Sankt Mattæus – tolderen, der rejste sig

Et kald ved toldboden blev begyndelsen på et nyt liv

Den 21. september fejrer den katolske kirke apostlen og evangelisten Sankt Mattæus. Han forlod toldboden for at følge Jesus og blev siden regnet blandt de tolv apostle. Evangeliet, som bærer hans navn, viser med særlig tydelighed, at Jesus opfylder Det Gamle Testamentes løfter og grundlægger en kirke, der skal række ud til alle folkeslag.

Kort fortalt: Sankt Mattæus var tolder, før Jesus kaldte ham til at blive discipel. Hans evangelium fremstiller Jesus som den lovede Messias, den nye Moses og Kirkens Herre. Det rummer blandt andet Bjergprædikenen, Fadervor, lignelsen om verdensdommen og missionsbefalingen.

Manden ved toldboden

Evangeliet fortæller ikke meget om Mattæus’ liv, før han mødte Jesus. Alligevel siger den korte beretning om hans kaldelse mere end en lang levnedsbeskrivelse kunne have gjort. Jesus så en mand sidde ved toldboden og sagde til ham: »Følg mig!« Mattæus rejste sig og fulgte ham. Der fortælles ikke om tøven, forhandling eller betingelser. Et menneske sidder fast i sit gamle liv, Kristus kalder, og mennesket rejser sig.

Mattæus var tolder og arbejdede dermed i et system, som mange jøder foragtede. Tolderne opkrævede afgifter på vegne af den romerske besættelsesmagt og havde ry for at berige sig på andres bekostning. De blev ofte betragtet som både urene, grådige og illoyale over for deres eget folk. Jesus kaldte altså ikke en mand med et uangribeligt omdømme. Han kaldte en, som allerede var placeret uden for det gode selskab.

Det er en væsentlig del af fortællingen. Jesus ventede ikke på, at Mattæus først skulle gøre sig værdig til kaldet. Kaldelsen kom midt i det liv, han allerede levede. Kristus så ikke alene tolderen, som andre så. Han så også den apostel, som Mattæus endnu ikke selv kendte.

Et måltid blandt syndere

Efter kaldelsen fulgte et måltid, hvor Jesus sad til bords sammen med toldere og syndere. Det vakte anstød blandt farisæerne, som spurgte disciplene, hvorfor deres mester spiste sammen med sådanne mennesker. Jesus svarede: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Gå hen og lær, hvad det vil sige: Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

Ordene forklarer, hvad der skete ved toldboden. Mattæus blev ikke kaldet, fordi hans tidligere liv var uden betydning, men fordi Guds barmhjertighed var større end hans fortid. Jesus gjorde ikke synden ligegyldig. Han gjorde omvendelsen mulig. Mattæus måtte rejse sig og forlade det sted, hvor han havde siddet, men han kunne gøre det, fordi Kristus allerede havde set og kaldt ham.

Der findes en stille styrke i denne beretning. Et menneske er aldrig fuldstændigt sammenfaldende med sin fortid, sit arbejde, sit rygte eller sine fejl. Kristi kald kan nå et menneske midt i det kendte og føre det ind i en opgave, som ingen andre havde forestillet sig.

Apostel og evangelist

Mattæus nævnes blandt Jesu tolv apostle. Han fulgte Kristus, hørte hans undervisning og blev vidne til de begivenheder, som blev centrum i Kirkens forkyndelse: Jesu lidelse, død og opstandelse. Efter pinsen blev apostlene sendt ud for at forkynde evangeliet.

Den kirkelige tradition fortæller, at Mattæus prædikede evangeliet uden for Palæstina og til sidst led martyrdøden. De forskellige overleveringer er ikke enige om, hvor hans missionsvirksomhed fandt sted, eller hvordan han døde. Nogle peger mod Etiopien, andre mod Persien eller områder øst for Romerriget. Det historisk sikre er begrænset, men Kirkens minde om ham fastholder forbindelsen mellem apostlen, evangeliet og et liv, der blev givet helt til Kristus.

Kirken har fra gammel tid knyttet Matthæusevangeliet til apostlen Mattæus. Moderne bibelforskere mener almindeligvis, at evangeliets endelige græske tekst blev nedskrevet af en ukendt kristen forfatter i den sidste del af det første århundrede. Det ændrer ikke ved den kirkelige tradition, men minder om, at evangelierne voksede frem gennem apostlenes forkyndelse, de første kristne menigheders erindring og den senere nedskrivning af det overleverede stof.

