Den 12. september fejrer Kirken Marias hellige navn

Et navn, der fører til Kristus

Den 12. september fejrer Kirken Marias hellige navn

Manchet: Få dage efter festen for Marias fødsel standser Kirken ved hendes navn. Maria er navnet på den kvinde, som tog imod Guds ord, bar Kristus til verden og fulgte ham helt frem til korset. Hendes navn er blevet et navn, kristne udtaler i glæde, frygt og sorg.

Kort fortalt

Den 12. september fejrer Den Katolske Kirke Den salige Jomfru Marias hellige navn. Dagen minder os om den unge kvinde fra Nazaret, som sagde ja til Gud og blev Jesu mor. At påkalde Maria er ikke at standse ved hende. Hun fører altid videre til Kristus.

Et navn er mere end bogstaver

Vi bruger navne så ofte, at vi knap lægger mærke til dem. Et navn står på døren, i telefonen og nederst i en mail. Det kan råbes gennem et hus eller hviskes ved en sygeseng. Alligevel ved vi, at et navn rummer mere end nogle få bogstaver. Navnet bærer et menneskes ansigt, stemme og historie. Det kan fremkalde glæde, før personen træder ind i rummet, og savn længe efter at personen er borte. Mennesker, vi elsker, bliver nærværende, blot deres navn bliver nævnt.

Sådan har det også været for kristne, der gennem århundreder har udtalt navnet Maria. Det er blevet sagt i kirker og klostre, på hospitaler og slagmarker, i fattige hjem og ved kongelige hoffer. Det er blevet sunget i liturgien og hvisket af mennesker, som ikke længere havde kræfter til lange bønner. I navnet ligger erindringen om Jesu mor og tilliden til hendes forbøn.

Gud kendte hendes navn

I evangeliet træder Maria frem uden menneskelig rang eller magt. Hun er en ung kvinde i Nazaret, en by som kun få uden for egnen havde nogen grund til at kende. Evangelisten Lukas fortæller, at englen Gabriel blev sendt til »en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef«, og tilføjer ganske enkelt: »Jomfruens navn var Maria.«

Gud kendte hendes navn. Før verden kendte hende som Guds Moder, kendte Gud den unge Maria i Nazaret. Englen siger senere: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.« Hun bliver tiltalt som et bestemt menneske med en fri vilje og et liv, der kan ændres. Gud behandler hende ikke som et redskab uden egen stemme. Han kalder hende, og hun svarer.

Hendes svar er kort: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.« Fra det øjeblik forbindes hendes navn med lydighed, mod og tillid. Maria kendte ikke hele den vej, hun gik ind på. Hun kendte heller ikke den smerte, der ventede hende. Hun gav sit samtykke til Gud, før hun kunne se følgerne af det.

Et helligt navn

At Kirken kalder Marias navn helligt, betyder ikke, at selve lydene eller bogstaverne rummer en magisk kraft. Navnet er helligt, fordi det tilhører den kvinde, som Gud udvalgte til at være mor til hans søn. Hendes liv blev stillet til rådighed for Gud. Hun bar Kristus i sit legeme, gav ham menneskeligt liv, tog sig af ham som barn og fulgte ham til korset.

Kristne tilbeder ikke Maria. Tilbedelsen tilkommer Gud alene. Maria æres, fordi Gud gjorde store ting imod hende, sådan som hun selv synger i Magnificat. Æren ender heller ikke hos hende. Den fører til Gud, som kaldte hende, fyldte hende med sin nåde og lod sin søn blive menneske gennem hende.

Det er også forklaringen på den plads, hendes navn har fået i katolsk bøn. Den troende siger ikke blot »Maria«, som om hun kunne træde i Kristi sted. Vi beder: »Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere.« Hun anmodes om at bede sammen med os og for os. Den, der påkalder Maria, beder en mor føre sin bøn frem for hendes søn.

Fra Nazaret til Wien

Mindedagen har også en dramatisk historie. En lokal fejring af Marias navn kendes fra Spanien allerede i begyndelsen af 1500-tallet. Senere fik dagen betydning for hele Kirken i forbindelse med belejringen af Wien i 1683. En stor osmannisk hær stod uden for byen, og Europas fremtid syntes usikker. Den polske konge Jan III Sobieski kom Wien til hjælp med sine styrker og betroede hæren til Jomfru Marias beskyttelse. Den 12. september blev den osmanniske hær besejret.

Pave Innocens XI lod efter sejren festen for Marias hellige navn udbrede til hele Kirken. Den historiske baggrund kan ikke slettes, og den skal heller ikke bruges til at gøre Maria til mærke for fjendskab mellem kristne og muslimer. Kirken fejrer ikke hadet til en modstander. Den takker for hjælp i nød og mindes den kvinde, hvis lovsang fortæller om en Gud, der ophøjer de ringe og kommer de svage til hjælp.

