Joseph Ratzinger og Jesus fra Nazareth

STORE KATOLSKE FORFATTERE

Da Benedikt XVI skrev sit store værk om Kristus

Hvem var Jesus fra Nazareth? Den jødiske prædikant, som historikerne kan forsøge at rekonstruere, eller den Kristus, som Kirken bekender som Guds Søn? Joseph Ratzinger brugte en stor del af sit teologiske liv på at afvise, at man behøver vælge mellem de to. I Jesus fra Nazareth læser han evangelierne med både den historiske forskning og Kirkens tro som ledsagere. Resultatet blev tre bind om den person, som kristendommen står og falder med.

En bog, der voksede gennem et helt liv

Da Joseph Ratzinger blev valgt til pave Benedikt XVI i april 2005, havde han allerede bag sig et langt liv som en af den katolske Kirkes betydeligste teologer. Han havde været professor i blandt andet Bonn, Münster, Tübingen og Regensburg, ærkebiskop af München og Freising og siden 1981 præfekt for Troslærekongregationen i Rom. Nu kom paveembedet med sine mange forpligtelser, men Ratzinger opgav ikke det arbejde om Jesus, som han allerede havde påbegyndt.

Første bind af Jesus fra Nazareth udkom i 2007, andet bind i 2011 og bogen om Jesu barndom i 2012. Værket blev således skrevet og udgivet, mens Ratzinger var pave, men han gjorde fra begyndelsen klart, at læseren ikke stod med et dokument fra Kirkens læreembede. Han skrev som Joseph Ratzinger, teolog og bibellæser, og ikke med den autoritet, der fulgte med embedet som Benedikt XVI. Han gjorde det ligefrem klart, at enhver stod frit til at modsige ham.

Det er væsentligt for forståelsen af bøgerne. Ratzinger fremlægger ikke en kirkelig afgørelse om, hvordan hvert vers i evangelierne skal forstås. Han argumenterer, sammenligner fortolkninger og går i samtale med både ældre og nyere bibelforskning. Bag arbejdet ligger årtiers beskæftigelse med Skriften, kirkefædrene, liturgien og teologiens historie.

Hvem er Jesus?

Gennem de tre bind vender Ratzinger tilbage til det spørgsmål, der lyder i evangelierne selv: Hvem er Jesus Kristus?

Siden oplysningstiden har en betydelig del af bibelforskningen forsøgt at rekonstruere den historiske Jesus bag evangeliernes bekendelse af Kristus. Det har givet vigtig viden om Jesu samtid, jødedommen, evangeliernes tilblivelse og de enkelte teksters historie. Men forskningen har også frembragt meget forskellige billeder af Jesus. Han er blevet fremstillet som moralsk lærer, politisk oprører, apokalyptisk profet, social reformator og religiøs forkynder. Hver generation har haft en påfaldende evne til at finde en Jesus, der lignede dens egne forestillinger.

Ratzinger afviser ikke den historiske forskning. Han mener derimod, at den bliver utilstrækkelig, hvis den på forhånd beslutter, hvad der kan og ikke kan være sket. Hvis Jesu guddommelighed, miraklerne og opstandelsen på forhånd sorteres fra som teologiske tilføjelser, har forskeren allerede bestemt, hvilken Jesus han vil kunne finde.

For Ratzinger findes der ikke først en historisk Jesus og derefter en Kristus, som Kirken har skabt. Den Jesus, der vandrede i Galilæa, underviste disciplene, blev korsfæstet under Pontius Pilatus og blev forkyndt som opstanden, er den samme Kristus, som Kirken bekender. Evangeliernes tro på Jesus er ikke et lag, der skal skrælles af for at nå ind til den virkelige person. Den hører med til vidnesbyrdet om Ham.

Tro og historisk forskning

Ratzingers forhold til den historisk-kritiske bibelforskning er mere nuanceret end en simpel afvisning. Han anerkender dens nødvendighed. Kristendommen hævder, at Gud er trådt ind i menneskets historie på et bestemt sted og et bestemt tidspunkt. Jesus blev født, levede og døde i en konkret historisk verden. Derfor må kristendommen også tåle historiske spørgsmål.

Men metoden har sine grænser. Historisk forskning kan undersøge, hvornår en tekst er skrevet, hvilke kilder en evangelist kan have benyttet, og hvordan et ord blev forstået i datidens jødiske eller græske miljø. Den kan ikke med sine egne redskaber afgøre hele spørgsmålet om, hvem Jesus er.

