Sankt Andreas Kim Taegon, Sankt Paulus Chong Hasang og deres lidelsesfæller

Troen kom til Korea gennem lægfolket

Den 20. september mindes Kirken de koreanske martyrer. Historien om Sankt Andreas Kim Taegon, Sankt Paulus Chong Hasang og deres lidelsesfæller er også historien om en kirke, der blev grundlagt af lægfolk og voksede under årtiers forfølgelse.

Kort fortalt: Den katolske tro kom til Korea gennem bøger, som lærde lægfolk bragte med hjem fra Kina. Uden præster begyndte de selv at læse, undervise, døbe og danne kristne fællesskaber. Andreas Kim Taegon blev den første koreanske præst, mens Paulus Chong Hasang arbejdede utrætteligt for at skaffe præster til landet. Begge blev henrettet for deres tro.

I de fleste lande begyndte Kirkens historie med missionærer, som kom udefra, forkyndte evangeliet, fejrede messen og grundlagde menigheder. I Korea skete det anderledes. Her begyndte den katolske kirke ikke med en præst, en biskop eller en organiseret mission, men med bøger og en kreds af mennesker, som ønskede at forstå, hvad den kristne tro sagde om Gud og mennesket.

Koreanske lærde kom i 1700-tallet i kontakt med katolske skrifter fra Kina. De læste om skabelsen, Kristus, menneskets værdighed, buddene og håbet om det evige liv. Det var ikke blot fremmede tanker, som kunne studeres på afstand. Nogle blev overbevist om, at de havde mødt sandheden. De begyndte at tro, bede og undervise hinanden.

I 1784 blev koreaneren Yi Seung-hun døbt i Beijing og tog navnet Peter. Da han vendte hjem, bragte han troen med sig. Små kristne fællesskaber voksede frem, længe før landet havde fastboende præster. Lægfolk underviste nye troende, samledes til bøn og døbte. Kirken i Korea blev født gennem lægfolks læsning, overbevisning og mod.

Troen udfordrede samfundets orden

Den nye tro blev hurtigt opfattet som en trussel. Det koreanske samfund var præget af en streng konfuciansk orden, hvor familie, rang og lydighed mod forfædrenes ritualer havde afgørende betydning. De kristne nægtede at deltage i handlinger, som de mente var uforenelige med troen på Gud. Samtidig forkyndte de, at alle mennesker havde samme værdighed over for ham.

Det var en tanke med vidtrækkende følger. Hvis den fattige og den rige, kvinden og manden, den lærde og tjenestefolkene var skabt af den samme Gud og kaldet til det samme evige liv, kunne samfundets faste skel ikke længere betragtes som absolutte. De kristne gjorde ikke politisk oprør, men deres tro rummede en frihed, som myndighederne frygtede.

Forfølgelserne begyndte. Kristne blev arresteret, forhørt og tortureret. De kunne ofte redde livet ved offentligt at fornægte troen eller træde på et kors. Mange gav efter under det voldsomme pres. Andre holdt fast, selv om de vidste, at det kunne koste dem livet.

Paulus Chong Hasang – lægmanden, der tog ansvar

Sankt Paulus Chong Hasang voksede op i en familie, som allerede havde betalt en høj pris for troen. Hans far blev henrettet som martyr i 1801, og familien blev splittet. Forfølgelsen slukkede dog ikke sønnens tro.

Paulus blev kateket og en af den unge kirkes vigtigste ledere. Han underviste de troende og arbejdede gennem mange år for, at Korea kunne få præster. Flere gange foretog han den lange og farlige rejse til Beijing for at bede Kirkens ledere om hjælp. Hans indsats blev afgørende for, at missionærer kunne komme ind i landet, og at Korea senere blev oprettet som et selvstændigt apostolisk vikariat.

Han kunne ikke fejre messen eller meddele alle sakramenterne, men han kunne holde håbet levende, undervise andre, skabe forbindelser og tage ansvar. Troen var for ham ikke noget privat, der kunne gemmes væk. Den måtte omsættes til tjeneste for det kristne fællesskab.

