Kroppen og det gode liv

Sundhed, mådehold og menneskeværd set med katolske øjne

Den katolske tro tager sundheden alvorligt. Vi har et ansvar for den krop og det liv, vi har fået. Men et godt menneskeliv kan ikke måles i kondition, vægt eller antallet af raske leveår. Kroppen skal passes – uden at sundheden bliver vores højeste mål.

Sundhed fylder meget i vores hverdag. Vi bliver rådet til at spise rigtigt, bevæge os, sove tilstrækkeligt, holde vægten, begrænse alkohol, undgå tobak og holde øje med blodtryk, kolesterol og andre tegn på sygdom. Det meste er fornuftigt. Lægevidenskaben har givet os muligheder, som tidligere generationer ikke havde, og sygdomme, der engang førte til invaliditet eller tidlig død, kan i dag forebygges eller behandles. Det ville være mærkeligt, hvis den kristne tro ikke tog dette alvorligt.

Men sundheden kan også komme til at fylde så meget, at den bliver et mål i sig selv. Kroppen skal forbedres, vægten kontrolleres, alderdommen udsættes og livet forlænges. Vi kan efterhånden måle næsten alt: skridt, puls, søvn, blodsukker, fedtprocent og kondition. Det kan være nyttigt, men tallene kan også få en betydning, de ikke fortjener. Den katolske tro hverken ringeagter kroppen eller gør sundheden til menneskets højeste gode. Kroppen skal passes, fordi livet er en gave. Men et menneskeliv bliver ikke mere værdifuldt, fordi kroppen er stærk og rask.

Mennesket er legeme og sjæl

Kristendommen har undertiden fået ry for at være mistænksom over for kroppen. Det er en dårlig beskrivelse af den katolske tro. Mennesket er ikke en værdifuld sjæl, der midlertidigt opholder sig i en mindre værdifuld krop. Legeme og sjæl udgør ét menneske. Kroppen hører til den person, Gud har skabt, og kan ikke reduceres til et redskab, som vi tilfældigvis benytter nogle år.

Det ses allerede i skabelsesberetningen. Gud skaber mennesket som et levende væsen, og skaberværket kaldes godt. Endnu tydeligere bliver det i kristendommens centrum: Gud bliver menneske. Kristus får en virkelig menneskelig krop. Han spiser og drikker, bliver træt, føler smerte, lider og dør. Og den kristne trosbekendelse ender ikke med håbet om en sjæl, der slipper fri af kroppen. Vi bekender troen på kødets opstandelse og det evige liv. Kroppen hører med til den kristne forståelse af mennesket fra skabelsen til opstandelsen.

Paulus skriver til menigheden i Korinth, at menneskets legeme er “et tempel for Helligånden”. Ordene kan let blive misforstået, hvis de læses gennem nutidens optagethed af fysisk sundhed. Paulus siger ikke, at den kristne skal skabe den perfekte krop. Et tempel er helligt, fordi Gud bor der, ikke fordi bygningen er fejlfri. Kroppens værdighed kommer ikke af dens udseende, styrke eller sundhed, men af det menneske, den er en del af, og det liv, Gud har givet.

Katekismen udtrykker det enkelt: Livet og den fysiske sundhed er kostbare gaver, som Gud har betroet os, og vi skal tage rimeligt vare på dem. Det lille ord rimeligt er vigtigt. Der ligger både et ansvar og en begrænsning i det.

At tage vare på den krop, man har fået

Hvis kroppen er en gave, kan vi heller ikke være fuldstændig ligeglade med, hvordan vi behandler den. At spise ordentligt, bevæge sig, få søvn, gå til lægen, tage nødvendig medicin og forsøge at forebygge sygdom kan være en del af den kristne forvaltning af livet. Kirken opstiller ikke et træningsprogram og foreskriver ingen bestemt kost. Den fortæller ikke, hvor mange kilometer et menneske bør gå, eller hvad badevægten skal vise. Men den siger noget om vores ansvar for livet.

Det ansvar rækker desuden ud over den enkelte. De fleste mennesker lever i forhold til andre. En ægtefælle, børn, familie og venner kan være afhængige af os og berøres af den måde, vi lever på. Omsorg for eget helbred kan derfor også være omsorg for andre. Bevidst og vedvarende at udsætte kroppen for alvorlig skade er ikke kun et privat anliggende, hvis konsekvenserne siden bæres af mennesker omkring os.

Her får den klassiske kristne dyd mådehold en meget konkret betydning. Katekismen nævner blandt andet misbrug af mad, alkohol, tobak og medicin. Mådehold betyder ikke, at nydelse er forkert, eller at det kristne liv skal være præget af mistænksomhed over for mad, vin og fest. Evangelierne giver næppe belæg for et sådant billede. Mådehold handler om frihed. Mennesket skal kunne nyde uden at blive behersket af det, det nyder. Frihed er ikke kun retten til at gøre det, man har lyst til. Frihed er også evnen til at lade være.

Når sundheden bliver et mål i sig selv

Den samme katolske tradition, som kræver omsorg for kroppen, advarer mod at gøre sundheden til en absolut værdi. Katekismen taler ligefrem om en kropsdyrkelse, hvor fysisk perfektion og sportslig succes ophøjes til idealer. Advarslen rammer noget genkendeligt i en kultur, hvor ungdom, aktivitet og en velfungerende krop let bliver synlige tegn på det vellykkede liv.

Problemet opstår ikke, fordi mennesker løber, går i fitnesscenter, taber sig eller holder øje med deres helbred. Alt dette kan være både fornuftigt og godt. Problemet opstår, når forestillingen om det gode menneskeliv langsomt bindes sammen med den raske og velfungerende krop. Hvis den slanke, stærke og aktive krop bliver idealet, kommer vi også til at sige noget om den krop, der ikke kan leve op til idealet: den gamle, den handicappede, den kronisk syge og den døende.

Her står den katolske tro fast på noget, som får stadig større betydning i et samfund med voksende medicinske muligheder: Menneskeværdet følger ikke sundhedskurven. Et menneske på et plejehjem, som ikke længere kan klare sig selv, har samme grundlæggende værdighed som den unge idrætsudøver. Den demente mister ikke sin menneskelige værdi, når hukommelsen forsvinder. Den alvorligt syge bliver ikke mindre værdifuld, fordi kroppen ikke længere kan helbredes. Værdigheden er ikke noget, mennesket gør sig fortjent til gennem sundhed, selvstændighed eller præstation. Den følger mennesket, fordi mennesket er skabt i Guds billede.

Det er også her, den kristne forståelse af sundhed bliver mere end gode råd om livsstil. En kultur fortæller meget om sit menneskesyn gennem den måde, den behandler de mennesker på, som ikke længere er stærke, produktive eller selvhjulpne.

Faste er ikke en slankekur

Den katolske tradition kender samtidig en frivillig begrænsning af kroppens behov: fasten. Set udefra kan den ligne noget af det, der i dag forbindes med kostplaner og periodisk faste. Men formålet er et andet. Den kristne faste skal ikke først og fremmest forbedre kroppen. Den skal hjælpe mennesket til frihed og rette opmærksomheden mod Gud og næsten.

Når et menneske frivilligt giver afkald på mad eller andre goder, sker der noget enkelt, men vigtigt. Man opdager, at en lyst ikke behøver at blive efterfulgt af en handling. Sult kan mærkes uden straks at blive tilfredsstillet. Et ønske kan opstå uden at blive opfyldt. Det er en lille øvelse i at være herre over sine behov frem for at være deres tjener.

I den kristne tradition står fasten heller ikke alene. Den hører sammen med bøn og almisse. Det, man giver afkald på, skal åbne mennesket mod noget uden for det selv. Dermed bliver forskellen mellem selvoptimering og kristen askese tydelig. Selvoptimeringen har den enkelte som sit projekt: min krop, min præstation, mit velbefindende, mit længere liv. Den kristne askese har friheden som sit mål – friheden til at vende sig mod Gud og andre mennesker.

De samme ydre handlinger kan altså have vidt forskellige mål. To mennesker kan spise mindre. Den ene gør det for at forme kroppen, den anden for at øve mådehold. Et menneske kan endda gøre begge dele på samme tid. Den katolske tro kræver ikke, at sundhedsmæssige og åndelige hensyn holdes adskilt. Den minder blot om, at et mindre tal på badevægten ikke i sig selv siger noget om menneskets åndelige liv.

Sygdom er ikke et nederlag for troen

Det kristne syn på sundhed bliver for alvor prøvet, når mennesket bliver sygt. Evangelierne fortæller igen og igen, hvordan Jesus møder de syge. Blinde, lamme, spedalske og mennesker, som andre holder afstand til, bliver set og berørt. Nogle bliver helbredt. Jesu handlinger over for de syge har gennem Kirkens historie sat dybe spor i klostre, hospitaler, hospicer, sygepleje og religiøse ordener, der har viet deres liv til mennesker i sygdom og nød.