Her bringer Ratzinger Kirkens tro og tradition ind. Bibelen er blevet til gennem en lang historie, men den er samtidig blevet modtaget og læst i et troende fællesskab. Den enkelte tekst hører til i en større sammenhæng. Evangelierne læses sammen med resten af Det Nye Testamente, og Det Nye Testamente læses på baggrund af Det Gamle.

Det betyder ikke, at troen skal erstatte forskningen. Ratzinger ønsker, at de to skal kunne arbejde sammen uden at gøre krav på at være det samme. Historikeren stiller sine spørgsmål til teksten. Teologien stiller også spørgsmålet om, hvad teksten siger om Gud.

Hele Skriften fortæller om Kristus

Denne tilgang bliver tydelig i Ratzingers brug af Det Gamle Testamente. Abraham, Moses, David, profeterne, påskelammet, mannaen i ørkenen og Israels forventning om Messias bliver ikke behandlet som løsrevne forhistorier. De indgår i den bibelske historie, som får sin kristne opfyldelse i Jesus.

Når Jesus taler om brødet fra himlen, ligger fortællingen om mannaen bag ordene. Når Han fejrer den sidste nadver, står Israels påske og udfrielsen fra Egypten i baggrunden. Når Han går mod korset, læser Ratzinger begivenheden i lyset af blandt andet Esajas’ ord om Herrens lidende tjener.

Det er en gammel kristen måde at læse Bibelen på. Augustin formulerede tanken om, at Det Nye Testamente ligger skjult i Det Gamle, mens Det Gamle bliver synligt i Det Nye. Hos Ratzinger møder denne tradition den moderne bibelforskning. Han vil ikke tilbage til en tid før historisk forskning, men han vil heller ikke acceptere, at Bibelen opløses i stadig mindre tekstdele, så dens samlede fortælling forsvinder.

Bjergprædikenen og Jesu person

I første bind indtager Bjergprædikenen en central plads. Den kan læses som et stykke ophøjet moral: elsk jeres fjender, vend den anden kind til, salige er de barmhjertige, salige er de rene af hjertet. Men hos Ratzinger handler den om mere end moralske krav.

Saligprisningerne fortæller også noget om Jesus selv. Det liv, Han beskriver, er det liv, Han lever. Den fattige, den sagtmodige, den barmhjertige og den forfulgte får deres fulde betydning i Kristus. Bjergprædikenen kan derfor ikke skilles fra den, der holder den.

Her viser en grundtanke i Ratzingers teologi sig. Kristendommen kan ikke reduceres til et sæt etiske regler. Hvis Jesu lære skilles fra Jesu person, bliver kristendommen en moral blandt andre morallærer. Evangeliet siger noget mere radikalt: mennesket kaldes ikke alene til at følge Jesu anvisninger, men til fællesskab med Ham.

Johannesevangeliet tages alvorligt

Johannesevangeliet har en særlig betydning i Jesus fra Nazareth. I store dele af moderne bibelforskning er Johannes blevet betragtet som et sent og stærkt teologisk evangelium, og forskere har derfor ofte været mere tilbageholdende med at bruge det i rekonstruktionen af den historiske Jesus end Matthæus, Markus og Lukas.

Ratzinger tager Johannesevangeliets historiske og teologiske vidnesbyrd langt mere alvorligt. Når Jesus hos Johannes taler om sig selv som livets brød, verdens lys, den gode hyrde og vejen, sandheden og livet, ser Ratzinger ikke blot en senere menigheds teologi. Han ser en udfoldelse af den samme Jesus, som møder læseren i de synoptiske evangelier.

Johannes hjælper samtidig Ratzinger med at tydeliggøre Jesu forhold til Faderen. Jesus henviser igen og igen bort fra sig selv og til Faderen, men netop dette forhold fortæller, hvem Han selv er. Jesu identitet kan ikke forstås uafhængigt af Hans enhed med Faderen. Kristologien vokser således frem af evangeliernes egen fortælling.

Korset og den sidste nadver

Andet bind fører læseren til Jerusalem og Jesu sidste dage. Indtoget i byen, tempelrensningen, den sidste nadver, Getsemane, retssagen, korsfæstelsen og opstandelsen bliver behandlet i sammenhæng.

Den sidste nadver får særlig vægt. Ratzinger forbinder den med Israels påske og med Bibelens tale om offer og pagt. Jesu ord over brødet og vinen kan ikke forstås isoleret fra den lange historie, der går tilbage til udfrielsen fra Egypten. På korset fuldendes det, som nadveren foregriber: Kristus giver sig selv.

