Trosbekendelserne

Én tro, to fortolkninger og ét fælles udgangspunkt

Fra pergament til nutidig typografi: Trosbekendelserne viser en tro, der ikke har ændret indhold, men som gennem tiden har fundet nye former. Artiklen udfolder både den katolske og lutherske forståelse – og viser, hvorfor bekendelserne stadig er nødvendige, en gave og en udfordring.

Trosbekendelserne – én tro, to fortolkninger og en levende arv

De kristne trosbekendelser – den apostolske og den nikæno-konstantinopolitanske – hører til kirkens mest koncentrerede og samtidig mest grundlæggende tekster. I få, tæt formulerede linjer samler de troen på Gud som skaber, på Jesus Kristus som frelser og på Helligånden som livgiver. De er ikke blot historiske dokumenter fra en fjern fortid, men levende bekendelser, der fortsat bruges i kirkens liturgi og undervisning, og som dermed bærer troen videre fra generation til generation. Samtidig er de ikke neutrale i deres virkning, for de læses og forstås inden for konkrete kirkelige traditioner, hvor deres ord får forskellig vægt og betydning. Det gør det nødvendigt både at fastholde deres fælles indhold og at forstå de forskelle, der er opstået i deres fortolkning.

Den katolske forståelse – troen som helhed og kontinuitet

I katolsk tradition indgår trosbekendelserne i en større levende helhed, hvor troen ikke blot er formuleret, men overleveret, fejret og fortolket i Den katolske kirke. De står i en indre sammenhæng med Skriften og Traditionen og forstås som en del af den samme strøm, hvor Guds åbenbaring gives videre i historien. Derfor er trosbekendelsen ikke kun en sammenfatning af troen, men også en nøgle til at forstå kirkens liv.

Når kirken bekender Gud som Fader og skaber, er det ikke blot en påstand om verdens begyndelse, men en erkendelse af, at hele virkeligheden til enhver tid står i afhængighed af Gud. Skabelsen er ikke afsluttet, men bæres stadig af Guds vilje. Når kirken bekender Jesus Kristus, træder man ind i troens centrum: at Gud selv er blevet menneske. Den nikænske formulering – “født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen” – blev til for at fastholde denne sandhed mod alle forsøg på at reducere Kristus til noget mindre end Gud. Samtidig fastholdes hans fulde menneskelighed, så inkarnationen ikke bliver en idé, men en virkelig indtræden i menneskelivet.

Kors og opstandelse er i denne sammenhæng ikke blot historiske begivenheder, men frelsens mysterium. Kristus giver sig selv som offer, og i opstandelsen åbnes en ny skabelse, hvor mennesket ikke blot tilgives, men forvandles. Frelsen er derfor ikke kun noget, der erklæres, men noget, der gives og modtages som deltagelse i Guds liv.

Denne deltagelse formidles konkret gennem kirkens liv, hvor Helligånden virker i sakramenterne og i fællesskabet. Når trosbekendelsen taler om kirken som “én, hellig, katolsk (almindelig) og apostolisk”, er det derfor ikke en abstrakt idé, men en konkret virkelighed. Kirken er synlig og historisk, båret af en kontinuitet tilbage til apostlene, og troen leves i dette fællesskab gennem liturgi, lære og sakramenter.

Den lutherske forståelse – troen som forkyndelse og modtagelse

Den lutherske tradition bekender de samme trosbekendelser, men placerer dem i en anden sammenhæng. Her er det afgørende, at de udtrykker Skriftens lære, og derfor står de under Skriften som den øverste norm. Trosbekendelserne har autoritet, fordi de gengiver evangeliet, ikke fordi de i sig selv er en del af en ubrudt institutionel overlevering.

Denne forskydning betyder, at tyngdepunktet ligger i forkyndelsen. Kirken forstås som det sted, hvor evangeliet lyder, og hvor sakramenterne forvaltes i overensstemmelse med dette ord. Bekendelsen af Jesus Kristus er den samme, men forstås i lyset af retfærdiggørelsen ved tro alene. Frelsen er Guds gave, som mennesket modtager i tro, og ikke en proces, der i samme forstand formidles gennem en institutionel helhed.

