En tragedie uden dom

Sagen om Lindsay Clancy har delt USA i synet på psykisk sygdom, skyld og ansvar.

Lindsay Clancy dræbte sine tre børn. Forsvaret mener, at en fødselspsykose gjorde hende ude af stand til at forstå sine handlinger, mens anklagemyndigheden hævder, at hun handlede bevidst og planlagt. Juryen kunne ikke blive enig. Tilbage står en tragedie, som kalder på medfølelse med den syge uden at lade børnene forsvinde ud af fortællingen.

En dom, der ikke kom

Cora var fem år. Dawson var tre. Callan var otte måneder. I januar 2023 blev de dræbt i familiens hjem i Massachusetts af deres mor, Lindsay Clancy. Samme aften forsøgte hun at tage sit eget liv ved at springe ud fra husets anden sal. Hun overlevede, men blev lammet og sidder nu i kørestol.

Lindsay Clancy har ikke benægtet, at hun dræbte børnene. Hun har alligevel erklæret sig ikke skyldig, fordi hendes forsvar mener, at hun led af en fødselspsykose og derfor ikke var i stand til at forstå og kontrollere sine handlinger. Anklagemyndigheden har fremført et andet billede og hævdet, at hun handlede bevidst og planlagt. Efter en lang retssag med omkring 80 vidner kunne juryen ikke nå frem til en enstemmig afgørelse. Retssagen blev erklæret ugyldig, og anklagemyndigheden skal nu beslutte, om sagen skal føres igen.

Juryens uenighed fortæller noget væsentligt. Selv efter ugers vidneforklaringer, lægelige vurderinger og gennemgang af de mest private dele af familiens liv kunne tolv mennesker ikke blive enige om, hvor sygdommen sluttede, og det personlige ansvar begyndte. Det bør mane resten af os til varsomhed. Vi har set langt mindre end juryen, og alligevel falder dommene hurtigt på sociale medier.

Det menneskelige sind kan bryde sammen

En fødselspsykose er en sjælden og alvorlig psykisk tilstand, som kan opstå efter en fødsel. Den adskiller sig fra den udmattelse, nedtrykthed eller fødselsdepression, som flere kvinder oplever. Ved en psykose kan forbindelsen til virkeligheden svækkes eller forsvinde. Den syge kan opleve vrangforestillinger, hallucinationer, stærk forvirring og en dømmekraft, der ikke længere fungerer, som den plejer. Tilstanden kræver akut psykiatrisk behandling, fordi både moderen og barnet kan befinde sig i fare.

Hvis Lindsay Clancy befandt sig i en sådan tilstand, da børnene blev dræbt, kan hendes evne til at forstå og vælge have været alvorligt svækket. Det ændrer ikke handlingernes gru eller børnenes død. Det kan derimod ændre bedømmelsen af hendes personlige skyld. Et menneske, der har mistet forbindelsen til virkeligheden, kan ikke uden videre bedømmes på samme måde som et menneske, der handler frit, overlagt og med fuld forståelse af følgerne.

Det er denne skelnen, retten forsøger at foretage. Den skal hverken afgøres af vores umiddelbare vrede eller af vores medfølelse med en ulykkelig mor. Den kræver viden om hendes sygdom, hendes behandling, hendes adfærd og hendes sindstilstand i de afgørende minutter. Det er muligt, at en ny jury vil nå frem til en dom. Det er også muligt, at usikkerheden vil bestå.

Kvinderne, der genkender noget

Uden for retsbygningen har hundredvis af mennesker demonstreret til støtte for Lindsay Clancy. Flere kvinder har fortalt, at de genkender noget fra deres eget liv i hendes historie. På sociale medier er budskabet Same, Lindsay blevet brugt af mødre, der beskriver psykisk sårbarhed, selvmordstanker, søvnløshed, udmattelse og oplevelsen af ikke at blive hørt.

