Hvem bestemte Bibelens bøger?

Bibelen er ikke faldet ned fra himlen som en færdig bog. Gennem flere århundreder ledte Den Hellige Ånd Kirken til at erkende, hvilke skrifter der virkelig er Guds inspirerede ord. Historien om Bibelens kanon viser, hvorfor katolikker læser Skriften i lyset af både Traditionen og Kirkens tro.

Mange tror, at Bibelen altid har eksisteret i den form, vi kender i dag. Men både Det Gamle og Det Nye Testamente blev til gennem en lang historisk proces, hvor Kirken skelnede mellem inspirerede skrifter og andre religiøse tekster. Hvem traf beslutningen, og hvorfor indeholder den katolske Bibel flere bøger end den protestantiske?

De fleste kristne tager Bibelen ned fra hylden uden at tænke over, hvordan den blev til. Alligevel er det et af de mest grundlæggende spørgsmål i den kristne tro. Hvorfor består Bibelen af netop disse bøger? Hvem afgjorde, at Matthæusevangeliet hører med, mens Thomasevangeliet ikke gør? Og hvorfor har katolikker syv flere bøger i Det Gamle Testamente end de fleste protestanter?

Svaret fører tilbage til den første Kirke. Kristendommen begyndte ikke med en bog, men med Jesus Kristus og apostlenes forkyndelse. Først gennem flere århundreders bøn, undervisning og teologisk eftertanke erkendte Kirken, hvilke skrifter der virkelig var inspireret af Gud. Det er denne historie, der forklarer, hvorfor Bibelen ikke blot er en samling gamle tekster, men Kirkens autoritative vidnesbyrd om Guds åbenbaring.

Guds ord skrevet af mennesker

Den katolske tro lærer, at Bibelen er inspireret af Gud. Det betyder imidlertid ikke, at Gud dikterede hvert eneste ord, mens de menneskelige forfattere blot fungerede som passive redskaber. Gud virkede gennem virkelige mennesker, som skrev med deres eget sprog, deres egen kultur, deres erfaringer og deres personlige udtryksform. Derfor kan man høre forskel på Esajas og Jeremias, på Paulus og Johannes, ligesom evangelierne hver især har deres egen tone og vægtlægning.

Netop derfor rummer Bibelen en bemærkelsesværdig mangfoldighed. Den indeholder historiske beretninger, lovtekster, profetier, salmer, visdomslitteratur, breve og evangelier. Alligevel peger de mange forskellige bøger mod den samme frelseshistorie. Kirken har fra begyndelsen fastholdt, at Bibelen er både fuldt menneskelig og fuldt guddommeligt inspireret. Gud er dens egentlige forfatter, men Han ophævede ikke de menneskelige forfatteres frihed. Tværtimod gjorde Han deres forskellige evner og personligheder til redskaber for sit ord. Derfor kan Bibelen både læses som et historisk vidnesbyrd og som Guds levende tale til mennesker i alle tider.

Den første Kirke havde ingen Bibel

Når man taler om Bibelen, glemmer mange, at de første kristne slet ikke havde en færdig bibelbog. De første menigheder levede længe, før Det Nye Testamente eksisterede i den form, vi kender i dag. De havde Det Gamle Testamentes skrifter – oftest i den græske oversættelse Septuaginta – men frem for alt levede de af apostlenes forkyndelse, deres undervisning og fejringen af eukaristien.

Kristendommen begyndte derfor ikke med en bog, men med en person: Jesus Kristus. Apostlene prædikede evangeliet længe før nogen skrev evangelierne ned. Efterhånden som øjenvidnerne blev ældre, og Kirken voksede, opstod behovet for at nedskrive Jesu ord og gerninger. Evangelierne blev skrevet, Paulus sendte breve til menighederne, og andre apostle gjorde det samme. Disse skrifter blev hurtigt kopieret, sendt fra menighed til menighed og læst op under gudstjenesterne. Samtidig begyndte mange andre religiøse skrifter at cirkulere. Derfor opstod det naturlige spørgsmål: Hvilke af dem var virkelig apostlenes vidnesbyrd, og hvilke var senere menneskelige tilføjelser?

Ikke alle skrifter var ægte

I løbet af de første århundreder opstod en lang række skrifter, som påstod at fortælle om Jesus eller apostlene. Nogle fik navne som Thomasevangeliet, Peters Evangelium eller Judas’ Evangelium, selv om de var skrevet længe efter apostlenes tid. Flere af dem var præget af gnostiske tanker, der stod i skarp modsætning til den tro, Kirken havde modtaget gennem apostlene.

Det betød, at Kirken måtte foretage en grundig vurdering af de mange skrifter, som fandtes i omløb. Det var ikke et spørgsmål om at vælge de mest populære tekster, men om at erkende, hvilke skrifter der virkelig var overleveret fra apostlene og derfor kunne læses som Guds ord i Kirkens liturgi. Tre kriterier blev afgørende. Skriftet skulle kunne føres tilbage til en apostel eller en af hans nærmeste medarbejdere. Det skulle stemme overens med den tro, Kirken allerede bekendte og fejrede. Og det skulle være blevet brugt bredt i de kristne menigheder gennem længere tid. Kun når disse betingelser var opfyldt, blev et skrift anerkendt som en del af Den Hellige Skrift.

