Sankt Stefanus – helgenen der næsten forsvandt i julen

Kirken fejrer Sankt Stefanus den 26. december, dagen efter Kristi fødsel. Placeringen er gammel og fuld af betydning, men den betyder også, at den første martyr let forsvinder mellem juledag, familiebesøg og julemåltider. Derfor fortjener Stefanus også at blive mødt midt om sommeren.

Stefanus stod først blandt de syv mænd, som apostlene udvalgte til en særlig tjeneste i den voksende kirke. Han blev den første kristne martyr og et tidligt billede på den diakonale tjeneste, hvor omsorgen for mennesker, forkyndelsen af evangeliet og bekendelsen til Kristus hører sammen.

Sankt Stefanus har en af de fornemste pladser i kirkeåret. Den 26. december, umiddelbart efter fejringen af Kristi fødsel, mindes Kirken sin første martyr. Placeringen er gammel og teologisk stærk: Barnet, der julenat ligger i krybben, er den Kristus, som mennesker senere skal bekende, følge og i yderste konsekvens give deres liv for. Alligevel har placeringen også betydet, at Stefanus let forsvinder mellem juledag, familiebesøg, julemåltider og resten af højtidens mange indtryk. Vi kender hans navn, men hans historie får sjældent den opmærksomhed, som dens betydning for Kirken fortjener.

Derfor bringer vi denne tekst om Stefanus midt om sommeren. Hans festdag er stadig den 26. december, og sammenhængen med julen skal ikke brydes. Men på afstand af julehøjtiden bliver det lettere at se manden selv. For Stefanus er langt mere end den første kristne martyr. I fortællingen om ham finder vi også begyndelsen til Kirkens diakonale tjeneste og et billede af en kirke, hvor omsorgen for de oversete hører uløseligt sammen med forkyndelsen af Kristus.

Kirkens tjeneste begyndte blandt de oversete

Stefanus træder frem i Apostlenes Gerninger på et tidspunkt, hvor den unge kirke vokser hurtigt. Evangeliet bliver forkyndt, mennesker kommer til tro, og fællesskabet omkring apostlene bliver større. Med væksten følger også de første problemer. De græsktalende jøder klager over, at deres enker bliver tilsidesat ved den daglige uddeling. Det er en jordnær konflikt om mad, omsorg og retfærdighed, men Lukas giver den en fremtrædende plads i fortællingen om Kirkens første år. Et kristent fællesskab kan bekende den rette tro og samtidig svigte, hvis mennesker ved dets kant bliver glemt.

Apostlene løser ikke problemet ved blot selv at arbejde mere. De beder menigheden vælge syv mænd med et godt omdømme, fyldt af Ånden og visdom, som kan tage ansvar for den daglige tjeneste. Menigheden vælger Stefanus, Filip, Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos. Apostlene beder og lægger hænderne på dem. Apostlenes Gerninger kalder ikke de syv for diakoner, og man skal derfor være varsom med uden videre at identificere deres tjeneste med det diakonembede, der senere får en tydeligere kirkelig form. Kirken har dog fra gammel tid set beretningen som en vigtig begyndelse til den tjeneste, der udviklede sig til diakonatet, og Stefanus står først blandt de syv.

Det er værd at standse ved årsagen til, at denne tjeneste opstår. Den bliver ikke til for at give Kirken større anseelse eller en mere imponerende organisation. Den bliver til, fordi en gruppe enker ikke får deres del af den daglige hjælp. Kirkens første skridt mod en mere ordnet tjeneste udspringer således af omsorgen for mennesker, som ellers kunne blive overset. Kristi Kirke organiserer barmhjertigheden, fordi barmhjertigheden ikke må afhænge af tilfældigheder.

Fra bordets tjeneste til forkyndelsen af Kristus

Stefanus bliver udvalgt i forbindelse med tjenesten ved bordene, men Apostlenes Gerninger lader ham hurtigt træde frem som langt mere end en praktisk hjælper. Lukas beskriver ham som en mand fuld af nåde og kraft, og han gør store undere og tegn blandt folket. Han taler om Kristus med en visdom, som hans modstandere ikke formår at stå imod. Den mand, der blev udvalgt på grund af et problem med den daglige uddeling, bliver dermed også en af den første kirkes tydeligste forkyndere.

Her viser Stefanus noget, som siden har fulgt den katolske forståelse af diakonien. Tjenesten for de fattige og forkyndelsen af evangeliet kan ikke skilles fra hinanden. Kirken hjælper ikke mennesker som en religiøs udgave af en social organisation. Dens omsorg udspringer af Kristus, som selv kom for at tjene, og den kristne tjeneste peger derfor altid tilbage mod Ham. Brødet til den sultne og evangeliet til den, der søger Gud, tilhører den samme kirkelige virkelighed. Stefanus står midt i denne forbindelse. Han tjener mennesker, og han bekender Kristus.

