Koncilet forandrede Kirken uden at gøre den til en anden

Benedikt XVI gav striden om Andet Vatikankoncil et mere krævende svar, end både tilhængere og modstandere ofte indrømmer

Andet Vatikankoncil opgav ingen af Kirkens dogmer. Alligevel ændrede det dens sprog, selvforståelse og forhold til religionsfriheden, staten, videnskaben, jødedommen og de øvrige religioner. I en undersøgelse af Benedikt XVI’s koncilsforståelse viser den amerikanske teolog Joseph A. Komonchak, at katolsk reform forener troskab mod den overleverede tro med viljen til at korrigere historiske afgørelser.

Et koncil, der stadig deler

Mere end 60 år efter Andet Vatikankoncil diskuteres det fortsat, hvad der egentlig skete mellem 1962 og 1965. Gav koncilet Kirken et sprog, som mennesker uden for dens egne mure kunne forstå, eller begyndte den at tale så meget om verden, at dens egen stemme blev svagere? Var det en nødvendig genopdagelse af evangeliet og den ældre kirkelige tradition, eller åbnede det for en opløsning af tro og praksis? Striden hører ikke kun hjemme i historiebøgerne. Den viser sig i liturgien, i synet på Kirkens autoritet, i forholdet mellem pave og biskopper, i lægfolkets plads og i vurderingen af, hvordan den katolske tradition udvikler sig. Koncilet er afsluttet som kirkeligt møde, men det lever videre som en uafsluttet kirkelig erfaring.

Den amerikanske teolog Joseph A. Komonchak undersøger denne strid i artiklen Benedict XVI and the Interpretation of Vatican II fra 2007. Udgangspunktet er Benedikt XVI’s juletale til den romerske kurie den 22. december 2005, som siden er blevet en af de hyppigst citerede pavelige tekster om koncilets rette fortolkning. Den gengives ofte, som om Benedikt stillede kontinuiteten op over for bruddet og valgte den første. Komonchak viser, at pavens ord ikke passer ind i så enkelt et skema. Benedikt talte om “diskontinuitetens og bruddets hermeneutik” over for “reformens hermeneutik”. Hermeneutik betyder her den nøgle, man bruger til at forstå og fortolke koncilet med. Valget af ordet reform er afgørende. En reform bevarer noget, forandrer noget andet og søger at føre det oprindelige frem i en mere sand og virksom skikkelse.

Kirken kan ikke begynde forfra

Den ene fortælling om koncilet siger, at Kirken før 1962 tilhørte én virkelighed, mens der efter 1965 opstod en anden. De vedtagne dokumenter bliver i denne fortolkning betragtet som forsigtige kompromiser, der ikke fuldt ud udtrykte koncilets egentlige bevægelse. I stedet henvises der til “koncilets ånd”, som skulle føre Kirken længere, end biskopperne nåede i de tekster, de underskrev. En sådan ånd bliver let løsrevet fra selve koncilet og kan bruges som begrundelse for forandringer, som aldrig blev drøftet eller vedtaget.

Benedikt XVI afviste denne forståelse. Et økumenisk koncil er ikke en grundlovgivende forsamling, der kan ophæve Kirkens overleverede tro og udstyre den med en ny forfatning. Biskopperne ejer ikke Kirken. De har modtaget den og er sat til at forvalte det, Kristus har betroet den. Kirken før og efter koncilet er den samme ene, hellige, katolske og apostolske kirke. Dens tro kan uddybes og udtrykkes på nye måder, men den kan ikke udskiftes med en anden tro.

Den modsatte fortælling har også sine mangler. Den hævder, at koncilet blot gentog, hvad Kirken altid havde sagt, og at enhver tale om brud eller diskontinuitet truer dens identitet. Hvis det var hele sandheden, ville det være svært at forklare, hvorfor koncilet blev indkaldt, hvorfor det vakte så store forventninger, og hvorfor det førte til gennemgribende ændringer i Kirkens liv. Benedikt fastslog selv, at koncilet havde revideret og ligefrem korrigeret visse historiske kirkelige afgørelser. Han erkendte dermed en virkelig diskontinuitet, som fandt sted inden for den samme kirkes historie.

Troens indhold og dens udtryksform

Benedikt hentede en nøgle til koncilet i Johannes XXIII’s åbningstale fra 1962. Her skelnede koncilspaven mellem troslærens blivende indhold og den måde, den bliver fremlagt på. Kirken skulle bevare den overleverede tro ren og hel og samtidig fremstille den på en måde, der svarede til samtidens behov. Opgaven rakte længere end en sproglig modernisering. Et svar, der er formet af en historisk situation, kan ikke uden videre gentages flere århundreder senere og forventes forstået på samme måde. Troens sandhed består, mens Kirkens formuleringer og pastorale handling må tage den virkelighed alvorligt, som evangeliet skal forkyndes i.