De siger ikke, at de genkender drabet på tre børn. De genkender fortvivlelsen og frygten for at miste sig selv. Nogle har måske stået tættere på afgrunden, end deres omgivelser nogensinde opdagede. Deres fortællinger fortjener at blive hørt. Moderskabet fremstilles ofte som en næsten selvfølgelig tilstand af glæde, kærlighed og naturligt overskud. Det kan gøre det svært for en mor at sige højt, at hun er bange, vred, følelsesløs eller plaget af tanker, hun ikke selv forstår.

Sagen kan derfor åbne en nødvendig samtale om hjælpen til kvinder efter en fødsel. En mor skal kunne fortælle om mørke og skræmmende tanker uden straks at blive betragtet som et dårligt menneske. Samtidig skal sundhedspersonale og pårørende kende tegnene på en egentlig psykose og reagere hurtigt. Tavshed og skam beskytter hverken moderen eller barnet.

Identifikationen med Lindsay Clancy har alligevel sine begrænsninger. Ingen af os kan vide, at vi ville have handlet som hende. De fleste kvinder, der rammes af depression, angst eller stor udmattelse efter en fødsel, gør aldrig deres børn fortræd. Også blandt kvinder med fødselspsykose er drab på børn meget sjældne. Kvinder skal kunne genkende deres egen sårbarhed i sagen uden at få indtryk af, at psykisk sygdom uundgåeligt fører til vold.

Tre børn midt i fortællingen

Jo mere der fortælles om Lindsay Clancys sygdom og behandling, desto større bliver risikoen for, at børnene glider ud af synsfeltet. Det sker ikke nødvendigvis, fordi nogen er ligeglade med dem. Der findes ganske enkelt langt mere at fortælle om den voksne, som overlevede, end om de tre børn, der ikke længere kan fortælle deres egen historie.

Vi hører om moderens lægebesøg, medicin, selvmordstanker og indlæggelser. Vi ser hende i retssalen sammen med sin advokat. Vi hører hendes støtter og kritikere diskutere hendes ansvar. Cora, Dawson og Callan kan ikke fortælle, hvem de var, hvad de holdt af, eller hvordan verden så ud fra deres højde. De efterlod ingen forklaringer og kan ikke gøre krav på offentlighedens opmærksomhed.

Derfor bør deres navne nævnes. Ikke som et argument imod deres mor, men fordi de havde deres eget liv og deres egen værdighed. De var mere end ofrene i en opsigtsvækkende straffesag. De var børn med et ubetinget krav på kærlighed og beskyttelse. En samtale om moderens psykiske sygdom bliver ikke mindre sand af, at børnene får plads. Tværtimod bliver tragediens fulde omfang først synligt, når vi ser dem alle.

Deres far, Patrick Clancy, står også tilbage i en næsten ufattelig situation. Han har mistet sine tre børn. Den kvinde, han delte sit liv med, dræbte dem og forsøgte derefter at dø. Hans sorg lader sig ikke indordne i de fronter, der er opstået omkring retssagen. Familien kan ikke deles op i helte og skurke uden at noget afgørende går tabt.

Den katolske tro og det personlige ansvar

Den katolske tro fastholder både handlingens alvor og nødvendigheden af at bedømme menneskets personlige ansvar retfærdigt. Den Katolske Kirkes Katekismus siger i nummer 1735, at ansvar og skyld kan formindskes eller ophæves af blandt andet uvidenhed, frygt, tvang og psykiske forhold. Menneskets frihed er virkelig, men sygdom kan skade den.

Denne lære betyder ikke, at alt kan undskyldes. Den betyder, at skyld aldrig kan vurderes alene ud fra handlingens ydre resultat. To mennesker kan udføre den samme handling og alligevel bære forskelligt ansvar, fordi deres forståelse, hensigt og frihed var forskellige. Gud alene ser hele menneskets indre. En domstol må nå så tæt på sandheden, som vidneforklaringer, lægelige vurderinger og andre beviser gør muligt.