Den første martyr

Forkyndelsen bringer Stefanus frem for Det Store Råd. Her holder han den længste tale, som Apostlenes Gerninger gengiver. Han fører tilhørerne gennem Israels historie fra Abraham over Josef og Moses til templet og profeterne. Hans anklage er alvorlig: Det folk, som gennem historien har modstået Guds sendebud, har nu forkastet den retfærdige, Jesus Kristus. Reaktionen bliver voldsom. Stefanus ser himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre hånd, hvorefter han bliver ført uden for byen og stenet.

Hans død bliver et spejlbillede af Kristi egen død. Mens stenene rammer ham, beder han: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Derefter falder han på knæ og råber: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Stefanus dør uden at forbande sine bødler. Den første kristne martyr går ud af livet med en bøn for dem, der slår ham ihjel. Martyrens sejr består ikke i, at hans modstandere bliver besejret, men i at deres had ikke får lov til at bestemme hans sidste handling. Han dør med Kristi tilgivelse på læberne.

Saulus stod ved siden af

Lukas føjer en tilsyneladende lille oplysning til beretningen om steningen. Vidnerne lægger deres kapper ved fødderne af en ung mand ved navn Saulus, og kort efter fortælles det, at Saulus billigede drabet på Stefanus. Den unge mand bliver siden en af de hårdeste forfølgere af de kristne. Han går fra hus til hus, slæber mænd og kvinder bort og får dem kastet i fængsel. Først senere, på vejen til Damaskus, bliver hans liv vendt om. Saulus bliver Paulus, apostlen, som fører evangeliet langt ud over Judæas grænser.

Kirken har gennem århundreder set forbindelsen mellem Stefanus og Paulus med særlig opmærksomhed. Skriften siger ikke, at Stefanus’ sidste bøn var årsagen til Paulus’ omvendelse, og det skal heller ikke hævdes som et historisk faktum. Men billedet er stærkt: Den kommende apostel står ved martyrens død og hører en kristen bede for sine mordere. Stefanus får ikke selv lov til at se, hvad der senere sker med Saulus. Hans bøn bliver bedt uden nogen synlig belønning. Det er også en del af den kristne tjenestes væsen: Man ved ikke altid, hvor det frø, der bliver sået, ender med at slå rod.

Stefanus – også om sommeren

Når en mand i dag ordineres til diakon i den katolske kirke, træder han ind i en tjeneste, hvis ældste rødder rækker tilbage til den kirke, Apostlenes Gerninger beskriver. Det permanente diakonat er ikke blot en ufuldstændig udgave af præsteembedet eller et praktisk hjælpeembede. Diakonen ordineres til tjeneste og har sin egen plads i Kirkens sakramentale liv. Han forkynder evangeliet, bistår ved alteret, kan døbe og vie, leder begravelser og er på en særlig måde kaldet til den tjeneste, som Kristus selv gjorde til et kendetegn på sit liv blandt mennesker.

Men Stefanus tilhører ikke kun diakonerne. Han tilhører hele Kirken. Hans korte liv samler noget af det mest grundlæggende i kristendommen: omsorgen for den, der bliver overset, modet til at bekende Kristus og evnen til at bede for den, der gør én ondt. Det hele findes allerede hos denne mand fra Jerusalems første kristne menighed. Han fik ingen lang kirkelig karriere og nåede aldrig at se kristendommen brede sig gennem Romerriget. Hans tjeneste endte uden for Jerusalems mure under en regn af sten.

Det er grunden til, at hans plads dagen efter jul er så stærk. Kirken lader os ikke blive stående ved krybben. Allerede den 26. december møder vi den første, der betaler den højeste pris for at følge barnet fra Betlehem. Julens glæde bliver ikke ophævet af Stefanus’ martyrium; den bliver ført ind i den virkelige verden, hvor tro, tjeneste, lidelse og håb hører sammen.

Og alligevel fortjener Stefanus at blive hentet frem igen, når julen er langt væk. Midt i sommeren kan vi se ham uden julehøjtidens mange andre billeder omkring sig: manden, der blev valgt, fordi enker blev glemt; forkynderen, der ikke tav; martyren, der så Kristus; og den døende kristne, der bad for sine bødler. Hans historie fortæller om en kirke, hvor barmhjertigheden får hænder, evangeliet får en stemme, og tjenesten kommer før æren.

-karn