Her mødes troskab og bevægelse. Troskab er mere end fastholdelse af gamle former, og fornyelse er mere end tilpasning til samtidens ønsker. En tradition lever, fordi den bliver overleveret, modtaget og båret ind i nye historiske forhold. Hvis intet må ændres, risikerer traditionen at blive reduceret til bevarelse. Hvis alt kan ændres, mister den forbindelsen til det, der blev modtaget. Benedikts reformbegreb holder disse hensyn sammen: Kirken kan ændre sig, fordi den har en identitet, og den bevarer denne identitet gennem en fortsat omvendelse til Kristus.

Religionsfriheden viser forandringen

Koncilets erklæring om religionsfriheden, Dignitatis humanae, er det tydeligste eksempel. Gennem en lang periode havde kirkelige myndigheder betragtet religionsfriheden med mistro, fordi den ofte blev forbundet med religiøs ligegyldighed og med den opfattelse, at alle religioner var lige sande eller lige usande. I lande med et katolsk flertal blev den katolske stat fortsat opfattet som idealet, mens andre trosretninger højst kunne tåles af praktiske grunde.

Andet Vatikankoncil valgte et andet udgangspunkt. Troen må aldrig påtvinges et menneske. Mennesket har i kraft af sin værdighed ret til frihed fra tvang i religiøse anliggender, også når det tager fejl. Staten skal beskytte borgernes mulighed for at søge sandheden, bekende deres tro og leve efter deres samvittighed. Koncilet anerkendte dermed et centralt princip i den demokratiske stat. Benedikt så samtidig denne lære som en tilbagevenden til kristendommens dybeste arv. Jesus tvang ingen til tro, og de første martyrer døde, fordi de afviste statens krav på herredømme over deres samvittighed.

Udviklingen kan ikke beskrives ærligt, hvis man hævder, at intet ændrede sig. Kirken gik fra en langvarig støtte til den katolske konfessionsstat til et principielt forsvar for religionsfriheden. Troen på sandheden blev fastholdt, mens forståelsen af menneskets frihed blev uddybet. Sandheden mister ikke sin kraft, fordi mennesket møder den i frihed. Tvang kan frembringe lydighed og ydre tilpasning; den kan aldrig skabe tro. Koncilets lære blev således både en korrektion af tidligere kirkelig praksis og en genopdagelse af noget, der lå dybt i evangeliet.

Historiske afgørelser er ikke dogmer

Komonchaks læsning udfordrer forestillingen om, at enhver tidligere kirkelig holdning skal forsvares, som om den tilhørte trosbekendelsen. Kirken lever i historien. Dens lære bæres af mennesker, dens afgørelser formuleres under bestemte konflikter, og dens institutioner præges af de samfund, den lever i. Sandheden bliver ikke relativ af den grund. Der må skelnes mellem det blivende trosindhold og de historiske ordninger, vurderinger og strategier, som gennem tiden er blevet knyttet til det.

En fordømmelse kan have ramt en virkelig fare og alligevel have været for bred. En politisk ordning kan have tjent Kirken i én periode og være blevet en hindring i en anden. En teologisk formulering kan have beskyttet en sandhed og samtidig gjort andre sider af den samme sandhed vanskelige at se. Kirkelig autoritet står også under evangeliet. Den må kunne erkende, hvor frygt, magtforhold eller tidsbestemte forestillinger er blevet blandet sammen med den tro, den skulle beskytte.

Det kræver en moden forståelse af lydighed. Katolsk lydighed er rettet mod den sandhed, Kirken har fået betroet, og denne sandhed kalder også Kirken til omvendelse. En historisk fejlvurdering behøver ikke at ødelægge tilliden til Kirken. En kirke, der kan lade sig rense af sin egen tro, viser, at dens håb ikke hviler på forestillingen om, at alle dens ledere til enhver tid har vurderet enhver sag rigtigt.

Koncilet var mere end sine dokumenter

Komonchak skelner mellem en læremæssig, en teologisk og en historisk vurdering af koncilet. Læremæssigt er kontinuiteten tydelig. Koncilet ophævede ingen dogmer og definerede ingen nye. Det genfandt imidlertid sider af den katolske tradition, som havde stået svagere i de foregående århundreder: biskoppernes fælles ansvar, alle døbtes fælles præstedømme, lokalkirkens betydning, Den Hellige Skrifts centrale plads og lægfolkets kald. Tidligere lærepunkter blev ikke forkastet, men placeret i en bredere sammenhæng.