Her bliver forbindelsen mellem Jesus fra Nazareth og den katolske forståelse af eukaristien tydelig. Nadveren er ikke blot et mindemåltid om en afdød lærer. Den er knyttet til Kristi offer og til den nye pagt. Den Jesus, som giver brødet og vinen til disciplene, er den samme, som få timer senere giver sit liv på korset.

Opstandelsen ændrer historien

Opstandelsen er afgørende for hele Ratzingers fremstilling. Hvis Jesus forblev i graven, ville Hans historie være endt som så mange andre religiøse og politiske skikkelsers historie. Disciplene kunne have bevaret minderne om Ham og ført dele af Hans lære videre, men den kristne bekendelse ville have mistet sit grundlag.

Ratzinger beskriver opstandelsen som en virkelig begivenhed, men ikke som en almindelig tilbagevenden til livet. Jesus vender ikke tilbage til det jordiske liv på samme måde som Lazarus. Den opstandne træder ind i en ny form for liv. Derfor kan opstandelsen heller ikke placeres på linje med andre historiske hændelser, selv om den ifølge den kristne tro fandt sted i historien og efterlod historiske spor i disciplenes møde med den opstandne.

For Ratzinger forklarer opstandelsen også, hvorfor den første kristne forkyndelse fik den form, den gjorde. Disciplene forkyndte ikke blot Jesu lære. De forkyndte, at Han levede.

Barnet i Betlehem

Bogen om Jesu barndom udkom i 2012 og blev dermed den sidste del af værket, selv om den fortæller begyndelsen af historien. Ratzinger behandler bebudelsen, Josef, Jesu fødsel, hyrderne, de vise mænd, flugten til Egypten og den tolvårige Jesus i templet.

Han læser fortællingerne som teologiske tekster, men ikke som fortællinger, der af den grund er uden historisk indhold. Maria og Josef står i en virkelig verden, under bestemte politiske og religiøse forhold, og samtidig fortæller evangelisterne begivenhederne i lyset af Israels skrifter.

Maria får en vigtig plads. Hendes svar ved bebudelsen bliver begyndelsen på den menneskelige modtagelse af Guds komme. Gud trænger sig ikke ind i verden. Inkarnationen forbindes med et menneskes ja. Hos Ratzinger er juleevangeliet derfor langt mere end den velkendte fortælling om Betlehem. Allerede her ligger de temaer, som følger Jesus frem til korset og opstandelsen.

Et værk, der fører tilbage til evangelierne

Jesus fra Nazareth er ikke skrevet som en erstatning for evangelierne. Dets værdi ligger snarere i, at Ratzinger hele tiden sender læseren tilbage til dem. Han tager teksterne alvorligt som historiske vidnesbyrd og som Kirkens hellige Skrift og forsøger ikke at skjule, at hans læsning sker inden for den kristne tro.

Det gør også bøgerne krævende. Ratzinger forudsætter til tider en vis fortrolighed med Bibelen og med teologiske diskussioner, og nogle af hans længere analyser kræver langsom læsning. Til gengæld skriver han uden behov for at demonstrere sin lærdom. Bibelvidenskab, kirkefædre og teologihistorie får plads, når de hjælper til at forstå teksten.

Værket viser samtidig noget karakteristisk ved Joseph Ratzinger som forfatter. Han kunne skrive om store teologiske spørgsmål uden at miste den konkrete bibeltekst af syne. Hans interesse samlede sig ikke om kristendommen som kulturfænomen eller moralsk system. Den samlede sig om Kristus.

Ratzingers bog om Jesus

Jesus fra Nazareth står som et af Joseph Ratzingers vigtigste og mest læste teologiske værker. Det samler temaer, som fulgte ham gennem hele hans liv: forholdet mellem tro og fornuft, Skriften og traditionen, historie og åbenbaring, liturgien og Kristi person.

At bøgerne blev skrevet af en mand, der samtidig var pave, gør dem historisk usædvanlige. Deres betydning ligger dog ikke i paveembedet. Ratzinger bad selv om at blive læst som teolog og om, at hans argumenter blev prøvet som teologiske argumenter.

Ved Cæsarea Filippi spørger Jesus disciplene: „Men I – hvem siger I, at jeg er?“

Hos Ratzinger bliver Jesu ord stående som spørgsmålet til enhver, der åbner evangelierne. Jesus fra Nazareth giver ikke læseren en genvej til svaret. Den fører ham tilbage til evangelierne og til den Kristus, som Kirken har bekendt siden apostlenes tid.

-karn