Derfor beder vi for alle afdøde

Sjælens mysterium – en refleksion over Allehelgensdag

Fred være med jer.
Vi har et særligt privilegium i år: Allehelgensdag, den 2. november, falder på en søndag. Det giver os mulighed for at fordybe os i denne vidunderlige højtid, som betyder så meget for katolikker verden over.

Allehelgensdag – og dagen efter, Allesjælesdag – er en tid til at mindes og bede for vores afdøde. Men hvorfor taler vi egentlig om sjælen på denne dag?

Mennesket – jordisk og åndeligt

For at forstå det må vi helt tilbage til Første Mosebog. Her beskrives, hvordan Gud skaber Adam af jordens støv – og derefter puster livets ånde ind i ham. Det hebraiske ord for ”ånde” kan også oversættes med sjæl. Billedet er poetisk, men dybt: Mennesket er både jordisk og guddommeligt.

Vi er skabt af jorden – dyriske væsener med krop, sanser og behov – men Gud har pustet noget af sit eget liv ind i os. Vi bærer hans billede i os, ikke i fysisk form, men i sind, vilje, frihed, skaberkraft og længsel efter det hellige.

Vi er hverken kun krop eller kun ånd. Vi er en forening af begge – legemliggjorte sjæle. Gennem historien har der været en tendens til at favorisere den ene side: Nogle fornægter det åndelige og ser mennesket som et avanceret dyr. Andre, som i den platoniske tradition, betragter kroppen som et fængsel for sjælen, som man bør befri sig fra.

Men den kristne tro forkaster begge yderpunkter. Mennesket er ikke en sjæl fanget i en krop – og heller ikke blot en krop uden sjæl. Vi er en helhed.

Sjælen som livets princip

Thomas Aquinas, som byggede videre på Aristoteles, beskrev sjælen som ”livets første princip” i ethvert levende væsen – kroppens form, det der organiserer og giver liv.

Vores evne til at tænke abstrakt – at forstå retfærdighed, sandhed, eller blot at gribe et matematisk begreb som ”tre” – viser, at sindet kan hæve sig over det materielle. Denne evne vidner om den åndelige dimension i os. Matematik, kunst, kærlighed og tro er alle udtryk for, at vi er mere end stof – vi er ånd.

Livet efter døden

Når kroppen dør, vender den tilbage til jorden. Men sjælen, som bærer det guddommelige liv, dør ikke. Den fortsætter i Guds nærhed.

Nogle sjæle er allerede fuldkomment forenede med Gud – dem kalder vi helgener. Men de fleste af os, selv når vi dør i venskab med Kristus, har stadig brug for renselse. Det er derfor, kirken taler om skærsilden – ikke som et sted af fysisk ild, men som et billede på en renselsesproces, hvor alt ufuldkomment brændes bort, så vi kan se Gud ansigt til ansigt.

Kardinal George beskrev det smukt: Som børn, der har leget i mudder og får at vide, at bedstemor er kommet. Før de kan møde hende, må de vaskes rene. Sådan er det også med sjælen, der må renses, før den står for Guds lys.

Fællesskab med helgener og afdøde

Helgenerne i himlen er ikke blot forbilleder, men venner – levende ledsagere, der går i forbøn for os. Den åndelige verden er ikke fjern. Som sjælen påvirker kroppen, er det åndelige tættere på os, end vi tror.

Når vi beder, rækker vi ind i denne virkelighed. Jeg tænker ofte på Thomas Aquinas som en ven, jeg kan tale med og bede om forbøn fra. På samme måde kan vi i dag række ud til de sjæle, der endnu er på vej til Gud.

Allesjælesdag – bøn for vore kære

Allesjælesdag minder os om at bede for de døde. Det er mere end blot at mindes dem – det er at elske dem aktivt. Jeg tænker på mine egne forældre, som begge er gået bort. Når jeg ser deres billeder, beder jeg for dem. Når jeg besøger deres grave, beder jeg for dem.

Vi bør alle gøre det samme: mindes dem, vi har elsket, og bede for deres sjæle. De er ikke langt væk. Det er ikke et spørgsmål om afstand, som mellem Jorden og Jupiter. Det er en anden slags nærvær – åndeligt og virkeligt.

Så brug denne dag på at række ud i bøn. Bed rosenkransen for de sjæle, der er gået forud for os, mærket med troens tegn. Bed for, at Gud må rense dem og bringe dem nærmere sig selv.

Og Gud velsigne jer.