Næstekærlighed er blevet et vanskeligt ord

Den danske velfærdsstat bygger på højtuddannede fagfolk og stærke institutioner. Men bag omsorgen findes en drivkraft, som hverken kan måles, organiseres eller lovgives frem. Har vi mistet modet til at kalde den ved dens rette navn – næstekærlighed?

Tusindvis af danskere arbejder hver dag som sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere og SOSU-medarbejdere. De yder en uvurderlig indsats for mennesker, som har brug for hjælp. Men spørg dem, om deres arbejde også er en kærlighedsgerning, og mange vil tøve. Hvorfor er det blevet så vanskeligt at tale om kærlighed i et samfund, der lever af omsorg?

Et samfund båret af omsorg

Der findes næppe mange lande, hvor så stor en del af arbejdsstyrken hver eneste dag arbejder med mennesker. På hospitaler, plejehjem, bosteder, skoler, daginstitutioner og sociale tilbud møder tusindvis af ansatte børn, syge, ældre og mennesker i krise. De trøster, lytter, vasker, plejer, underviser og hjælper. De bærer mennesker gennem sygdom, ensomhed, handicap, misbrug og livskriser. Uden deres indsats ville Danmark ganske enkelt ikke fungere. Velfærdsstaten hviler i høj grad på deres daglige arbejde, og de fleste af os møder på et tidspunkt i livet et menneske, hvis omsorg bliver afgørende.

Samtidig er der sket en bemærkelsesværdig sproglig forandring. Hvis man spørger en sygeplejerske, en pædagog eller en socialrådgiver, om deres arbejde også er en kærlighedsgerning, vil mange blive forlegne. Nogle vil måske ligefrem afvise ordet. De vil med rette tale om faglighed, professionalisme, etik, omsorg eller relationer – men sjældent om kærlighed.

Det er egentlig pudsigt.

Mere end faglighed alene

Hvad er det, der får en sygeplejerske til at sætte sig hos den døende patient efter endt vagt? Hvad får en pædagog til igen og igen at møde det barn, som afviser al kontakt? Hvad får en socialrådgiver til ikke at opgive den misbruger, som falder tilbage for tiende gang? Selvfølgelig kræver det uddannelse, erfaring og stor faglig dygtighed. Ingen ønsker at romantisere omsorgsarbejdet eller nedtone betydningen af professionel kunnen.

Men de fleste mennesker vil samtidig kunne genkende noget andet. Der findes en oprigtig vilje til at ville det andet menneskes bedste – også når arbejdet er belastende, også når taknemmeligheden udebliver, og også når opgaven kræver langt mere, end stillingsbeskrivelsen egentlig foreskriver. Det er netop denne bevægelse, den kristne tradition gennem århundreder har kaldt næstekærlighed.

Da kærligheden blev et vanskeligt ord

At ordet kærlighed er blevet vanskeligt, skyldes ikke uden grund. I moderne kultur forbindes kærlighed ofte med romantik, følelser og privatliv. Samtidig har omsorgsfagene med rette understreget nødvendigheden af faglige grænser. Ingen ønsker, at professionelle relationer skal blive grænseløse eller styret af personlige følelser. Derfor har man udviklet et sprog, hvor empati, anerkendelse, relationskompetence og etik fylder langt mere end kærlighed.

Denne udvikling har været vigtig. Professionel omsorg kræver både viden, dømmekraft og klare grænser. Men samtidig kan man spørge, om noget også er gået tabt. For når kærlighed helt forsvinder fra sproget, risikerer vi at miste et ord, som beskriver den dybeste motivation bag meget af det arbejde, der udføres hver eneste dag.

Fra næstekærlighed til solidaritet

I takt med opbygningen af den moderne velfærdsstat ændrede også sproget sig. Hvor kirker, ordenssamfund og diakonale organisationer tidligere talte om næstekærlighed, begyndte politikere og samfundsdebattører i stigende grad at bruge ord som solidaritet, sociale rettigheder, velfærd og lighed. Det var ikke nødvendigvis et opgør med ønsket om at hjælpe mennesker, men en anden måde at begrunde hjælpen på. Omsorgen blev i højere grad forstået som et fælles samfundsansvar end som et personligt kald.

