Et hjem hvor Kristus var velkommen

Den fælles mindedag for Martha, Maria og Lazarus minder om, at den katolske tro ikke først og fremmest leves gennem ord eller aktiviteter, men i et hjem, hvor Kristus får lov til at være midtpunkt. Søskendeflokken fra Betania viser, at bøn, tjeneste og håbet om opstandelsen hører uløseligt sammen.

Da pave Frans i 2021 besluttede, at den liturgiske mindedag den 28. juli ikke længere kun skulle være viet Sankt Martha, men også hendes søster Maria og deres bror Lazarus, var det ikke et brud med traditionen. Tværtimod førte beslutningen Kirken tilbage til evangeliernes egen fortælling. De tre søskende hører sammen. Det gør deres liv, deres tro og deres vidnesbyrd også. Sammen viser de, hvad det vil sige at leve i et venskab med Kristus.

Et hjem, Jesus vendte tilbage til

Jesus havde intet fast hjem. Han vandrede gennem Galilæa og Judæa, prædikede i synagoger, på bjergskråninger og langs søbredden. Evangelierne fortæller flere gange, at Han overnattede hos mennesker, der åbnede deres dør for Ham. Han levede som den omvandrende lærer, der altid var på vej mod den næste landsby og det næste menneske. Alligevel er der ét hjem, som skiller sig ud fra alle de andre. I den lille landsby Betania, få kilometer øst for Jerusalem, boede Martha, Maria og Lazarus. Dertil vendte Jesus tilbage igen og igen, som et menneske vender tilbage til et sted, hvor Han ved, at Han er ventet.

Det fortæller noget vigtigt om forholdet mellem Kristus og de tre søskende. Han kom ikke blot som rabbi, der skulle undervise, eller som en gæst, der skulle bespises. Han kom som en ven. Evangelisten Johannes understreger flere gange den nære forbindelse mellem Jesus og familien. Da Lazarus bliver syg, sender Martha og Maria ikke en lang beskrivelse af sygdommen eller en indtrængende bøn om hjælp. De nøjes med de enkle ord: »Herre, den, du elsker, er syg.« De vidste, at det var nok. Kærligheden behøvede ingen forklaring, og venskabet ingen overtalelse. De lagde deres nød i Jesu hænder og stolede på, at Han kendte deres hjerter.

Netop derfor bliver hjemmet i Betania langt mere end en kulisse i evangelierne. Det bliver et billede på det hjem, hvor Kristus ikke blot inviteres indenfor ved særlige lejligheder, men hvor Han har en naturlig plads i hverdagen. Betania minder os om, at kristendommen ikke først og fremmest leves i de store øjeblikke, men omkring spisebordet, i samtalen, i gæstfriheden og i det almindelige familieliv. Her bliver troen ikke et projekt ved siden af livet, men en del af selve livet.

Tre søskende – tre sider af det kristne liv

Martha er ofte blevet husket for én enkelt episode. Hun har travlt med at tage imod gæsterne, mens Maria sætter sig ved Jesu fødder og lytter til Hans ord. Til sidst bliver Martha så optaget af alt det, der skal gøres, at hun beder Jesus gribe ind. Svaret har gennem århundreder givet anledning til mange misforståelser. Det kan næsten lyde, som om Jesus foretrækker stilhed frem for arbejde eller bøn frem for handling.

Men det er ikke det, evangeliet siger. Jesus kritiserer ikke Marthas tjeneste. Han tager imod hendes gæstfrihed og værdsætter den. Det, Han advarer imod, er bekymringen, som langsomt overtager menneskets sind, så arbejdet bliver et mål i sig selv. Selv det bedste kirkelige engagement kan miste sin retning, hvis det ikke længere udspringer af kærligheden til Kristus. Derfor bliver Marthas historie ikke en kritik af tjenesten, men en påmindelse om, at tjenesten altid må have sit udspring i mødet med Herren.

Maria viser den anden side af discipellivet. Hun sætter sig ved Jesu fødder, sådan som en discipel satte sig hos sin lærer. Hun lytter, før hun handler. Senere møder vi hende igen, da hun salver Jesu fødder med kostbar nardusolie og tørrer dem med sit hår. Handlingen virker overdådig, næsten uforståelig, men netop derfor bliver den et stærkt udtryk for kærlighed. Maria holder ikke noget tilbage. Hun giver det bedste, hun ejer, til Kristus. Samtidig bliver hendes handling en stille forberedelse til Hans lidelse og begravelse. Hun lærer os, at sand tjeneste altid begynder med at lytte, og at sand kærlighed aldrig nøjes med det næstbedste.

