Monika – Augustins mor

Den 27. august mindes Kirken Sankt Monika, der bad i årevis for sin søn Augustin.

Monika kunne ikke omvende sin søn ved egen kraft. Hun kunne følge ham, tale til ham og græde for ham, men hun måtte overlade det afgørende til Gud. Hendes liv fortæller om en kærlighed, der holder fast uden at gøre krav på at bestemme, hvornår eller hvordan et andet menneske skal finde sin vej.

En mor i det romerske Nordafrika

Når Den Katolske Kirke den 27. august mindes Sankt Monika, står hun næsten altid i skyggen af sin søn. Dagen efter fejres Sankt Augustin, biskoppen, teologen og kirkefaderen, hvis skrifter kom til at præge hele den vestlige kristendom. Uden Monika havde historien om Augustin imidlertid set anderledes ud. Han skrev selv om hendes betydning og gav hende en fremtrædende plads i Bekendelser. Her møder vi hende som mere end hans mor. Hun var et menneske, hvis tro, udholdenhed og lidelse fik afgørende betydning for hans vej tilbage til Kirken.

Monika blev født omkring år 331 i Thagaste i det romerske Nordafrika, i det nuværende Algeriet. Hun voksede op i et kristent hjem og blev gift med Patricius, der ikke var kristen og efter overleveringen havde et heftigt temperament. Ægteskabet var vanskeligt, og hendes svigermor skal i begyndelsen have mødt hende med mistillid. Monika svarede ikke med åben strid. Hun holdt fast ved sin tro og vandt efterhånden både sin mands og sin svigermors respekt. Patricius blev døbt kort før sin død.

Det kan være fristende at gøre hendes liv til en enkel fortælling om fromhed, tålmodighed og en belønning, der til sidst kom. Så enkelt var det næppe. Hun levede i et samfund, hvor en hustru havde begrænset råderum, og hvor hendes ægteskab var indgået efter familiens beslutning. Hendes tålmodighed var ikke svaghed. Den var den styrke, hvormed hun bevarede sit indre liv og nægtede at lade bitterheden få det sidste ord.

Sønnen valgte sin egen vej

Det var især sønnen Augustin, der kom til at volde hende sorg. Han var usædvanligt begavet, videbegærlig og ambitiøs, men også rastløs. Som ung forlod han den kristne tro, som hans mor havde forsøgt at give ham. Han sluttede sig til manikæismen, en religiøs bevægelse, som Kirken afviste, og levede i mange år sammen med en kvinde, som han fik sønnen Adeodatus med. Han søgte sandheden, samtidig med at han stræbte efter anseelse, en fremtrædende karriere og friheden til at indrette sit liv efter egne ønsker.

Monika oplevede ikke blot, at hendes søn holdt op med at gå i kirke. Hun så ham bekende sig til en lære, som hun betragtede som falsk, og hørte ham argumentere imod den tro, hun selv levede af. For en troende mor findes der næppe mange dybere sorger end at se sit barn forkaste det, man selv anser for livets dybeste sandhed.

I en periode ville Monika ikke dele bord med ham, fordi hun ikke kunne forlige sig med hans manikæiske overbevisning. Senere ændrede hun holdning efter en drøm, som gav hende håb om, at han en dag ville vende tilbage. Hun opsøgte også en biskop og bad ham tale Augustin til rette. Biskoppen afslog. Augustin var endnu for optaget af sin egen begavelse og sine egne argumenter til at kunne høre efter. Da Monika fortsatte med at græde og bede, skal biskoppen have sagt, at en søn, for hvem der var grædt så meget, ikke kunne gå fortabt.

Ordene er siden blevet gentaget som en trøst til utallige forældre. De må dog ikke forstås som en garanti for, at enhver bøn bliver opfyldt på den måde og på det tidspunkt, man ønsker. Monikas liv lærer os ingen religiøs fremgangsmåde, der kan få andre til at forandre sig. Det lærer os at lægge et menneske i Guds hænder, også når vi ikke længere selv kan nå det.

Rejsen efter Augustin

Da Augustin ville sejle fra Karthago til Rom, ønskede Monika at følge med. Han narrede hende og forlod havnen, mens hun ventede i et kapel i nærheden. Det er en af de mest smertefulde scener i fortællingen om dem. Augustin ville frigøre sig fra hendes indflydelse, mens hun frygtede, at afstanden ville føre ham endnu længere bort fra troen.

Hun blev imidlertid ikke tilbage i Nordafrika. Senere fulgte hun efter ham til Italien og fandt ham i Milano, hvor han var blevet retorikprofessor. Her mødte Augustin biskop Ambrosius. Først var det Ambrosius’ veltalenhed, der tiltrak ham, men efterhånden begyndte han også at lytte til indholdet. De forestillinger om den kristne tro, som han hidtil havde afvist, viste sig at være langt mere sammenhængende og intellektuelt krævende, end han havde troet.