Mindedagen blev taget ud af den almindelige romerske kalender efter liturgireformen i 1969, men blev genindført som valgfri mindedag af pave Johannes Paul II i 2002. Den ligger fire dage efter festen for Marias fødsel den 8. september. Først fejres barnet, som er kommet til verden. Derefter standser Kirken ved det navn, barnet fik: Maria.

Et navn for mennesker i nød

Der findes øjeblikke, hvor et menneske ikke kan samle sig om mange ord. Sorgen kan være for tung, frygten for stor eller sygdommen for udmattende. Bønnen bliver kort. Nogle siger blot »Jesus«. Andre siger »Maria, bed for mig«. Det er ikke en fattigere bøn. Et enkelt navn kan rumme alt det, hjertet ikke formår at forklare.

Maria kendte selv til uvished, flugt og tab. Hun fødte under fattige forhold, måtte flygte med sit barn og stod siden ved sin søns kors. Hun er ikke en fjern skikkelse, som kun hører hjemme i smukke statuer og gamle malerier. Hendes liv førte hende gennem den smerte, som også rammer almindelige familier. Hendes navn kan derfor ligge naturligt på læberne hos den syge, den ensomme, den ængstelige og den, som frygter for sit barn.

Ved korset gav Jesus sin mor til disciplen og disciplen til hende. Kirken har altid set mere i denne scene end omsorgen for Marias fremtid. I Johannes står hele den troende menighed. Maria bliver givet som mor til dem, der hører Kristus til.

Maria beholdt ikke Jesus for sig selv

Maria fik lov at bære Kristus, men hun beholdt ham ikke for sig selv. Hun gav ham til verden. Ved brylluppet i Kana rettede hun tjenernes opmærksomhed mod ham med ordene: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Den sætning fortæller næsten alt om hendes plads i den katolske tro.

Hun kalder ikke mennesker til at kredse om hende. Hun peger på sin søn. Hendes navn bliver helligt, fordi det er knyttet til hans navn, hendes moderskab til hans komme og hendes liv til hans frelse.

Den 12. september inviterer Kirken os til at udtale navnet Maria med kærlighed og tillid. I dette navn møder vi en mor, der kender menneskets frygt, og en discipel, der stolede på Gud. Sammen med hende kan vi vende os mod Kristus. Det var ham, hun bar til verden. Det er stadig ham, hun fører os til.

Excerpt: Den 12. september fejrer Kirken Marias hellige navn. Det er navnet på kvinden fra Nazaret, som tog imod Guds ord, bar Kristus til verden og stadig peger på ham med ordene: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«

tilfreds?

Ja, overordnet. Teksten har en klar katolsk kerne, forklarer forskellen mellem tilbedelse og Mariafromhed og gør en forholdsvis ukendt mindedag forståelig for kirkefremmede.

Jeg ville dog foretage én sidste stramning:

• Indledningen om navne kan gøres lidt kortere.
• Afsnittet om Wien fylder en anelse meget i forhold til dagens åndelige betydning.
• Nogle gentagelser af, at Maria fører til Kristus, kan fjernes.
• Overskriften kan blive mere personlig og indbydende.

Mit foretrukne bud er:

Maria – navnet, man kan kalde på

Den 12. september fejrer Kirken Marias hellige navn

Den overskrift passer godt til tekstens stærkeste passage: mennesket, der i sygdom, sorg eller frygt kun magter at sige »Maria, bed for mig«. Det giver mindedagen liv og gør den relevant langt ud over den liturgiske kalender.

Jeg vil vurdere teksten til 8½ ud af 10. Efter en sidste, nænsom stramning kan den blive både kortere, varmere og endnu mere præcis.

gennemskriv

Maria – navnet, man kan kalde på

Den 12. september fejrer Kirken Marias hellige navn

Maria er navnet på den unge kvinde fra Nazaret, som tog imod Guds ord, bar Kristus til verden og fulgte ham helt frem til korset. Hendes navn er siden blevet udtalt af kristne i glæde, sorg og frygt.

Gud kendte hendes navn

Et navn er mere end nogle få bogstaver. Det kan råbes gennem et hus, hviskes ved en sygeseng eller nævnes længe efter, at et menneske er dødt. Navnet bærer et ansigt, en stemme og en historie. Den, vi elsker, kan blive nærværende for os, blot navnet bliver sagt.

I evangeliet træder Maria frem uden menneskelig rang eller magt. Hun er en ung kvinde i Nazaret, en by som kun få uden for egnen havde nogen grund til at kende. Evangelisten Lukas fortæller, at englen Gabriel blev sendt til »en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef«, og tilføjer ganske enkelt: »Jomfruens navn var Maria.«

Gud kendte hendes navn. Før verden kendte hende som Guds Moder, kendte Gud den unge Maria i Nazaret. Englen siger: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.« Hun bliver tiltalt som et bestemt menneske med sin egen vilje og sit eget liv. Gud kalder hende, og hun svarer: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.«

Fra det øjeblik forbindes hendes navn med tillid, lydighed og mod. Maria kunne ikke overskue den vej, hun gik ind på. Hun kendte heller ikke den smerte, der ventede hende. Hun gav sit samtykke til Gud, før hun kunne se følgerne af det.

