Den fortabte er den, Gud søger

Et gammelt ord fik nyt liv i Bibelen

Ordet “fortabt” forbindes ofte med dom og helvede. Men det betyder oprindeligt at være mistet, kommet bort eller ude af stand til selv at finde hjem. I Jesu lignelser er den fortabte ikke et menneske, Gud har opgivet, men et menneske, Gud søger.

Kort fortalt: “Fortabt” er et gammelt nordisk ord, som betyder at være mistet eller gået til grunde. Gennem bibeloversættelserne blev det knyttet til menneskets forhold til Gud og muligheden for at miste det evige liv. Hos Jesus er den fortabte dog aldrig ligegyldig. Fåret, mønten og sønnen bliver savnet og søgt.

Et ord fra det almindelige liv

“Fortabt” lyder i dag som et tungt religiøst ord. Det leder tanken hen på dom, helvede og evig adskillelse fra Gud. Et menneske, der betegnes som fortabt, synes at være uden for rækkevidde, uden håb og uden mulighed for at vende tilbage. Men ordet begyndte ikke som et særligt kristent begreb. Det er et gammelt nordisk ord, dannet af “for-” og “tabe”, og betød at miste noget, forspilde det eller lade det gå til grunde. Noget værdifuldt var ikke længere dér, hvor det skulle være. Det var blevet borte og kunne ikke uden videre findes igen.

Denne betydning lever stadig i sproget. Et barn kan føle sig fortabt i en stor menneskemængde. En rejsende kan stå fortabt i en fremmed by. Et menneske kan fortabe sig i tanker og miste fornemmelsen for tid og sted. Fælles for disse betydninger er tabet af retning og tilhørsforhold. Den fortabte ved ikke længere, hvor vejen går, eller hvordan man kommer hjem. Det er denne erfaring, Bibelen tager op og giver en religiøs betydning.

Fra at være mistet til at gå til grunde

Det Nye Testamente blev skrevet på græsk. Her bruges verbet apollymi, som alt efter sammenhængen kan betyde at miste, ødelægge, omkomme eller gå til grunde. Det kan bruges om noget, der er blevet væk, men også om et menneske, der mister livet eller går åndeligt til grunde. De latinske bibeloversættelser anvendte blandt andet ord, som betød at gå til grunde eller lide tab. Gennem de europæiske bibeloversættelser fik ordene efterhånden en fast plads i Kirkens sprog.

De danske bibeloversættere valgte det gamle ord “fortabe”. Et ord fra hverdagen kom dermed til at beskrive menneskets forhold til Gud. Det høres tydeligt i Johannesevangeliets kendte ord: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Fortabelsen står her over for det evige liv. At fortabes er at gå glip af det liv hos Gud, som mennesket er skabt til. Men sætningen begynder ikke med menneskets skyld eller Guds dom. Den begynder med Guds kærlighed til verden.

Den savnede

Jesu lignelser giver ordet “fortabt” en betydning, som let overses. Han fortæller om hyrden, der mister ét af sine hundrede får, om kvinden, der mister én af sine ti mønter, og om faderen, hvis yngste søn forlader hjemmet og ødsler sin arv bort. Fåret, mønten og sønnen er fortabte, men ingen af dem er værdiløse. De bliver tværtimod søgt, fordi de har værdi.

Hyrden stiller sig ikke tilfreds med de nioghalvfems får, der er tilbage. Han går ud for at finde det ene. Kvinden tænder et lys, fejer huset og leder omhyggeligt, indtil hun finder sin mønt. Faderen holder udkig efter den søn, der har forladt ham, og løber ham i møde, mens han endnu er langt borte. Den fortabte er i disse lignelser ikke først og fremmest den fordømte. Det er den savnede.

Det ændrer ordets klang. Fortabt betyder ikke, at Gud er holdt op med at elske. Det betyder, at et menneske er kommet bort fra det fællesskab, hvor det hører hjemme. Fåret tilhører stadig hyrden. Mønten tilhører stadig kvinden. Sønnen er stadig faderens søn, selv om han har forladt hjemmet. Den fortabte har ikke mistet sin værdi, fordi han har mistet vejen.

Friheden til at vende sig bort

Fortabelsen er ikke blot et billede på forvirring eller ensomhed. Den kristne tro tager alvorligt, at mennesket kan vende sig bort fra Gud og fastholde dette nej. Gud har skabt mennesket med frihed og tvinger ingen til at elske ham. Et menneske kan lukke sig for nåden, afvise tilgivelsen og gøre sig hårdt over for både Gud og næsten.

Den Katolske Kirkes Katekismus beskriver helvede som den endelige selvudelukkelse fra fællesskabet med Gud og de salige. Formuleringen viser, at fortabelsen ikke skyldes, at Gud ophører med at elske, men at mennesket endeligt kan afvise den kærlighed, det er skabt til at leve af. Gud respekterer menneskets frihed, også når friheden bliver brugt til at sige nej til ham.

Alligevel kan intet menneske med sikkerhed udpege et andet som fortabt. Vi ser de ydre handlinger, men ikke hele menneskets hjerte. Vi kender ikke dets sår, dets kamp eller det, der sker i samvittighedens skjulte rum. Vi ved heller ikke, hvordan Guds nåde arbejder i et menneskes sidste stund. Kirken kan advare mod handlinger, der fører bort fra Gud, men den endelige dom over personen tilhører Gud alene.

Ingen står uden for Guds søgen

Gennem historien er ordet “fortabt” undertiden blevet brugt til at stemple andre mennesker. De fortabte blev dem, der levede forkert, troede anderledes eller befandt sig uden for Kirkens synlige fællesskab. Ordet blev en grænse mellem “os” og “dem”. Men Jesu lignelser giver ikke plads til en sådan selvtilfredshed. Den, der er kommet bort, er ikke fremmed for Gud. Det er hans får, hans mønt og hans barn.

Lignelsen om den fortabte søn fortæller også om den ældre bror, der aldrig har forladt faderens hus. Han har levet lydigt og gjort sit arbejde, men bliver vred, da den yngste vender hjem og bliver modtaget med en fest. Den yngste var fortabt i et fremmed land. Den ældste risikerer at blive fortabt i sin vrede, selv om han står lige uden for døren til faderens hus. Man kan være langt fra Gud uden at have forladt det religiøse fællesskab. Man kan kende buddene og de rette ord, men have mistet barmhjertigheden.

Ordet “fortabt” bør derfor ikke bruges som et våben. Det bør vække alvor, medfølelse og selvransagelse. Den kristnes opgave er ikke at fastslå, hvem Gud har opgivet, men at følge Kristus ud til dem, der har mistet retningen, håbet eller troen på, at de stadig er elskede.

Det sidste ord er fundet

Kristendommens budskab er ikke, at verden består af gode mennesker, som er fundet, og dårlige mennesker, som er fortabt. Evangeliet fortæller, at Gud opsøger en menneskehed, der ikke selv kan finde vejen hjem. Kristus siger, at Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.

Den yngste søn kommer til sig selv og beslutter at vende hjem. Han har forberedt en tale om sin skyld og uværdighed. Men længe før han når frem, ser faderen ham. Faderen løber ham i møde, omfavner ham og giver ham hans værdighed tilbage. Sønnen forventer at blive behandlet som en daglejer. Faderen tager imod ham som sit barn.

Fortabelsen er virkelig, fordi mennesket kan miste Gud og sig selv. Men evangeliets centrum er ikke mennesket, der går bort. Det er Gud, der leder, venter og tager imod. Derfor er “fortabt” heller ikke evangeliets sidste ord.

Det sidste ord er “fundet”.

“Min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

-karn