Monika fattede stor tillid til Ambrosius, men hun måtte fortsat vente. Augustins omvendelse kunne ikke fremtvinges med hendes argumenter. Den voksede frem gennem hans læsning, hans møde med kristne mennesker, hans indre kampe og den nåde, der til sidst brød igennem hans modstand. Påskenat i 387 blev han døbt af Ambrosius sammen med sin søn Adeodatus og vennen Alypius.

Den kristne tro, som Monika havde givet Augustin som barn, var aldrig helt forsvundet fra ham. Selv i årene, hvor han stod uden for Kirken, bar han mindet om Kristus med sig. Han vendte ikke tilbage til noget fremmed. Han genfandt den tro, hvis første ord han havde hørt af sin mor.

Samtalen ved vinduet

Efter dåben besluttede Augustin at vende tilbage til Nordafrika. Sammen med Monika og nogle venner rejste han til havnebyen Ostia for at vente på et skib. Her fandt den berømte samtale ved vinduet sted. Mor og søn stod sammen og talte om det evige liv. De havde gennemlevet år med uenighed, skuffelse og afstand. Nu var de forenet i den tro, som Monika så længe havde bedt om, at hendes søn måtte genfinde.

Augustin beskriver, hvordan deres samtale løftede sig fra den synlige verden mod den virkelighed, som ikke kan ses. For et øjeblik syntes de at berøre den evige visdom i stilheden. Scenen rummer en sjælden ømhed. Monika havde fulgt sin søn over land og hav, men hendes dybeste ønske var ikke, at han skulle vende tilbage til hende. Hun ønskede, at han skulle vende tilbage til Gud.

Kort efter blev hun syg. Hun var omkring 56 år. Da hendes sønner bekymrede sig over, at hun skulle begraves langt fra hjemlandet, svarede hun, at de kunne begrave hendes legeme, hvor de ville. Hun bad dem blot om at huske hende ved Herrens alter. Hun døde i Ostia i 387.

Hendes gravsted var ikke længere vigtigt for hende. Rejsen var afsluttet. Den søn, som hun havde båret én gang i sit legeme, havde hun, som Augustin senere udtrykte det, født endnu en gang gennem sine tårer og sin tro.

Kærlighed uden råderet

Sankt Monika fremstilles ofte som den grædende mor. Tårerne hører med til hendes historie, men de fortæller ikke det hele. Hun var også beslutsom, handlekraftig og undertiden påtrængende. Hun fulgte Augustin fra Nordafrika til Italien og havde stærke forestillinger om, hvordan hans liv burde forme sig. Forholdet mellem dem var præget af både kærlighed og spændinger. Det gør hende mere menneskelig og lettere at genkende.

Hendes hellighed bestod ikke i, at hun altid handlede fuldkomment. Den voksede frem, mens hendes kærlighed blev renset. Hun måtte lære, at Augustin ikke tilhørte hende. Hun kunne ønske ham frelsen, men hun kunne ikke overtage hans vilje. Hun kunne vise ham troen, men hun kunne ikke tro på hans vegne. Hun kunne bede for ham, men måtte overlade svaret til Gud.

Det er en vanskelig erkendelse for enhver, der elsker et andet menneske. Kærligheden ønsker at beskytte, rette og føre på vej. Den kan let blive til bekymring, og bekymringen kan udvikle sig til et ønske om kontrol. Monikas liv viser, hvordan et menneske kan holde fast i håbet og samtidig erkende, at alt ikke afhænger af ens egne kræfter.

Håb for dem, der venter

Mange forældre genkender sig selv i Monika. De har givet deres børn troen, taget dem med til messen og lært dem at bede, men oplever senere, at børnene vender Kirken ryggen. Nogle bliver vrede. Andre bebrejder sig selv og gennemgår fortiden for at finde den fejl, der kan forklare alt. Atter andre tier om deres sorg, fordi de ikke ønsker at ødelægge forholdet til barnet.

Sankt Monika giver ikke et enkelt svar på, hvad de skal gøre. Hun minder dem om, at et menneskes historie ikke er afsluttet, blot fordi troen synes fjern. Augustins vej hjem blev lang og gik gennem fejltagelser, brud og nederlag. Meget af det, hans mor frygtede, blev alligevel en del af den vej, der førte ham til Gud.

At bede for et andet menneske er at træde til side og bede Gud være nær, hvor man ikke selv kan nå ind. Bønnen respekterer den andens frihed og nægter samtidig at opgive håbet. Den forsøger ikke at tvinge en bestemt afslutning frem, men betror mennesket til den Gud, som kender dets historie bedre end nogen anden.

Den 27. august mindes Kirken en kvinde, som ikke skrev teologiske værker, grundlagde klostre eller beklædte et kirkeligt embede. Hendes liv blev levet i hjemmet, på rejserne og i den lange ventetid. Alligevel blev hendes tro en skjult del af en af Kirkens største teologiske historier. Dagen efter fejrer Kirken Augustin. Først mindes den moderen, der bad for ham.

-karn