USA fortjener bedre end vores foragt

Det er blevet let at tale ned om USA. Men et land med 250 års historie kan ikke reduceres til en præsident, en politisk bevægelse eller de fejl, det har begået.

Når USA i 2026 markerer 250-året for uafhængighedserklæringen, er der god grund til både at fejre og kritisk undersøge landet. Men den uvilje mod USA, som ofte præger den europæiske samtale, fortæller undertiden lige så meget om os selv som om amerikanerne. USA er hverken et forbillede i alt eller årsagen til alt det, der er gået galt i verden. Det er et land med store idealer, store modsætninger, alvorlige fejl og en historisk betydning, som Europa ikke bør gøre sig blind for.

Det er blevet let at være imod USA

Der er noget næsten bekvemt ved den europæiske modvilje mod USA. Man behøver ikke kende meget til landet for at have en mening om det. Man kan nævne Donald Trump, Irakkrigen, våbenkulturen, dødsstraffen, racekonflikterne, de enorme sociale forskelle og den amerikanske kommercialisering af næsten alt – og der er rigeligt at kritisere.

Men kritik er én ting. Uvilje er noget andet.

Kritik tager sit emne alvorligt. Den forsøger at forstå, skelne og bedømme. Uviljen har allerede afsagt sin dom. USA bliver let til en karikatur af store biler, fastfood, milliardærer, våben og højtråbende politikere. Et land med mere end 340 millioner mennesker og enorme regionale, kulturelle, politiske og religiøse forskelle bliver behandlet, som om det var én person med én mening.

Det er ikke særlig oplysende.

Europa har en kort hukommelse

For Danmark er forholdet til USA heller ikke en fjern historie. Danmark og USA etablerede diplomatiske forbindelser allerede i 1801, og forbindelserne har siden været ubrudte. Efter Anden Verdenskrig blev USA en afgørende del af den sikkerhedsorden, som Danmark valgte at tilslutte sig. Danmark var med til at grundlægge NATO i 1949 efter erfaringen med den tyske besættelse og erkendelsen af, at neutralitet ikke havde beskyttet landet.

Det betyder ikke, at USA alene reddede Europa, eller at europæerne skylder amerikanerne politisk lydighed i al fremtid. Historien er mere kompliceret. Men Europas efterkrigshistorie kan heller ikke skrives, som om den amerikanske militære, økonomiske og politiske tilstedeværelse var en parentes. Danmark har selv gjort NATO til grundlaget for sin sikkerhedspolitik, og alliancen beskrives fortsat af det danske forsvar som en hjørnesten i landets forsvar.

Man kan være uenig med Washington og samtidig huske dette.

USA er mere end Washington

En af de største fejl i vores blik på USA er, at vi identificerer landet med den siddende præsident. Når vi bryder os om præsidenten, bliver Amerika mere sympatisk. Når vi ikke bryder os om ham, bliver hele landet pludselig mistænkeligt.

Men USA er langt større end Det Hvide Hus.

Det er landmanden i Iowa og skolelæreren i Massachusetts. Det er immigranten i Texas, fabriksarbejderen i Michigan, den sorte menighed i Georgia, den katolske familie i Chicago og den spansktalende familie i Californien. Det er universiteter og småbyer, Silicon Valley og rustbæltet, Wall Street og tusindvis af frivillige organisationer, sogne og lokale fællesskaber. Amerikanerne er politisk uenige på en måde, som undertiden kan virke voldsom set fra Danmark. Men den uenighed er også et tegn på, at USA ikke kan reduceres til én ideologi.

Det gælder også religiøst. Den europæiske udvandring i 1800-tallet bragte millioner af katolikker til USA. De byggede kirker, skoler, hospitaler og universiteter og gjorde Den Katolske Kirke til en synlig del af det amerikanske samfund. I 2025 blev Chicago-fødte Robert Francis Prevost valgt til pave Leo XIV. Den historie passer dårligt ind i forestillingen om USA som et kulturelt ensartet protestantisk eller sekulært imperium.

Frihedens ideal og virkelighedens modsætninger

USA blev grundlagt på ord om frihed og menneskers lige værd, samtidig med at slaveriet fortsatte. Det er en modsætning, som ikke kan bortforklares. Landets oprindelige befolkning blev fordrevet og undertrykt. Raceadskillelsen fortsatte langt ind i det 20. århundrede. USA har ført krige, som med god grund fortsat diskuteres og kritiseres. Landets politiske system har også problemer, som amerikanerne selv kæmper voldsomt om.

Men USA’s historie består samtidig af mennesker, som igen og igen har holdt landet fast på de idealer, det ikke selv levede op til. Slaveriet blev bekæmpet. Borgerrettighedsbevægelsen krævede, at ordene om lige rettigheder også skulle gælde sorte amerikanere. Kvinder krævede politiske rettigheder. Arbejdere organiserede sig. Immigranter søgte den frihed, de ikke fandt hjemme.

Det amerikanske ideal har aldrig været fuldt realiseret. Dets betydning ligger også i, at amerikanerne gennem generationer har kunnet bruge idealet som målestok mod deres eget samfund.

Man kan kritisere en ven

Venskab mellem lande kræver ikke enighed. Danmark har været uenig med USA før og vil blive det igen. Det er heller ikke Danmarks opgave at bifalde enhver amerikansk regering eller enhver amerikansk udenrigspolitisk beslutning.

Men der er forskel på kritik og foragt.

Vi bør kunne kritisere amerikansk politik uden at håne amerikanerne. Vi bør kunne modsætte os en amerikansk præsident uden at gøre et helt land til fjende. Og vi bør kunne diskutere Europas behov for større politisk og militær selvstændighed uden at omskrive historien om det transatlantiske forhold.

Danmark og USA har haft diplomatiske forbindelser i mere end to århundreder, og efter 1945 har de to lande været nære allierede. Det officielle forhold har gennem årtier omfattet sikkerhed, handel, forskning og samarbejde om Arktis. Det forhold kan ændre karakter. Det kan blive vanskeligere. Men historien forsvinder ikke, fordi den politiske stemning ændrer sig.

250 år kræver mere end en karikatur

USA’s 250-års jubilæum er en anledning til at se på landet uden hverken begejstringens eller foragtens skyklapper.

USA har ikke altid levet op til sine egne idealer. Intet land gør det. Amerikanerne har begået alvorlige fejl, og nogle af dem har haft konsekvenser langt uden for landets egne grænser. Det skal ikke forties af hensyn til et jubilæum.

Men Europas historie ville også have set anderledes ud uden USA. Danmarks historie ville have set anderledes ud. Den vestlige verdens politiske, videnskabelige, kulturelle og religiøse historie ville have set anderledes ud.

Det er værd at huske i en tid, hvor holdningen til et helt land let bestemmes af dagens overskrift eller navnet på den mand, der sidder i Det Hvide Hus.

USA behøver ikke vores ukritiske beundring. Men landet fortjener den samme rimelighed, som vi bør møde andre lande og mennesker med: retten til at blive bedømt på hele sin historie og ikke kun på det, vi for øjeblikket bryder os mindst om.

-karn