Maria, vor Dronning

Den 22. august mindes Kirken Maria som Dronning – en titel, der udspringer af hendes forhold til Kristus, hendes Søn og konge.

Når Kirken kalder Maria for dronning, handler det ikke om jordisk magt, troner og herskertegn. Titlen udspringer af hendes forhold til Kristus. Hun er mor til ham, som englen Gabriel forkyndte skulle få Davids trone og være konge til evig tid. Marias dronningeværdighed kan ikke forstås uden Kristus. Alt, hvad Kirken siger om hende, begynder hos ham og fører tilbage til ham.

En uge efter Marias optagelse i Himlen

Der er kun syv dage mellem den 15. august, hvor Kirken fejrer Jomfru Marias optagelse i Himlen, og den 22. august, hvor hun mindes som Dronning. Sammenhængen er bevidst. Først fejres det, at Maria efter sit jordiske liv er optaget med legeme og sjæl i den himmelske herlighed. En uge senere betragter Kirken hende som den, der dér har fået en særlig plads ved sin Søns side. De to dage hører sammen og fortæller hver sin del af den samme historie om den kvinde, der sagde ja til Gud i Nazaret og fulgte sin Søn gennem hans jordiske liv.

Selve festen er forholdsvis ny i den romerske kalender. Pave Pius XII indførte den i 1954 med encyklikaen Ad Caeli Reginam, men forestillingen om Maria som dronning er langt ældre. Den findes gennem århundreder i Kirkens bønner, hymner, kunst og teologiske tradition. Katolikker har længe bedt Salve Regina – »Hil dig, Dronning« – og i Det Lauretanske Litani kaldes Maria blandt andet apostlenes dronning, martyrernes dronning, alle helgeners dronning og fredens dronning. Ved kalenderreformen efter Det Andet Vatikankoncil blev mindedagen flyttet fra 31. maj til 22. august. Dermed blev forbindelsen til Marias optagelse i Himlen endnu tydeligere.

Kristus er kongen

Titlen Dronning kan let føre tanken hen på monarkier, ceremonier, kroner og privilegier. Den kristne forståelse begynder et andet sted. Den begynder med Kristus. Ved bebudelsen siger englen Gabriel til Maria om det barn, hun skal føde: »Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige« (Luk 1,32-33). Jesus fremstilles allerede før sin fødsel som den lovede konge. Hans kongedømme viser sig siden på en måde, ingen jordisk konge ville vælge. Hans trone bliver korset, hans krone bliver tornekransen, og hans sejr kommer gennem hans hengivelse af sig selv.

Maria er dronning i dette rige. Hendes værdighed kommer ikke fra en magt, hun ejer uafhængigt af Kristus. Hun står ved kongens side, fordi hun er hans mor. Også Det Gamle Testamente giver en baggrund for denne forståelse. I Davids kongedømme havde kongens mor en særlig stilling. I Første Kongebog ser vi Batseba træde frem for sin søn kong Salomo, som lader opstille en trone til hende ved sin højre side. Den kristne tradition har set dette som et billede, der kan hjælpe os til at forstå Marias plads i Kristi rige. Det er ikke Maria, der giver Kristus hans kongedømme. Det er Kristus, der giver Maria hendes dronningeværdighed.

Dronningen, der kaldte sig Herrens tjenerinde

Der er noget stærkt i forskellen mellem den titel, Kirken giver Maria den 22. august, og de ord, hun selv bruger ved bebudelsen. Hun taler ikke om værdighed eller storhed. Hun siger ganske enkelt: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord« (Luk 1,38). I disse få ord ligger meget af forklaringen på, hvorfor Kirken siden har givet hende så fremtrædende en plads.

Maria bliver ikke ophøjet, fordi hun søger ophøjelse. Hun stiller sig til rådighed for Gud. Fra Nazaret til Betlehem, fra flugten til Egypten til brylluppet i Kana og videre til Golgata følger hun sin Søns vej. Hun står under korset, da Jesus dør. Evangelierne giver hende ingen jordisk magt og ingen fremtrædende offentlig position i den første kristne menighed. Hendes plads er enestående af en anden grund: Hun tog imod Guds kald, og hendes ja kom til at følge hende gennem hele livet.

