Hvorfor findes Kirken?

Svaret findes i tre ord: mission, solidaritet og evangelisering

Kirken er ikke til for sin egen skyld. Gennem mission, solidaritet og evangelisering er den kaldet til at tjene verden, dele menneskers livsvilkår og vidne om evangeliet om Jesus Kristus.

Mange forbinder Det Andet Vatikankoncil med ordene fra Gaudium et spes: »Menneskenes glæde og håb, sorg og angst er også Kristi disciples glæde og håb, sorg og angst.« Dokumentet understreger, at Kirken ikke står uden for menneskehedens historie som en fjern observatør. Den lever midt i verden og deler menneskers livsvilkår. Kirkens fællesskab omfatter derfor hele menneskelivet. Det gælder både kulturens store bedrifter og de mørke sider af menneskets erfaring. Særligt retter Kirkens opmærksomhed sig mod de mest sårbare: de fattige, de syge, de flygtende, de ufødte og de døende. Kristi ord om »de mindste af disse mine brødre« forbliver et grundlæggende pejlemærke for kristent engagement.

Mere end socialt engagement

Kirkens forhold til verden handler imidlertid ikke kun om solidaritet. Det handler også om mission. Et andet af koncilets centrale dokumenter, Ad gentes – dekretet om Kirkens missionsvirksomhed – minder om, at Kirken i sit væsen er udsendt. Som Kristus blev sendt af Faderen, sådan sendes Kirken til verden. Missionens kilde findes i Treenigheden selv. Faderen sender Sønnen, Sønnen sender Helligånden, og gennem Helligånden får Kirken del i Kristi egen mission. Kirkens opgave er derfor ikke noget, den selv har opfundet. Den udspringer af Guds frelsesplan. Denne mission udføres i efterfølgelse af Kristus. Han kom ikke som hersker, men som tjener. Han søgte ikke magt, men gav sig selv for verdens frelse. Derfor må Kirken gå den samme vej – en vej præget af tjeneste, ydmyghed, offer og kærlighed.

Evangeliet er for alle

Ad gentes understreger, at mission først og fremmest retter sig mod mennesker, som endnu ikke kender Kristus. Samtidig skelner dokumentet mellem mission og arbejdet for kristen enhed. Andre kristne er ikke genstand for mission i traditionel forstand, men kaldes sammen med katolikker til en dybere enhed i Kristus. Ønsket om at udbrede evangeliet og ønsket om kristen enhed udspringer af den samme længsel: at Kirken i stadig højere grad må være én, hellig, katolsk og apostolisk. Mission handler derfor ikke om kulturel dominans eller religiøs tvang. Den handler om at dele den gave, Kirken selv har modtaget.

Den nye evangelisering

Koncilet var samtidig realistisk. Det erkendte, at samfund og kulturer kan ændre sig radikalt. Et folk, der engang var gennemsyret af kristen tro, kan med tiden miste forbindelsen til evangeliet. Derfor opstod i årtierne efter koncilet tanken om en »ny evangelisering«. Pave Johannes Paul II gjorde begrebet kendt ved at pege på, at store dele af den tidligere kristne verden igen havde behov for at høre evangeliet forkyndt. Evangelisering er ikke en historisk proces, som automatisk bevæger sig fremad. Tro kan gå tabt, og kristne kulturer kan blive sekulariserede. Mennesker og samfund må derfor på ny møde Kristus og opdage evangeliets betydning. Den nye evangelisering handler ikke om at opfinde et nyt evangelium, men om at forkynde det gamle evangelium på ny til mennesker, som har glemt det eller aldrig virkelig har mødt det.

Solidaritet og sandhed

Kirkens solidaritet med verden betyder ikke, at den ukritisk bekræfter alt, hvad der findes i samtidens kultur. Koncilet taler både om dialog og om dømmekraft. Kristne skal møde verden med respekt og tålmodighed. De skal kunne se og anerkende de værdier, den sandhed og de gaver, som findes blandt folk og kulturer. Samtidig skal de hjælpe med at rense, helbrede og løfte det, som er blevet præget af synd og vildfarelse. Solidaritet og mission kan derfor ikke adskilles. Uden solidaritet bliver mission let hård og fjern. Uden mission bliver solidaritet let reduceret til socialt arbejde uden evigt perspektiv.

Kun Gud kan dømme et menneskes hjerte og evige skæbne. Kirken er derimod kaldet til at skelne mellem sandt og falskt, godt og ondt og vejlede mennesker i lyset af evangeliet. Derfor kan solidaritet ikke betyde, at alle holdninger eller handlinger er lige gode. Kærlighed og sandhed hører sammen i den kristne forståelse af mennesket.

Hvorfor Kirken?

Hvis man spørger, hvorfor Kirken findes, peger koncilets dokumenter på et enkelt svar: Kirken eksisterer for verdens skyld. Ligesom Israels folk blev udvalgt for at være til velsignelse for alle folkeslag, er Kirken kaldet til at være et tegn på Guds frelse midt i verden. Den har sin egen identitet og sit eget budskab, men netop derfor kan den tjene verden.

Kirkens missionerende solidaritet består i at ledsage mennesker på vejen mod Gud, at dele deres glæder og sorger, at vidne om Kristus og at hjælpe verden til stadig tydeligere at afspejle den sandhed, godhed og skønhed, som har sit udspring i Gud. For Kirken er ikke kaldet til at vende sig bort fra verden. Den er sendt til verden. Og netop derfor må den altid være både tro mod evangeliet og nærværende blandt mennesker.

-karn