Jesus og de 14 apostle

De Tolv blev udvalgt af Jesus. Matthias overtog Judas’ plads, og Paulus blev kaldet efter opstandelsen. Hvem var de, hvorfor blev de valgt, og hvordan endte deres liv?

Jesus samlede ikke en kreds af fejlfri og højtuddannede mænd. Han kaldte fiskere, en tolder, en mulig politisk oprører, en tvivler og siden en mand, der havde forfulgt de kristne. De misforstod ham, diskuterede om rang og flygtede, da han blev arresteret. Alligevel blev de sendt ud som vidner om hans død og opstandelse og kom til at stå ved begyndelsen af Kirkens liv.

De Tolv – og de to, der kom til

Vi taler sædvanligvis om Jesu tolv apostle, og med god grund. Jesus udvalgte tolv som tegn på Israels tolv stammer. De skulle stå ved begyndelsen af det folk, Gud samlede omkring sin søn, og efter opstandelsen skulle de bringe evangeliet ud i verden. Tallet tolv var en del af deres kald og forklarer, hvorfor den tomme plads efter Judas Iskariot måtte besættes.

Når vi her taler om 14 apostle, tæller vi de oprindelige tolv med Judas Iskariot, hans efterfølger Matthias og Paulus, som blev kaldet af den opstandne Kristus. Det Nye Testamente bruger også ordet apostel om andre, blandt dem Barnabas, men de fjorten udgør den kreds, man oftest tænker på, når De Tolv, Matthias og Paulus betragtes samlet.

Evangelierne fortæller sjældent, hvorfor Jesus valgte den enkelte. Vi bør derfor undgå at tillægge ham motiver, som teksterne ikke nævner. Markus fortæller, at Jesus udpegede De Tolv, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike. Rækkefølgen er afgørende. Før de kunne tale på hans vegne, måtte de leve sammen med ham, høre hans ord og se, hvordan han mødte mennesker. De skulle ikke udbrede en idé eller et moralsk program. De skulle vidne om en person, de kendte.

1. Peter – fiskeren, der blev klippen

Simon Peter kom fra Betsajda ved Genesaret Sø og arbejdede som fisker sammen med sin bror Andreas. Senere boede han i Kapernaum, og evangelierne fortæller, at han var gift. Jesus gav ham navnet Kefas, på græsk Peter, som betyder klippe. Han fik en særlig plads blandt apostlene og talte ofte på deres vegne. Det var Peter, der bekendte: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Det var også Peter, der forsikrede, at han aldrig ville svigte Jesus, men fornægtede ham tre gange samme nat.

Peter var impulsiv, selvsikker og ikke altid i stand til at forstå, hvad Jesus sagde. Alligevel så Jesus i ham den mand, der kunne styrke sine brødre. Efter opstandelsen blev Peters trefoldige fornægtelse mødt af Jesu trefoldige spørgsmål: »Elsker du mig?« Hans myndighed blev på den måde knyttet til kærligheden og til erfaringen af selv at have modtaget tilgivelse.

Ifølge den gamle kirkelige tradition led Peter martyrdøden i Rom under kejser Nero omkring år 64–67. Han blev korsfæstet, og en senere tradition fortæller, at det skete med hovedet nedad, fordi han ikke anså sig værdig til at dø på samme måde som Kristus. Peters grav æres under Peterskirken i Rom. Hans liv viser, at et alvorligt fald ikke behøver at få det sidste ord. Den, der angrer og tager imod Kristi barmhjertighed, kan atter blive rejst og få betroet et ansvar.

2. Andreas – den første kaldede

Andreas var Peters bror og kom også fra Betsajda. Han var fisker og havde ifølge Johannesevangeliet været discipel af Johannes Døberen. Da Johannes pegede på Jesus og sagde: »Se, dér er Guds lam«, fulgte Andreas efter. I den østlige kirke kaldes han Protokletos, den først kaldede.

Andreas træder sjældent frem som leder. Hans særlige rolle er at føre andre til Jesus. Først finder han sin bror Simon og fortæller: »Vi har mødt Messias.« Senere gør han Jesus opmærksom på drengen med de fem brød og to fisk. Da nogle grækere ønsker at møde Jesus, går de gennem Andreas. Han holder ingen stor tale og stiller sig ikke selv i centrum. Han åbner en dør, så et andet menneske kan komme nærmere Kristus.