En kristen behøver derfor ikke vælge mellem fordømmelse og frifindelse, før sagen er afgjort. Vi kan overlade den juridiske bedømmelse til retten og samtidig bede om, at sandheden kommer frem. Hvis Lindsay Clancy var ude af stand til at forstå sine handlinger, bør hun mødes som et alvorligt sygt menneske og modtage den nødvendige behandling. Hvis hun havde tilstrækkelig forståelse og frihed til at bære ansvar, må retten tage højde for det. I begge tilfælde har hun en menneskelig værdighed, som ingen forbrydelse eller sygdom kan udslette.

Det samme gælder børnene. Deres værdighed afhænger ikke af, hvor meget plads de får i medierne, eller hvilken dom retten når frem til. De var skabt i Guds billede og havde en værdi, der ikke skulle fortjenes. Den værdi består, selv om deres liv blev korte.

Medfølelsen behøver ikke at vælge

Debatten om Lindsay Clancy bliver let en kamp om, hvem der har krav på vores medfølelse. Hvis man taler om hendes sygdom, beskyldes man for at glemme børnene. Hvis man fremhæver børnene, kan det opfattes som en afvisning af psykisk sygdom og af de kvinder, der genkender hendes fortvivlelse.

Men medfølelsen behøver ikke at vælge. Den kan rumme en mor, som muligvis var alvorligt syg, en far, der mistede sine børn, og tre små mennesker, hvis liv blev taget. Den kan også rumme de kvinder, der ser deres egen sårbarhed i sagen, og som måske for første gang tør fortælle andre, hvor dårligt de har haft det.

Medfølelse er ikke det samme som at kende dommen på forhånd. Den fritager os heller ikke fra at tale sandt om det skete. Tre børn blev dræbt. Deres mor gjorde det. Vi ved endnu ikke, i hvilken grad hun var i stand til at forstå og kontrollere sine handlinger. Alle tre sætninger hører med.

Det, samfundet kan lære

Uanset hvilken afgørelse en kommende retssag måtte nå frem til, bør sagen få følger for behandlingen af psykisk sygdom efter fødsler. Lindsay Clancy havde i månederne før drabene kontakt med flere behandlere, var indlagt på et psykiatrisk hospital og ringede til en selvmordslinje. Det viser i det mindste, at hendes lidelse var alvorlig, og at hun søgte hjælp.

Det skal undersøges, om nogen kunne eller burde have handlet anderledes. En tragedie kan ikke altid forhindres, heller ikke når behandlere gør deres bedste. Men når en kvinde efter en fødsel mister søvnen, bliver selvmordstruet eller viser tegn på at miste forbindelsen til virkeligheden, må hjælpen være hurtig og sammenhængende. Familien må heller ikke efterlades alene med ansvaret for at forstå, hvor farlig situationen er blevet.

Samtidig skal man undgå at gøre alle psykisk syge mødre mistænkelige. Frygten for at få sit barn fjernet kan få en kvinde til at skjule sine symptomer. Hjælpen må bygge på faglighed, tillid og respekt for både moderen og barnet. Målet er at beskytte livet uden at gøre sygdommen til en moralsk brist.

Ingen enkel afslutning

Sagen om Lindsay Clancy tilbyder ingen afslutning, der kan stille alle tilfredse. En dom kan afgøre hendes juridiske ansvar, men den kan ikke gøre børnene levende eller give familien dens liv tilbage. Den kan heller ikke besvare alle de tanker, som andre mødre har fået ved at følge sagen.

Vi bør være varsomme med at gøre Lindsay Clancy til et symbol på enten svigtede mødre eller uforklarlig ondskab. Hun er et menneske i en konkret og frygtelig historie. Hendes ansvar skal bedømmes ud fra sandheden om hendes sindstilstand, ikke ud fra vores behov for en enkel forklaring.

Og mens retten forsøger at finde den sandhed, må tre navne blive stående:

Cora. Dawson. Callan.

De er ikke anklager mod deres mor. De er hendes børn. De er også tre mennesker, som havde krav på livet, og som nu må bæres i andres erindring.

-karn