Hvem går du forbi?

TEMA: VI LÆSER I BIBELEN

Den barmhjertige samaritaner – Luk 10,25-37

En mand ligger halvdød ved vejen. To religiøse mænd ser ham og fortsætter, mens en fremmed standser. Jesu kendte lignelse handler ikke kun om at hjælpe mennesker i nød. Den spørger, om vores tro får os til at standse, når et andet menneskes lidelse griber ind i vores planer.

Et spørgsmål om det evige liv

Fortællingen om den barmhjertige samaritaner begynder med et stort spørgsmål: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Den lovkyndige kender allerede svaret fra Skriften. Man skal elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sin styrke og hele sit sind – og sin næste som sig selv. Jesus bekræfter hans svar: Gør det, så skal du leve.

Men den lovkyndige fortsætter. Han vil vide, hvem hans næste er. Det lyder som et rimeligt spørgsmål, men rummer også et ønske om at trække en grænse. Hvem er jeg forpligtet over for? Hvor langt rækker mit ansvar? Er min næste min familie, mit folk, mine trosfæller eller enhver, jeg møder? Bag ordene gemmer sig håbet om, at kærlighedens krav kan afgrænses og gøres overskueligt.

Jesus giver ingen definition. Han fortæller en historie.

Manden ved vejen

En mand er på vej fra Jerusalem til Jeriko. Vejen fører gennem et øde og vanskeligt landskab, hvor røvere kunne gemme sig. Manden bliver overfaldet, berøvet og slået. Røverne efterlader ham halvdød. Vi får intet at vide om hans navn, tro eller baggrund. Han kan være rig eller fattig, kendt eller ukendt, from eller ligeglad med Gud. Tilbage ligger blot et såret menneske, der ikke længere kan hjælpe sig selv.

En præst kommer forbi. Han ser manden og går over på den anden side af vejen. Senere kommer en levit og gør det samme. Jesus forklarer ikke, hvorfor de går forbi. Måske frygter de, at røverne stadig befinder sig i nærheden. Måske vil de undgå kontakt med en mand, der kan være død, og dermed pådrage sig rituel urenhed. Måske har de travlt. Ingen af forklaringerne ændrer det afgørende: De ser ham, men standser ikke.

De to mænd er knyttet til templet og gudstjenesten. De kender loven og ordene om kærligheden til Gud og næsten. Alligevel fortsætter de deres vej. Her ligger en advarsel til ethvert troende menneske. Man kan kende bønnerne, deltage i messen og tale rigtigt om Gud, samtidig med at man går forbi den, som ligger ved ens vej. Troens ord bliver tomme, hvis de aldrig får hænder og fødder.

Hjælpen kommer fra den forkerte

Den tredje rejsende er samaritaner. For Jesu jødiske tilhørere var samaritaneren ikke en oplagt helt. Forholdet mellem jøder og samaritanere var præget af religiøs strid, historisk fjendskab og gensidig mistillid. Samaritaneren tilhørte den gruppe, mange helst holdt afstand til. Alligevel er det ham, der får medynk med den sårede.

Han standser ikke ved følelsen. Han går hen til manden, hælder olie og vin i hans sår og forbinder dem. Han løfter ham op på sit ridedyr, bringer ham til et herberg og plejer ham. Næste dag betaler han værten og lover at dække yderligere udgifter. Hjælpen koster ham tid, penge og besvær. Han udsætter sin rejse og ændrer sine planer for et menneske, han ikke kender.

Samaritaneren undersøger ikke først, om den sårede har fortjent hans hjælp. Han spørger ikke, om manden ville have hjulpet ham i en tilsvarende situation. Han forlanger ingen trosbekendelse og ingen taknemmelighed. Han ser et menneske i nød, og det er tilstrækkeligt.

At blive den andens næste

Efter fortællingen spørger Jesus ikke den lovkyndige, hvem af personerne der var samaritanerens næste. Han spørger, hvem der viste sig som en næste for den overfaldne mand. Dermed flyttes opmærksomheden. Den lovkyndige ville vide, hvilke mennesker han var forpligtet til at elske. Jesus viser ham i stedet, hvilket menneske han selv er kaldet til at blive.

Næsten er ikke kun den, der bor i nærheden, ligner os eller deler vores tro og holdninger. At være en næste er en handling. Det sker, når vi går hen til det menneske, andre går uden om. Kristent ansvar kan ikke begrænses til de mennesker, vi føler os trygge ved. Det gælder også den ensomme nabo, den fremmede familie, den besværlige slægtning, den syge, den hjemløse og den, hvis liv er kommet på tværs.

Det betyder ikke, at ét menneske kan løse al verdens nød. Samaritaneren hjælper den mand, der ligger foran ham. Han gør det, der er muligt, og sørger for, at andre kan fortsætte hjælpen. Lignelsen kræver ikke, at vi kan hjælpe alle. Den gør det svært at bruge vores begrænsninger som undskyldning for aldrig at hjælpe nogen.

Kristus bøjer sig ned

Kirkens gamle fortolkere læste også lignelsen som et billede på hele frelsens historie. Den sårede mand er mennesket, mærket af synden og ude af stand til at redde sig selv. Samaritaneren er Kristus, den forkastede og fremmede, som kommer til den faldne, forbinder hans sår og bærer ham til et sted, hvor han kan blive helbredt. Herberget blev set som et billede på Kirken, hvor det sårede menneske modtages og plejes.

Denne læsning ophæver ikke fortællingens konkrete krav om at hjælpe. Den giver kravet et dybere grundlag. Den kristne viser barmhjertighed, fordi han selv lever af Guds barmhjertighed. Før vi bliver bedt om at løfte den sårede op, må vi erkende, at vi selv er blevet fundet ved vejen. Kristus gik ikke forbi. Han bøjede sig ned, bar vores byrde og betalte prisen.

Næstekærlighed er mere end anstændig opførsel. Den udspringer af mødet med Kristus. Vi giver videre af den omsorg, vi selv har modtaget. I den sårede møder vi samtidig Kristus, som har gjort sig til ét med de sultne, de syge, de fremmede og de fængslede.

Gå du hen og gør ligeså

Jesus afslutter fortællingen med ordene: »Gå du hen og gør ligeså.« Han efterlader ikke den lovkyndige med en teori, men med en opgave. Vejen til Jeriko findes overalt. Den går gennem familien, arbejdspladsen, menigheden, boligområdet og den digitale verden. Langs den ligger mennesker, som er blevet ramt af sygdom, sorg, svigt, fattigdom eller ensomhed.

Vi kan ligne præsten og levitten. Vi kan se nøden, finde en forklaring og gå videre. Vi kan også lade os standse. Ofte begynder barmhjertigheden i det små: et besøg, et måltid, en opringning, en håndsrækning eller viljen til at lytte. Det afgørende er, at det andet menneskes lidelse får lov til at gribe ind i vores liv.

Den barmhjertige samaritaner spørger ikke, om den sårede tilhører hans kreds. Han gør sig selv til den såredes næste. Det er lignelsens enkle og krævende budskab: Den næste er ikke først og fremmest den, vi finder. Det er den, vi vælger at være.

-karn

TEMA-SIDE: