Hun ville ikke redde verden

Hun så Kristus i det menneske, andre gik forbi.

Mother Teresa havde ingen samlet plan for at udrydde verdens fattigdom. Hun begyndte med den syge, den sultne og den døende, som lå på gaden foran hende. For hende var barmhjertighed mere end en følelse. Den krævede, at man standsede, bøjede sig ned og tog et andet menneske i sine arme.

Hun var en lille, bøjet kvinde i en hvid sari med blå kanter. Hun talte enkelt, undertiden så enkelt, at hendes ord kunne lyde som fromme talemåder. Alligevel blev hun et af det 20. århundredes mest genkendelige mennesker. Hun grundlagde ingen politisk bevægelse, skrev ingen stor teologi og fremlagde ingen samfundsmodel. Hun tog døende mennesker op fra Calcuttas gader, vaskede dem og gav dem et sted at dø. For Mother Teresa var den fattige hverken et socialt problem eller et nummer i en statistik. Den fattige var Kristus.

Kaldet i toget

Mother Teresa blev født som Anjezë Gonxhe Bojaxhiu i Skopje i 1910. Som 18-årig forlod hun sin familie og rejste til Irland for at indtræde hos Loreto-søstrene. Kort efter kom hun til Indien, hvor hun underviste på en katolsk pigeskole i Calcutta. Hun blev senere skoleleder og levede et ordnet klosterliv med undervisning, bøn og faste pligter.

Den 10. september 1946 sad hun i et tog på vej til et retrætested i Darjeeling. Under rejsen erfarede hun det, hun senere beskrev som »et kald i kaldet«. Hun skulle forlade klosterskolens beskyttede liv og gå ud blandt de fattigste. Hun oplevede, at Kristus kaldte på hende gennem de mennesker, der var blevet forladt.

Der gik næsten to år, før hun fik kirkelig tilladelse til at forlade Loreto-søstrenes kloster og begynde sit nye arbejde. Hun tog den enkle, hvide sari på, gennemførte et kort kursus i sygepleje og gik ud i Calcuttas slumkvarterer. Hun havde få penge og ingen organisation bag sig. Hun underviste børn ved at skrive bogstaver i støvet, besøgte familier og plejede syge, som andre ikke ville røre ved.

I 1950 godkendte Kirken hendes nye orden, Missionaries of Charity – Kærlighedens Missionærer. Søstrene aflagde løfter om fattigdom, kyskhed og lydighed samt et særligt løfte om helhjertet og gratis tjeneste for de fattigste blandt de fattige.

Et menneske ad gangen

Mother Teresa talte sjældent om at forandre verden. Hun talte om at elske det menneske, Gud havde stillet på ens vej. Verden kunne ikke bæres på én gang. Det ensomme menneske kunne besøges. Det sultne barn kunne få mad. Den døende kunne få en hånd at holde i. Den uønskede kunne få at vide, at hans liv havde værdi.

Hendes indsats løste ikke de politiske og økonomiske forhold, som skabte fattigdommen. Det hævdede hun heller aldrig. Samfundet har pligt til at bekæmpe uretfærdighed og sikre ordentlig behandling af syge og udsatte. Imens ligger der stadig et menneske på gaden. En analyse kan forklare dets fattigdom, men den kan ikke vaske dets sår.

Her ligger den vedvarende udfordring i hendes liv. Vi kan tale længe om strukturer, rettigheder og reformer og samtidig gå forbi den, der har brug for os. Mother Teresa krævede ingen særlig uddannelse for at vise barmhjertighed. Hun krævede opmærksomhed, nærvær og viljen til at lade sig forstyrre.

Den største fattigdom

Da hun rejste gennem Europas og Nordamerikas velstående lande, talte hun om en fattigdom, som ikke kunne måles i penge. Hun mødte mennesker, der havde mad, varme og lægehjælp, men savnede nærhed og oplevelsen af at være elsket. Ensomhed, afvisning og følelsen af at være overflødig så hun som en af tidens dybeste former for nød.

Et offentligt system kan sørge for bolig, medicin og pleje. Det kan ikke alene give et menneske visheden om, at nogen glæder sig over, at det findes. Den opgave tilhører familien, naboen, vennen, menigheden og enhver, der tør komme et andet menneske nær.

Mother Teresa forsvarede det ufødte barn med samme styrke, som hun forsvarede den døende på gaden. Hun så abort som et tegn på, at menneskelivets værdi var blevet afhængig af, om barnet var ønsket. Da hun modtog Nobels fredspris i 1979, brugte hun talerstolen til at tale imod abort. Hun vidste, at ordene ville vække modstand. For hende havde mennesket værdi fra undfangelsen til den naturlige død – også når det var sygt, fattigt, ubelejligt eller helt afhængigt af andre.

Tro uden trøst

Efter hendes død blev hendes private breve offentliggjort. De afslørede en side af hendes liv, som offentligheden ikke havde kendt. Gennem årtier oplevede hun en dyb indre tørke. Gud føltes fjern, bønnen var uden trøst, og hun bar på en smertefuld tomhed. Den smilende søster, der talte om Guds kærlighed, kunne ofte ikke selv mærke denne kærlighed.

Det giver hendes liv en anden tyngde. Hun fortsatte ikke sit arbejde, fordi hun hele tiden var båret af stærke religiøse følelser. Hun fortsatte, fordi hun havde givet Gud sit ord. Troen blev en troskab, der holdt gennem mørket. Hun gav de fattige den kærlighed, hun selv længtes efter at erfare, og i deres forladthed genkendte hun sin egen.

Flere af Kirkens store mystikere har beskrevet perioder, hvor Gud synes tavs. Troen mister sin sødme og må leve uden synlig belønning. Mother Teresa tjente Kristus i de fattige, mens hun selv savnede oplevelsen af hans nærhed. Det kostede mere, end mennesker omkring hende anede.

Helgen uden glansbillede

Der er rejst kritik af plejen på hendes institutioner, ordenens økonomi og hendes forbindelse til tvivlsomme magthavere og velgørere. Kritikken skal ikke afvises, blot fordi hun er helgenkåret. En helgen kan træffe dårlige beslutninger, udvise mangelfuld dømmekraft og lede en organisation, hvor meget burde have været gjort bedre.

Kirken helgenkårer heller ikke en behandlingsmetode eller et regnskab. Den anerkender et menneskes heroiske troskab mod Gud. Mother Teresa bør hverken fremstilles som fejlfri eller reduceres til anklagerne mod hende. Hendes storhed lå i viljen til at gå hen, hvor andre vendte blikket bort, og blive hos mennesker, som ingen længere regnede med.

Pave Frans helgenkårede hende i 2016. Hendes mindedag fejres den 5. september, årsdagen for hendes død i 1997. Hun kaldes ofte de fattiges helgen, men hendes liv henvender sig også til dem, der aldrig kommer til Calcutta eller træder ind i en orden.

Begynd der, hvor du er

Mother Teresa bad ikke alle om at rejse til Indien. Hun bad dem se sig omkring. Der findes ensomme på villavejen, forsømte på plejehjemmet, børn uden ro i familien og mennesker, som går gennem dagene uden at blive set. Afstanden til den fattige måles ikke altid i kilometer. Den kan være bredden på et middagsbord.

Hun sagde, at vi ikke alle kan gøre store ting, men at vi kan gøre små ting med stor kærlighed. Sætningen er blevet gentaget så ofte, at dens alvor let forsvinder. Små gerninger kan være krævende. Det koster tid at lytte til et ensomt menneske. Det kan være besværligt at besøge den syge, tilgive en gammel uret eller tage sig af et menneske, som bliver ved med at have brug for os. Kærligheden bliver virkelig, når den får lov til at koste noget.

Mother Teresa begyndte med det menneske, hun kunne nå. Hun standsede dér, hvor andre gik videre. Fattigdommen forsvandt ikke fra Calcutta, og verden blev ikke helbredt. Men et menneske, der var blevet overladt til gaden, blev løftet op, vasket og mødt som én, Gud elskede.

Hun reddede ikke verden. Hun viste, hvordan kærligheden træder ind i den.

-karn

FAKTA OM MOTHER TERESA

Født: 26. august 1910 i Skopje som Anjezë Gonxhe Bojaxhiu. Hun blev døbt dagen efter.

Død: 5. september 1997 i Calcutta, 87 år gammel.

Baggrund: Hun var af albansk familie og rejste som 18-årig til Irland for at indtræde hos Loreto-søstrene. I 1929 kom hun til Indien.

Kaldet: Under en togrejse den 10. september 1946 oplevede hun sit »kald i kaldet« til at forlade klosterskolen og tjene de fattigste blandt de fattige.

Ordensstifter: I 1950 grundlagde hun Missionaries of Charity – Kærlighedens Missionærer.

Nobels fredspris: Hun modtog prisen i 1979 for sit arbejde blandt fattige, syge og døende.

Saligkåret: Den 19. oktober 2003 af pave Johannes Paul II.

Helgenkåret: Den 4. september 2016 af pave Frans under navnet den hellige Teresa af Calcutta.

Mindedag: 5. september.