Maria er født – Kristus er på vej

Med Marias fødsel nærmer det øjeblik sig, hvor Gud bliver menneske og træder ind i verden.

Evangelierne fortæller intet om Marias fødsel. Alligevel fejrer Kirken dagen med glæde. Et barn kom til verden i ubemærkethed, og gennem hendes senere ja til Gud skulle Kristus blive født ind i menneskets historie.

En fødselsdag uden en fødselsberetning

Evangelierne fortæller intet om Marias fødsel. Vi kender hverken stedet, dagen eller omstændighederne. Traditionen kalder hendes forældre Joakim og Anna, og navnene stammer fra det oldkirkelige skrift Jakobs Forevangelium. Skriftet hører ikke til Det Nye Testamente og kan ikke læses som en sikker historisk beretning. Det vidner dog om Kirkens tidlige interesse for den kvinde, som blev Jesu mor, og om ønsket om at se hele hendes liv som en del af frelseshistorien. Festen for Marias fødsel opstod i Østkirken og fandt senere vej til den vestlige kirkes kalender. Datoen ligger ni måneder efter højtiden for Marias uplettede undfangelse den 8. december, hvor Kirken fejrer, at hun fra det første øjeblik af sit liv blev bevaret fra arvesynden ved Guds nåde og med Kristi frelsergerning for øje.

Fraværet af en evangelisk fødselsberetning gør ikke festen tom. Det retter tværtimod blikket mod det, som ingen kunne se den dag, Maria kom til verden. Et barn blev født i en jødisk familie i et lille folk under fremmed herredømme. Der var ingen paladser, hære eller offentlige bekendtgørelser omkring hende. Ingen historieskriver fandt anledning til at nedskrive begivenheden. Alligevel begyndte et nyt kapitel i menneskets historie. Gud førte sit store værk frem i stilhed, sådan som han så ofte gør. Det, der lignede en almindelig fødsel, blev morgenrøden før Kristi komme.

Maria var et virkeligt menneske

På denne festdag kan Maria let komme til at fremstå fjern, næsten hævet over det menneskelige liv. Kirkens tro fastholder hendes fulde menneskelighed. Maria blev født, voksede op, lærte at tale, bad sit folks bønner og levede med de vilkår, der hørte til hendes tid og sted. Hun kendte glæde og uro, arbejde og træthed, kærlighed og sorg. Hendes særlige plads i frelseshistorien fjernede hende aldrig fra menneskelivet. Den viser, hvad Guds nåde kan udrette i et menneske, der tager imod ham.

Marias storhed består heller ikke i, at hun selv udtænkte en ophøjet livsopgave. Hun modtog et kald og gav sit frie samtykke. Hendes ja ved bebudelsen voksede ud af et liv, der allerede var vendt mod Gud. Den unge kvinde fra Nazaret kendte ikke alle følgerne af sit svar. Hun fik ingen plan over flugten til Egypten, årene i Nazaret, brylluppet i Kana, modstanden mod Jesus eller smerten på Golgata. Hun sagde ja uden at kræve fuldt overblik over vejen. Denne tillid gør hende til et forbillede for Kirken og for enhver kristen, som forsøger at følge Gud uden at kunne se hele vejen frem.

Løfterne nærmer sig deres opfyldelse

Gennem Det Gamle Testamente løber forventningen om frelsen som en tråd i Israels historie. Profeterne taler om en konge af Davids slægt, om retfærdighed, fred og Guds nærvær blandt sit folk. Med Marias fødsel rykker opfyldelsen nærmere. Hun er selv en datter af Israel, formet af sit folks tro, bøn og håb. Da hun senere lovsynger Gud i Magnificat, taler hun med ord og billeder, som udspringer af Skriften. Hun står midt i Israels historie og bliver den, gennem hvem Messias fødes ind i verden.

Maria kan aldrig forstås løsrevet fra Kristus. Kirken fejrer hende, fordi Gud handlede i hende, og fordi hele hendes liv peger mod hendes søn. Enhver ægte Mariafest fører til Jesus. Hendes fødsel peger frem mod hans fødsel. Hendes moderskab peger mod mysteriet, at Guds evige søn blev sandt menneske. Hendes tro peger mod ham, hun satte sin lid til. Hun er den første, der tager imod Kristus med hele sit liv, og den første, der bærer ham til andre. Allerede før apostlene begyndte deres forkyndelse, bar Maria Guds ord i sit legeme og bragte ham med sig til Elisabet.

Gud begynder i det skjulte

Festen den 8. september udfordrer vores forestillinger om, hvor det store og betydningsfulde finder sted. Verden lægger mærke til magthavere, sejre, kriser og offentlige begivenheder. Gud lod frelsens nye begyndelse tage form i et barn, hvis fødsel ingen historieskriver omtalte. Det samme mønster går igen i evangeliet. Betlehem var lille. Nazaret havde ringe anseelse. Disciplene tilhørte ikke landets elite. Korset lignede et endeligt nederlag. Guds rige voksede frem gennem mennesker og steder, som let kunne overses.

Det bringer festen tæt på vores eget liv. De fleste mennesker får ingen plads i de store historiebøger. De passer deres arbejde, tager sig af børn og gamle, beder deres bønner, bærer deres sorger og forsøger at være trofaste i det, som er blevet dem betroet. Marias fødsel minder os om, at et menneskes værdi aldrig afhænger af berømmelse, indflydelse eller synlige resultater. Gud ser det liv, som leves uden offentlighedens opmærksomhed: tjenesten ingen omtaler, troskaben ingen belønner, og bønnen ingen andre hører.

Livet modtages og gives tilbage

En fødselsdag minder os om, at livet er modtaget. Ingen har skabt sig selv eller valgt dagen, familien og stedet, hvor livet begyndte. Det blev givet, før vi kunne tage stilling til det. I Maria ser Kirken et menneske, som modtager sit liv fra Gud og giver det tilbage til ham i tillid. Hendes frihed udfolder sig i hengivelsen, og hendes værdighed bliver synlig, da hun stiller sig til rådighed for Guds vilje: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.«

Hendes ja skånede hende ikke for lidelsen. Simeon forudsagde, at et sværd skulle gennembore hendes sjæl. Hun måtte se sin søn blive afvist, hånet, tortureret og henrettet. Ved korset kunne hun ikke standse lidelsen. Hun kunne blive stående. Det ja, hun gav i Nazaret, blev prøvet gennem et helt liv og bevaret ind i den mørkeste time. Den Maria, hvis fødsel Kirken fejrer med glæde, er også den mor, som blev ved sin søns side, da næsten alle andre var flygtet.

Morgenrøden før solen

Den kristne tradition har sammenlignet Maria med morgenrøden, der varsler solens komme. Billedet rummer hele festens indhold. Morgenrøden er ikke solen; den fortæller, at lyset nærmer sig. Maria er ikke verdens frelser. Hun modtager Frelseren og giver ham til verden. Hendes fødsel bliver et tegn på, at mørket ikke skal vare evigt. Gud er allerede i færd med at opfylde sit løfte, selv om verden endnu ikke kan se det.

Jomfru Marias fødselsdag er således mere end et fromt tilbageblik på en begivenhed, vi kun ved lidt om. Den er en fest for Guds skjulte begyndelser. Den lærer os at se med større opmærksomhed på det lille, det sårbare og det upåagtede. Et barn fødes, og frelseshistorien går ind i en ny tid. Maria er født. Kristus er på vej.

-karn