Det svarer til den måde, Jesus selv taler om storhed på: »Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener« (Matt 20,26). I Guds rige måles storhed ikke efter evnen til at herske over andre, men efter villigheden til at tjene. Der er således ingen modsætning mellem Maria som Herrens tjenerinde og Maria som Himlens dronning. Hendes krone kan ikke skilles fra hendes ja.

Kvinden med kronen af tolv stjerner

Når Maria gennem århundreder er blevet afbildet med en krone, har Johannes’ Åbenbaring haft stor betydning. Her fortælles om »et stort tegn på himlen: en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved« (Åb 12,1). Kvinden i Johannes’ Åbenbaring rummer flere betydninger og forbindes både med Guds folk og Kirken. Den katolske tradition har samtidig set Maria i dette billede: kvinden, der føder barnet, som skal herske over folkeslagene.

Billedet har sat sig dybt i den katolske kunst og fromhed. Det hjælper samtidig til at forstå, hvad Kirken mener – og ikke mener – når den kalder Maria for dronning. Maria er ikke en guddommelig skikkelse ved siden af Kristus. Hun er et menneske, en skabning og selv frelst af Kristus. Hun tilbedes ikke, for tilbedelsen tilkommer Gud alene. Hun æres, fordi Gud har givet hende en enestående plads i frelseshistorien. Maria siger selv i Magnificat: »Fra nu af skal alle slægter prise mig salig« (Luk 1,48).

Dronningen, der går i forbøn

Titlen har også betydning for den katolske forståelse af Marias forbøn. Ved brylluppet i Kana opdager Maria, at vinen er sluppet op. Hun gør Jesus opmærksom på det og siger derefter til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer« (Joh 2,5). Det er blandt de få direkte ord fra Maria, som evangelierne har bevaret, og de fortæller meget om hendes plads i den katolske tro.

Hun fører opmærksomheden videre til Kristus. Når katolikker beder Maria om forbøn, træder hun ikke i stedet for ham. Hun beder for Kirken og dens børn og fører dem til sin Søn. Den gamle bøn Salve Regina tiltaler hende som »Dronning, barmhjertighedens moder«, men bønnen ender med ønsket om, at hun efter dette jordiske liv må vise os Jesus. Bevægelsen går hele tiden mod ham.

Kronen kommer efter korset

Marias liv var ingen let vej til herlighed. Simeon siger allerede i templet, at et sværd skal gennemtrænge hendes sjæl. Hun oplever flugten til Egypten, årene hvor hun må give slip på sin Søn, modstanden mod ham og til sidst hans lidelse og død. Hun står ved korset og ser det barn, hun engang bar i sine arme, dø foran sig. Før kronen kommer korset.

Det giver festen den 22. august en dybere betydning end de kongelige billeder umiddelbart antyder. Kirken fejrer ikke en kvinde, der har levet på afstand af menneskelig sorg. Den fejrer en mor, som har kendt frygt, tab og smerte, og som blev stående. Kronen bliver dermed ikke et tegn på et privilegeret liv, men på fuldendelsen af et liv i trofasthed. Maria bliver samtidig et billede på Kirkens eget håb. Det, som fejres i hende, peger frem mod det, Gud har lovet sine børn: opstandelse, fællesskab med Kristus og evigt liv.

Fra Nazaret til Himlen

Den 22. august kan let forsvinde mellem kirkeårets større højtider. Men dagen fortæller noget grundlæggende om den katolske forståelse af Maria. Hun kan ikke skilles fra Kristus. Hun er dronning, fordi hendes Søn er konge. Hun er ophøjet, fordi Gud har ophøjet hende. Hun æres, fordi Gud valgte hende til at være mor til sin Søn. Og hendes egne ord fører ikke til hende selv, men til ham: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«

Den kvinde, der den 22. august kaldes Dronning, er den samme unge kvinde fra Nazaret, der svarede englen: »Se, jeg er Herrens tjenerinde.« Det er ikke to forskellige billeder af Maria. Det er den samme vej fra hendes ja i Nazaret til hendes plads hos Kristus i Himlen. I Guds rige bliver tjenesten ikke glemt, og kærligheden går ikke tabt. Den, der gjorde sig lille for Gud, blev af Gud ophøjet.

-karn