Traditionen fortæller, at Andreas forkyndte i områderne omkring Sortehavet og senere led martyrdøden ved korsfæstelse i Patras i Grækenland. Det skråtstillede, X-formede Andreaskors hører til en senere overlevering. Hans apostolat begyndte med en enkel handling: Han fandt sin bror og fortalte, hvem han havde mødt. Sådan begynder forkyndelsen ofte – fra menneske til menneske.

3. Jakob den Ældre – tordensønnen

Jakob var søn af Zebedæus og bror til Johannes. Familien drev fiskeri ved Genesaret Sø og havde ansatte. Jesus kaldte brødrene, mens de var i båden med deres far. Han gav dem navnet Boanerges, tordensønnerne, sandsynligvis på grund af deres heftige temperament. Da en samaritansk landsby afviste Jesus, ville de kalde ild ned fra himlen.

Jakob hørte sammen med Peter og Johannes til den inderste kreds omkring Jesus. Han var med ved Jairus’ datters opvækkelse, forklarelsen på bjerget og Jesu dødsangst i Getsemane. Samtidig søgte han og Johannes de fornemste pladser i Jesu rige. De forestillede sig magt og hæder, hvor Jesus talte om tjeneste og lidelse. Han lovede dem ingen hædersplads, men spurgte, om de kunne drikke det bæger, han selv skulle drikke.

Jakob er den eneste af De Tolv, hvis martyrdød udtrykkeligt omtales i Det Nye Testamente. Kong Herodes Agrippa I lod ham henrette med sværd omkring år 44. Den senere tradition forbinder ham med Spanien og med graven i Santiago de Compostela, men dette kan ikke dokumenteres med samme sikkerhed. Tordensønnens kraft forsvandt ikke. Den blev forvandlet til modet til at aflægge det vidnesbyrd, som kostede ham livet.

4. Johannes – kærlighedens apostel

Johannes var Jakobs bror og søn af Zebedæus. Også han forlod båden og familien for at følge Jesus. Den kirkelige tradition identificerer ham med »den discipel, Jesus elskede«, og med forfatteren til Johannesevangeliet. Han stod ved korset sammen med Maria, og Jesus betroede dem til hinanden med ordene: »Kvinde, dér er din søn« og »Dér er din mor.«

Johannes begyndte som en tordensøn, der ønskede straf over dem, der afviste Jesus. Senere blev han kendt som den apostel, der med størst styrke forkyndte, at Gud er kærlighed. Denne forvandling siger noget væsentligt om livet med Kristus. Kærligheden var ikke blot et mildt træk i hans natur. Den blev lært gennem årene med Jesus, gennem mødet med korset og gennem omsorgen for den mor, han havde fået betroet.

Ifølge traditionen virkede Johannes i Efesos, blev forvist til øen Patmos og døde som en gammel mand mod slutningen af det første århundrede. Han regnes almindeligvis som den eneste af De Tolv, der ikke døde som martyr, selv om han oplevede forfølgelse. Troskab kan vise sig i en dramatisk død, men også i et langt liv, hvor et menneske bliver ved med at vidne, bede og tage vare på andre.

5. Filip – manden med de ligefremme spørgsmål

Filip kom fra Betsajda, samme by som Peter og Andreas. Jesus mødte ham og sagde ganske enkelt: »Følg mig.« Filip fandt derefter Nathanael og fortalte, at han havde mødt den, Moses og profeterne havde skrevet om. Da Nathanael tvivlede på, at noget godt kunne komme fra Nazaret, svarede Filip ikke med en lang forklaring. Han sagde: »Kom og se.«

Filip fremstår som et praktisk menneske. Før bespisningen af de fem tusind regnede han på, hvad det ville koste at skaffe brød. Under den sidste nadver bad han Jesus: »Herre, vis os Faderen.« Jesus svarede, at den, der havde set ham, havde set Faderen. Filip forstod ikke alt med det samme, men blev ved med at spørge og følge. Hans ligefremhed gjorde ham ikke mindre egnet som apostel. Den gav Jesus anledning til at føre ham dybere ind i troen.

En gammel tradition placerer hans senere virke og grav i Hierapolis i det nuværende Tyrkiet. Han skal være død som martyr, men beretningerne om hans død er forskellige. Nogle fortæller, at han blev korsfæstet, andre at han blev stenet. Hans spørgsmål blev ikke troens modsætning. De blev en vej til større erkendelse, fordi han stillede dem til Kristus og var villig til at høre svaret.

6. Bartholomæus – manden uden svig

Bartholomæus nævnes i apostellisterne, men evangelierne fortæller næsten intet om ham. En gammel kristen tradition identificerer ham med Nathanael, som Filip førte til Jesus. Hvis denne identifikation er rigtig, kom han fra Kana i Galilæa. Jesus beskrev Nathanael som »en sand israelit, i hvem der ikke er svig«.