Lazarus taler næsten ikke i evangelierne. Alligevel bliver han en af de mest betydningsfulde skikkelser i Johannesevangeliet. Hans navn vil for altid være knyttet til den dag, hvor Jesus stod foran graven og råbte: »Lazarus, kom herud!« I det øjeblik bliver Lazarus ikke blot et menneske, der får livet tilbage. Han bliver et levende tegn på den opstandelse, som Kristus er kommet for at bringe hele menneskeheden. Derfor bliver hans liv efter opvækkelsen i sig selv en prædiken. Mange kommer til tro ved synet af ham, mens andre ønsker både Jesus og Lazarus fjernet. Sandheden om Kristus vækker både tro og modstand.

Når Kirken fejrer de tre søskende sammen, skyldes det netop, at de tilsammen viser hele bredden i det kristne liv. Martha minder os om, at troen må få hænder. Maria minder os om, at troen må have tid til stilhed og tilbedelse. Lazarus minder os om, at troens egentlige mål er fællesskabet med den opstandne Kristus. Ingen af dem kan stå alene. Først sammen bliver de et billede på den kristne discipel.

Kristus midt i hjemmet

Det moderne menneske lever ofte med en kalender, hvor næsten hvert eneste døgn er planlagt på forhånd. Arbejde, fritidsaktiviteter, indkøb, sociale medier og praktiske gøremål fylder timerne, og hjemmet bliver let reduceret til et sted, hvor man spiser, sover og forbereder sig på den næste dag. Der bliver mindre tid til stilhed, mindre tid til samtale og ofte også mindre tid til Gud.

Betania peger i en helt anden retning. Evangelierne beskriver ikke et hjem uden problemer. Tværtimod møder vi mennesker, der oplever stress, misforståelser, sygdom og den dybeste sorg. Martha bliver overvældet af sine opgaver. Maria græder ved sin brors grav. Jesus selv fælder tårer over Lazarus. Betania er ikke et idealiseret hjem, hvor alt lykkes. Det er et hjem, hvor Kristus er til stede midt i det liv, der faktisk leves.

Det er netop derfor, fortællingen fortsat taler så stærkt ind i vor tid. Den kristne tro lover ikke et liv uden lidelse, men et liv, hvor Gud ikke vender sig bort fra menneskets lidelse. Kristus træder ind i sorgen, deler den og forvandler den indefra. Han står ikke på afstand af graven. Han går helt hen til den. Derfor bliver Betania et håbets sted, fordi det viser, at Guds nærvær ikke ophører, når livet bliver svært.

Et billede på Kirken

Den fælles mindedag for Martha, Maria og Lazarus er mere end en praktisk ændring i den liturgiske kalender. Den peger på en dyb sandhed om Kirken selv. Kirken er kaldet til at rumme både tjenesten, bønnen og håbet om opstandelsen. Hvis én af disse dimensioner mangler, mister helheden sin balance.

En Kirke, der kun organiserer og planlægger, risikerer at miste forbindelsen til Kristus. En Kirke, der kun søger stilheden, men glemmer næsten, bliver verdensfjern. Og en Kirke, der ikke længere forkynder Kristi opstandelse som historiens afgørende begivenhed, mister selve grundlaget for sit budskab. Derfor er de tre søskende ikke tre forskellige idealer, man kan vælge imellem. De viser tilsammen, hvordan et kristent liv og en kristen menighed finder sin indre sammenhæng.

Det er en indsigt, som rækker langt ud over den liturgiske mindedag. Den angår enhver familie, enhver menighed og ethvert menneske, der ønsker at følge Kristus.

Betania begynder i det små

Mange forestiller sig, at hellighed først og fremmest hører hjemme i klostre, domkirker eller på store valfartssteder. Men evangelierne fortæller en anden historie. Hellighed begynder ofte ved køkkenbordet, i gæstfriheden over for den fremmede, i omsorgen for den syge, i den fælles bøn og i de små handlinger, som sjældent bliver bemærket af andre. Det var netop sådan et hjem, Jesus fandt i Betania.

Martha, Maria og Lazarus blev ikke helgener, fordi de udførte spektakulære bedrifter eller søgte offentlig opmærksomhed. De blev helgener, fordi de åbnede deres hjem og deres liv for Kristus. Deres hus blev et sted, hvor Gud var velkommen, og netop derfor fik det en betydning, som rækker langt ud over evangeliernes få sider.

Den fælles mindedag minder os om en sandhed, som er både enkel og krævende. Et kristent hjem bliver ikke helligt, fordi alt fungerer perfekt, eller fordi det er fri for konflikter og sorg. Det bliver helligt, når Kristus ikke blot er en gæst, men den, som hele livet får lov til at dreje sig om. Det var hemmeligheden i Betania, og det er fortsat hemmeligheden i ethvert hjem, der ønsker at leve af den katolske tro.

-karn