Mellem frygt og kærlighed – hvad betyder det at frygte Gud?

Bibelen taler både om Guds kærlighed og om at frygte Gud. For mange nutidige mennesker virker de to ting som modsætninger. Men i den kristne tradition handler gudsfrygt ikke om angst, men om ærefrygt over for den hellige Gud, hvis kærlighed er større, end vi kan fatte.

Når nutidens mennesker møder Bibelens ord om at frygte Gud, opstår der ofte en umiddelbar modstand. For mange lyder det som noget fremmed og næsten skræmmende. Kristendommen forbindes jo først og fremmest med kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse og nærhed. Jesus taler om Gud som Fader, og evangeliet fortæller om den Gud, der søger mennesket frem for at flygte fra det. Hvordan kan Bibelen så samtidig igen og igen opfordre os til at frygte Gud?

Spændingen er ikke ny. Allerede de første kristne måtte forholde sig til den. På den ene side møder vi ordene: »Gud er kærlighed« (1 Joh 4,8). På den anden side læser vi i Salmernes Bog, at »Herrens frygt er visdommens begyndelse« (Sl 111,10). Begge udsagn er centrale i den bibelske tro. Ingen af dem kan undværes.

Mere end almindelig frygt

Problemet opstår først, når vi forstår ordet frygt ud fra vores almindelige erfaringer. Frygt forbindes ofte med angst, usikkerhed eller følelsen af at være truet. Sådan forstås ordet imidlertid ikke primært i Bibelen. At frygte Gud betyder ikke at være bange for Ham. Det betyder at erkende, hvem Gud er, og hvem vi selv er.

Den bibelske gudsfrygt udspringer af mødet med Guds storhed. Når profeten Esajas ser Herren i templet, bliver han overvældet af Guds hellighed. Når apostlen Peter oplever det mirakuløse fiskefangst, falder han på knæ foran Jesus. Når Johannes i Johannes’ Åbenbaring ser den opstandne Kristus, styrter han til jorden som død. Ingen af disse mennesker møder en tyran. De møder den levende Gud.

Der findes erfaringer i livet, som næsten automatisk vækker ærefrygt. Vi oplever det måske, når vi står foran et mægtigt bjerglandskab, ser nattehimlens stjerner eller holder et nyfødt barn i armene. I sådanne øjeblikke mærker vi, at virkeligheden er større end os selv. Vi bliver stille. Den bibelske gudsfrygt er beslægtet med denne erfaring, men langt dybere. Den handler om at erkende, at mennesket ikke er universets centrum. At der findes en sandhed, som ikke er skabt af os. En godhed, som ikke afhænger af vores meninger. En Gud, som ikke kan reduceres til vores ønsker og forestillinger.

Når frygt og kærlighed mødes

Netop derfor hænger frygt og kærlighed sammen. Kun den, der forstår Guds storhed, kan virkelig forstå Hans kærlighed. Hvis Gud blot er en venlig idé eller en projektion af menneskelige behov, bliver kærligheden sentimental. Men hvis Gud er den hellige Skaber af himmel og jord, bliver Hans kærlighed noget langt større. Da bliver det et ufatteligt mysterium, at den Gud, som holder universet i sin hånd, også kender hvert enkelt menneske ved navn.

Kirkens tradition har derfor altid skelnet mellem angst og gudsfrygt. Angst driver mennesket bort fra Gud. Gudsfrygt drager mennesket nærmere. Den er ikke født af mistillid, men af respekt. Ikke af rædsel, men af erkendelse. Derfor kalder teologerne ofte gudsfrygt for ærefrygt.

Guds hellighed og samtidens mennesker

Mange af samtidens mennesker har lettere ved at tale om Guds kærlighed end om Hans hellighed. Men når helligheden forsvinder, risikerer kærligheden at miste sin dybde. Gud bliver da reduceret til en bekræftelse af det, vi allerede mener om os selv og verden. Han bliver ufarlig.

Bibelens Gud er aldrig ufarlig. Men Han er god. Det er netop denne kombination, der gør den kristne tro så særegen. Gud er større end vores forestillinger, mere hellig end vores ord kan beskrive og mere mægtig end vores tanker kan rumme. Samtidig er Han den Gud, der i Kristus lader sig føde som barn, græder ved en vens grav og dør på et kors for verdens skyld.

Den kristne tro kalder derfor ikke mennesket til at vælge mellem frygt og kærlighed. Den kalder os til begge dele. Til den ærefrygt, der erkender Guds storhed, og til den kærlighed, der stoler på Hans barmhjertighed.

Visdommens begyndelse

Det er netop derfor, at helgenerne ofte forener de to ting på en måde, som virker fremmed for os. De frygter Gud mere end nogen anden, men de elsker Ham også mere end nogen anden. For jo nærmere de kommer Gud, desto tydeligere ser de både Hans hellighed og Hans kærlighed.

Og det er netop her, den bibelske gudsfrygt begynder: ikke med angst for Gud, men med forundring over, at den hellige Gud ønsker fællesskab med os. Derfor kunne Salmernes Bog kalde Herrens frygt for visdommens begyndelse. Ikke fordi mennesket skal leve i rædsel, men fordi det først bliver sandt vis, når det erkender både Guds storhed og Hans kærlighed.

-karn