Har den moderne kunst mistet Gud?

Europas kunst voksede frem i skyggen af kirker og katedraler, hvor Bibelens fortællinger gav kunstnerne både motiver og mening. I dag er Gud næsten forsvundet fra museernes vægge. Alligevel lever længslen efter det guddommelige videre – ofte i et nyt og uventet billedsprog.

Man behøver blot at gå gennem et stort europæisk kunstmuseum for at opleve en af de mest gennemgribende kulturforandringer i vores historie. De første sale er fyldt med Maria og barnet, apostle, helgener og korsfæstelser. Altertavler løfter blikket mod himlen, og gyldne baggrunde fortæller om en virkelighed, som rækker ud over den synlige verden. Man bevæger sig videre gennem renæssancen, hvor mennesket træder tydeligere frem, men stadig som Guds skabning. Senere kommer landskaber, portrætter og historiemalerier, indtil de bibelske motiver gradvist bliver sjældnere. Til sidst står man foran lærreder, hvor ingen personer, ingen kirker og ingen kors længere kan genkendes. Kun farver, former og flader.

Det er let at drage den konklusion, at Gud har forladt kunsten. Mange gør det også. Men spørgsmålet fortjener et mere eftertænksomt svar. Kunsthistorien fortæller ikke blot historien om Gud, der forsvandt. Den fortæller også historien om et menneske, der begyndte at lede efter Gud på en anden måde.

Kunsten som Kirkens sprog

I mere end tusind år var kristendommen den naturlige ramme om den europæiske kunst. Kunst blev skabt til kirker, klostre og valfartssteder. Den var en del af liturgien, en del af forkyndelsen og en del af folkets hukommelse. De fleste mennesker kunne ikke læse, men de kunne se. Derfor blev kalkmalerier, glasmosaikker og altertavler en billedbibel, hvor evangeliet kunne opleves med øjnene.

Det betyder ikke, at kunstnerne blot illustrerede bibelske tekster. De arbejdede ud fra en fælles overbevisning om, at verden var skabt af Gud, og at skønheden derfor havde en objektiv betydning. Når lyset faldt gennem et gotisk kirkevindue, eller når en altertavle blev udført med den største omhu, var det ikke alene et spørgsmål om æstetik. Skønheden var en del af lovprisningen. Den skulle vække menneskets længsel efter Gud.

Renæssancen ændrede kunstens udtryk, men ikke dens grundlæggende horisont. Leonardo da Vinci, Michelangelo og Rafael gjorde mennesket mere levende end nogen tidligere generation af kunstnere, men deres værker blev stadig båret af den kristne fortælling. Selv de mest realistiske kroppe pegede ud over sig selv. Mennesket var ikke verdens centrum. Det var skabt i Guds billede.

Da kunstneren blev fri

Fra oplysningstiden og frem ændrede Europas selvforståelse sig. Videnskaben gjorde store fremskridt, industrisamfundet voksede frem, og kirken mistede sin rolle som den dominerende kulturelle institution. Kunstneren blev gradvist frigjort fra de bestillinger, som i århundreder havde givet kunsten dens retning.

Det var en frigørelse med to ansigter. På den ene side gav den kunstneren en hidtil uset frihed. Han kunne male det, han ville, eksperimentere med farver, opløse perspektivet og udfordre alle tidligere regler. På den anden side mistede kunsten det fælles sprog, som havde bundet generationer sammen. Hvor middelalderens billedkunstner vidste, hvilken fortælling han skulle tjene, stod den moderne kunstner ofte alene med sine egne erfaringer.

Denne udvikling bliver undertiden beskrevet som et opgør med Gud. Det er en forenkling. Mange moderne kunstnere gjorde ikke oprør mod kristendommen. De gjorde oprør mod vanen, mod sentimentaliteten og mod forestillingen om, at religiøs kunst nødvendigvis skulle se ud, som den altid havde gjort.

Emil Nolde og Kristi ansigt

Ingen viser denne spænding tydeligere end Emil Nolde.

