Rødder i Kristus

Troen skal have sit centrum i Kristus

Man kan være alvorligt optaget af troen og samtidig miste dens centrum. I Kolossenserbrevets andet kapitel fører Paulus menigheden tilbage til Kristus, som troen begynder med, lever af og har sit mål i.

Når troen gøres vanskeligere end Kristus

Der findes en religiøs uro, som hele tiden leder efter noget mere: en ny forklaring, en strengere regel, en særlig åndelig indsigt eller en praksis, som kun de få indviede forstår. Det kan se fromt ud. Det kan lyde lærd og krævende. Alligevel kan det føre mennesket væk fra troens centrum. Paulus kendte denne fristelse. Menigheden i Kolossæ var blevet mødt af forestillinger om særlige spiseregler, bestemte festdage, askese, engledyrkelse og skjult åndelig viden. Alt sammen blev tilsyneladende præsenteret som en vej til en højere og mere fuldkommen tro.

Paulus svarer med en sætning, der burde stå over enhver kirkedør og i ethvert kristent hjem: »Som I altså har modtaget Kristus Jesus, Herren, sådan skal I leve i ham, rodfæstede i ham, opbyggede i ham og grundfæstede i troen.« Troen begynder med Kristus, lever af Kristus og har sit mål i Kristus. Den kristne behøver ikke søge efter en skjult vej bag evangeliet. Gud har ikke gemt det vigtigste for de særligt indviede. Han har vist sig i Jesus Kristus.

Undervisning, teologi, faste, fromhedsøvelser og kirkelig disciplin har deres rette plads, når de hjælper os til at leve nærmere Kristus. De bliver farlige, når de får deres eget liv, og når mennesket begynder at måle sin tro på, hvor mange regler det følger, hvor meget det ved, eller hvor anderledes det lever end andre. Fromheden kan da blive endnu en måde at kredse om sig selv på.

Gælden blev naglet til korset

Paulus bruger et stærkt billede. Han skriver, at Gud slettede det anklagende skyldbrev med alle dets bestemmelser og naglede det til korset. Vores synd er virkelig. Skylden kan ikke tales væk, og mennesket kan ikke ved egen kraft gøre sit liv uskyldigt igen. Gud valgte en anden vej. Kristus tog skyldbrevet med sig op på korset. Det, der vidnede imod os, blev naglet fast sammen med ham.

Her ligger den kristne frihed. Synden er ikke ligegyldig, og Gud ser ikke bort fra det onde. Friheden kommer af, at Kristus har båret det, som vi ikke selv kunne bære. I dåben er vi blevet begravet med ham og oprejst med ham. Paulus taler om mere end en ny religiøs identitet. Han taler om et nyt liv. Den døbte tilhører Kristus og må hver morgen lære at leve ud fra denne virkelighed.

Alligevel lever mange kristne, som om skyldbrevet stadig ligger på Guds bord. Vi husker vore nederlag, gentager gamle anklager mod os selv og forestiller os, at Gud kun modvilligt tåler os. Vi kan også finde på at føre skyldregnskab over andre. Korset fortæller os, at Gud allerede har handlet. Synden skal bekendes, skaden skal så vidt muligt genoprettes, og tilgivelsen skal modtages. Et menneske kan ikke både bede om Guds barmhjertighed og fastholde sin egen ubarmhjertige dom over sig selv eller sin næste.

Troens centrum kan forskydes

Paulus advarer kolossenserne: »Lad ingen dømme jer på grund af mad eller drikke eller med hensyn til fester, nymåne eller sabbat.« De gamle forskrifter tilhører den frelseshistorie, som fører frem mod Kristus. Paulus var selv jøde, kendte Skrifterne og vidste, at Gud havde handlet gennem Israels folk. Hans anliggende er, at ingen religiøs skik må gøres til en ny betingelse for frelsen. Kristus er virkeligheden, som forskrifterne pegede frem imod.

Også i Kirken kan centrum forskydes. En bestemt liturgisk form, en privat åbenbaring, et kirkeligt stridspunkt eller en åndelig tradition kan komme til at fylde så meget, at Kristus næsten forsvinder bag det hele. Det alvorlige er, at forskydningen ofte sker i troens navn. Man kan være stærkt optaget af at forsvare det hellige og samtidig blive hård, selvoptaget og dømmende. Man kan også være så ivrig efter at tilpasse troen til sin samtid, at Kristi ord mister deres myndighed. Begge veje fører bort fra ham, der skal være Kirkens centrum.

Kirken lever ikke af vores religiøse præstationer. Den lever, fordi Kristus er dens hoved, og fordi livet strømmer fra ham ud i hele legemet. Den enkelte kristne står heller ikke alene med sit private forhold til Gud. Vi er lemmer på det samme legeme. Troen fører os ind i et fællesskab, hvor vi modtager sakramenterne, bærer hinandens byrder og lader os korrigere af evangeliet.

Regler kan ikke frelse hjertet

Til sidst omtaler Paulus bud som: »Tag ikke, smag ikke, rør ikke.« Han ved, at strenge regler kan have et skin af visdom og selvbeherskelse. De kan imponere både den, der følger dem, og dem, der betragter ham. Reglerne kan dog ikke i sig selv forandre hjertet. Et menneske kan leve strengt og stadig være fyldt af hovmod, vrede, misundelse eller foragt.

Den kristne askese har værdi, når den gør os friere til at elske. Vi faster for at lære, at vore behov ikke skal herske over os. Vi giver afkald for at få øje på den fattige. Vi beder for at lade Guds vilje trænge ind i vores egen. Hvis fasten får os til at føle os hævet over den, der ikke faster, har vi mistet dens mening. Hvis vores fromhed gør os mere optaget af andres fejl end af vores egen omvendelse, er den blevet en forklædning.

Paulus beder os ikke om at leve uden retning eller disciplin. Han beder os om at leve i Kristus. Det er krævende, fordi Kristus ikke nøjes med vore ydre handlinger. Han vil ind til hjertet, hvor frygten, stoltheden, begæret og selvbedraget bor. Her kan ingen religiøs facade redde os. Her må vi lade os elske, tilgive og forandre af ham.

Rodfæstet i Kristus

Et træ overlever ikke stormen ved at tale højt om sine grene. Det står fast, fordi rødderne når ned i jorden. Sådan beskriver Paulus det kristne liv. Vi skal være rodfæstede i Kristus. Rødder vokser langsomt og skjult. De får næring gennem bønnen, messen, Skriften, skriftemålet, fællesskabet og den konkrete kærlighed til næsten. Det ser ikke altid imponerende ud. Det giver sjældent følelsen af at tilhøre en åndelig elite. Det holder os til gengæld fast, når livet bliver mørkt, og vore egne kræfter svigter.

Denne mandag kan vi standse op og se på, hvad der har fået lov til at fylde mest i vores tro. Er det Kristus, eller er det vore meninger om Kirken, liturgien, samfundet og andre mennesker? Søger vi ham, eller søger vi bekræftelsen på, at vi selv har forstået det hele rigtigt? Paulus fører os tilbage til begyndelsen: Vi har modtaget Kristus Jesus som Herren. Nu skal vi leve i ham.

Vi behøver ingen hemmelig vej til Gud. Vejen har et navn. Jesus Kristus har taget vores skyld med sig til korset, besejret de magter, som holdt os fanget, og rejst os til et nyt liv. Hold fast ved ham. Slå rødder i ham. Lad ham være troens begyndelse, dens centrum og dens mål.

-karn