Under forfølgelsen i 1839 blev Paulus arresteret. Over for myndighederne forsvarede han den katolske tro og forklarede, at de kristne ikke var fjender af staten. Troen på Gud gjorde dem ikke til dårligere borgere. Hans ord kunne ikke redde ham. Han blev dømt til døden og henrettet.

Andreas Kim Taegon – Koreas første præst

Sankt Andreas Kim Taegon blev født i 1821 i en kristen familie. Også hans far døde som martyr. Andreas voksede derfor op med bevidstheden om, at troen kunne få alvorlige følger, men også med erfaringen af, at den kunne overleve tab og forfølgelse.

Som ung blev han udvalgt til præsteuddannelse og måtte forlade Korea for at studere. Rejsen var lang, og arbejdet foregik under vanskelige forhold. I 1845 blev han præsteviet og blev dermed den første koreanskfødte katolske præst.

Hans præstegerning blev kort. Andreas vidste, at udenlandske missionærer kun kunne komme ind i det lukkede land ad hemmelige ruter. Han undersøgte derfor kysten og forsøgte at finde en sikker søvej, så flere præster kunne nå frem til de troende. Under dette arbejde blev han opdaget og arresteret.

Myndighederne kunne se, at de stod over for en usædvanligt veluddannet ung mand med sprogkundskaber og kendskab til verden uden for Korea. De forsøgte at få ham til at opgive troen, men han nægtede. I september 1846 blev han halshugget, kun 25 år gammel.

Han nåede kun at virke som præst i omkring et år. Alligevel fik hans liv og død en betydning, som rakte langt ud over den korte tid. Den første koreanske præst blev også martyr for den kirke, hans eget folk havde været med til at grundlægge.

De mange lidelsesfæller

Kirken mindes ikke Andreas Kim Taegon og Paulus Chong Hasang alene. De står sammen med deres lidelsesfæller – de mange koreanske kristne, som døde under forfølgelserne i det 18. og 19. århundrede.

Blandt dem var biskopper og præster, men langt de fleste var lægfolk. Der var ægtefolk, enker, unge, gamle, tjenestefolk og medlemmer af landets lærde familier. De kendte frygten, smerten og ønsket om at overleve. Martyrerne var ikke mennesker uden svaghed. De var mennesker, som midt i frygten nægtede at fornægte Kristus.

I 1984 helligkårede pave Johannes Paul II 103 koreanske martyrer ved en messe i Seoul. Helligkåringen fandt sted i det land, hvor de var blevet forfulgt og dræbt. Den kirke, som myndighederne havde forsøgt at udslette, stod nu frem som en levende del af den universelle Kirke.

Troen blev givet videre

Ordet martyr betyder vidne. Martyrernes storhed ligger ikke i lidelsen i sig selv. Kirken søger ikke lidelsen og dyrker ikke døden. Deres vidnesbyrd består i, at de holdt fast ved Kristus, selv da det ikke længere gav dem nogen menneskelig fordel og ikke kunne føre til andet end tab.

De koreanske martyrer minder også om, at Kirken ikke alene bæres af præster og biskopper. Kirken i Korea eksisterede, før den havde egne præster, fordi lægfolk tog ansvar. De læste, underviste, døbte, bad sammen og gav troen videre til deres børn. Da de første præster kom, fandt de allerede levende kristne fællesskaber.

Det gør deres historie nærværende langt uden for Korea. En kirke kan have bygninger, organisationer og mange aktiviteter, men dens liv afhænger af mennesker, som tror, beder og giver troen videre. Uden dette personlige ansvar bliver troen let noget, man betragter på afstand. For de første koreanske katolikker blev den en sandhed, som prægede hele livet.

Andreas Kim Taegon fik kun kort tid som præst. Paulus Chong Hasang nåede aldrig selv at blive præsteviet, selv om han havde håbet på det. Deres liv blev ikke, som de havde forestillet sig. Alligevel var deres indsats ikke forgæves. Andre tog troen op efter dem, og det fællesskab, som myndighederne ville knuse, fortsatte med at vokse.

Den 20. september mindes Kirken mennesker, som ikke lod frygten få det sidste ord. De efterlod sig hverken magt eller rigdom. De efterlod en kirke, som var blevet prøvet gennem lidelse, men som stadig levede, fordi troen var blevet givet videre fra menneske til menneske.

-karn