Teologisk voksede koncilet ud af årtiers bibelsk, liturgisk, patristisk og økumenisk arbejde. Flere af de teologer, der havde bidraget til denne fornyelse, var tidligere blevet mødt med mistanke eller begrænsninger fra kirkelige myndigheder. Under koncilet blev de indkaldt som eksperter og fik stor betydning for dokumenternes udformning. Tanker, der kort forinden var blevet betragtet som farlige, blev en del af et økumenisk koncils arbejde. Også her fandt en virkelig forandring sted.

Historisk var koncilet en begivenhed, der ændrede katolikkers erfaring af Kirken. Liturgien, forholdet til andre kristne, synet på jødedommen, mødet med andre religioner, biskoppernes rolle og lægfolkets ansvar blev ikke oplevet som mindre justeringer. Deltagere og samtidige iagttagere vidste, at noget afgørende var sket. Den unge Joseph Ratzinger beskrev selv koncilet med en forventning og begejstring, der vanskeligt kan forenes med forestillingen om, at alt blot fortsatte som før.

Benedikt XVI passer ikke ind i lejrene

Før Benedikts tale havde flere ventet, at han ville forkaste den store koncilshistorie, der blev udgivet under Giuseppe Alberigos ledelse og ofte forbindes med Bologna-skolen. Værket lagde stor vægt på koncilet som historisk begivenhed, på konflikterne undervejs og på forskellen mellem tiden før og efter koncilet. Kritikerne mente, at denne historieskrivning gjorde bruddet vigtigere end kontinuiteten og lod en ubestemt “koncilets ånd” træde i stedet for de vedtagne dokumenter.

Komonchak, der selv redigerede den engelske udgave af koncilshistorien, afviser, at Benedikts tale var et opgør med værket. Alberigos forfattere hævdede ikke, at Kirken havde forladt sin tro eller var blevet erstattet af en ny kirke. De fandt den tydeligste diskontinuitet i Kirkens ændrede forhold til den moderne verden. Det var også det område, Benedikt brugte hovedparten af sin tale på. Han beskrev selv koncilet som en korrektion af tidligere holdninger og som begyndelsen på et nyt forhold til samtidens stat, videnskab og religionsforståelse.

Benedikt XVI kan således ikke uden videre bruges som partsmærke i nutidens kirkelige strid. Hans reformens hermeneutik stiller krav til alle lejre. De reformivrige må acceptere, at Kirken ikke kan opfinde sig selv på ny, og at koncilets tekster sætter grænser for, hvad der kan tilskrives koncilet. De traditionsorienterede må acceptere, at troskab ikke gør enhver historisk ordning urørlig, og at Kirken kan have behov for at korrigere tidligere afgørelser. Ingen af siderne får hele Benedikt.

Den samme kirke på vej gennem historien

Andet Vatikankoncil efterlod ikke Kirken med en enkel opskrift. Det pålagde den at skelne mellem den tro, der er modtaget fra apostlene, og de historiske former, som gennem tiden har tjent denne tro. Nogle former kan fortsat bære evangeliet. Andre bliver med tiden en hindring for det. Nye tanker må prøves på Kirkens tro, mens gamle ordninger må prøves på samme målestok. Denne skelnen kan ikke afgøres ved alene at påberåbe sig tradition eller fornyelse.

Komonchaks fortjeneste er, at han gør Benedikt XVI vanskelig at reducere til et slagord. Paven forsvarede Kirkens ubrudte identitet uden at gøre den historieløs. Han anerkendte, at der på koncilet skete reelle forandringer, og at tidligere afgørelser blev korrigeret. Den samme kirke gik videre, men den gik videre med et fornyet sprog og en ændret forståelse af sit forhold til verden.

En levende kirke er ikke en kirke uden forandring. Den lader enhver forandring prøve på det evangelium, den har modtaget. Den kan bevare sin tro uden at forsvare enhver side af sin fortid, erkende fejl uden at opgive sin identitet og træde ind i en ny tid uden at ophøre med at være Kristi Kirke. Det er den krævende balance, Benedikt XVI kaldte reform.

Om dokumentet

Essayet bygger på Joseph A. Komonchaks artikel Benedict XVI and the Interpretation of Vatican II, udgivet i Cristianesimo nella storia, årgang 28, 2007, side 323–337. En senere bearbejdet udgave indgår som et kapitel i bogen The Crisis of Authority in Catholic Modernity. Denne udgave ligger bag betalingsmur og arnkilde.dk kan derfor ikke tilbyde den til download.

Komonchak har selv gjort den oprindelige engelske artikel fra 2007 frit tilgængelig. Den kan læses og hentes i fuld ordlyd som PDF på forfatterens hjemmeside.

-karn