Sankt Pio af Pietrelcina – sårene, bønnen og skriftemålet

Den 23. september mindes Kirken kapucinermunken, der blev kendt som Padre Pio.

Han blev kendt for sine stigmata og de mange beretninger om mirakler, men det afgørende i Padre Pios liv var messen, skriftemålet og bønnen. Bag de usædvanlige fænomener stod en præst, der kendte både sygdom, mistanke og åndelig kamp – og som brugte sit liv på at føre mennesker til Guds barmhjertighed.

Kort fortalt: Den 23. september mindes den katolske kirke Sankt Pio af Pietrelcina, bedre kendt som Padre Pio. Han var italiensk kapucinermunk og præst og blev især kendt for sine stigmata, sin lange tjeneste i skriftestolen og sin omsorg for syge. Hans liv vakte både stærk hengivenhed og alvorlige spørgsmål, og i perioder begrænsede Kirken hans offentlige virke. Han blev helgenkåret af pave Johannes Paul II i 2002.

Et barn fra Syditalien

Han blev født som Francesco Forgione den 25. maj 1887 i den lille by Pietrelcina nær Benevento i Syditalien. Familien levede beskedent, og den katolske tro var en selvfølgelig del af hjemmet. Som sekstenårig trådte Francesco ind hos kapucinerne, en gren af franciskanerordenen, og tog ordensnavnet Pio. Han blev præsteviet i 1910 og kom i 1916 til kapucinerklosteret i San Giovanni Rotondo, hvor han med enkelte afbrydelser skulle tilbringe resten af sit liv.

Det var ikke et liv, der begyndte med berømmelse. Pater Pio var en ung munk med et skrøbeligt helbred, stærke indre kampe og en dyb dragning mod et liv i bøn. Han søgte ikke offentligheden, men offentligheden fandt ham. Efterhånden begyndte mennesker at rejse til det afsidesliggende kloster for at overvære hans messe, skrifte hos ham eller bede om hans forbøn. Det, der havde været et stille klosterliv, blev langsomt omgivet af forventninger, fortællinger og en voksende folkelig hengivenhed.

Sårene, som gjorde ham berømt

Den 20. september 1918 viste der sig sår på hans hænder, fødder og side. De blev opfattet som stigmata, mærker svarende til Kristi sår på korset. Sårene forblev synlige gennem næsten halvtreds år, men var helet og efterlod ikke tydelige ar ved hans død. For mange troende var de et tegn på hans særlige forening med den lidende Kristus. For andre gav de anledning til skepsis, mistanke og spørgsmål, som også de kirkelige myndigheder tog alvorligt.

Padre Pio blev undersøgt af flere læger, og Vatikanet forholdt sig i lange perioder tilbageholdende. Der blev rejst spørgsmål om både sårene, andre usædvanlige fænomener og den stærke persondyrkelse, der voksede frem omkring ham. I perioder blev hans mulighed for offentligt at fejre messe og høre skriftemål begrænset. Det var en hård prøvelse, men han forlod ikke Kirken og stillede sig ikke uden for dens myndighed. Han blev i sit kloster og bar også mistanken og begrænsningerne som en del af sit kald.

Denne del af historien bør ikke skjules. Kirkens forsigtighed var ikke nødvendigvis et udtryk for fjendskab mod Padre Pio, men for dens pligt til at undersøge usædvanlige påstande. Den katolske tro bygger ikke på jagten efter det sensationelle. Kirken må prøve, skelne og spørge, om frugterne fører mennesker nærmere Kristus eller blot binder deres opmærksomhed til en bestemt person.

Timer i skriftestolen

Det mest afgørende i Padre Pios liv fandt måske ikke sted omkring hans sår, men i skriftestolen. Her tilbragte han dagligt mange timer. Mennesker kom fra nær og fjern, og nogle måtte vente længe på at få adgang til ham. Han kunne være direkte og krævende, men hans strenghed udsprang af en alvorlig forståelse af synden og Guds barmhjertighed. Skriftemålet var for ham ikke en from vane, men det sted, hvor mennesket holdt op med at skjule sig og lod Gud begynde på ny.

