En besværlig kirke

Kirken bliver besværlig, når den ikke længere bekræfter det, vi selv mener.

Det er let at være enig med Kirken, når dens lære svarer til vores egne holdninger. Loyaliteten bliver først prøvet, når den fastholder noget, vi har svært ved at forstå eller acceptere. Her viser forskellen sig mellem en tro, vi selv sammensætter, og den tro, Kirken har modtaget, bevaret og forkyndt gennem næsten 2.000 år.

Det er fristende at gøre troen til sin egen. At tage imod det, vi forstår og er enige i, og lægge det til side, som strider mod vores erfaringer, politiske overbevisning eller opfattelse af, hvad der virker rimeligt. Kristus kan fortsat være forbilledet, evangeliet en kilde til inspiration og Kirken et værdifuldt fællesskab, mens den endelige afgørelse alligevel forbeholdes den enkelte.

Denne fristelse findes også blandt katolikker. Man føler sig knyttet til Kirken, deltager i messen og holder af dens liturgi, traditioner og bønner. Samtidig betragter man dele af dens lære som synspunkter, man frit kan tilslutte sig eller afvise. Det, der stemmer med ens egen overbevisning, accepteres. Det øvrige beskrives som forældet, urimeligt eller uden betydning for ens personlige tro.

Så længe Kirken giver os noget, vi allerede ønsker, opleves den sjældent som vanskelig. Den bliver besværlig, når den gør krav på at lære med en autoritet, som ikke stammer fra os.

Er troen modtaget eller selvvalgt?

Den katolske tro begynder med noget, der ligger uden for den enkelte. Den er ikke opstået af vores personlige erfaringer og skal ikke genopfindes af hver generation. Den udspringer af Kristus, er overdraget til apostlene og båret videre af Kirken gennem århundreder med bøn, forfølgelser, teologiske stridigheder, menneskelige svigt og stor hellighed.

Kirken bekender, at sandheden er åbenbaret i Kristus. Den ejer ikke denne sandhed, som et menneske ejer en genstand, og den kan ikke ændre den efter forgodtbefindende. Kirken er sat til at modtage, bevare, udfolde og forkynde det, den selv har fået overdraget. Den må søge stadig større forståelse, men den kan ikke begynde forfra, hver gang samfundets opfattelser ændrer sig.

Det betyder, at den katolske tro ikke kan sammensættes som et personligt udvalg. At være katolik er mere end at føle sig hjemme i liturgien, beundre Kirkens historie eller finde trøst i dens spiritualitet. Det indebærer tillid til, at Kristus ikke efterlod sine disciple alene med hver deres fortolkning, men gav apostlene og deres efterfølgere ansvaret for at forkynde og forklare troen.

Denne tillid bliver vanskelig i en kultur, hvor den enkeltes ret til at definere sig selv tillægges næsten ubegrænset betydning. Vi er vant til at betragte vores personlige vurdering som den sidste instans. Også troen forventes at bøje sig for den enkeltes valg. Men hvis jeg kun anerkender Kirkens lære, når jeg allerede er enig i den, er det i virkeligheden ikke Kirken, jeg følger. Så følger jeg mig selv med Kirken som lejlighedsvis bekræftelse.

Retten til at være uenig

Troens lydighed betyder ikke, at katolikker skal holde op med at tænke. Den forbyder heller ikke tvivl, samvittighedskamp eller kritiske spørgsmål. Kirkens historie er præget af teologiske diskussioner og en gradvis uddybning af forståelsen. En tro, der ikke tør møde spørgsmål, bliver skrøbelig, og en kirkelig autoritet, der ikke vil lytte, svigter en del af sit ansvar.

Men der er forskel på at have vanskeligt ved Kirkens lære og på at gøre sin egen opfattelse til den højeste myndighed. Den, der siger: »Jeg forstår ikke dette, og jeg kæmper med det, men jeg vil undersøge, hvad Kirken faktisk lærer, og hvorfor«, har ikke forladt loyaliteten. Tværtimod kan kampen være udtryk for, at troen tages alvorligt.

Noget andet sker, når konklusionen er truffet på forhånd: Kirken må tage fejl, fordi dens lære ikke stemmer med min holdning. Her bliver det personlige standpunkt ikke blot en del af overvejelsen. Det bliver målestokken, som selve troen skal bestå prøven hos.

Samvittigheden skal også dannes

I den forbindelse henvises der ofte til samvittigheden. Det er med rette, for ingen må handle imod sin sikre samvittighed. Kirken lærer selv, at mennesket har pligt til at følge den. Men samvittigheden er ikke ufejlbarlig, og den er heller ikke blot en følelse af, hvad der forekommer rigtigt for mig.

Samvittigheden skal dannes. Den må oplyses gennem evangeliet, bønnen, fornuften, erfaringen og Kirkens lære. Den troende må undersøge sine motiver og være åben for, at det, der føles rigtigt, ikke nødvendigvis er sandt. En samvittighed, der aldrig kan korrigeres af noget uden for sig selv, bliver let den personlige vilje iført et moralsk navn.