Hvorfor kaldes navnet helligt?

Marias navn er ikke en trylleformular. Lydene og bogstaverne rummer ingen kraft i sig selv. Navnet kaldes helligt, fordi det tilhører den kvinde, som Gud udvalgte til at være mor til hans søn. Hendes liv blev stillet til rådighed for Gud. Hun bar Kristus i sit legeme, gav ham menneskeligt liv, tog sig af ham som barn og fulgte ham til korset.

Katolikker tilbeder ikke Maria. Tilbedelsen tilkommer Gud alene. Maria æres, fordi Gud gjorde store ting imod hende, sådan som hun selv synger i Magnificat. Hendes storhed stammer fra Gud og peger tilbage på ham.

Det forklarer også den plads, hendes navn har fået i katolsk bøn. Vi siger ikke blot »Maria«, som om hun kunne træde i Kristi sted. Vi beder: »Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere.« Hun anmodes om at bede sammen med os og for os. Den, der påkalder Maria, beder en mor føre bønnen frem for hendes søn.

En gammel mindedag

Fejringen af Marias navn begyndte lokalt i Spanien i begyndelsen af 1500-tallet. Den blev senere knyttet til belejringen af Wien i 1683. Den polske konge Jan III Sobieski kom den truede by til hjælp og betroede sine styrker til Jomfru Marias beskyttelse. Den 12. september blev den osmanniske hær besejret, og pave Innocens XI lod efter sejren festen for Marias hellige navn udbrede til hele Kirken.

Den historiske baggrund skal ikke bruges til at gøre Maria til mærke for fjendskab mellem kristne og muslimer. Kirken mindes den hjælp, som de troende søgte hos Gud gennem hendes forbøn i en alvorlig nød. Dagens egentlige centrum ligger hos kvinden fra Nazaret, hvis lovsang fortæller om en Gud, der ophøjer de ringe og kommer de svage til hjælp.

Mindedagen blev fjernet fra den almindelige romerske kalender ved liturgireformen i 1969 og genindført som valgfri mindedag af pave Johannes Paul II i 2002. Den ligger fire dage efter festen for Marias fødsel den 8. september. Først fejres barnet, som er kommet til verden. Derefter standser Kirken ved det navn, barnet fik: Maria.

Et navn i glæde og nød

Gennem århundreder er Marias navn blevet sagt i kirker, klostre og private hjem. Det er blevet sunget i liturgien og hvisket af mennesker, som ikke længere havde kræfter til lange bønner. I navnet ligger erindringen om Jesu mor og tilliden til hendes forbøn.

Der findes øjeblikke, hvor et menneske ikke kan samle sig om mange ord. Sorgen kan være for tung, frygten for stor eller sygdommen for udmattende. Bønnen bliver kort. Nogle siger blot »Jesus«. Andre siger »Maria, bed for mig«. Et enkelt navn kan rumme alt det, hjertet ikke formår at forklare.

Maria kendte selv til uvished, flugt og tab. Hun fødte under fattige forhold, måtte flygte med sit barn og stod senere ved sin søns kors. Hun hører ikke kun hjemme i smukke statuer og gamle malerier. Hendes liv førte hende gennem den smerte, som også rammer almindelige familier. Hendes navn ligger derfor naturligt på læberne hos den syge, den ensomme, den ængstelige og den, der frygter for sit barn.

Ved korset gav Jesus sin mor til disciplen og disciplen til hende. Kirken har altid set mere i denne scene end omsorgen for Marias fremtid. I disciplen står alle dem, der hører Kristus til. Maria bliver givet til dem som mor.

Hun beholdt ikke Jesus for sig selv

Maria fik lov at bære Kristus, men hun beholdt ham ikke for sig selv. Hun gav ham til verden. Ved brylluppet i Kana rettede hun tjenernes opmærksomhed mod ham med ordene: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Den sætning sammenfatter hendes plads i den katolske tro.

Hun kalder ikke mennesker til at standse ved hende. Hun peger på sin søn. Hendes navn er knyttet til hans navn, hendes moderskab til hans komme og hendes liv til hans frelse.

Den 12. september inviterer Kirken os til at udtale navnet Maria med kærlighed og tillid. I dette navn møder vi en mor, der kender menneskets frygt, og en discipel, der stolede på Gud. Sammen med hende kan vi vende os mod Kristus. Det var ham, hun bar til verden. Det er ham, hun stadig fører os til.

00-karn