Den onde har et navn

Ingen civilisation har undgået ondskaben. Den har skiftet ansigt, sprog og begrundelser, men aldrig forladt menneskets historie. Filosofien kan beskrive den, psykologien kan analysere den, men den kristne tro vover at gå et skridt videre. Den kalder den ved navn.

Vi leder instinktivt efter det usædvanlige. Derfor bliver vi forbløffede, hver gang et menneske, der har begået ufattelige forbrydelser, viser sig at ligne alle andre. Familien fortæller, at han var en god far. Naboerne husker en venlig mand, der hilste over hækken. Arbejdskammeraterne beskriver en stille kollega, som passede sit arbejde. Det er ikke ansigtet, der skræmmer os. Det er erkendelsen af, at ondskaben ikke bærer et særligt kendetegn.

Det ansigt, ingen forventer

Ondskaben har fulgt mennesket så længe, historien kan huske. De første lovsamlinger blev skrevet for at begrænse den. Religioner har advaret imod den. Filosoffer har forsøgt at forklare den. Alligevel står hvert århundrede tilbage med den samme erfaring: Mennesket formår at skabe en skønhed, som næsten tager vejret fra os, og en grusomhed, som trodser enhver forklaring.

Vor tid søger forklaringer med en næsten videnskabelig selvtillid. Vi undersøger barndom, traumer, arv, hjernens kemi og sociale vilkår. Alt dette har sin plads. Ingen kan forstå et menneske uden at kende dets historie. Men forklaringen bliver utilstrækkelig, hvis den samtidig opløser ansvaret.

Historien er fuld af mennesker, som voksede op under umenneskelige forhold uden selv at blive umenneskelige. Den er også fuld af mennesker, der fik en tryg opvækst og alligevel valgte løgnen, volden eller magtbegæret. Der findes ingen formel, som kan forudsige det ene eller det andet. Noget i mennesket unddrager sig enhver model.

Det tyvende århundrede burde for længst have gjort os varsomme over for den gamle forestilling om, at fremskridt gør mennesket bedre. Europa var hjemsted for universiteter, symfoniorkestre, laboratorier og en teknologisk udvikling uden sidestykke. Det samme kontinent blev vidne til Auschwitz, Gulag og folkemord. Kultur og intelligens viste sig ikke at være et værn mod ondskaben. Tværtimod kunne de sættes i dens tjeneste.

Hannah Arendt beskrev Adolf Eichmann som skræmmende almindelig. Hun mødte ikke et dæmonisk uhyre, men en embedsmand, der talte om regler, papirer og procedurer. Hendes pointe var ikke, at ondskaben er banal, men at den kan udføres af mennesker, som ikke selv opfatter sig som onde.

Den russiske forfatter Aleksandr Solsjenitsyn nåede frem til den samme erkendelse ad en anden vej. Efter år i Stalins fangelejre skrev han, at grænsen mellem godt og ondt ikke går mellem lande, partier eller samfundsklasser, men gennem hvert eneste menneskehjerte. Den ene sætning gør op med enhver ideologi, som lover at skabe paradis ved blot at udrydde de forkerte mennesker.

En grænse, filosofien ikke kan passere

Fjodor Dostojevskij byggede sine store romaner på den samme erfaring. Hans personer ved ofte, hvad der er sandt, men vælger løgnen. De længes efter kærligheden, men ødelægger den. De er frie, og netop derfor kan de vælge både det gode og det onde. Hos Dostojevskij er mennesket aldrig en maskine, som blot reagerer på sine omgivelser. Det er et ansvarligt væsen.

Her standser filosofien. Den kan beskrive friheden, men ikke forklare, hvorfor mennesket igen og igen misbruger den. Psykologien kan afdække motiver. Historien kan vise konsekvenserne. Ingen af dem kan besvare det spørgsmål, som bliver ved med at vende tilbage:

Hvorfor får det onde en magt over mennesket, som mennesket tilsyneladende ikke selv kan bryde?

Den kristne tro giver et svar, som har virket anstødeligt i to tusind år. Den nøjes ikke med at tale om ondskaben som et princip, en idé eller en menneskelig svaghed. Den kalder den ved navn: Djævelen.

