uden mørke kapitler. Kirken har begået fejl, og kristne har ofte svigtet deres eget evangelium. Netop derfor er selvkritik nødvendig. Der er imidlertid forskel på selvkritik og selvfornægtelse.

Den tyske pave Benedikt XVI advarede flere gange mod det, han beskrev som Europas voksende “selvhad”. Han mente, at Europa var blevet så optaget af sin egen skyld, at kontinentet havde mistet evnen til også at se alt det gode, som den kristne civilisation havde skabt. Et samfund, der kun fortæller sin historie som en fortælling om undertrykkelse, kolonialisme og magtmisbrug, mister let respekten for sig selv. Og et folk, der mister respekten for sin egen historie, får vanskeligt ved at give kommende generationer en fælles identitet.

Når menneskesynet ændrer sig

Denne udvikling viser sig ikke kun i historiebøgerne. Den ses også i den måde, Europa i dag forholder sig til kristendommen. Kors fjernes fra offentlige institutioner af hensyn til neutralitet. Kristne symboler og traditioner opfattes ofte som noget, der helst skal holdes uden for det offentlige rum. Religion accepteres, så længe den bliver en privat sag, men mødes med skepsis, når den hævder at have noget væsentligt at sige om mennesket, samfundet eller kulturen.

Det ses også i synet på menneskelivet. Hvor den kristne tro gennem århundreder har fastholdt, at menneskelivet er en gave fra Gud og derfor ukrænkeligt fra undfangelsen til den naturlige død, bevæger flere europæiske lande sig i en anden retning. Abort betragtes mange steder som en grundlæggende rettighed. Aktiv dødshjælp legaliseres gradvist. Menneskets værdi knyttes i stigende grad til selvbestemmelse, funktionsevne og livskvalitet. Når Gud forsvinder fra horisonten, ændres også forståelsen af, hvad et menneske er, og hvorfor ethvert menneskeliv har en værdi, som ingen stat og ingen flertalsbeslutning kan tage fra det.

Højrebølgen er et symptom

Det er i dette lys, den politiske udvikling må forstås. Højrefløjens fremgang er for mange vælgere ikke blot et spørgsmål om udlændingepolitik eller økonomi. Den er et udtryk for en længsel efter kontinuitet, historie og kulturel sammenhængskraft. Mange oplever, at deres nationale og europæiske identitet bliver gjort til noget problematisk, mens de samtidig forventes at acceptere en stadig hurtigere kulturel omstilling.

Den katolske kirke kan imidlertid ikke identificere sig med nogen bestemt politisk bevægelse. Kirken er kaldet til at forkynde evangeliet – ikke til at fungere som støtteparti for højre eller venstre. Den katolske sociallære minder os om, at ethvert menneske, også flygtningen, migranten og den fremmede, er skabt i Guds billede og derfor har krav på respekt og retfærdighed.

Europas fremtid afhænger af dets rødder

Pave Johannes Paul II vendte igen og igen tilbage til Europas kristne identitet. Han opfordrede kontinentet til igen at “trække vejret med sine to lunger” – Øst- og Vesteuropa – og til at genopdage de kristne rødder, som havde formet dets kultur.

Derfor handler Europas fremtid om langt mere end grænsekontrol og valgresultater. Den handler om, hvorvidt kontinentet igen tør vedkende sig den historie, som gjorde Europa til Europa. Ikke for at vende tilbage til en idealiseret fortid eller for at romantisere historien, men for at erkende, at ingen civilisation kan leve længe uden sine rødder.

Træer dør ikke den dag, de mister deres blade. De dør, når rødderne ikke længere kan optage næring. Det samme gælder civilisationer. Hvis Europa ønsker at bevare friheden, menneskeværdet, demokratiet og retsstaten, er det ikke nok at værne om deres frugter. Kontinentet må også genopdage de kristne rødder, som gennem århundreder gav dem liv.

-karn