Mattæus afbildes ofte med en bog eller en skriftrulle. Hans symbol er et menneske, undertiden fremstillet som en bevinget skikkelse. Det hænger sammen med, at evangeliet begynder med Jesu menneskelige slægtshistorie. Allerede her understreges det, at Guds Søn trådte ind i en virkelig menneskelig historie.

Evangeliet med rødder i Det Gamle Testamente

Matthæusevangeliet adskiller sig fra de øvrige evangelier ved sin stærke og gennemgående forbindelse til Det Gamle Testamente. Jesus fremstilles som opfyldelsen af de løfter, Gud har givet Israel. Gentagne gange møder læseren formuleringer som: »Det skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten.«

Evangeliet begynder med Jesu slægtstavle fra Abraham gennem kong David til Josef. Dermed placeres Jesus i Israels historie som Abrahams søn og Davids søn. Han er den Messias, som folket har ventet på, men hans frelse skal ikke begrænses til ét folk. Allerede fortællingen om de vise mænd fra Østerland antyder, at mennesker fra andre folkeslag skal komme og tilbede ham.

Jesus fremstilles også som den nye Moses. Moses modtog loven på Sinaj; Jesus går op på bjerget og underviser med sin egen myndighed. Det ses tydeligst i Bjergprædikenen, hvor Jesus siger: »I har hørt, at der er sagt … Men jeg siger jer.« Han ophæver ikke loven, men fører den ind til dens dybeste mening. Det er ikke nok at undlade mord; også vreden må tages alvorligt. Det er ikke nok at elske sin næste; disciplen kaldes til at elske sin fjende.

Fire evangelier – fire blik på Kristus

De fire evangelier fortæller om den samme Jesus Kristus, men de gør det med forskellig vægt og tone. De er ikke fire enslydende levnedsbeskrivelser. Hver evangelist ordner sit stof og fremhæver bestemte sider af Jesu liv og forkyndelse. Forskellene er ikke et problem, der skal skjules, men en rigdom, som gør det muligt at se Kristus fra flere sider.

Markusevangeliet er det korteste og sandsynligvis det ældste. Fortællingen bevæger sig hurtigt fra begivenhed til begivenhed. Jesus træder frem med myndighed, helbreder syge, uddriver onde ånder og møder voksende modstand. Markus lægger særlig vægt på den lidende Messias og på disciplenes vanskeligheder ved at forstå, hvem Jesus virkelig er. Først under korset bekender den romerske officer: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

Lukasevangeliet fremhæver Guds barmhjertighed og Jesu omsorg for mennesker, som let blev overset. Her finder man lignelsen om den barmhjertige samaritaner, den fortabte søn og tolderen Zakæus. Kvinder, fattige, syge, fremmede og syndere får en tydelig plads i fortællingen. Lukas lader samtidig evangeliet fortsætte i Apostlenes Gerninger, hvor Helligånden fører Kirkens forkyndelse fra Jerusalem ud i verden.

Johannesevangeliet adskiller sig tydeligst fra de tre andre. Det begynder ikke med Jesu fødsel eller offentlige fremtræden, men med Guds evige ord: »I begyndelsen var Ordet.« Johannes fortæller om tegn, samtaler og lange taler, der åbenbarer, hvem Jesus er. Her kalder Kristus sig blandt andet verdens lys, livets brød, den gode hyrde, opstandelsen og livet samt vejen, sandheden og livet.

Matthæusevangeliet står med sit eget særpræg. Her møder læseren Jesus som Israels lovede Messias, den nye Moses og den lærer, der udlægger Guds vilje med myndighed. Evangeliet er omhyggeligt opbygget omkring store samlinger af Jesu undervisning. Hvor Markus ofte viser Jesus i handling, Lukas fremhæver barmhjertigheden, og Johannes fører læseren ind i mysteriet om Guds evige søn, samler Mattæus Jesu ord til en undervisning i, hvordan livet i Himmeriget skal leves.

Evangeliet om Kirken

Mattæus er den eneste evangelist, der bruger selve ordet »kirke«. Da Peter bekender, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn, svarer Jesus: »Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.« Senere taler evangeliet om, hvordan uenigheder og synder skal behandles i det kristne fællesskab.