Nathanael begyndte med en fordom: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Da han selv mødte Jesus, lod han sin mistro falde og bekendte ham som Guds søn og Israels konge. Hans ligefremhed gjorde ham først skeptisk og siden åben for sandheden. Han havde ingen from facade at forsvare og kunne derfor lade sit første indtryk korrigere.

Traditionerne fører Bartholomæus til Armenien, Mesopotamien og Indien. Den mest kendte beretning siger, at han blev flået levende og derefter halshugget. Det forklarer, hvorfor han i kunsten ofte fremstilles med en kniv eller med sin egen hud over armen. Beretningen kan ikke efterprøves historisk, men traditionen om hans martyrium er gammel.

7. Matthæus – tolderen ved sit bord

Matthæus sad ved toldboden, da Jesus sagde: »Følg mig.« Han arbejdede sandsynligvis i eller nær Kapernaum og opkrævede skatter og afgifter. Toldere blev betragtet som upålidelige og urene, fordi de arbejdede for den romerske besættelsesmagt og kunne berige sig på befolkningens bekostning. Matthæus var ikke den mand, en from jøde naturligt ville have valgt som religiøs leder.

Jesus kaldte ham, og Matthæus rejste sig og forlod toldboden. Kort efter holdt han et måltid, hvor Jesus sad sammen med toldere og syndere. Hans første tjeneste bestod således i at åbne sit hus og lade mennesker fra hans gamle omgangskreds møde Kristus. De forbindelser, der hidtil havde været knyttet til hans belastede arbejde, fik en ny retning.

Den kirkelige tradition forbinder Matthæus med evangeliet, der bærer hans navn. Beretningerne om hans senere mission og død er meget forskellige. Etiopien, Persien og andre egne nævnes, og han siges at være blevet dræbt med sværd eller spyd. Kirken ærer ham som martyr, selv om omstændighederne ikke kan fastslås sikkert. Matthæus blev ikke siddende ved det bord, hvor hans liv hidtil havde været bundet. Da Jesus kaldte, rejste han sig.

8. Thomas – tvivleren, der bekendte klarest

Thomas kaldes Didymos, tvillingen, men vi ved ikke sikkert, hvor han kom fra, eller hvem hans tvilling var. Han huskes især for sin tvivl efter opstandelsen. Det kan få os til at overse, at han tidligere havde vist stort mod. Da Jesus ville drage til Judæa, hvor hans liv var truet, sagde Thomas til de andre disciple: »Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.«

Efter påskedag ville Thomas ikke alene bygge sin tro på de andres fortælling. Han ville selv se sårene. Da Jesus viste sig og indbød ham til at røre ved dem, svarede Thomas med en af Det Nye Testamentes stærkeste bekendelser: »Min Herre og min Gud.« Jesus forkastede ham ikke, men lod ham møde den opstandne virkelighed og førte ham fra tvivl til tro.

En stærk og meget gammel tradition fortæller, at Thomas bragte evangeliet til Indien. De såkaldte Thomas-kristne i Kerala fører deres historie tilbage til hans mission. Ifølge traditionen blev han dræbt med lanser nær Mylapore, i dag en del af Chennai, omkring år 72. Thomas skjulte ikke sine spørgsmål, men blev i fællesskabet, indtil han selv mødte den opstandne. Hans tvivl endte i tilbedelse.

9. Jakob den Yngre – den næsten ukendte

Jakob, Alfæus’ søn, kaldes ofte Jakob den Yngre eller den Lille for at skelne ham fra Zebedæus’ søn. Evangelierne fortæller næsten intet om hans baggrund eller virksomhed. Han er undertiden blevet identificeret med Jakob, Herrens bror og leder af menigheden i Jerusalem, men spørgsmålet er omdiskuteret, og de forskellige personer bør ikke uden videre blandes sammen.

Jesus valgte også en apostel, som ikke fik nogen fremtrædende scene i evangelierne. Vi kender hverken en stor tale, en særlig handling eller en personlig samtale mellem ham og Jesus. Hans navn står i apostellisterne, og det er næsten alt. Det gør ham ikke uvæsentlig. Kirken er også bygget af mennesker, hvis trofasthed aldrig bliver bemærket eller nedskrevet.

Traditionerne om Jakobs død er usikre og kan være blevet blandet sammen med beretningerne om Jakob, Herrens bror. Han siges at være blevet stenet, slået ihjel med en kølle eller korsfæstet. Vi kan ikke afgøre, hvilken overlevering der ligger nærmest de historiske begivenheder. Hans plads blandt De Tolv er en påmindelse om, at et liv ikke behøver at være kendt af eftertiden for at være kendt af Gud.

