Kirken skal ikke gemme sig

Katolikker kan møde samfundet åbent og samtidig fastholde troen og traditionen

Den Katolske Kirke har meget at bidrage med i samfundet, men dens stemme bliver kun hørt, hvis katolikker tør deltage i den offentlige samtale. Det kræver troskab mod Kirkens lære, vilje til at lytte og et opgør med de mærkater, vi sætter på hinanden.

Den Katolske Kirke bliver ofte betragtet gennem gamle forestillinger. Den beskrives som lukket, autoritær og optaget af regler, som almindelige mennesker har svært ved at forstå. Nogle forbinder den først og fremmest med skandaler, andre med Vatikanet, præstecølibatet, seksualmoralen eller modstanden mod kvindelige præster. Langt færre kender den katolske hverdag: messen i en dansk sognekirke, arbejdet blandt fattige og ensomme, undervisningen af børn og voksne, omsorgen for syge og det stille liv i bøn, der bæres af mennesker med arbejde, familie og de samme bekymringer som deres naboer.

Fordommene forsvinder ikke af sig selv. De ændres heller ikke alene gennem erklæringer fra biskopper, præster og kirkelige institutioner. De svækkes, når mennesker møder katolikker, der kan fortælle om deres tro uden at være forsvarsberedte eller overlegne. Her har den almindelige katolske kristne en betydning, som let bliver overset.

Åbenhed kræver et ståsted

At åbne sig mod samfundet betyder ikke, at Kirken skal tilpasse sin lære til enhver skiftende holdning. En kirke, der blot gentager det, som allerede bliver sagt omkring den, har ingen selvstændig stemme. Den katolske tro rummer en forståelse af menneskets værdighed, frihed, ansvar, fællesskab, skyld, tilgivelse, liv og død, som er blevet formet gennem to tusind år. Det er denne arv, Kirken skal bringe med sig ind i samfundet.

Troskab og åbenhed kan følges ad. En ærlig samtale kræver, at man ved, hvor man selv står. En katolik behøver ikke skjule Kirkens lære for at blive taget alvorligt. Vi skal kunne forklare den med ord, som mennesker uden kirkelig baggrund kan forstå, og samtidig være villige til at høre deres indvendinger. At lytte er ikke det samme som at give efter. Det er at tage det andet menneske alvorligt.

Kirken har betalt en høj pris, når den har lukket sig om sig selv eller mødt berettiget kritik med tavshed. Den betaler også en pris, hvis dens medlemmer kun træder ind i samfundsdebatten, når de føler sig truet. Den katolske stemme må høres i samtalerne om fattigdom, ensomhed, migration, familien, klimaet, arbejdslivet, krig, fred, sygdom, alderdom og omsorgen for mennesker, som ikke selv kan kræve deres ret.

Fordomme ændres gennem mødet

Fordomme bekæmpes sjældent ved at fortælle mennesker, at de tager fejl. De svækkes gennem kendskab. Når en kollega, nabo eller ven opdager, at en katolik kan være tro mod Kirken og samtidig deltage åbent i samfundet, bliver det vanskeligere at fastholde billedet af den katolske tro som en lukket verden.

Den enkelte katolik behøver hverken være teolog eller kende svaret på ethvert spørgsmål. Det er tilladt at sige: Det ved jeg ikke. Det er også tilladt at fortælle, at dele af troen kan være svære at forstå eller efterleve. Troværdighed opstår gennem ærlighed. Et menneske kan stå ved Kirkens lære og samtidig erkende sin egen begrænsning.

Vi skal også turde invitere andre indenfor. Mange danskere har aldrig været til en katolsk messe og kender ingen katolikker personligt. Åbne kirker, foredrag, koncerter, samtaler, valfarter og sociale initiativer kan gøre tærsklen lavere. Menighedens hjemmeside og opslag på sociale medier har betydning, men et menneskes personlige invitation betyder ofte mere.

Mærkaterne gør Kirken mindre

Det er blevet almindeligt at tale om »betonkatolikker« og »cafeteriakatolikker«. Det første ord bruges om katolikker, der fastholder læren og traditionen så fast, at de af andre opfattes som hårde og ufleksible. Det andet bruges om katolikker, der angiveligt vælger de dele af troen, som passer dem, og lader resten ligge. Ordene kan pege på reelle spændinger, men de bliver hurtigt til våben.

Når vi sætter sådanne mærkater på hinanden, gør vi Kirken til en samling lejre. Den ene gruppe fremstilles som hård og ufølsom, den anden som slap og troløs. Samtalen kommer til at handle om, hvem der er mest katolsk, og den saglige samtale om Kirkens lære forsvinder.