Udviklingen har haft stor betydning. Den har bidraget til et samfund, hvor alle har ret til hjælp, uanset tro og social baggrund. Men samtidig er noget af det personlige sprog gået tabt. Næstekærlighed beskriver ikke blot, at et menneske får hjælp, men også den indre bevæggrund hos den, der hjælper. Den forskel er værd at fastholde. Et samfund kan lovgive om rettigheder og organisere omsorg, men det kan ikke vedtage den kærlighed, som får et menneske til at gøre mere, end pligten kræver.

Den kristne forståelse af næstekærlighed

I kristen forstand er næstekærlighed ikke sentimentalitet. Den er heller ikke først og fremmest en følelse. Kærlighed er en viljeshandling – beslutningen om at ville den andens gode. Derfor kan man vise kærlighed, også når man er træt, presset eller ikke føler varme følelser. Netop derfor kunne munke, nonner og diakonisser gennem århundreder pleje pestsyge, tage sig af forældreløse børn og leve blandt samfundets fattigste. De gjorde det ikke, fordi det var let eller behageligt, men fordi de så Kristus i det menneske, der stod foran dem.

Den arv lever stadig videre, også når den ikke længere omtales med kristne ord. Mange af dem, der arbejder i omsorgsfagene i dag, ville sandsynligvis kunne genkende denne beskrivelse, selv om de ikke ville kalde den kærlighed. Når de møder mennesker med respekt, tålmodighed og værdighed – også på de dage, hvor arbejdet er tungt – udspringer det ofte af en indre motivation, som ikke kan beskrives alene med effektivitet, kvalitetsstandarder eller dokumentation.

Staten kan organisere – men ikke skabe kærlighed

Derfor bliver vi forlegne, når omsorgen kaldes en kærlighedsgerning. Hvis vi kalder omsorgen for en kærlighedsgerning, erkender vi samtidig, at mennesket er mere end en borger, en klient eller en patient. Vi indrømmer, at relationen mellem mennesker ikke alene kan beskrives gennem paragraffer, kvalitetsmål og administrative systemer. Der findes en menneskelig virkelighed, som rækker dybere end forvaltningens logik.

Den danske velfærdsstat har ydet en uvurderlig indsats ved at sikre alle adgang til pleje, behandling og social hjælp. Det bør vi være oprigtigt taknemmelige for. Men staten kan organisere omsorgen; den kan ikke skabe den indre bevæggrund, som får et menneske til at gøre lidt mere, end pligten kræver. Den kan finansiere institutioner og betale løn, men den kan ikke fremkalde næstekærlighed. Den opstår i det enkelte menneskes hjerte og samvittighed.

Ingen ideologi kan erstatte næstekærligheden

Den australske katolske forfatter Morris West formulerede den samme indsigt i romanen Djævelens advokat. Her møder en præst en kommunistisk leder, som er overbevist om, at et retfærdigt samfund vil gøre den personlige næstekærlighed overflødig. Præsten deler håbet om et mere retfærdigt samfund, men minder samtidig om, at ethvert menneskeskabt system kan fejle. Netop derfor vil der altid være brug for mennesker, som af egen fri vilje møder den svage med barmhjertighed. Ingen politisk ideologi – uanset hvor høje dens idealer er – kan erstatte det personlige ansvar for næsten.

At turde kalde det ved dets navn

Det er en af vor tids største udfordringer. Vi har opbygget et samfund med stærke institutioner, avancerede uddannelser og højt kvalificerede fagfolk, men vi er blevet usikre på det ord, som i århundreder bar hele den kristne omsorgskultur: kærlighed.

For den kristne tro er kærligheden ikke et sentimentalt ideal. Den er selve fundamentet. Jesus gav ikke sine disciple besked på først og fremmest at opbygge effektive organisationer. Han gav dem et bud: “Du skal elske din næste som dig selv.” Det bud gælder ikke kun i familien eller menigheden. Det gælder også på hospitalet, i børnehaven, på plejehjemmet og på socialkontoret.

Både vores samfund og vores omsorgsfag vil vinde noget tilbage, hvis vi igen turde sige højt, at det at ville et andet menneskes bedste ikke blot er professionel etik. Det er også en kærlighedsgerning. Og måske er det netop her, vi finder den usynlige kraft, som ingen lov kan vedtage, ingen reform kan skabe, og ingen budgetaftale kan finansiere – men som fortsat holder et omsorgssamfund sammen.

-karn