Søndagens evangelium: De sidste skal blive de første

Den kristne tjeneste handler ikke om at komme først

I Jesu lignelse får de sidste arbejdere den samme løn som de første. Guds nåde følger ikke menneskers rangorden, og tjenesten i Kirken handler ikke om at blive set eller komme først. Vingården tilhører Kristus, og arbejdet udføres for ham.

Kort fortalt: I lignelsen om arbejderne i vingården, Matthæus 20,1-16, får de sidste den samme løn som de første. Jesus vender menneskers forestillinger om fortjeneste og rangorden på hovedet. Den kristne tjener ikke i Kirken for at komme først, men for Kristus.

I søndagens evangelium fra Matthæus 20,1-16 fortæller Jesus lignelsen om arbejderne i vingården. Nogle bliver kaldt tidligt om morgenen, andre senere på dagen, og nogle først en time før arbejdet slutter. Alligevel får de alle den samme løn. Det vækker utilfredshed hos dem, der har arbejdet hele dagen. De har båret dagens byrde og varme og mener derfor, at de bør have mere end dem, der kun har arbejdet en enkelt time.

Deres reaktion er forståelig. Vi er vant til, at indsats og belønning skal passe sammen. Den, der arbejder længst, bør også få mest. Men Jesus fortæller ikke lignelsen som en vejledning om almindelige lønforhold. Han fortæller om Guds rige og om en nåde, der ikke kan måles i arbejdstimer eller menneskelig fortjeneste.

Nåden kan ikke optjenes

De første arbejdere bliver ikke behandlet uretfærdigt. De får præcis det, de er blevet lovet. Deres utilfredshed opstår, fordi vingårdsejeren også er gavmild mod de sidste. De ser ikke længere på det, de selv har modtaget, men på, hvad de andre får. I stedet for at glæde sig over deres egen løn bliver de optaget af, om en anden måske har fået mere, end vedkommende har fortjent.

Sådan kan sammenligningen også snige sig ind i det kirkelige liv. Et menneske kan have tjent trofast gennem mange år og alligevel begynde at føre et indre regnskab: Hvem har gjort mest? Hvem bliver hørt? Hvem får tak? Hvem får indflydelse? Hvem står forrest, og hvem bliver glemt? Det er ikke forkert at ønske, at en indsats bliver set. Kirken bør værdsætte dem, der tager ansvar og bruger deres tid og kræfter, for mennesker har brug for tak og opmuntring. Men anerkendelsen kan ikke være den dybeste grund til den kristne tjeneste. Hvis opgaven først får værdi, når andre lægger mærke til den, risikerer arbejdet i vingården at blive en konkurrence om betydning og placering.

De sidste skal blive de første

Jesus afslutter lignelsen med ordene: »Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« Ordene vender vores sædvanlige rangorden på hovedet. Den, der kommer sent til troen, er ikke en andenrangskristen, og den, der har tilhørt Kirken hele livet, har ikke større krav på Guds nåde. Den, der udfører en synlig opgave, står heller ikke nødvendigvis Kristus nærmere end den, der arbejder ubemærket.

I Guds rige kommer mennesket ikke først ved at skubbe andre bagud. Ingen bliver større af, at andre bliver gjort mindre. Her gives den forreste plads ikke til den, der kræver den, men til den, der tjener. Den, der mener at være blandt de første, må derfor være varsom. Lang tjeneste, stor viden og mange opgaver kan føre til taknemmelighed, men det kan også føre til selvtilfredshed. Man kan efterhånden komme til at opføre sig, som om vingården tilhører én selv.

Vingården tilhører Kristus

Men vingården tilhører Kristus. Den tilhører ikke præsten, menighedsrådet, de frivillige eller dem, der har været med længst. Ingen ejer sin plads i Kirken, og ingen kan stille sig mellem Kristus og det menneske, han kalder. Den kristne tjener ikke i Kirken for at komme foran andre, men for at følge Kristus. Opgaven får ikke sin værdi af, om den bliver set, men af hvem den udføres for.

Det gælder præsten og diakonen, men også den, der underviser børnene, synger i koret, besøger den syge, gør kirken ren, pynter alteret, laver kaffe eller stiller stole frem. Det gælder den, der taler offentligt, og den, der i stilhed beder for menigheden. Opgaverne er forskellige, men vingården er den samme. Arbejdet udføres ikke for at opnå en fremtrædende plads eller for at komme først i menneskers øjne. Det udføres for Kristus.

Glæden over de andre

De første arbejdere kunne have glædet sig over, at også de sidst ankomne fik nok til at leve for. I stedet følte de sig snydt. Lignelsen spørger derfor ikke kun, om vi selv vil tage imod Guds nåde. Den spørger også, om vi kan glæde os over, at Gud viser den samme godhed mod andre. Kan den, der har været med længe, glæde sig over den, der først sent finder vej til Kirken? Kan den erfarne give plads til den nye? Kan den, der har båret dagens byrde, tage imod den, som først blev kaldt i den sidste time?

I Kristi vingård bliver ingen mindre, fordi en anden får del i Guds godhed. Nåden er ikke en begrænset beholdning, som skal fordeles mellem os. Nogle bliver kaldt tidligt i livet, andre sent. Nogle får mange år i vingården, andre kun få. Nogle får synlige opgaver, mens andres tjeneste næsten ikke bliver bemærket. Men ingen er glemt af vingårdens Herre.

Den kristne tjeneste begynder derfor ikke med spørgsmålet om, hvad man selv får ud af den. Den begynder med Kristi kald: Gå også du ind i min vingård. Det afgørende er ikke at komme først. Det afgørende er at tilhøre Kristus.

-karn