Den modstander, Kristus selv talte om

For mange moderne mennesker lyder ordet som et levn fra en overtroisk fortid. Djævelen hører hjemme i middelalderlige kalkmalerier, gyserfilm og folkelige forestillinger, men ikke i et oplyst samfund. Alligevel er det værd at standse op ved et enkelt forhold. Det er ikke Kirkens senere teologer, der først bringer Djævelen ind i fortællingen. Det er Jesus.

Evangelierne beskriver, hvordan Han fristes i ørkenen. Han taler om løgnens fader. Han advarer sine disciple mod den onde og sender dem ud med myndighed over onde ånder. Intet tyder på, at Jesus opfattede Djævelen som et poetisk billede på menneskets mørke sider. Tværtimod taler Han om en virkelig modstander, som arbejder gennem løgn, fristelse og adskillelse. Den kristne tro har siden fastholdt det samme, ikke fordi den søger en let forklaring på verdens ondskab, men fordi den tager Jesu ord alvorligt.

Det betyder ikke, at mennesket kan fralægge sig ansvaret for sine handlinger. Kirken har altid afvist tanken om, at Djævelen tvinger mennesker til at synde. Fristelsen kan være stærk, men friheden består. Derfor kan ingen gemme sig bag en ond magt og sige: »Det var ikke mig.« Det var netop friheden, Gud gav mennesket, som gør kærligheden mulig. Den samme frihed gør også synden mulig.

Augustin gav denne indsigt en klassisk formulering. Gud har ikke skabt noget ondt, for alt, hvad Gud skaber, er godt. Det onde er ikke en selvstændig skabning, men en forvanskning af det gode. Løgnen lever af sandheden. Hadet lever af kærligheden. Tyveriet forudsætter, at der findes noget godt at stjæle. Ondskaben kan ikke skabe. Den kan kun ødelægge, efterligne og fordreje.

Thomas Aquinas førte tanken videre. Djævelen er ikke Guds modsætning. Gud har ingen ligeværdig modstander. Djævelen er et skabt væsen, som i hovmod vendte sig bort fra Skaberen. Derfor bliver verdenshistorien aldrig en kamp mellem to lige stærke magter. Gud står ikke i fare for at tabe. Kampen står i menneskets hjerte, hvor sandhed og løgn, kærlighed og egoisme hver dag kræver vores samtykke.

Kampen om menneskehjertet

Den erkendelse kaster også et andet lys over historien. De store katastrofer begynder sjældent med krig eller folkemord. De begynder med den lille løgn, som ingen protesterer imod. Med samvittigheden, der langsomt vænner sig til det uacceptable. Med ønsket om magt, som forklædes som nødvendighed. Ondskaben kommer sjældent stormende gennem hoveddøren. Den beder først om en sprække.

Her adskiller kristendommen sig igen fra mange moderne forestillinger. Den lover ikke, at mennesket kan frelse sig selv gennem større velstand, bedre uddannelse eller mere avanceret teknologi. Alt dette kan gøre livet rigere og samfundet mere retfærdigt, men intet af det forandrer menneskehjertet. Historien viser, at de samme hænder, som bygger hospitaler, også kan bygge koncentrationslejre. Det afgørende spørgsmål er ikke, hvor meget mennesket ved, men hvad mennesket vil.

Derfor ender evangeliet heller ikke med Djævelen. Gjorde det det, ville kristendommen være en religion præget af frygt. Den ender med Kristus.

På korset mødes ondskaben og kærligheden ansigt til ansigt. Løgnen, hadet, volden og forræderiet samler sig om én uskyldig. Alt synes tabt. Alligevel forkynder Kirken, at netop dér brydes ondskabens herredømme. Opstandelsen er ikke blot afslutningen på Jesu liv. Den er begyndelsen på en ny virkelighed, hvor døden ikke længere har det sidste ord.

Johannesevangeliet sammenfatter hele denne bekendelse i én sætning:

»Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.«

Det er kristendommens svar på ondskabens gåde. Djævelen er virkelig. Ondskaben er virkelig. Kampen er virkelig.

Men de får aldrig det sidste ord. Det gør Kristus.

-karn