Det er let at gøre Padre Pio til en fjern og næsten overmenneskelig skikkelse. Men hans præstelige tjeneste var knyttet til Kirkens mest almindelige handlinger: Han fejrede messen, hørte skriftemål, bad rosenkransen og tog imod mennesker, der bar på skyld, sorg og håbløshed. Den daglige eukaristi og den utrættelige tjeneste i skriftestolen er den egentlige nøgle til at forstå hans liv. De usædvanlige fænomener stod omkring ham, men sakramenterne stod i centrum.

Lidelse måtte mødes med omsorg

Padre Pios forhold til lidelsen betød ikke, at sygdom skulle dyrkes eller romantiseres. Tværtimod arbejdede han for, at syge skulle mødes med lægelig hjælp, værdighed og medmenneskelighed. Med støtte fra mange mennesker blev hospitalet Casa Sollievo della Sofferenza – Lindringens Hus – åbnet i San Giovanni Rotondo i 1956.

Hospitalet blev et synligt udtryk for, at kristen medfølelse ikke kan nøjes med ord. Bønnen for den syge må ledsages af pleje, faglighed og konkret hjælp. Padre Pio så ikke nogen modsætning mellem tro og lægevidenskab. Den syge måtte behandles som et helt menneske, hvis legeme og sjæl begge havde krav på omsorg. Lidelsen kunne få en plads i troen, men den måtte aldrig blive en undskyldning for at vende ryggen til den, der havde brug for hjælp.

En helgen uden glansbillede

Padre Pios liv var ikke enkelt. Han havde et stærkt temperament, kunne tale skarpt og levede midt i konflikter, mistanke og voldsomme følelser. Netop det gør ham mere interessant end det fromme glansbillede. En helgen er ikke et menneske uden særpræg, fejl eller sårbare sider. Hellighed består ikke i at blive mindre menneskelig, men i igen og igen at lade sit liv vende mod Gud.

Hans berømmelse kan stadig skygge for det væsentlige. Stigmata, helbredelser og beretninger om overnaturlige hændelser tiltrækker opmærksomhed, men de var ikke centrum i hans forkyndelse. Centrum var Kristus. Det var ikke Padre Pio, der skulle tilbedes, og hans opgave var ikke at samle mennesker omkring sin egen person. Han ønskede at føre dem videre til alteret, skriftemålet og bønnen.

Bønnen fjernede ikke mørket

Padre Pio døde den 23. september 1968, 81 år gammel. Han blev saligkåret i 1999 og helgenkåret af pave Johannes Paul II den 16. juni 2002. Hans mindedag blev lagt på dødsdagen, sådan som det ofte sker i Kirkens kalender: Den dag, hvor det jordiske liv sluttede, og håbet om det evige liv blev fuldendt.

Hans opfordring til at bede, håbe og ikke lade sig opsluge af bekymring er blevet gentaget så ofte, at den næsten kan lyde som en let trøst. Men ordene blev sagt af et menneske, der selv kendte sygdom, åndelig tørke, mistanke og modstand. Bønnen fjernede ikke alle hans vanskeligheder. Den holdt ham fast, mens han gennemlevede dem.

Det er måske her, Sankt Pio af Pietrelcina kommer nærmest det moderne menneske. Ikke gennem de gådefulde sår, men gennem den trofasthed, der bliver ved, også når Gud ikke giver en hurtig forklaring. Hans liv minder om, at troen ikke altid gør tilværelsen lettere, men kan give mennesket et sted at stå, mens det vanskelige bæres.

Helligheden lå ikke alene i de synlige sår, men i et helt liv vendt mod Gud. Hænderne, der bar sårene, blev også foldet i bøn og løftet over alteret. Dag efter dag tog Padre Pio imod mennesker, der søgte tilgivelse, håb og Guds barmhjertighed.

-karn