Kanon blev ikke opfundet – den blev erkendt

Ordet kanon kommer fra græsk og betyder “målestok” eller “rettesnor”. Når Kirken fastlagde Bibelens kanon, skabte den derfor ikke Bibelen. Den opfandt heller ikke Guds ord. Kirken erkendte de skrifter, som allerede gennem deres brug i liturgien og deres overensstemmelse med den apostolske tro havde vist sig at være inspirerede.

Denne proces strakte sig over flere århundreder. Allerede i det andet århundrede fandtes lister over de fleste af Det Nye Testamentes bøger, men enkelte skrifter blev fortsat drøftet. Blandt dem var Hebræerbrevet, Jakobsbrevet, Judasbrevet og Johannes’ Åbenbaring. Først i slutningen af det fjerde århundrede blev den kanon med 27 nytestamentlige bøger, som alle kristne i dag anvender, endeligt anerkendt. Kirken traf altså ikke en vilkårlig beslutning, men bekræftede det, som gennem lang tids brug og bøn allerede var blevet erkendt som apostlenes autentiske vidnesbyrd.

Det Gamle Testamentes bøger

Spørgsmålet om Det Gamle Testamentes bøger viste sig at være mere kompliceret. De første kristne anvendte hovedsageligt den græske oversættelse Septuaginta, som var udbredt i hele den græsktalende verden. Denne oversættelse indeholdt flere skrifter end den senere jødiske bibel, blandt andet Tobits Bog, Judits Bog, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog samt Første og Anden Makkabæerbog.

Disse bøger blev læst i Kirkens gudstjenester og citeret af mange af de tidlige kirkefædre. Derfor blev de naturligt en del af den katolske bibelkanon. Først under reformationen i det sekstende århundrede valgte Martin Luther at følge den kortere jødiske kanon for Det Gamle Testamente. Resultatet blev, at de protestantiske bibler kom til at indeholde færre bøger end den katolske Bibel. Som svar på denne udvikling bekræftede Tridentinerkoncilet i 1546 den kanon, som Kirken allerede havde anvendt gennem mere end tusind år.

Hieronymus og Vulgata

En af de mest betydningsfulde skikkelser i Bibelens historie er kirkefaderen Hieronymus. Omkring år 382 fik han til opgave at udarbejde en ny latinsk oversættelse af Bibelen. Arbejdet blev omfattende og krævede studier af både hebraiske og græske håndskrifter. Resultatet blev den oversættelse, som senere fik navnet Vulgata.

I mere end tusind år var Vulgata Vestkirkens officielle bibeltekst. Den blev grundlaget for prædikener, liturgi, teologiske studier og middelalderens klosterkultur. Hieronymus havde selv betænkeligheder ved enkelte af Det Gamle Testamentes bøger, men han oversatte også de skrifter, som Kirken anvendte i liturgien. På den måde kom Vulgata til at afspejle den bibel, som Kirken gennem århundreder havde modtaget og læst som Den Hellige Skrift.

Bibelen og Traditionen hører sammen

En af de største forskelle mellem katolsk og protestantisk bibelforståelse handler om forholdet mellem Skriften og Traditionen. Den katolske tro lærer ikke, at Bibelen står alene. Den samme Kirke, som modtog apostlenes forkyndelse, bevarede deres lære, samlede deres skrifter og fastlagde den bibelske kanon. Derfor kan Bibelen ikke adskilles fra den levende Tradition, som den voksede frem af.

Det betyder ikke, at Traditionen står over Bibelen eller kan ændre dens indhold. Skriften og Traditionen udspringer af den samme guddommelige åbenbaring og fortolkes autentisk af Kirkens læreembede under Helligåndens vejledning. Når katolikker læser Bibelen, gør de det derfor i fællesskab med den tro, som Kirken har bekendt siden apostlenes tid. Bibelen er ikke blot en bog for den enkelte læser, men Kirkens bog, læst i Kirkens fællesskab.

Mere end en historiebog

Bibelen er langt mere end en samling gamle religiøse skrifter eller et historisk dokument fra oldtiden. Den er Guds levende ord, som fortsat taler til mennesker gennem Kirkens liturgi, forkyndelse og daglige liv. Dens bøger blev skrevet over omkring tusind år, men de peger alle mod det samme centrum: Jesus Kristus, Guds menneskevordne Ord og hele Skriftens opfyldelse.

Historien om Bibelens tilblivelse minder samtidig om, at kristendommen ikke begyndte med en bog, men med Kristus selv. Før der fandtes et færdigt Nyt Testamente, fandtes Kirken allerede. Det var denne Kirke, som trofast bevarede apostlenes forkyndelse, samlede deres skrifter og under Helligåndens vejledning erkendte, hvilke bøger der virkelig udgjorde Den Hellige Skrift. Derfor er Bibelen ikke et tilfældigt udvalg af religiøse tekster, men frugten af Guds forsyn gennem historien. For katolikker er Bibelen både Guds ord og Kirkens bog – inspireret af Den Hellige Ånd, overleveret gennem Traditionen og fortsat levende i Kirkens tro og liv.

-karn