Du er Kristus – du er Petrus

Peters bekendelse, Kirkens grundlag og vejen til korset

Da Peter bekender Jesus som Kristus, kalder Jesus ham klippen og giver ham nøglerne til Himmeriget. Få øjeblikke senere bliver Peter irettesat som en hindring for Guds vilje. Matthæusevangeliet tegner dermed et billede af Kirken som grundlagt på apostlenes tro og samtidig præget af menneskelig svaghed.

Sammendrag og download

Præst Lars Messerschmidt gennemgår Matthæusevangeliet 16,13-27, hvor Peter bekender Jesus som Kristus, hvorefter Jesus kalder ham klippen og giver ham nøglerne til Himmeriget. Afsnittet betragtes som et centrum i Matthæusevangeliet, fordi det både afslører Jesu identitet og indleder hans vej mod lidelsen, døden og opstandelsen.

Peter svarer på de tolv disciples vegne, at Jesus er »Kristus, den levende Guds søn«. Denne tro er ifølge Jesus ikke resultatet af menneskelig overvejelse, men en åbenbaring fra Faderen. Troen på Kristus er altså en gave fra Gud.

Når Jesus siger: »Du er Petrus, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke«, tolker teksten klippen som Peters og de øvrige disciples fælles bekendelse af Jesus som Messias samt den apostolske lære, de skal give videre. Kirken er ikke først og fremmest en institution, men en levende forsamling – Guds nye folk. Det er Kristus selv, der bygger Kirken, mens apostlene udgør dens grundlag som vidner og lærere.

Nøglerne til Himmeriget betegner myndighed. Peter fremstilles som Kristi nærmeste medarbejder og får ansvar for at »binde og løse«, altså udøve læremæssig og kirkelig myndighed. Denne myndighed deles samtidig med de øvrige apostle og de lokale kirkelige fællesskaber.

Kort efter viser Peter imidlertid sin menneskelige begrænsning. Da Jesus fortæller, at han skal lide og dø i Jerusalem, forsøger Peter at standse ham. Jesus svarer skarpt: »Vig bag mig, Satan!« Den samme Peter, der kaldes klippen, kan således også blive en hindring for Guds vilje. Det viser, at Kirkens ledere trods deres kald og myndighed fortsat er fejlbarlige mennesker.

Jesus forklarer derefter, at efterfølgelse indebærer selvfornægtelse og villighed til at bære sit kors. Den, der vil redde sit liv, skal miste det for Kristi skyld. Kristen tro handler derfor ikke kun om den rette bekendelse, men også om de valg, mennesket træffer.

Teksten forbinder afslutningsvis Jesu komme i sit rige med opstandelsen. De elleve disciple møder den opstandne Kristus i Galilæa, hvor han erklærer, at al magt i himlen og på jorden er givet ham. De tilbeder ham, selv om tvivlen stadig findes iblandt dem.

Hovedbudskabet er, at Kirken hviler på troen på Jesus som Kristus og på apostlenes vidnesbyrd. Kristus beskytter og opbygger selv sin kirke, men Kirken og dens ledere forbliver menneskelige og kan tænke og handle forkert. Den har del i Kristi herlighed, samtidig med at den altid må kaldes tilbage til korset og den sande efterfølgelse.

-karn