Han hører til blandt ekspressionismens store navne og blev kendt for sine voldsomme farver og kraftige penselstrøg. Da hans religiøse billeder blev udstillet i begyndelsen af det tyvende århundrede, vakte de stor modstand. Mange mente, at han havde skæmmet de bibelske motiver. Kristus var ikke længere omgivet af renæssancens harmoniske skønhed. Ansigterne var grove, farverne glødende, følelserne næsten ubærlige.

Netop derfor er hans værker så interessante i dag.

Nolde havde ikke mistet interessen for evangeliet. Tværtimod. Han forsøgte at male Kristus, som et moderne menneske kunne møde Ham. Ikke som en fjern og ophøjet skikkelse, men som den lidende, den levende og den opstandne. Hans berømte triptykon Kristi liv viser, at modernismen ikke begyndte med at afskaffe det hellige. Den begyndte med at lede efter et nyt billedsprog for det hellige.

Det gør Nolde til en overgangsskikkelse mellem kirkekunsten og den moderne kunst. Han står med det ene ben i den kristne tradition og det andet i modernismens frie formsprog.

Gud blev ikke væk

Efter Nolde bliver de bibelske motiver gradvist sjældnere. Museerne fyldes af abstraktion, eksperimenter og installationer. For mange bliver det et bevis på, at kunsten har mistet sin sjæl.Alligevel er historien mere sammensat.

Den russiske maler Vasilij Kandinsky beskrev den abstrakte kunst som en åndelig søgen. Mark Rothko ønskede, at hans store farvefelter skulle skabe en oplevelse af stilhed, nærvær og dybde. Ingen af dem malede altertavler. Ingen af dem illustrerede evangelierne. Alligevel beskæftigede de sig med spørgsmål, som gennem århundreder havde været religionens: Hvad er mennesket? Hvad er sandhed? Hvad er håb? Hvad ligger hinsides det synlige?

Gud forsvandt med andre ord ikke nødvendigvis fra kunsten. Han ophørte blot med at være et motiv, som alle kunne genkende.

Skønheden som erkendelse

Den katolske tradition har aldrig forstået skønheden som pynt. Den hellige Thomas Aquinas beskrev skønheden som noget, der leder erkendelsen mod sandheden. Flere århundreder senere gjorde Hans Urs von Balthasar skønheden til et hovedtema i sin teologi og advarede mod en kultur, der havde mistet sansen for det skønne. Benedikt XVI vendte flere gange tilbage til den samme tanke. Han mente, at ægte kunst kan åbne mennesket for Gud, ikke gennem argumenter, men gennem erfaring.

Det perspektiv ændrer også måden, vi ser moderne kunst på. Det afgørende spørgsmål er ikke, om et billede forestiller Kristus eller en kirke. Spørgsmålet er, om værket åbner mennesket for en virkelighed, der er større end det selv. Stor kunst standser os. Den gør os mere opmærksomme. Den vækker undren, og undren har altid været begyndelsen til både filosofi og tro.

Gud mellem farverne

Der er en grund til, at mennesker stadig søger mod museer, selv i en tid hvor næsten alle billeder kan ses på en skærm. Den ægte kunstoplevelse handler ikke blot om at betragte et objekt. Den handler om at møde noget, der ikke uden videre kan oversættes til ord. Et stort maleri fortæller ikke altid, hvad vi skal mene. Det inviterer os til at se længere og tænke dybere.

Det er her den moderne kunst og den kristne tro mødes igen.

Kristendommen lærer, at Gud ikke kan rummes i et billede, og alligevel har Kirken gennem århundreder brugt billeder til at pege mod Ham. Den moderne kunst gør ofte det samme, blot med et andet sprog. Farverne er blevet friere, formerne mere åbne og symbolerne mindre entydige. Længslen er derimod den samme.

Det er for enkelt at sige, at den moderne kunst har mistet Gud. Den har mistet den fælles fortælling, som engang gjorde Gud synlig overalt. Men den har ikke mistet menneskets uro, dets søgen eller dets håb. Netop derfor kan et moderne maleri stadig blive et sted, hvor beskueren – måske uden selv at være klar over det – standser op et øjeblik og aner, at virkeligheden er større, end øjet alene kan se.

-karn