Men kristendommen lover ikke den troende et liv uden sygdom. Sygdom er heller ikke bevis på manglende tro. Den syge skal ikke bære en ekstra byrde i form af forestillingen om, at en stærkere tro eller mere inderlig bøn nødvendigvis ville have gjort kroppen rask. De mennesker, Jesus helbredte, blev siden gamle og døde. Selv Lazarus, som blev kaldt ud af graven, skulle en dag dø igen.

Der er heller ingen modsætning mellem at bede og at gå til lægen. Den syge kan bede om helbredelse og samtidig tage sin medicin. Familien kan bede ved hospitalssengen, mens læger og sygeplejersker gør deres arbejde. Et menneske kan modtage de syges salvelse før en alvorlig operation og samtidig have fuld tillid til kirurgerne. Når sygdom kan behandles, skal den behandles. Når smerte kan lindres, skal den lindres. Når alvorlig sygdom med rimelige midler kan forebygges, bør vi gøre det.

Lægevidenskaben kan imidlertid ikke ophæve menneskets dødelighed. Selv den bedste behandling flytter grænsen; den fjerner den ikke. På et tidspunkt ændrer omsorgen karakter. Opgaven er ikke længere nødvendigvis at forlænge livet med alle tænkelige midler, men at lindre, pleje og ledsage mennesket gennem den sidste del af livet.

Når kroppen ikke længere kan helbredes

Det er let at tale om sundhed, mens man er rask. Alderdom og sygdom kan tage meget fra et menneske: kræfter, bevægelighed, selvstændighed og muligheden for at gøre ting, der tidligere var selvfølgelige. Den, der hele sit liv har hjulpet andre, kan pludselig blive den, der selv skal hjælpes. For mange er tabet af selvstændighed næsten vanskeligere at acceptere end selve sygdommen.

Den katolske tro kalder ikke lidelsen god. Smerte bliver ikke mindre virkelig, fordi den bæres af et troende menneske. Jesus helbredte syge og bad i Getsemane om, at lidelsens kalk måtte gå ham forbi. Kristendommen kræver derfor ikke, at den syge skal foregive, at lidelsen er ønskværdig. Men når lidelsen ikke kan fjernes, står mennesket heller ikke uden håb. Kristus gik selv ind i lidelsen og døden, og den syge kan forene sin egen lidelse med hans.

Her har de syges salvelse sin særlige plads. Sakramentet er ikke kun “den sidste olie”, som gives få minutter før døden. Det gives ved alvorlig sygdom og ved alvorlig svækkelse på grund af alder og kan også gives før en alvorlig operation. Kirken beder både om helbredelse, når den er mulig og tjener mennesket, og om styrke, fred og mod, når sygdommen fortsætter. Kirken beder om, at den syge må blive rask, men forlader ikke den syge, når helbredelsen ikke kommer.

Det siger noget afgørende om forskellen mellem kristent håb og håbet om sundhed. Hvis håbet alene består i at blive rask, bryder det sammen den dag, lægen siger, at der ikke findes mere helbredende behandling. Det kristne håb kan bestå også dér.

Kroppen skal passes – men den skal ikke tilbedes

Der er således to måder at fare vild på. Man kan behandle kroppen, som om den ikke betyder noget, fordi sjælen og det evige liv er det eneste vigtige. Eller man kan behandle kroppen, som om sundhed, ungdom og et langt liv er det højeste, mennesket kan opnå. Ingen af delene svarer til den katolske forståelse.

Kroppen betyder noget, fordi den er en del af det menneske, Gud har skabt. Vi skal tage vare på vores helbred, bruge vores fornuft, søge behandling og øve mådehold. Vi må også acceptere, at kroppen forandrer sig. Den bliver gammel. Den kan blive syg. En dag dør den. Det gør ikke omsorgen for den meningsløs. Tværtimod. Vi passer på noget, som er værdifuldt, selv om vi ved, at vi ikke kan beholde det for altid.

Et langt liv er ikke nødvendigvis et godt liv, og et kort eller sygdomspræget liv er ikke nødvendigvis et mislykket liv. Den kristne vurdering af et menneskeliv kan ikke aflæses af antallet af raske leveår. Til sidst handler det ikke om, hvor længe kroppen kunne holdes i gang, men om det liv, der blev levet i den – i forholdet til Gud og til de mennesker, vi fik givet at leve iblandt.

Den katolske holdning til sundhed kan derfor samles ganske enkelt:

Pas på kroppen, fordi den er en gave fra Gud. Men gør ikke sundheden til din gud.

-karn