At være undervejs i bønnens land

Wilfrid Stinissen om bønnens mange former

Man kan have bedt i mange år og stadig være usikker på, om man gør det rigtigt. I Undervejs i bønnens land skriver Wilfrid Stinissen om bøn med ord, uden ord og midt i det liv, vi lever.

Kort fortalt: Bøn behøver ikke begynde med den rette stemning eller de rette ord. Wilfrid Stinissen beskriver den som et forhold til Gud, der næres gennem kendte bønner, forbøn og stilhed. Også den, der bliver distraheret eller ikke mærker noget særligt, kan begynde igen.

En bog for den, der stadig øver sig

Man kan have bedt Fadervor siden barndommen og alligevel sidde i kirken med en fornemmelse af ikke rigtig at kunne bede. Tankerne går til indkøb, en ubehagelig samtale eller et menneske, man er bekymret for. Når man endelig bliver stille, opdager man, hvor megen uro der er indeni. Wilfrid Stinissens titel, Undervejs i bønnens land, er derfor velvalgt. Den lover ikke, at læseren efter et bestemt antal sider er nået frem. Man er på vej, også når man standser op, mister koncentrationen eller må begynde forfra.

Stinissen var karmeliterpræst og åndelig vejleder. I bogen fører han læseren gennem forskellige former for kristen bøn, fra den mundtlige bøn til den stille, kontemplative bøn. Det er et landskab med flere veje, end man måske først forestiller sig. Man kan bede om hjælp, takke Gud, lovprise ham eller bede for andre. Man kan bruge ord, som Kirken har båret gennem århundreder, og man kan blive stille, når man ikke har mere at sige. Det, der forbinder formerne, er henvendelsen til Gud. Bønnen holder forholdet til ham levende.

De lånte ord

Nogle dage er det en lettelse, at bønnen allerede har ord. Fadervor skal ikke opfindes på ny, hver gang vi beder det. Salmerne giver sprog til både glæde, vrede og sorg, også når vores egne sætninger bliver for små. Man kan lære en bøn udenad og tage den med sig på en gåtur eller ind på en hospitalsstue. Den bliver liggende i hukommelsen, klar til en dag, hvor man har brug for den. En anmeldelse af Stinissens bog fremhæver netop hans opmærksomhed på de bønner og skriftsteder, vi bærer med os.

De kendte ord kan blive sagt tankeløst; det ved enhver, der har opdaget, at Fadervor er forbi, før man selv fulgte med. Men det gør ikke de mundtlige bønner overflødige. Man kan standse ved en enkelt sætning og lade den få tid. Man kan sige ordene igen i morgen. I et venskab er det heller ikke hvert eneste ord, der er nyt. Vi siger ofte det samme til dem, vi holder af, og betydningen ligger også i, at vi bliver ved med at henvende os til dem.

Stilheden efter ordene

Stinissen fører læseren videre til den stille bøn. Her kommer man let til at spørge, hvad man skal gøre, når man ikke længere siger noget. Svaret er ikke altid ligetil. Stilheden kan gøre én rastløs, og det, man prøvede at lægge bag sig, følger med ind i den. Alligevel kan man blive siddende. Man kan lade dagens bekymringer være kendt af Gud uden at gennemgå dem endnu en gang fra begyndelsen. Man kan lytte, selv om man ikke forventer at høre en stemme. Hos Stinissen har denne bøn sin egen plads; den er mere end en pause, før man finder de næste ord.

Det svære er ofte vores ønske om at vide, om bønnen lykkedes. Fik vi fred? Mærkede vi Guds nærhed? En anmeldelse af bogen peger på, at Stinissen advarer mod at gøre religiøse oplevelser til målet for bønnen. Det er let at forstå hvorfor. Et menneske kan sidde længe i kirken uden at mærke andet end træthed og alligevel have vendt sig mod Gud. Andre dage kommer taknemmeligheden af sig selv. Ingen af delene giver os en sikker målestok for forholdet til ham. Stilheden må også have plads på de dage, hvor den føles tør.

Navnene på de andre

Bønnen kan blive så optaget af vores eget indre, at vi glemmer dem, der er omkring os. Her har forbønnen en enkel styrke. Vi nævner et navn: et barn, en ven, en syg, et menneske, vi ikke kan hjælpe på den måde, vi gerne ville. I forbønnen får deres liv plads i vores tid med Gud. Stinissens bog behandler den som en del af den mundtlige bøn, og en anmelder hæfter sig ved, at forbønnen fører den bedende ud af sin egen kreds.

Undertiden bliver bønnen fulgt af en handling. Vi ringer, besøger eller tilbyder hjælp. Andre gange er afstanden for stor, eller vi har allerede gjort, hvad vi kunne. Så kan det føles beskedent blot at bede. Men man behøver ikke gøre forbønnen større, end den er, for at tage den alvorligt. Man lægger et menneskes navn frem for Gud og vender tilbage til det. Den, vi beder for, bliver ved med at høre til i vores liv.

At begynde igen

Bibliotekernes omtale af Undervejs i bønnens land beskriver, hvordan bøn både kan have en afgrænset tid og følge mennesket gennem dagens gøremål. De to ting har brug for hinanden. Hvis vi aldrig standser op, bliver det let at sige, at hele livet er bøn, uden at vi faktisk henvender os til Gud. Hvis bønnen kun får lov at leve i de stille minutter, mister vi forbindelsen til de mennesker og pligter, der venter, når vi rejser os. Den, vi bad for om morgenen, møder vi måske senere på dagen. De ord, vi sagde i kirken, kan få vægt i det, vi vælger at gøre.

Mange kender også perioder, hvor bønnen næsten forsvinder. Dagene bliver fyldt, eller det føles tungt at sætte sig. Så kan tanken om alt det forsømte gøre det endnu sværere at begynde. Stinissens titel hjælper én tilbage til noget enkelt: Den, der er undervejs, kan standse og gå videre. Man kan bede Fadervor i dag. Man kan nævne et navn. Man kan sidde stille et øjeblik og lade Gud møde én dér, hvor man faktisk er. I morgen kan man begynde igen.

-karn