Kirken fremstilles ikke som et fællesskab af mennesker, der allerede er fuldkomne. Den består af disciple, der skal lære at tilgive, tjene og begynde på ny. Peter spørger, hvor mange gange han skal tilgive sin broder, og Jesus svarer, at tilgivelsen ikke skal kunne tælles. Den største blandt disciplene er ikke den, der hersker over de andre, men den, der gør sig til deres tjener.

Matthæusevangeliet har derfor fået en særlig betydning for Kirkens undervisning. Det samler Jesu ord i store taler, der gør evangeliet velegnet til oplæring og forkyndelse. Bjergprædikenen, lignelserne om Himmeriget, undervisningen om Kirkens fællesskab og talen om de sidste tider danner tilsammen en omfattende fremstilling af det kristne liv.

Himmeriget er kommet nær

Et centralt udtryk hos Mattæus er »Himmeriget«. Det betegner ikke blot et sted efter døden, men Guds herredømme, som allerede er kommet nær i Jesus Kristus. Himmeriget sammenlignes med et sennepsfrø, en surdej, en skjult skat og en kostbar perle. Det begynder ofte i det små og skjulte, men rummer en kraft, der kan forandre hele livet.

Evangeliet stiller samtidig mennesket over for et valg. Det er ikke nok at høre Jesu ord. De skal omsættes i handling. Den, der hører ordene og handler efter dem, ligner et menneske, der bygger sit hus på klippen. Troen viser sig i den måde, mennesket lever og møder andre på.

Hos Mattæus er der en alvor, som ikke kan overses. Jesus taler om dommen, om troskab og om ansvaret for det liv, mennesket har fået. Men alvoren står ikke alene. Den er omgivet af Guds tålmodighed og barmhjertighed. Himmeriget er en gave, men gaven kalder mennesket til at svare.

Kristus i det mindste menneske

Et af Matthæusevangeliets stærkeste afsnit er fortællingen om verdensdommen. Kristus identificerer sig med de sultne, de tørstige, de fremmede, de nøgne, de syge og de fængslede: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«

Ordene gør næstekærligheden konkret. Kristus mødes ikke alene i bønnen, liturgien og de hellige skrifter, men også i det menneske, der har brug for hjælp. Der er ikke tale om en modsætning mellem tro og handling. Handlingen udspringer af mødet med Kristus og bliver samtidig et nyt møde med ham.

Det er værd at bemærke, at netop et evangelium knyttet til den tidligere tolder rummer denne stærke påmindelse. Mattæus havde selv oplevet at blive set som mere end sin sociale rolle og sin belastede fortid. I hans evangelium kaldes Kirken til at se Kristus i de mennesker, som let bliver overset.

Fra Israel til alle folkeslag

Matthæusevangeliet begynder blandt Israels slægter, men slutter med hele verden. Efter opstandelsen møder Jesus disciplene på et bjerg i Galilæa og siger: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.«

Missionsbefalingen er ikke blot en opfordring til at udbrede bestemte tanker. Disciplene skal døbe, undervise og føre mennesker ind i et liv med Kristus. Evangeliets sidste ord er et løfte: »Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Evangeliet ender dermed ikke med apostlenes styrke, men med Kristi nærvær. Kirken sendes ud, men overlades ikke til sig selv. Den bevægelse, som begyndte med et enkelt »Følg mig« ved en toldbod, fortsætter i enhver generation.

At rejse sig

Sankt Mattæus minder om, at kaldelsen ofte kommer midt i hverdagen. Den kan møde mennesket ved et arbejdsbord, i et fastlåst liv eller på et sted, som ingen forbinder med hellighed. Det afgørende er ikke, hvor mennesket sidder, men om det er villigt til at rejse sig.

Evangeliet skjuler ikke kravene i Jesu ord. Tilgivelse, troskab, barmhjertighed og kærlighed til fjenden er ikke lette veje. Men Mattæus’ eget liv viser, at Kristus ikke blot kræver forandring. Han gør den mulig. Tolderen blev apostel. Den foragtede blev forkynder. Et liv, som andre mente at kende værdien af, fik en helt ny retning.

Den 21. september fejrer Kirken derfor ikke kun en mand fra evangeliernes begyndelse. Den fejrer den forvandling, som kan ske, når et menneske hører Kristi kald, rejser sig og følger ham.

-karn