Eros og agape – den modne kærlighed

Kærligheden vil både modtage den anden og give sig selv.

Eros og agape beskriver to bevægelser i kærligheden. Eros er længslen, tiltrækningen og ønsket om nærhed. Agape er den kærlighed, der søger den andens bedste og er villig til at give uden først at spørge, hvad den får tilbage. I et kristent menneskesyn er de ikke modsætninger. Kærligheden bliver moden, når længslen efter den anden følges af troskab, omsorg og ansvar.

Kort fortalt: Eros er kærligheden, der længes efter nærhed og forening. Agape er kærligheden, der giver sig selv og søger den andens bedste. Eros siger: »Jeg længes efter dig.« Agape siger: »Jeg vil være der for dig.« I den modne kærlighed hører de to sammen.

Kærligheden har flere navne

Vi bruger ordet kærlighed om meget forskellige forhold. Vi elsker vores ægtefælle, vores børn, en nær ven og Gud, men kærligheden kommer ikke til udtryk på samme måde i alle disse relationer. Det græske sprog har flere ord for kærlighed, og to af de vigtigste er eros og agape. Ordene hjælper os til at forstå, at kærlighed ikke kun er en følelse. Den kan være længsel og glæde, men også troskab, ansvar og viljen til at blive hos et andet menneske, når livet bliver vanskeligt.

Eros forbindes ofte med forelskelse og seksuel tiltrækning. Det er ikke forkert, men ordet rummer mere. Eros er menneskets længsel efter det smukke og efter et fællesskab, der kan føre det ud af ensomheden. Vi mærker, at et andet menneske betyder noget for os, og at dets nærvær gør vores liv rigere. Eros siger: »Jeg længes efter dig. Jeg ønsker at være dig nær.« Den er en naturlig og værdifuld del af menneskelivet, men den kan blive forvrænget, hvis den anden blot bliver et middel til tilfredsstillelse. Derfor må eros modnes, så ønsket om nærhed også bliver til respekt og ansvar.

Agape er den kærlighed, der søger den andens bedste. Den spørger ikke først: »Hvad får jeg ud af det?« men: »Hvad har du brug for?« I Det Nye Testamente bruges ordet især om Guds kærlighed til mennesket og om den kærlighed, som kristne er kaldet til at vise hinanden. Agape er ikke afhængig af, at følelserne altid er stærke. Et menneske kan være træt, skuffet eller såret og alligevel vælge at handle kærligt. Det betyder ikke, at man skal acceptere overgreb eller udslette sig selv. Sand kærlighed søger det gode og sande og tager både den andens og ens eget menneskeværd alvorligt.

Fra forelskelse til troskab

Et ægteskab begynder ofte med eros. To mennesker tiltrækkes af hinanden, savner hinanden og ønsker at dele livet. I forelskelsen opleves den anden som noget særligt, og verden kan næsten synes forandret, fordi dette menneske er kommet ind i den. Eros fører de to ud af deres adskilte liv og åbner muligheden for et fællesskab, hvor de ikke længere kun lever for sig selv.

Gennem årene ændrer kærligheden karakter. Hverdagen melder sig med arbejde, økonomi, børn, sygdom, bekymringer og perioder, hvor forelskelsens umiddelbare varme ikke mærkes så stærkt. Her bliver agape tydelig. Den viser sig, når den ene plejer den anden under sygdom, lytter efter en vanskelig dag eller bliver i forholdet, selv om livet i en periode ikke føles let. Men agape skal ikke fortrænge eros. Berøring, humor, ømhed og glæden ved den anden må fortsat have en plads. Den modne ægteskabelige kærlighed siger både: »Jeg længes efter dig« og »jeg vil dit bedste«.

Samaritaneren standser

I Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner møder vi en kærlighed, der ikke udspringer af forelskelse, slægtskab eller venskab. Samaritaneren kender ikke den sårede mand, som ligger ved vejen. Han har ingen sikkerhed for at få noget tilbage. Alligevel standser han, forbinder mandens sår, løfter ham op på sit ridedyr, fører ham til et herberg og betaler for hans pleje.

Det er agape i handling. Samaritaneren nøjes ikke med at føle medlidenhed på afstand, men lader den andens nød ændre sine egne planer. Den fremmede bliver hans næste, fordi han vælger at komme ham nær. Kærligheden overskrider dermed de grænser, mennesker normalt sætter mellem deres egne og de andre. Den spørger ikke, om den sårede tilhører den rette familie, det rette folk eller den rette religion. Den ser et menneske, som har brug for hjælp.

Menneskets længsel efter Gud

Forholdet til Gud rummer også en længsel. Mennesket søger efter mening, sandhed og en kærlighed, som ikke forsvinder, når livet bliver skrøbeligt. Denne søgen kan forstås som eros i en dybere betydning: hjertets længsel efter Gud. Den hellige Augustin formulerede det med ordene om, at menneskets hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i Gud.

Den kristne tro begynder imidlertid ikke med menneskets anstrengelse for at nå frem til Gud, men med, at Gud kommer mennesket i møde. Skabelsen, pagten, Kristi fødsel, hans liv, død og opstandelse fortæller om en kærlighed, som gives, før mennesket kan gøre sig fortjent til den. Her møder vi agape: Guds frie og selvhengivende kærlighed. Korset er dens stærkeste tegn. Kristus giver ikke sit liv, fordi menneskeheden allerede er fuldkommen, men fordi den har brug for frelse.

To sider af den modne kærlighed

Eros og agape bliver undertiden fremstillet, som om den ene tager, mens den anden giver. Så enkelt er det ikke. Den, der kun vil modtage, risikerer at bruge andre mennesker. Men den, der altid vil give og aldrig vil modtage, kan ende med at blive udmattet og lukket. Også den, der hjælper, må kunne lade sig elske, trøste og bære. Kærligheden er ikke en handel, hvor hver gave straks skal gengældes, men den skaber et fællesskab, hvor mennesker både kan give og tage imod.

Pave Benedikt XVI skrev i sin første encyklika, Deus caritas est – »Gud er kærlighed« – at eros og agape ikke helt kan skilles fra hinanden. Jo mere de finder en rigtig enhed, desto tydeligere træder kærlighedens sande væsen frem. Eros løfter mennesket ud af ensomheden og fører det mod den anden. Agape lærer det at blive, tage ansvar og give sig selv, også når kærligheden bliver krævende.

Den kristne kærlighed er derfor ikke en følelseskold pligt. Den rummer både længslens varme og troskabens styrke. Mennesket længes efter Gud, men opdager, at Gud allerede har søgt det. Vi kan give kærligheden videre, fordi vi selv har modtaget den. Som det står i Første Johannesbrev: »Vi elsker, fordi han elskede os først.«