Salme 139 – når bønnen bliver til had

En elsket salme med fire vanskelige vers.

Salme 139 fortæller, at Gud kender mennesket fra dets første begyndelse. Alligevel ønsker salmisten pludselig, at Gud vil dræbe de ugudelige. I en tysk bog til tidebøn står de hårde ord i klammer. Hvad sker der i salmen?

Kort fortalt: Salme 139 er kendt for sine ord om Guds nærhed og om mennesket, der bliver til i moders liv. Men i vers 19–22 taler salmisten om fjender og had. Salmen slutter med en bøn om, at Gud må ransage hans eget hjerte. Den bøn må også omfatte de ord, han lige har sagt.

Du kender mig

Der er god grund til, at salme 139 er blandt de mest elskede tekster i Salmernes Bog. Den begynder med et menneske, der henvender sig til Gud og siger: Du kender mig. Gud ved, hvornår salmisten sætter sig og rejser sig. Han kender hans tanker og de ord, der endnu ikke er sagt. Ikke engang mørket kan skjule ham for Gud. For den, der føler sig alene, kan det være en stor trøst. Salmen siger, at mennesket aldrig er uden for Guds blik, heller ikke når det selv har mistet orienteringen.

Midt i salmen føres tanken tilbage til livet i moders liv. Før mennesket kunne se eller tale, var det allerede kendt af Gud. Ordene bliver ofte læst som en stærk bekræftelse af menneskets værd, og det er de også. Men de rummer endnu en tanke: Hvis Gud kender mennesket så fuldstændigt, kender han ikke kun dets taknemmelighed og tillid. Han kender også frygten, misundelsen og vreden. Det får betydning, når salmen nærmer sig sin afslutning.

Et brat skift

Efter ordene om Guds nærhed kommer fire vers, som kan standse læsningen. Salmisten ønsker, at Gud vil dræbe de ugudelige. Han taler om voldelige mennesker, tager afstand fra dem, der vender sig mod Gud, og siger, at han hader dem. Det er svært at få disse ord til at passe med det, vi lige har læst. Først fortæller salmen, at Gud ser mennesket blive til i moders liv. Kort efter ønsker salmisten andre mennesker døde. Den modsætning bør vi ikke læse hurtigt hen over.

Vreden kommer ikke uden sammenhæng. Salmernes Bog rummer mange bønner fra mennesker, der lever med fjender, fare og uret. Salmisten i salme 139 omtaler mennesker, der udøver vold og taler imod Gud. Han beder Gud gribe ind; han siger ikke, at han selv vil slå nogen ihjel. Men det gør ikke hans ord lette at bede. Han siger, at han hader. Vi ved ikke, hvem de mennesker er, eller hvad de konkret har gjort mod ham. Vi kan forstå hans ønske om, at ondskaben bliver standset, uden at vi dermed behøver overtage hans had.

Versene i klammer

I den tyske bog til tidebøn er hele det hårde afsnit sat i klammer. De begynder ved ordene »O Gott, vernichte doch den Frevler« – »Gud, tilintetgør dog den ugudelige« – og slutter efter ordene om, at disse mennesker er blevet salmistens fjender. Derefter fortsætter salmen uden klammer med bønnen: »Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte.« På bogsiden bliver bruddet synligt. Ordene om had står mellem salmens beskrivelse af Guds nærhed og dens sidste bøn om, at Gud må undersøge den, der taler.

Klammerne viser, at bogens udgiver har markeret versene særskilt. Uden bogens anvisninger kan man ikke ud fra tegnene alene afgøre, hvordan de skal bruges i tidebønnen. Men markeringen kalder på opmærksomhed. I den katolske tidebøns almindelige vejledning står der, at visse salmer og vers med forbandende ord udelades af salmecyklussen, fordi de kan være vanskelige at bruge i fælles bøn. Versene er stadig en del af den bibelske salme og må læses, hvis vi vil forstå den i sin helhed.

Ransag også min vrede

Det afgørende er, at salme 139 ikke slutter med ordene om had. Salmisten vender sig endnu en gang til Gud og beder ham ransage sit hjerte, prøve sine tanker og se, om han er på en forkert vej. Salmens slutning fører os tilbage til dens begyndelse, hvor Gud allerede kender alt om ham. Nu beder salmisten selv om at blive undersøgt. Bønnen kommer lige efter hans ord om fjenderne. Hans vrede må derfor også høre med blandt de tanker, han lægger åbent frem for Gud.

Det er lettere at bede Gud se ondskaben hos andre end at bede ham undersøge, hvad vreden gør ved os selv. Den kan begynde som en retfærdig protest mod vold og løgn. Den kan også gøre vores blik smallere, så vi ikke længere ser andet hos et menneske end det, vi fordømmer. Salmen afgør ikke for os, om salmisten har ret i sin dom over fjenderne. Den lader ham sige det, han bærer på, og slutter med hans bøn om at blive ledt.

For en kristen læser bliver de fire vers endnu vanskeligere i lyset af Jesu ord om at elske sine fjender. Det betyder ikke, at vold og uret skal tåles. Det betyder, at vi ikke kan gøre hadet til et mål for vores bøn. Salme 139 giver os ord for den vrede, et menneske kan stå med, og lader os derefter bede om, at Gud også ser på den. Læser vi kun de smukke vers, mister vi denne del af salmen. Læser vi også de svære, bliver dens sidste bøn mere alvorlig.

Vi søger ofte salme 139 for dens ord om at være kendt og båret. Læser vi den til ende, møder vi et menneske, som er kendt af Gud, mens det siger noget frygteligt. Salmens sidste ord er ingen forsikring om, at salmisten har ret. De er en bøn om at blive ledt på den vej, der holder.

-karn