Sakramenterne har fortsat en central plads, men deres betydning er knyttet til Guds løfte og til troens modtagelse. Dåb og nadver står som konkrete udtryk for evangeliet, men forstås i tæt forbindelse med Ordet. Når trosbekendelsen taler om kirken, betones derfor dens usynlige dimension: kirken er de troendes fællesskab, hvor troen er til stede, uanset den synlige struktur. Det er også i denne sammenhæng, at ordet “katolsk” ofte gengives som “almindelig”, for at understrege det universelle uden at binde det til en bestemt kirkelig institution.

“Katolsk” og “almindelig” – et ord med dybde

Forskellen mellem “katolsk” og “almindelig” er i sin kerne sproglig, men den afslører samtidig en dybere forskel i forståelsen af kirken. Ordet “katolsk” stammer fra græsk og betyder “universel” – det, der omfatter helheden. I katolsk sammenhæng fastholdes ordet, fordi det både udtrykker kirkens universelle karakter og dens konkrete historiske tilstedeværelse i Den katolske kirke.

I luthersk tradition oversættes det til “almindelig” for at undgå, at det opfattes som en henvisning til den romersk-katolske kirke som institution. Dermed bevares betydningen af det universelle, men uden den samme institutionelle binding. Ordene dækker altså i udgangspunktet det samme, men peger i praksis i lidt forskellige retninger.

De to trosbekendelser (katolsk formulering)

Den apostolske trosbekendelse

Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber.
Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme for at dømme levende og døde.
Jeg tror på Helligånden,
den hellige katolske kirke,
de helliges samfund,
syndernes forladelse,
kødets opstandelse
og det evige liv.
Amen.

Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse

Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader,
himlens og jordens, alle synlige og usynlige tings skaber.
Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn,
født af Faderen før alle tider,
Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud,
født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen;
ved ham er alting skabt.
For os mennesker og for vor frelse steg han ned fra himlene,
og ved Helligånden blev han kød af Jomfru Maria og blev menneske.
Han blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus,
led døden og blev begravet,
og opstod på tredje dag efter Skrifterne,
opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd
og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde,
og hans rige skal være uden ende.
Og på Helligånden, Herren og livgiveren,
som udgår fra Faderen og Sønnen,
som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen,
som har talt ved profeterne.
Og på én, hellig, katolsk og apostolisk kirke.
Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse
og forventer de dødes opstandelse
og den kommende verdens liv.
Amen.

Nødvendighed, gave og udfordring

Trosbekendelserne er først og fremmest en nødvendighed, fordi troen må have form, hvis den skal bevares. Uden en fælles bekendelse ville troen let opløses i individuelle fortolkninger, og det var netop i mødet med sådanne udfordringer, at kirken på Koncilet i Nikæa og Koncilet i Konstantinopel formulerede de bekendelser, der siden har været fælles referencepunkt.

Men trosbekendelserne er samtidig en gave. De gives videre som en arv, man træder ind i, så troen ikke begynder med den enkelte, men modtages som noget, der allerede er levet og tænkt igennem. De gør det muligt at dele en tro på tværs af tid og sted.

Og netop derfor er de også en udfordring. Ordene kræver forståelse og stillingtagen, og de kan ikke blot gentages uden indhold. De stiller spørgsmål til den enkelte og til kirken som helhed og synliggør samtidig de forskelle, der stadig findes mellem kristne traditioner.

En fælles tro – en vedvarende spænding

Trosbekendelserne står derfor som både fælles grund og skillelinje. De forener i det væsentlige og udfordrer i det konkrete. De er ikke afsluttede forklaringer, men indgange til troens mysterium – en tro, der må forstås stadig dybere, leves stadig mere konkret og gives videre uden at miste sin kerne. Netop i denne spænding mellem det givne og det levet viser deres betydning sig: som nødvendighed, som gave og som vedvarende udfordring.

-karn