10. Judas Thaddæus – apostlen med det belastede navn

Judas Thaddæus kaldes også Judas, Jakobs søn, eller blot Thaddæus. Han må ikke forveksles med Judas Iskariot. Under den sidste nadver spurgte han Jesus, hvorfor han ville åbenbare sig for disciplene og ikke for verden. Jesus svarede ved at tale om kærligheden, lydigheden mod hans ord og Guds bolig i det menneske, der elsker ham.

Vi ved meget lidt om hans oprindelse. Traditionen forbinder ham med mission i Syrien, Mesopotamien og Persien. Han æres som skytshelgen for fortvivlede og vanskelige sager. En forklaring kan være, at kristne gennem lang tid undlod at påkalde ham af frygt for at forveksle ham med forræderen Judas. Han blev den helgen, man til sidst vendte sig til, når alt andet syntes forsøgt.

Ifølge traditionen led han martyrdøden i Persien sammen med Simon Zelotes. Han skal være blevet slået ihjel med en kølle eller hugget ned med en økse. De nærmere omstændigheder er usikre. Et navn kan blive belastet af et andet menneskes handlinger, men navnet afgør ikke den enkeltes værdighed eller trofasthed.

11. Simon Zelotes – den nidkære

Simon kaldes Zelotes, den nidkære, eller kana’anæeren. Tilnavnet kan betyde, at han var brændende i sin religiøse overbevisning, men kan også pege på en forbindelse til den jødiske modstand mod romerne. Vi kan ikke fastslå, om han faktisk tilhørte en organiseret politisk bevægelse.

Hvis Simon havde revolutionære sympatier, er hans plads i samme kreds som tolderen Matthæus bemærkelsesværdig. Den ene kan have ønsket at bekæmpe den romerske magt, mens den anden havde arbejdet for dens system. Uden Jesus kunne de let have været fjender. Nu skulle de spise ved samme bord, vandre ad de samme veje og modtage den samme sendelse. Deres fællesskab hvilede på Kristus og måtte være stærkere end deres politiske modsætninger.

Traditionerne om Simons mission og død peger mod Persien, Syrien, Armenien og andre egne. Han siges at være blevet korsfæstet, hugget ihjel eller savet over. Ingen af beretningerne kan betragtes som historisk sikker. Den nidkærhed, Simon bar med sig, skulle ikke udslettes. Den måtte renses, så den kunne tjene sandheden uden at blive til had.

12. Judas Iskariot – apostlen, der forrådte

Judas Iskariot var en af De Tolv. Tilnavnet kan betyde »manden fra Keriot«, hvilket i så fald ville gøre ham til den eneste af apostlene fra Judæa, men navnets betydning er usikker. Han havde ansvaret for disciplenes fælles pengekasse. Evangelierne fortæller, at han forrådte Jesus for tredive sølvpenge og udpegede ham med et kys i Getsemane.

Hvorfor valgte Jesus en mand, der senere skulle forråde ham? Det har optaget Kirken siden begyndelsen. Svaret kan ikke være, at Judas var skabt eller tvunget til at gøre det onde. Guds viden ophæver ikke menneskets frihed. Judas blev kaldet, hørte Jesu ord og fik samme mulighed som de andre. Hans liv viser, at nærheden til det hellige ikke automatisk gør et menneske trofast. Et kald kan modtages og siden gradvist svigtes.

Matthæusevangeliet fortæller, at Judas fortrød, kastede pengene ind i templet og hængte sig. Apostlenes Gerninger beskriver hans død på en anden måde og fortæller, at han styrtede ned, så hans legeme brast. Teksterne giver ikke en enkel og samlet beskrivelse af forløbet. Judas’ tragedie var heller ikke alene, at han syndede. Peter havde fornægtet Jesus. Peter vendte tilbage og tog imod tilgivelsen, mens Judas lod fortvivlelsen lukke sig om ham. Hans skæbne rummer en dobbelt advarsel: mod forræderiet og mod den fortvivlelse, der gør menneskets synd større end Guds barmhjertighed.

13. Matthias – den skjulte discipel

Efter Jesu himmelfart samledes disciplene for at vælge en afløser for Judas. Peter fastslog, at det skulle være en mand, som havde fulgt Jesus fra Johannes’ dåb til himmelfarten og kunne være vidne om opstandelsen. To blev foreslået: Josef Barsabbas og Matthias. Menigheden bad om Guds vejledning, kastede lod, og loddet faldt på Matthias.

