Af Biskop Czeslaw Kozon
København, julen 2025
Et ekstraordinært år nærmer sig sin afslutning. 2025 har været ekstraordinært på flere måder. Det er et af Kirkens regelmæssige jubelår, hvor vi bliver særligt opfordret til at fatte håb, og håbet, der ikke gør til skamme (jf. Rom. 5,5), har netop været temaet for året og udtrykt i mottoet “Peregrinantes in spem”, oversat på flere måder, helt enkelt som “Håbets pilgrimme”, men mere korrekt som pilgrimme på vej mod håbet, bl.a. fordi det skal være vor ambition at få håbet til at vokse.
Et jubelår er på grund af sit indhold og sit formål altid noget særligt; men 2025 har været noget “særligt særligt”, fordi det også er året, hvor vi måtte tage afsked med pave Frans og kunne modtage pave Leo XIV som Kirkens nye overhoved på jorden.
I tråd med jubelårets tema er også pave Leo et tegn på håb. Enhver pave står i kontinuitet af sine forgængere, fordi den røde tråd i Kirken – Kristi budskab – går ubrudt gennem alle epoker. Det er alle pavers opgave at hjælpe dette budskab fremad. Nu er det pave Leos mission, også ved at være et tegn på enhed.
Verden omkring lider i mange henseender af mangel på enhed, og fragmenteringen fremmes yderligere af de mange konflikter både lande imellem og i de enkelte lande. Herhjemme er der blevet talt meget om åndelig oprustning, et begreb, man umiddelbart sagtens kan stille sig bag; men kun, hvis man finder den rette betydning, som ikke har været nem at definere.
At mobilisere håb er en form for åndelig oprustning, men ganske vist en oprustning, som bygger på et klart defineret grundlag, nemlig Kristus selv og hans løfter til os. Det kristne håb må også forstærkes af, at vi er rede til at følge Kristus, også gennem omvendelse. Vi kan også inddrage et andet buzz-ord, nemlig “prepping”, og overføre det til det åndelige univers. Netop i adventstiden hører vi jævnligt om at være rede og årvågne, ikke primært ved at sikre forsyninger, men ved ikke at forpasse nogen chance, som Gud giver os til omvendelse og øget engagement.
Jubelåret er snart forbi; men straks efter begynder vi i vort bispedømme et andet og ikke mindre betydningsfuldt jubelår eller jubilæumsår, nemlig 1200-året for Sct. Ansgars udsendelse til Norden. Store begivenheder i både i frelseshistorien og den almindelige historie ligger ofte langt tilbage i tid, men deres betydning – ikke mindst i åndelig henseende – skal hele tiden være nærværende og inspirerende. Vi kalder Sct. Ansgar “Nordens apostel”, fordi han tog et vigtigt initiativ til kristningen af vort land, til at begynde med uden større succes. Dog er det, vi fejrer, ikke mindst hans iver og vedholdenhed, træk, som også er nødvendige i vor tid, hvor så meget tit synes at være op ad bakke.
Sct. Ansgars mission blev fulgt af en århundredlang blomstrende tid for troen. Vi skal ikke henfalde i nostalgi, men derimod genvinde og bevare troen på, at det aldrig er forgæves og altid umagen værd at engagere sig for Kristi sag, både for vor egen frelses skyld og for ved et autentisk vidnesbyrd at muliggøre kristentroens evne til at skabe enhed og fred. Jeg ønsker for os alle, at Ansgarjubilæet må styrke os i denne ambition og dermed også i håbet.
Julehilsenen er bragt med tilladelse fra biskop Czeslaw Kozon
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
