Elsebet Kieler: Lægmandens kald

En moderniseret læsning af Elsebet Kieler (1952)

Redaktionel note

Denne tekst er en moderniseret og sprogligt tilpasset gengivelse af Elsebet Kielers artikel “Om lægmandsapostolatet” fra 1952. Indhold og tankegang er bevaret, mens sproget er gjort nutidigt for bedre læsbarhed.

En lægmand er et menneske, der tilhører Kirken uden at være præst eller ordensperson. Lægmandens kald udfolder sig ikke uden for verden, men midt i den – i arbejde, familie og hverdagsliv. Netop dér er lægmanden kaldet til at leve sin tro og lade den præge livet.

-karn

Lægmandens kald

Af Elsebet Kieler

Lægmandens kald udspringer af en grundlæggende spænding mellem verden og Gud. Det er ikke et kald til at forlade verden, men til at leve i den på en ny måde, hvor det menneskelige forvandles indefra, og hvor livet langsomt formes gennem opbrud, tro og nåde.

Allerede i selve ordet lægmandsapostolat ligger en spænding, som er afgørende for at forstå dets indhold: på den ene side en verden fuld af menneskelighed, kompleks, tung og broget, og på den anden side et budskab, som ikke har sit udspring her, men er sendt ovenfra og plantet midt i denne verden. Disse to perspektiver krydser hinanden og danner det felt, hvor apostolatet udfolder sig, som en spænding mellem det jordiske og det guddommelige, mellem menneskets egne veje og det lys, der kommer fra Gud, for verden går så ofte sine egne veje og bærer dog i sin dybde en længsel efter det, som ligger uden for den selv.

Lægmandens kald må derfor forstås som et liv i denne spænding, et liv hvor mennesket ikke flygter fra verden, men lever midt i den, og dog ikke lader sig opsluge af den. For apostolatet består netop i denne dobbelte bevægelse: at være fuldt til stede i det menneskelige liv og samtidig være forankret i noget, der er større end det. Kristus selv er blevet menneske, og derfor er det menneskelige ikke noget, der skal fornægtes, men noget, der skal fuldendes, og apostlen må være et menneske blandt mennesker, genkendelig og nærværende, sådan at verden kan genkende sig selv i ham og samtidig ane, at noget er forvandlet, at der er et andet liv til stede.

Men denne forvandling begynder med et opbrud, ikke først og fremmest et ydre, men et indre, hvor mennesket giver slip på det, der binder det til sig selv, og vender sig mod Gud med ét mål for øje: Gud selv. Man drager ikke ud for at blive apostel, men for at søge Gud, og først når dette bliver sandt, kan mennesket sendes, for de vanskeligheder, der møder det undervejs, er ikke tilfældige, men en del af renselsen, hvor mennesket gennem modstand og kamp løsnes fra det, der ellers holder det fast, og langsomt bliver i stand til at leve af noget andet end sig selv.

Dette liv får sin form i bønnen, ikke som en ydre praksis alene, men som en forankring, hvor mennesket holder fast ved Gud og lader sig holde fast af ham, og selv om denne bevægelse ofte opleves som en kamp, fordi mennesket naturligt søger det trygge og kendte, vokser der gennem denne vedholdenhed en ny indsigt frem, en roligere kærlighed og en fred, som ikke afhænger af ydre forhold. Troens liv modnes langsomt, det begynder ofte med en stærk begejstring, men føres gennem prøvelser frem mod noget mere stille og mere sandt, hvor mennesket står tilbage med en dyb længsel efter Gud selv, en længsel, der kan være næsten smertefuld i sin intensitet.

I denne bevægelse bliver troens paradoks tydeligt, at livet fødes af det, der synes som tab, at rigdom vokser frem af fattigdom, glæde af lidelse og kærlighed af det at give slip, og at apostlen derfor ikke bliver et stærkere eller mere imponerende menneske, men et menneske, som lader sig gennemtrænge af Gud. Det er ikke hans egen styrke, der virker, men noget, han har modtaget, og derfor kan han bære det vidnesbyrd, som er selve apostolatets kerne, at det ikke længere er ham selv, der lever, men Kristus, der lever i ham.

Dette liv er ikke privat, men forbundet med Kirken, for det er i Kirken, at Kristus er nærværende, og det er herfra, apostlen modtager sin styrke og sin retning, sådan at hans forhold til verden går gennem hans forhold til Gud, og hans forhold til Gud går gennem det liv, der gives i Kirken. Her formes han, og herfra sendes han tilbage til den verden, han ikke skal forlade, men gennemtrænge.

Det afgørende i dette liv er ikke først og fremmest tanker eller følelser, men en handling, trosakten, hvor mennesket giver slip på sig selv og træder ind i tilliden til Gud, et skridt som ofte opleves som et spring ud i det ukendte, fordi det indebærer en vis mørke og usikkerhed, men netop derfor er det en virkelig overgivelse, og denne bevægelse må gentages igen og igen, fordi fristelsen til at vende tilbage til sig selv altid er til stede, så apostlens liv bliver en stadig fornyelse af denne overgivelse.

Apostolatet er derfor ikke først og fremmest noget, man gør, men noget, man er, og det handler ikke om at bringe noget af sit eget til verden, men om at lade Gud virke gennem sit liv, og derfor kan frugten heller ikke måles på almindelig vis, for apostlen kan så og vande, men det er Gud, der giver væksten, og ofte vil han ikke selv se resultatet af det, han gør. Dette kræver en dyb ydmyghed, fordi mennesket så gerne vil se resultater og sikre sig, at noget sker, men i Guds rige er det ofte det skjulte, der er det mest frugtbare.

Lægmandens apostolat udfolder sig derfor netop i det almindelige liv, i arbejdet, i hjemmet og i de daglige relationer, hvor vidnesbyrdet ikke først og fremmest gives gennem ord, men gennem liv, og hvor et menneske, der lever af Gud, uvilkårligt vil bære noget med sig, en ro, en kærlighed og en fasthed, som ikke stammer fra det selv, og som netop derfor taler til verden.

Således vender vi tilbage til udgangspunktet, til spændingen mellem verden og Gud, hvor apostlen lever fuldt ud som menneske og fuldt ud til stede i verden, og dog tilhører en anden virkelighed, og dette er lægmandens kald: ikke at flygte fra verden, men at gennemtrænge den, ikke at ophæve det menneskelige, men at lade det blive gennemsigtigt for det guddommelige, ikke at hævde sig selv, men at lade Gud virke.

Og dette kan ikke leves ved egen kraft, men kun ved nåde.