Den katolske Kirkes historie på 5 minutter

To tusind år med tro, magt og brud

Kirken begyndte med en lille kreds af disciple. Siden blev den en verdensomspændende institution, som både har hjulpet mennesker og svigtet dem.

Kort fortalt: Kirken har overlevet forfølgelser og krige og har sat dybe spor i verden. Den har også haft magt, som blev misbrugt. Dens historie er fortællingen om mennesker, der igen og igen har måttet spørge, om de levede efter den tro, de bekendte.

Det begyndte omkring et bord

Den katolske Kirkes historie begynder langt fra de store kirker og processioner, vi kender i dag. Jesu disciple samledes i hjem, spiste sammen, bad og fortalte, at han var opstået fra de døde. De første menigheder havde ingen politisk magt. De var små fællesskaber i Romerrigets byer, og deres tro vakte både nysgerrighed og mistanke. I perioder blev kristne fængslet eller dræbt. Alligevel bredte troen sig. Mennesker tog imod den, og menighederne tog sig af enker, fattige og syge. Det var her, i det almindelige liv mellem mennesker, at Kirken først fik form.

I 300-tallet ændrede dens stilling sig. Kristendommen blev tilladt i Romerriget og fik efterhånden en plads tæt på kejseren. Menigheder, der før havde måttet samles med forsigtighed, kunne nu bygge kirker og holde gudstjeneste åbent. Det var en stor opgangstid. Det var også begyndelsen på et vanskeligt forhold til magten. Biskopper kunne tale med kejsere, men de kunne også komme til at tænke og handle som dem. Spørgsmålet om, hvordan Kirken kunne tjene Kristus og samtidig have indflydelse på et rige, skulle følge den i mange århundreder.

Troen fik rødder i Europa

Da Vestromerriget gik i opløsning, forsvandt Kirken ikke med det. Klostre blev steder, hvor mennesker bad, arbejdede, underviste og tog imod fremmede. Munke og nonner kopierede bøger og bevarede viden, men de drev også jordbrug og hjalp mennesker i nød. Kirken fik dybe rødder i Europas liv. Dens højtider formede årets gang, dens bygninger satte præg på byerne, og dens tro inspirerede kunstnere, tænkere og mennesker, der viede deres liv til de fattige.

Middelalderens kirke rummede dog langt mere end klostrenes stille arbejde. Den ejede jord, opkrævede afgifter og havde indflydelse på konger. Embeder kunne blive eftertragtede for deres rigdom, og paver førte strid med fyrster og med hinanden. Korstogene vidner om, hvor frygtelige følger det kunne få, når tro og krig blev knyttet sammen. Samtidig voksede afstanden mellem den vestlige kirke med centrum i Rom og de østlige kirker. Forskelle i sprog, kultur og synet på pavens myndighed førte til et brud, som endnu ikke er helet. Midt i denne tid trådte mennesker som Frans af Assisi frem og mindede Kirken om et enklere liv. Hans fattigdom var også en kritik af den rigdom, Kirken havde samlet.

Splittelsen i vest

I begyndelsen af 1500-tallet var utilfredsheden med forhold i den vestlige kirke blevet stor. Afladshandel og misbrug af kirkelige embeder vakte vrede, og reformatorer krævede forandring. Det, der begyndte som strid om tro og Kirkens praksis, endte med at dele den vestlige kristenhed. Mange europæere kom til at leve i lande, hvor den kirke, deres forældre havde tilhørt, ikke længere var den samme. Splittelsen blev fulgt af forfølgelse og krige. Den katolske kirke gennemførte også reformer, blandt andet gennem Tridentinerkoncilet, som præciserede dens lære og søgte at rette op på forhold i præsteskab og kirkeliv. Det var en tid med stærk tro og alvorlig ufred.

I de følgende århundreder nåede katolske missionærer til store dele af verden. Nogle lærte lokale sprog, grundlagde skoler og forsvarede mennesker mod overgreb. Andre fulgte kolonimagterne og var med til at undertrykke lokale skikke og trosformer. Den katolske kirke blev efterhånden verdensomspændende, men dens vækst skete ikke altid på vilkår, den i dag kan være stolt af. Historien ser forskellig ud, alt efter om den fortælles fra Rom eller fra de mennesker, missionærerne mødte.

En kirke i en forandret verden

I det 19. og 20. århundrede mistede Kirken meget af sin gamle politiske magt i Europa. Industrialisering, nye videnskabelige indsigter og samfund i forandring stillede spørgsmål, som den måtte forholde sig til. Samtidig voksede kirkelivet mange steder uden for Europa. Det Andet Vatikankoncil i 1960’erne blev et afgørende forsøg på at tale til verden på ny. Koncilet åbnede for et tættere forhold til andre kristne og for en samtale med mennesker med anden tro eller ingen tro. I årene efter koncilet blev gudstjenestelivet også ændret. For mange katolikker var det en fornyelse, de havde længtes efter. For andre var forandringerne svære, og diskussionen om dem fortsætter.

De seneste årtiers afsløringer af seksuelle overgreb har tvunget Kirken til at se på en særlig mørk del af sin historie. Børn og voksne blev skadet af mennesker, de havde tillid til, og kirkelige ledere beskyttede alt for ofte institutionen frem for dem, der var blevet udsat for overgreb. Den skade kan ikke vejes op mod Kirkens gode gerninger. Den kræver sandhed, ansvar og en vedholdende vilje til at ændre det, der gjorde svigtene mulige.

Fem minutter er kun nok til at ane omfanget af to tusind års historie. Der har været tider, hvor Kirken voksede og gav mennesker håb, og tider, hvor dens magt gjorde den døv over for dem, den skulle tjene. Men historien findes ikke kun hos paver og konger. Den findes også hos den ukendte kvinde i et kloster, der plejede syge, hos familien, der holdt fast ved troen under forfølgelse, og hos den, der i dag kræver sandheden frem. Kirken bærer hele den historie med sig. Den må også leve med spørgsmålet, som dens begyndelse stiller til hver ny tid: Kan mennesker genkende Jesu ord i den måde, den handler på?

-karn