Kirken har én lære, men dens medlemmer befinder sig forskellige steder i forståelsen og efterlevelsen af den. Nogle har et indgående kendskab til troen. Andre er begyndt at opdage den. Nogle kæmper med bestemte dele af læren. Andre forsvarer den med en styrke, der kan komme til at mangle barmhjertighed. Ingen af os ejer troen. Vi modtager den, og vi har alle brug for at blive ført dybere ind i den.

Det betyder ikke, at alle fortolkninger er lige rigtige, eller at Kirkens lære kan reduceres til personlige holdninger. Læren har et indhold, som Kirken er forpligtet på at forkynde og forklare. Men et menneskes vanskeligheder med læren giver os ingen ret til at afskrive mennesket. Kristus mødte mennesker dér, hvor de var, og kaldte dem videre. Kirken må gøre det samme.

En katolsk mediestrategi

Hvis Kirken vil ændre sit omdømme, kræver det mere end en kampagne. Det kræver en vedvarende og troværdig tilstedeværelse i offentligheden. En katolsk mediestrategi bør begynde med et enkelt spørgsmål: Hvad har samfundet brug for at vide om Kirken, som det endnu ikke ved?

Kirken skal reagere, når den bliver misforstået eller fremstillet urigtigt. Katolske medier bør dog ikke befinde sig i en permanent forsvarsposition. Hvis ethvert indlæg tager udgangspunkt i en konflikt, kommer Kirken til at fremstå som en institution, der altid føler sig angrebet. Vi må også fortælle om troens indhold, de lokale menigheder, liturgien, kunsten, Kirkens sociale arbejde og de mennesker, hvis liv er blevet forandret gennem mødet med Kristus.

Sproget har afgørende betydning. Kirkelige udtryk skal forklares, uden at indholdet udvandes. Overskrifter skal vække interesse uden at fordreje. Vanskelige sager skal behandles åbent, og fejl og overgreb skal omtales sandfærdigt, også når det gør ondt. Et medie, der kun fortæller behagelige historier, mister sin troværdighed. Det samme gælder et medie, der lever af vrede, skandaler og indbyrdes katolske stridigheder.

Katolske medier må se ud over Kirkens egne forhold. De bør følge nyheder, kultur, politik og samfundsliv med udgangspunkt i menneskets værdighed, ansvaret for næsten og det fælles gode. Hvis vi kun skriver om biskopper, præster og kirkelige dokumenter, efterlader vi det indtryk, at troen hører til i et lukket rum. Den katolske tro angår hele menneskelivet.

Det er også arnkilde.dk’s opgave. Vi vil skrive om Kirken og samtidig rette blikket mod det samfund, som Kirken er en del af. Vi vil forklare den katolske tro for læsere, der ikke kender den, og behandle samfundets udvikling ud fra et katolsk menneskesyn. Et katolsk nyheds- og samfundsmagasin skal hverken være en kirkelig opslagstavle eller en skyttegrav. Det skal være et sted for oplysning, samtale og stillingtagen.

Et troværdigt liv taler stærkest

Hjemmesider, videoer, podcasts og sociale medier kan gøre Kirken mere synlig. De kan forklare, invitere og rette misforståelser. Ingen kommunikationsplan kan dog erstatte det personlige vidnesbyrd. Hvis vores ord taler om næstekærlighed, mens vores opførsel er hård og nedladende, vil mennesker huske opførslen. Hvis vi taler om menneskets værdighed, men kun viser interesse for mennesker, der mener det samme som os, mister ordene deres kraft.

Den almindelige katolik er en del af Kirkens ansigt udadtil. Måden, vi taler om andre mennesker på, også på sociale medier, former deres billede af Kirken. Det gælder ligeledes den måde, vi taler om andre katolikker på. En offentlig strid mellem såkaldte betonkatolikker og cafeteriakatolikker overbeviser næppe nogen om evangeliets sandhed. Den fortæller snarere om et kirkeligt fællesskab, der har travlt med at kontrollere sine egne medlemmer.

Kirken skal ikke gemme sig for samfundet. Den skal heller ikke opløse sig i det. Den skal træde frem med sin tro, sin historie og sin lære, ledsaget af ydmygheden til at lytte og modet til at erkende sine fejl. Her kan enhver katolik medvirke. Man behøver ikke kende alle svar. Det afgørende er at være troværdig, gæstfri og villig til at tage den samtale, som opstår.

Åbenhed begynder ikke på et kommunikationskontor. Den begynder, når et katolsk menneske møder et andet menneske uden frygt, uden mærkater og uden at skjule sin tro.

-karn