Matthias var ikke en tilfældig nytilkommen. Han havde fulgt Jesus gennem hele hans offentlige virke, selv om hans navn hidtil ikke havde stået i forgrunden. Ingen af evangelierne fortæller om hans samtaler med Jesus eller om særlige handlinger fra hans side. Alligevel havde han været der. Hans skjulte discipelliv blev forberedelsen til en opgave, som først blev synlig, da en anden havde svigtet.

Det Nye Testamente fortæller ikke mere om Matthias. Senere traditioner placerer hans mission i Judæa, Kappadokien eller Etiopien. Han siges at være blevet stenet og derefter halshugget, men oplysningerne er usikre. Judas’ svigt kunne ikke standse Kirkens sendelse. Den tomme plads blev fyldt, og evangeliet gik videre.

14. Paulus – apostlen, der kom sidst

Paulus var ikke blandt De Tolv og fulgte ikke Jesus under hans jordiske liv. Han blev født i Tarsus i Kilikien, voksede op i en jødisk familie, var farisæer og havde romersk borgerskab. Han hed Saulus og deltog i forfølgelsen af de første kristne. Han var til stede ved drabet på Stefanus og drog siden mod Damaskus for at arrestere Jesu disciple.

På vejen blev han mødt af den opstandne Kristus: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Jesus sagde ikke, at Saulus blot forfulgte hans tilhængere, men at han forfulgte ham selv. Mødet afslørede både Saulus’ vildfarelse og Kristi nære forbindelse med Kirken. Den mand, der ville føre kristne bundne til Jerusalem, blev selv ført blind ind i Damaskus og måtte modtage hjælp fra den menighed, han havde ønsket at ødelægge.

Paulus kaldte sig apostel, fordi han havde set den opstandne Herre og var blevet sendt af ham. Han blev hedningernes apostel og bragte evangeliet gennem Lilleasien og Grækenland til Rom. Hans breve udgør en væsentlig del af Det Nye Testamente. Kristus valgte i Paulus en aktiv forfølger og gjorde ham til en af Kirkens største forkyndere. Ingen fortid var så mørk, at Gud ikke kunne åbne en anden vej.

Ifølge den gamle kirkelige tradition blev Paulus henrettet i Rom under kejser Nero, sandsynligvis omkring år 64–67. Som romersk borger blev han halshugget, mens Peter blev korsfæstet. Paulus’ grav æres i basilikaen Sankt Paul uden for Murene. Hans omvendelse var mere end et brud med det gamle. Den blev begyndelsen på en opgave, som kom til at forme hele Kirkens historie.

De blev ikke valgt, fordi de var færdige

Apostlenes historie er ikke fortællingen om fjorten ensartede helte. Peter fornægtede. Thomas tvivlede. Jakob og Johannes søgte de fornemste pladser. Matthæus havde arbejdet for et forhadt system. Simon kan have stået på den modsatte politiske fløj. Paulus forfulgte Kirken. Judas forrådte sin Herre. Matthias stod i baggrunden, indtil hans opgave kom.

Jesus gjorde dem ikke ens. Peter forblev Peter, Johannes forblev Johannes, og Paulus forblev Paulus. Deres temperament, erfaringer og evner blev ikke udslettet, men renset og rettet mod en ny opgave. De blev ikke kaldet, fordi de var færdige. De blev kaldet til at lade Kristus forme deres liv.

Kun få oplysninger om apostlenes død kan fastslås med historisk sikkerhed. Jakob den Ældres henrettelse omtales i Apostlenes Gerninger, mens Peter og Paulus’ martyrium i Rom støttes af en meget tidlig kirkelig overlevering. For de øvrige må der skelnes mellem historisk viden og senere tradition. Overleveringerne kan rumme sandhed, selv om enkelthederne ikke kan bevises, men de bør ikke fremstilles som lige så sikre som Det Nye Testamentes beretninger.

Det væsentlige er ikke, om den ene døde ved et sværd, den anden ved et spyd og den tredje på et kors. Det væsentlige er, at en lille, urolig og meget menneskelig kreds efter påsken gik ud og forkyndte, at den korsfæstede Jesus var opstået. Det mod, de siden viste, havde de ikke haft natten i Getsemane. Det voksede frem af mødet med den opstandne Kristus og af Helligåndens gave.

Apostlene står ikke over for os som mennesker uden svaghed. De står foran os som vidner om, hvad Gud kan gøre med et menneske, der hører kaldet, rejser sig og følger.

-karn