Det kræver ydmyghed at erkende, at ens egen vurdering kan være utilstrækkelig. Også mennesker med gode hensigter kan tage fejl. Vi er præget af vores tid, vores interesser, vores frygt og vores ønske om at undgå konflikter. Den troende træder derfor et skridt tilbage fra sin umiddelbare overbevisning og spørger, om Kirken kan have set noget, som han selv endnu ikke har forstået.

Loyaliteten prøves i modstanden

Det kræver ikke meget loyalitet at være enig med Kirken, når den siger det, vi allerede mener. Loyaliteten viser sig, når dens lære går på tværs af vores egne tilbøjeligheder eller de holdninger, som præger samfundet. Det kan være vanskeligt at stå ved Kirkens syn på ægteskab, seksualitet, provokeret abort, aktiv dødshjælp, tilgivelse eller menneskets ansvar over for de fattige og fremmede, hvis man selv ønsker et andet svar.

Ingen af os bliver udfordret lige meget af alt. Nogle har svært ved Kirkens lære om livets begyndelse og afslutning. Andre støder sig på dens sociale forpligtelser, kravet om tilgivelse, kaldet til seksuel selvbeherskelse eller tanken om, at fjenden også er vores næste. Vi kan let være meget katolske dér, hvor Kirkens lære bekræfter vores politiske side, og langt mindre lydhøre, når den udfordrer den.

Den katolske tro tillader os ikke at fordele evangeliet mellem højre og venstre og derefter tage den halvdel, der passer bedst. Den, der forsvarer det ufødte liv, må også høre Kirkens ord om den fattige og den fremmede. Den, der taler stærkt om social retfærdighed, kan ikke af den grund tilsidesætte dens lære om ægteskabet eller menneskelivets ukrænkelighed. Kirken er besværlig, fordi den ikke passer fuldstændigt ind i nogen politisk lejr.

Når Kirken nægter at tilpasse sig

Kirken har gennem næsten 2.000 år set samfund, magter og moralske forestillinger opstå og forsvinde. Den har erfaret, at det, som én generation betragtede som indlysende og rigtigt, senere blev erkendt som uretfærdigt. Bred tilslutning er ikke nødvendigvis det samme som sandhed. Kirkens lære kan derfor ikke afgøres af meningsmålinger, parlamentariske flertal eller kulturel accept.

Det gør Kirken besværlig. Den står ofte tilbage, når andre har tilpasset sig, og beskyldes for hårdhed, når den nægter at kalde alt det godt, som samfundet har gjort lovligt. En Kirke, der altid sagde det, samtiden ønskede at høre, ville dog snart blive overflødig. Den ville ikke længere forkynde evangeliet, men blot give tidens fremherskende holdninger et religiøst sprog.

Kirkens modstand mod samtiden er ikke i sig selv et bevis på, at den har ret. Kirkens medlemmer og ledere har begået alvorlige fejl, og kirkelige institutioner har svigtet mennesker, som de skulle have beskyttet. Loyalitet må aldrig bruges til at skjule overgreb, undertrykke berettiget kritik eller gøre kirkelige ledere hævet over ansvar. Men menneskers synder ophæver ikke den sandhed, Kirken er sat til at forkynde. Kristus lovede ikke en Kirke uden syndere. Han betroede sin tro til en Kirke, der består af dem.

At tilhøre Kirken

Den egentlige skillelinje går ikke mellem mennesker, der tænker selv, og mennesker, der adlyder blindt. Den går mellem to forskellige forståelser af troen. I den ene er den enkeltes vurdering den højeste myndighed, og Kirkens lære accepteres, så længe den stemmer med denne vurdering. I den anden erkender mennesket, at sandheden kommer før den personlige mening, og at troen derfor også kan modsige, korrigere og forandre den, der tror.

Ingen katolik lever fuldt ud i overensstemmelse med den tro, han bekender. Vi bærer alle på modstand og områder, hvor vi helst vil være vores egen autoritet. Det afgørende er ikke, om vi straks forstår alt eller aldrig oplever tvivl. Det afgørende er den retning, vi vender os i: Forsøger vi at forme troen efter os selv, eller tillader vi troen at forme os?

Katolsk loyalitet er villigheden til at blive stående, også når forståelsen endnu ikke er fulgt med. Den er en beslutning om at lytte, undersøge og bede, før man gør sin egen holdning til den endelige dom. Den udspringer af tilliden til, at Kristus fortsat leder sin Kirke, også når dens ord er krævende, upopulære og vanskelige at bære.

Det er ikke altid behageligt at tilhøre en sådan Kirke. Den vil undertiden sige noget, vi ikke ønsker at høre, og stille krav, vi helst ville være fri for. Men en Kirke, der aldrig modsiger os, har intet at lære os. Og en tro, der aldrig får lov til at udfordre vores egne holdninger, bliver til sidst kun troen på os selv.

-karn